30
maj
Seneste opdatering: 30/5-16 kl. 1029
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Snaphanens oversættelse af Welt am Sontags interview med den algierske forfatter Boualem Sansal:  “Der Islam wird unsere Gesellschaft aufsprengen.”

Truer islamisering Europa? I sin roman 2084: La fin du monde  fortæller den algierske forfatter Boualem Şansal om et muslimsk trosdiktatur. Han har en særlig advarsel til Tyskland.

Søndag morgen klokken ni. Det øsregner i Paris. Boualem Şansal, 66, har ikke desto mindre taget Metroen. Vi mødes i mit stille kontor i en baggård i Marais. “Nå, du har det skønt her,” siger han, da han sætter sig ved det runde bord for at beskrive en verden, hvori der ikke længere er nogen skønhed, kun fanatisme. Sin hestehale, som fik ham til at ligne en indianer, har han skåret af. I går var han i Warszawa, i morgen er han på farten igen. Aldrig, siger han, har han han været på farten med en bog så længe. Han overkommer næppe, at komme hjem til Algeriet. “2084: La fin du monde” er titlen på hans seneste roman. I lighed med Orwells “1984” beskriver Boualem et trosdiktatur. Det er radikal islam, der har overtaget magten og udslettet alle minder om fortiden.

Welt am Sonntag: Monsieur Şansal, Deres bog er meget dyster. I Orwell er der i det mindste en kærlighedshistorie.

Boualem Şansal: Jeg ville også have haft noget opmuntrende. Men i denne islamismens verden, ville kærlighed ville have været utroværdig. Orwell kan have været en ateistisk kommunist, men hans forestillingsverden var kristeligt domineret. I kristendommen strukturerer kærligheden livet.

Welt am Sonntag: Den strukturerer ikke kun livet, men også selve religionen.

Şansal: Ideen om forløsning gennem kærlighed er allestedsnærværende i det kristne univers. I islam, er der kun kærligheden til moderen og Gud. I kærligheden skjuler kvinderne sig. Kvinden selv er ligegyldig. Kærlighed er netop, hvad islam bekæmper.

Welt am Sonntag: Selvom Deres bog ikke er morskabslæsning, er den alene i Frankrig blevet solgt i Frankrig alene i 300.000 eksemplarer. Hvordan forklarer De denne succes?

Şansal: Folk er ved at vågne op. De indser, at islamisering er ikke et lokalt fænomen, men berører hele Europa. Vi er alle bange – også selvom ikke alle ønsker at indrømme det.

Welt am Sonntag: Hvad var det for en oplevelse at skrive så dyster en bog?

Şansal: Hverken smertelig eller lystfyldt. Jeg er en videnskabsmand og betragter ting som en adfærdsforsker. Nu og da berøres jeg, men så bringer jeg mig selv til fornuft. Man må se tingene i øjnene uden at gøre sig illusioner.

Welt am Sonntag: Hvordan læser en muslim denne bog?

Şansal: En muslim som mig selv, der er ikke troende, men er vokset op i et muslimsk land, læser den sandsynligvis som du og jeg. Man tager fejl i Vesten, hvis man mener, at muslimer alle  er islamister. De har mere frygt for islamisme i muslimske lande end folk i Vesten.

Welt am Sonntag: Siden terrorangrebene i Paris og Bruxelles, frygter Vesten også den også.

Şansal: Selvfølgelig. Det var kun begyndelsen.

Welt am Sonntag: Et wake-up call?

Şansal: Ja. Efter angrebet på “Charlie Hebdo” var det anderledes. Flertallet kunne mønstre en vis forståelse for det. De havde trods alt bedrevet blasfemi. De sagde, det ikke var rigtigt at dræbe, men se, hvad de gjorde …

 Welt am Sonntag: De havde selv provokeret, ligesom pigen i den korte nederdel fremprovokerede sin voldtægt?

Şansal: Ja, og af den grund og denne logik vækkede angrebene i januar ikke folk. Bataclan var dog et islamistisk angreb, fordi man angreb andre for det, de var, for deres kultur og livsstil. Dette var et sted for unge mennesker, ligesom barer, stadions, steder som udgør Vesten. Men denne bevidtgørelsesproces ville islamisterne bevidst provokere. De ved, de ikke kan besejre Vesten militært. De kan ikke engang besejre de svage arabiske stater. Altså må de bringe Vesten til at destruere sig selv. De vil splitte samfundene, og de ved, at hvis det lykkes, falder de helt af sig selv sammen.

Welt am Sonntag: Der er i Frankrig højrepopulistiske intellektuelle, som repræsenterer teorien om “grand remplacement”, islams fortrængning af ​​den vestlige kristne civilisation. Dybest set, siger du det samme. Hvad er forskellen?

