8
apr
Seneste opdatering: 10/4-16 kl. 1705
14 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Kan det inte innebära en risk att befinna sig i samma lokal som en person som lever med ett dödshot?

Spørger SVT ængsteligt Lars Vilks inden debatten på Svenska mässan på SVT fredag, med overvejende journalister som tilhørere. “Jag är glad att du står kvar och inte går härifrån,” svarer Vilks. Han er normalt ikke velkommen og kan ikke udføre sin normale foredragsvirksomhed. Folk får angtneuroser og løber bort, når den milde, fredelige mand viser sig. De ser for sig en Krudttønden II og deres egen død og undergang.

Selve debatten med Åsa Linderborg og Belinda Olsson ledet af Janne Josefsson, var ikke meget bevendt. Den tid der ikke gik med at få Vilks placeret på den politiske skala,  – noget der på ti år ikke er lykkedes mig – gik med at de to kvinder tiltog sig taletiden, så Vilks kunne sidde og ligne er mand, der var faldet ned fra Mars. Jeg tror han morede sig over, hvor aktivt de tog del i hans kunstprojekt. Hvad Linderborg siger, går ikke rigtig op for mig, andet end at hun vil sikre sig en plads i nutiden og fremtiden og ikke være helt miskrediteret. Det er helt forståeligt.

Nu fornemmede man dog, at indholdet ikke var det vigtigste, men at Vilks overhovedet var inviteret i TV, hvilket jeg tilskriver den Glasnost, der har indfundet sig i svensk journalistik de senere måneder. Dagens Nydeligheder havde skrevet den usignerede Vilks är både modig och feg i anledningen. Processen mod stuerenhed bliver af en vis længde. for Vilks, men så er han i det mindste sikret en varig plads i kunsthistorien.

Man glædede sig på Vilks’ vegne. Han nævner selv de talrige gange han har optrådt i forskellige fora i Danmark siden 2007, i alt vel cirka 30 gange på de ni år. Første gang var i oktober 2007, hvor Fl. Rose, Tøger Seidenfaden og Naser Khader bla. talte og Seidenfaden udvandrede efter at uden for manuskript have afleveret sin bandbulle mod de forsamlede. Lidt af en milepæl i Politiken-segmentets historie, der lærte mig at anstændighed er en af de elementære, stærke følelser, vi har.

Danske politikere og kunstnere omgås ham med største naturlighed, hvilket har været utænkeligt i Sverige. Han har selv møntet begrebet “Vilksofobin.” på sin situation.

Den 20 juni fylder Vilks 70 år, i hvilken anledning Uwe Max Jensen og Helle Merete Brix fra det danske Lars Vilks Komiteen  udgiver en en bog til hans ære. Vilks glad över att kunna delta i debatten og Avpixlat: Lars Vilks debatterade yttrandefrihet med Åsa Linderborg  –  Man kan se hele debatten her, og klippet er længere end det, der blev sendt i går.

Frygt fremtiden

Professor Helmuth Nyborgs kronik i Jyllands Posten i dag om indvandring og IQ. Frygt fremtiden:

[..] Derfor ser de ansvarlige ikke i tide, at lav-iq-indvandrernes relativt høje fertilitet hurtigt udkonkurrerer høj-iq-indfødte børn antalsmæssigt. De ser ikke, at den danske folkeskole vil få en majoritet af mellemøstlige børn inden 2050. De ser ikke, at den etnisk danske majoritet vil komme i mindretal senere i århundredet. Før tvivlere dømmer skinger retorik, bør de betænke, at allerede i 2011 kom mere end 90 pct. af befolkningstilvæksten fra immigranter og deres efterkommere. Man fjerner ikke en eksplosiv etnisk befolkningsvækst med beskyldninger om højreekstremisme. Derfor ser uddannelses-, erhvervs- og socialpolitikere ikke, at antallet af borgere med iq under 90 (hvoraf mindst halvdelen hverken klarer folkeskolens afgangsprøve eller nogensinde får et permanent job) stiger eksponentielt over tid.

Tvivlere bør nøje studere den nylige stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere – og imens tænke på, at de kun ser toppen af migrantisbjerget. I 2075 kan vi forvente, at hen ved 3,2 millioner borgere med lav iq vil forlade folkeskolen uden eksamen. Mindst halvdelen vil til den tid have behov for varig kontanthjælp i en stadig mere automatiseret verden. Hvad værre er: Derfor ser de ansvarlige ikke, at Danmark vil blive løbet talmæssigt over ende, også selv om de lukkede grænsen øjeblikkeligt. Antallet af herboende lav-iq-indvandrere med relativt høj fertilitet har allerede bragt Danmark og store dele af Europa forbi point of no return.

Alt dette efterlader os med et hurtigt valg: underkastelse, ærefuld repatriering eller borgerkrig. Intet er længere som i gamle dage med etnisk homogene, demokratiske, civiliserede velfærdssamfund – og fejlede stater.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?