Jeg fik et voldsomt flashback til 1996. De er der allesammen, Peter Mygind, Politiken, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp, Foreningen Nydansker, Venligboerne osv, kun mangler “giv dem en moské-Herbert Pundik”, Stine Bosse, Borch Hansen og Benny Andersen.

Vi har slet ikke oplevet de forgangne tyve år. Muhammedkrisen, 10-11 muslimske terrorforsøg, hvor mirakuløst kun et lykkedes en lille smule, vi har ikke oplevet trecifrede milliardsudgifter, nedskæringer i sygehusbudgetter og pensioner, vi har ikke oplevet muslimers mord af unge danske drenge eller piger, vi har ikke set en fordobling i voldtægter på 69,4 procent på et år, ikke oplevet at jøder og dusinvis af før helt frie møder nu skal bevogtes af maskinpistoler og bombehunde, vi ved ikke, at “flygtningestrømmen” nu, kun er en lillebitte fortrop, vi ved ikke at Afrikas befolkning vokser med 493 millioner de næste tyve år – cirka svarende til EU’s samlede befolkning i dag, og at de vil hertil. Vi har ikke oplevet noget, enhver erfaring er glemt, verden sætter intet aftryk på os ifølge disse personer.

Jeg troede meget naivt, da denne diskussion for alvor begyndte i 2001, at den ville være rationel og faktabaseret, men ikke bare forholder alle disse “eventmagere” sig ikke til virkeligheden, en del af Folketinget og EU gør det heller ikke. Jeg befinder mig i en omvendt samtale, som et maleri og et litografi af Wiig Hansen, der hænger inde i Folketinget og på min væg hedder. Den tjener ikke andet formål end en kakafoni af døve aber der skriger ind i hovedet på  andre døve aber. De fornuftige stemmer, der vitteligt er, drukner i larmen. Er demokrati virkelig den mindst ringe styreform? Det er det man kalder op ad bakke, for mit vedkommende nu på 15. år.

Europas største Velkomstfest for flygtninge. Lørdag d. 10. sept. 2016. Kl. 12 – 21. Forum, København Lars Hedegaard kommenterer det i Velkomstfesten · Migrationsindustrien fejrer sig selv