DR sendte igår dokumentaren Hold op med at krænke mig – sagen mod Dan Park (58 minutter). Den forvirrer lidt i starten, for den indeholder klip fra tidligere dokumentarer, men den er altså ny og den er god!. Den ligger online april måned ud.

Lars Vilks kommenterer som gennemgående figur, som koret i det græske teater, der jo gerne var gamle mænd og kloge kvinder i byen. Han medvirker til, at man bevarer forstanden. Mange andre medvirker også, blandt andre Henrik Rönnqvist, Jakob Mchamgama og Paulina Neuding, og vi kommer hele vejen rundt om det mærkværdige teater, Dan Park fik det svenske etablissement til at opføre.

Dan Park sagen er vi virkeligheden skabt af politikere og journalister, der i årevis har tampet svenskerne i hovedet med, at de er “strukturelle racister,” et begreb ingen i Danmark udenfor nogle snævre universitetskredse, forbinder med noget.

Den bygger også på, at man med tilbagevirkende kraft har vedtaget, at et ord som “neger” er racistisk, men enhver der kender lidt til den umiddelbare fortid ved, at det var et neutralt beskrivende ord for indtil for 45 år siden, og har eksisteret på alle europæiske sprog i århundreder og være lige så neutralt beskrivende som blå eller rød. Sverige befinder sig i en big brother-induceret racisme-pskykose, der forgifter enhver offentlig samtale, men som har tjent  politikerne ganske godt,  idet de  kunne forære store dele af landet væk uden at blive kritiseret. Den holdt fluerne på plads, men som enhver løgn, var den ikke langtidsholdbar. Svenskere er overhovedet ikke “racister”, enhver ved det med sig selv. Racisme er et  3. verdens-fænomen, men racismeindustrien vil så nødig være arbejdsløs.

Den bygger endvidere på, at svenske jurister ikke kan aflæse selv ret usofistikerede billeder. Det kunne også kun et fåtal i Danmark, da Dan Park blev diskuteret her for halvandet år siden. Det hindrede dog ikke folk i at have stærke meninger. Jeg har kendt til Dan Parks billeder i ti år, og jeg kender først og fremmest de svenske fænomerer og begivenheder, han satiriserer over. Det betyder, at jeg som regel kan forstå dem, og derfor siger jeg ikke dumme ting om dem, men i Sverige fik den uvidenhed, fejghed og blindhed altså Park dømt i fængsel.

Den offentlige, svenske sindstilstand og samtale er en hård nyser. Det er en politisk, humorbefriet dumhed og et selvpåført snæversyn, der tyranniserer enhver der afviger fra “meningskorridoren.” Hvilke andre lande har sådan et ord? Jeg rejste for tolv år siden, og jeg beklager det ikke. Det er et Helvede at høre på, man går i indre – eller i mit tilfælde – i ydre eksil. Men dokumentaren er god, rigtig god. Den bliver aldrig vist på SVT, bid spids på det. Nogle kunne jo begynde at tænke selv, eller blot bruge deres øjne, og det er ikke meningen med SVT.

Der bliver sagt mange interessante ting undervejs, og til sidst siger Makode Linde (der selv er  neger), de forløsende ord.

Der er et så utroligt, snævert PK-klima i Sverige, at der skabes et naturligt behov for kunstnere som Dan Park, der bryder imod de tabuer og opfattelser. Sverige får den kunst, som Sverige fortjener.”