Popsangeren Rasmus Nøhr “læser ikke aviser, for så bliver jeg bange og i dårligt humør.” Jeppe Juhl har en særlig grund til at være bekymret, da han er jøde. Hvor bekymret han er, ser man vel bedst i hans artikel fra sidste år Diasporaens død, hvis udgangspunkt er terrorangrebene i Paris og København. “Terrorangrebene indvarsler afslutningen på den 2000 år gamle jødiske tilstedeværelse i Europa.”

Rasmus Nøhr påkalder sig interesse, alene fordi han ikke er noget særtilfælde. Han siger noget om eskapismen i fire femtedele af os. Ganske vist viser undersøgelser, at danskerne ikke bryder sig noget videre om islam, EU, åbne grænser og masseindvandring, men det er ikke i en sådan grad,  at de stemmer efter det. Alene de fire værdipolitisk mest ligeglade partier, Enhl, SF, R og alternativet, får femogtyve procent af stemmerne. Med Socialdemokratiet får de 50.2 procent. Tyve procent stemmer DF, dvs. firs procent prioriterer ikke indvandringen synderligt trods det, at den vedrører alle de spørgsmål der interesserer dem: velfærd, skat, tryghed.

Det nytter altså ikke at appellere til en informeret folkelig fornuft, for at påvirke politikerne, den er der ikke, den “læser ikke aviser”, og slet ikke udenlandske. Siden Paris og Krudttønden har jeg være mere og mere overbevist om, at vi får en skæbne, der i princippet ligner den svenske, talmæssigt i mindre grad, selvfølgelig: Befolkningen vågner, når det demografiske løb er kørt.  Så står vi med en maksimal indvandrerbefolkning og en maksimal modvilje. Ikke noget rart sted at stå.

“Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses,” sagde Machiavelli profetisk for 500 år siden. Det ser vi tydeligst i Sverige, der har akkumuleret kroniske, uløselige problemer i massevis.