Şansal: Jeg finder udtrykket ulykkeligt. Det drejer sig ikke om at erstatte befolkningen, men om en slags fusion: Frankrig er i færd med at islamisere sig selv.

Welt am Sonntag: Men i grunden er du enig med dem. Gå vores kultur under?

Şansal: Som demokrat ser jeg med beklagelse, at vores civilisation går under, fordi den har sat menneskerettigheder foran alt andet – selvom deres udskejelser allerede skader os.

Welt am Sonntag: Hvorfor bor De i Algeriet, hvor De allerede i halvfemserne var truet på livet grund af kritik af forholdene der?

Şansal: Jeg yder modstand.

Welt am Sonntag: Man man købe Deres bog i Algeriet?

Şansal: Før eller senere, men det har varet i flere måneder nu. Folk troede først, den blev forbudt. Man har givet den videre under bordet. Fra januar var den pludselig overalt. Overalt er det forkerte ord: I de få boghandlere, der stadig findes. Efter uafhængigheden, var der 150 biografer og 250 boghandlere i Algeriet. I dag er der ikke en eneste biograf mere og måske fire, fem boghandlere. Til gengæld er antallet af moskeer tusinddoblet.

Welt am Sonntag: Vi har modtaget en million primært muslimske flygtninge. Hvad er din prognose for Tyskland?

Şansal: Tyskland var komplet naivt. Og på længere sigt, vil Tyskland være det land, der er mest truet.

Welt am Sonntag: I hvilken forstand naiv?

Şansal: Fordi Tyskland i lang tid har bildt sig ind, ikke at være påvirket af problemerne. Islam, som den er i Frankrig og i England, sådan vil den ikke være hos os! Og så er Tyskland på grund af 2. verdenskrig et en yderst tolerant samfund. Dette bliver udnyttet. Da de algeriske islamister blev drevet ud, fandt de ly i Tyskland, fordi de blev anerkendt som politiske flygtninge.

Welt am Sonntag: Hvilket belæg har De for, at denne kulturernes krig allerede er i gang, også i Tyskland, og at islamiseringen af ​​samfundet skrider frem?

Şansal: Det tydeligste bevis er “Bataclan”. De angreb ingen kaserne, men en koncertsal, fordi de ikke ønsker en klassisk magtoverovertagelse, men et sammenstød mellem civilisationer. For det andet, skal du bare tage et kig på den arabiske verden, hvor denne kamp bliver ført på helt samme måde, helt kompatibel og uforstyrret. Med hensyn til Tyskland, er jeg ikke så sikker på, hvad der vil ske. Tyrkisk Islam er ikke sammenlignelig med Maghreb. Tyrkerne, der ankom i halvfjerdserne til Tyskland, fik straks arbejde i industrien. I Frankrig har man overladt indvandrerne til sig selv. De har fra blandet algeriere med mennesker fra Togo, og de levede fra starten under umenneskelige forhold.

Welt am Sonntag: I Tyrkiet oplever vi med Erdogan en islamisering af samfundet. Hvordan ser De udviklingen?

Şansal: Religionens tilbagekomst, især blandt unge, har forurenet hele samfundet – og det vil snart kunne mærkes i Tyskland.

Welt am Sonntag: Vi har netop oplevet denne sammenblanding, og om man vil , “forurening” med Böhmermann affæren.

Şansal: Erdogan opfører sig som en kalif, tyrkerne opfører sig som undersåtter, og han har allerede bygget et palads. Det Osmanniske Rige var uden tvivl den mest voldelige kalifat i den islamiske verden. I øjeblikket oplever vi en genkomst af denne vold. Erdogan ønsker at etablere kalifatet, men han ved, at araberne aldrig ville acceptere dette. Måske han forestiller sig at udvide sit imperium til Europa. Derfor er Tyskland det mest udsatte land.

Welt am Sonntag: Du mener på grund af tyrkerne eller på grund af flygtningene?

Şansal: Hverken eller. Fordi alle europæere vender deres vrede mod Tyskland. Tyskland er rigt, indflydelsesrig, og ekstremt godt organiseret. Folk drømmer om intet andet end Tysklands fald. Det ene mareridt supplerer det andet, og Erdogans mareridt deler i sandhed mange europæere.

Welt am Sonntag: Hvis man tænker det til ende, betyder det jo, at vi skal leve under Erdogans kalifat. Det lyder helt absurd. Er Europa så slut?

Şansal: Ja. Det har ikke længere nogen fremtid.

