Ordene på de følgende sider er udsprunget af trangen til at bruge ordene på en anden måde – at bruge andre ord – end i politiske meningsytringer. Bag den offentlige person man til dels bliver af at tage del i den offentlige debat er der en anden – eller første – person, hvis motiver og grunde til at tage ordet sjældent kommer med i ordene. Selv om disse grunde og motiver ikke har større offentlig interesse, er det i hvert fald livsvigtigt for personen selv ikke at glemme dem for lutter ord, men at finde ord for dem.

Måske kan man blive så optaget af den herskende umenneskelighed at man efterhånden glemmer sin egen menneskelighed, naturligvis på godt og ondt. Kan man på den anden side få ro til den personlige virkelighedsoplevelse som er betingelsen for et virkeligt personligt engagement – uden at afsondre sig fra den verdensuro som er vilkåret? Denne konflikt er hovedtemaet i disse daglige betragtninger fra forrige højsommer som – symbolsk nok – aldrig blev høj, selv om jeg var tålmodig med den til bladene faldt. Villy Sørensen, Vejrdage 1980. (den hele synes online)

Det er godt skrevet, og det er mere aktuelt end i 1980. Det er henvendt til os, der er så optagede af tiden omkring os, at vi kan glemme vi selv har en dagligdag, der skal leves. I dag ville man gå med sin smartphone i Dyrehaven, og real time vide, der var terror i Nice eller militærkup i Tyrkiet. Man ville være suget ind af umenneskeligheden, hektisk optaget af ting, man ikke har nogen indflydelse på. Det er tidens plage, der hele tiden vil trække en over på sin side, når “alt er politik,” som 68 erne ønskede, som det er i Mellemøsten og som det  er ved at blive i Europa. ”Helvede er de andre”, sagde Sartre, nej, Helvede er, når alt er politik.

Jeg sad på en bænk nede i Nyhavn i går morges kl 6. Der hvor Georg Brandes boede på anden sal i hjørnehuset på den ene side, og H.C. Andersen boede i nr. 67 på den anden side. Jeg var gået en morgentur, fordi solen næsten skinnede. Byen var vidunderlig tom, kun mågernes skrig hørtes. Ud af ingenting kom et “flash”, det kan ikke beskrives anderledes.

Det var ikke et billede, ikke en duft, ikke en tanke. Det varede et millisekund, som var følelsen af sensommer. Jeg ville spole tilbage og fange følelsen, men den var borte. Jeg kan ikke tro andet, end at det var en elektrisk aktivitet i min hjerne, som var et koncentrat af alle de sensomre, jeg har oplevet. Altså vemodet, som alle føler på den årstid, og jeg tænkte “det er jo helt forkert, sommeren har knapt nok været her endnu. Den kan stadig nå at komme. Ude på landet er vejret altid bedre,” tænkte jeg efter forgæves at have ledt efter det millisekund, der rummede vemodet.

Jeg tog nogle billeder, og tænkte på Villy Sørensens bog fra 1980. Det er betragtninger i dagbogsform fra en sommer, der aldrig kom,  nogle nærmest i digtform. Spontane pennestrøg, en del fra Dyrehaven, hvor han gik sine ture, fordi han boede i Tårbæk. (klik fotos for helskærm)

Det nederste er snyd. Grundvigkirken vender mod vest, og der er aftensol. Det er fra maj, da kirsebærtræerne blomstrede, og vi var inde og høre en Messian orgelkoncert. At høre orglet fylde Grundtvigskirken, er en næsten rystende oplevelse. Kirken var næsten fuld, og bagefter gav den hvidvin ad libitum, så vi landede igen i en moderlig verden af pludrende varme. Altervin er godt, når man kan drikke det, man vil. Vi kørte hjem i en salig bimmelim – i bus, altså.