Welt am Sonntag: Kan De i Europa endnu sige, hvad de tænker?

Şansal: Nej. Det er forbi med det. På den ene side er indbyder man mig, fordi man ønsker at høre andre meninger, der ikke er politisk korrekte. På den samme tid, er man bange for, at jeg giver problemer.

Welt am Sonntag: Hvad kan De ikke sige?

Şansal: Det fortæller ingen mig, det er meget mere subtilt. Men alt der har med islamkritik at gøre, giver problemer. Det er som om, man kan kritisere alt i dag, selv Gud, men ikke islam.

Welt am Sonntag: Er De islamofob, Monsieur Şansal?

Şansal: Ikke i den forstand, hvor ordet bliver brugt. Jeg kan ikke lide islam, jeg tror jeg ikke på den, og jeg konstaterer, at den ikke kun er en trussel, men en enorm fare. Den vil søndersprænge vore samfund.

Welt am Sonntag: Deres kollega Kamel Daoud skabte stor begejstring, fordi han beskrev de unge muslimer, der har nytårsaften i Köln angreb kvinder, som seksuelt undertrykte. Er De enig med ham?

Şansal: Daoud bor i Algeriet og oplever sådanne situationer dagligt. Det er et samfund af lutter frustration, ikke bare seksuelt. En ung muslim, der pludselig konfronteres med et frit samfund, fortolker en kvinde, der viser sin krop forkert.

Welt am Sontag: Mangler mod og overbevisning til at forsvare vores værdier?

Şansal: Islamisterne kæmper meget modigt for, hvad de tror på. Det må man holde dem til gode. Hvad os angår, beklager jeg at måtte sige: Der er intet, der driver os. For ordet frihed ville vi tidligere have gået til verdens ende. I dag klinger det hult.

Welt am Sonntag: Det er ikke sandt. Efter angrebet på “Charlie Hebdo” gik millioner på gaden for ytringsfrihed.

Şansal: Det var ikke andet end en spontan, følelsesmæssig reaktion. Det havde intet andet formål end at sætte statslederne i scene. Frem for alt, denne arme Hollande, som ikke kunne gøre en flue fortræd. I Algeriet har vi set, hvad folk gør, når de bliver overvældet af følelser: meningsløst, kollektivt hyleri.

Welt am Sontag: Er vi nødt til at tage titlen på bogen bogstaveligt: ​​”Verdens Ende”, er der intet håb overhovedet?

Şansal: De ved, nogle gange er en lille ting, en idé, en sætning, nok til at tingene tager en anden drejning. I Algeriet var det ordene fra forfatteren Tahar Djaout, der gik som en fantastisk steppebrand gennem landet. Der faldt et slør fra folks øjne. Han havde ret. Hans ord indgav mod.

Welt am Sonntag: Hvad sagde han?

Şansal: Med sin beskedne smil, sagde han i et interview: “Når du taler, dør du, når du ikke taler, dør du også. Altså – tal og dø !”. En uge senere myrdede de ham.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • torstein

    Som Sansal her sier; at islam vil søndersprenge våre samfunn, er dette også en følelse som kommer snikende som en tyv om natten, at også vår sivilisasjon vil kunne sprenges i biter og stykker – innenfra.
    En har i vesten etterlyst en reform av islam, lik 1700-tallets europeiske opplysningstid med humanismens fremvekst, men representerer ikke islamismens tilsynekomst og dens påfølgende islamiseringstog nettopp en reformasjon, en radikalisering, en regresjon, en tilbakevending til islams brutale inhumane fortid for ca 1400 år siden, nå gjennoppvekket og gjenoppstått i all sin gru?

    • Rune Hansen

      Jo, det er netop en misforståelse at tale om en Reformation, som noget godt. Her i Europa betød Reformationen, at man skrællede 1.500 europæisk civilisation af kristendommen og gik tilbage til de gamle mellemøstlige rødder.

      Resultatet var bondeopstanden, borgerkrige, 30-års krigen og fremfor alt heksebrændinger.

      Det, der fik Europa frem, var især Renæssancen, altså en genfødsel af den klassiske, før-kristne europæiske kultur, og derefter Oplysningstiden, hvor vi efter 1.700 års forsinkelse omsider begyndte at kigge fremad.

      Det har taget tid at blive klogere, sålænge vi havde religionen som en klods om benene. Det er ikke meget mere end 200 år siden, at kirurgfaget blev adskilt fra frisørfaget.

    • selma

      Det er blitt sagt av enkelte muslimer at det vi ser av islam i dag, slik IS og andre voldelige grupperinger herjer i Midt-Østen, og det vi hittil har sett i europeiske byer,- at dette er islam. Islam ville ikke eksistert i den form og mengde av tilhengere som vi ser idag, om det ikke var for tidligere tvangskonverteringer ved erobringer i både Asia, Øst-Europa, Midt-Østen og Nord-Afrika. I tillegg forbudet mot konvertering fra islam og forbudet mot å stille spørsmål ved Koranen. Lydighetsprinsippet, som er så sterkt og absolutt i islam, holder også kritiske røster i sjakk. Vi ser av og til at muslimer har en kritisk holdning til sin egen religion, men enten bor disse i et vestlig land og føler seg rimelig trygge, eller de gjør som Sansal, utfordrer skjebnen.
      I boka til Melanie Phillips “The World Turned Upside Down”, skriver hun om Tariq Ramadan, som regnes for å være den som har bidratt mest til den moderne versjonen av islam. En dominikansk prest., Jaques Jomier, sier at Ramadans prosjekt tydeligvis ikke var å modernisere islam, men å islamisere den moderne verden. Ramadan fremstiller Vesten som umoralsk og besatt av en liberalisme som setter alle etiske og moralske prinsipper til side, han nevner homoseksuelle prester, oppløsning av familien, seksuell frihet uten tydelige grenser etc Mange konservative i vestlige land kan vel være enig men ham i dette. Men Ramadan mener at religiøse autoriteter ikke skal akseptere noen som helst friheter, ” fremskritt er avhengig av religionen” og fremskritt er for ham å finne tilbake til troen. Ramadans modernisme for islam er å skape “dar el shahada” som igjen betyr at mennesket konverterer til den islamske tro.
      Tariq Ramadan tar altså avstand til vestens friheter, og sannsynligvis også vestens verdier, samtidig som han holder fast ved islams strenge regler for hvordan en muslim skal leve, han holder dem fast i folden og hindrer derfor også at integrering og forståelse mellom islam og vestens verdier kan møtes. Han separerer heller enn forener.
      Ramadan: født i Sveits, barnebarn av Hassan al-Banna, Det muslimske brorskaps grunnlegger, akademiker tilknyttet universitetet i Oxford.

  • Hestehandleren

    Jeg forstår det ikke…? Den omvandrende “jesus” Barack Hussein Obama, siger jo at klimaforandringerne er den største trussel mod vores bestående vestlige samfund… Hvem har ret..?

  • FelixKrull

    Det var ikke andet end en spontan, følelsesmæssig reaktion. Det havde intet andet formål end at sætte statslederne i scene.

    Som Douglas Murray gjorde opmaerksom paa, var det ganske kvalmende at se folk ynkeligt vifte med blyanter, fordi de var bange for at vifte med en tegning af Muhammed.

  • invernes

    “Islam vil søndersprænge vore samfund” ja helt riktig ! hvordan skal man vekke opp det selvmordiske sovende folket i Vest Europa ? i Øst Europa er folk våkne.

  • spirild

    Bravo!

  • Niels Henriksen

    Det forekommer mig, at jeg på et eller andet sted i løbet af det sidste halve år har set Mikael Jalving antyde muligheden for en opfølger på succesen med programserien “Danmarks Röst” på Radio24Syv, som gav
    store dønninger i den svensk-danske æter for snart 2 år siden ved at tage fat på de unævnelige tabuer i den svenske debat – bla. på flygtninge- og indvandringsområdet. En serie som fik meget stor respons fra vore svenske venner og stor omtale i de alternative svenske medier – og som måske endda åbnede øjnene for mange svenskere, der ellers kun var vant til at høre SVTs, SRs og TV4s samt dagspressens PK-filtrerede versioner af den ubehagelige virkelighed i det engang så fredelige, sikre og harmoniske svenske samfund.

    Er det noget, du har set eller hørt noget om, Steen?

    Det kunne jo være yderst interessant set i lyset af de dramatiske ændringer, der er sket sidenhen, med rigsdagsvalget i 2014 med den demokratisk betænkelige decemberöverenskommelsen samt den meget kraftige og nødvendige opbremsning i antallet af asylsøger pga. den kraftigt forstærkede grænsekontrol mod Danmark hen over vinteren 2015 – 2016 og de flere og flere positive tegn på ændringer i de svenske mediers tilgang til disse emner – ihvert fald hos visse ansatte, der så småt begynder at vågne op til de barske realiteter efter årtiers naivitet, uvidenhed og åndelig passivitet på disse ømtålelige områder.

    • snaphanen

      Ja, det var en store succes. Jeg har intet hørt om en gentagelse, men det ville da være dejligt.

      • Niels Henriksen

        OK – ja, ellers må vi jo prikke lidt til ham 😉