19
nov
Seneste opdatering: 21/11-16 kl. 0007
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Stjernehimlen i gaden

p1090559
Genpostering fra 2013. (klik foto f. helskærm). En smule modereret. Se også Facebook Ole Rømer og lysets tøven.

Jeg havde været til møde i Det Jødiske Hus bag synagogen med gode venner og gik efter et pit-stop på Cafe Halvvejen hjem, da jeg så lysene i Købmagergade rundt om Christian d.4′ observatorium, som Tycho Brahe fra Knutstorp (dansk Knudstrup) var anledningen til. Meget smukt, måske er det et kunstværk, jeg ved det ikke. Nu i de mørke nætter er det en fordel at have et kompaktkamera med blænde 1.4, så man kan fotografere på frihånd i mørke.

Jeg har en ven, der boede oven over Cafe Halvvejen i mange år, den blev hans halve hjem, så han måtte flytte, da han ville begrænse sit alkoholindtag. Det er selvpædagogik at forlade sådan en adresse, jeg beundrer. Halvvejen er fra 1789, og navnet er godt, man kommer forsinket hjem og begynder at skrive.

Hvor det jødiske hus nu ligger, lå tidligere det jødiske plejehjem. Her så jeg sidste gang Elias Levin i november 2005, som jeg kendte lidt ligesom hans søn Dan, jeg gik i klasse med i gymnasiet. Elias Levin døde i januar 2006 som 97-årig, og hans ukuelige livsmod gjorde et stærkt indtryk på mig.

Han var ‘krankenträger” i Theresienstadt i to år, en nazieufemisme for ligslæber. “Koncentrationslejr”, hvilken sproglig svindel i ‘et eneste ord. Man kender forbrydere og svindlere på deres sprog. Det ville have knækket de fleste, men ikke ham. Han kom hjem med Bernadottes Hvide Busser og drev i mange årtier derefter sine forretninger i Østre Farimagsgade og Nørrevoldgade. Erik Henriques Bing har skrevet den smukke bog En vintersamtale med Elias Levin om ham.

Kvarteret fra Domkirken over Fiolstræde, det litterære Løvstræde, Krystalgade og til Købmagergade, er mit yndlingområde i Middelalderbyen. På den anden side af Købmagergade smadrede prosaiske politikere Åbenrå-Landemærket i begyndelsen af 60’erne med hæsligheder.

Det var huse fra Holbergs tid med bindingsværk og indvendige trapper i gårdene, og nok boede der ludere og lommetyve, men bare ti år efter, ville ingen have fundet på det hærværk. Det var under socialdemokraten Urban Hansen, der desværre døde i 1986, så vi ikke kan straffe ham efter fortjeneste. Det var også i disse gader de russiske jøder, der kom omkring år 1900, kom til at bo f.eks. teatermanden Sam Besekow og digteren Jørgen Gustava Brandt.

De udsatte Borgergade-Adelgade for den samme vandalisme, men så stoppede deres fest også, antagelig på grund af lykkelig indtruffet pengemangel. I Sverige havde de desværre for bykernerne masser af penge, som man kan se resultatet af i enhver større by. Tyske byer døde af bomber, svenske af fred og velstand, resultatet ser ud på samme måde.

En dansk arkitekt ville gøre Sergels Torg i Stockholm til et sted, folk ville opholde sig på og ikke bare krydse så hurtigt som muligt, men bænke kunne ikke ændre på et faktum, at folk bare ville væk i en fart.

Piet Hein kunne meget, men han kunne ikke skabe en italiensk piazza, spørgsmålet er, om vi overhovedet kan frembringe pladser folk elsker kunstigt, eller om de kun opstår organisk gennem lang tid.

Hein var en kølig ingeniør og kunne ikke. I Danmark var vi endnu efterkrigsfattige i 1960, og så med måben på svenskernes fine tøj og biler, når vi tog til Malmø. I København kørte der ikke Buicks og Volvoer, men førkrigsbiler, hestevogne og Nimbusmotorcykler.

En af mine begavede lærere, forfatteren Jørgen Duus, som jeg sender en venlig tanke ned til Nyhavn, hvor han bor endnu på den ‘pæne side de lige numre, som det hed fordi der ingen ludere var på den side af havnen (som iøvrigt er gravet af svenske krigsfanger), tog os 2. klasser med på en byvandring, så vi så kvartererne inden bulldozerne gjorde dem til historie for evigt på sorthvide fotografier. I hukommelsen står de der endnu, fordi en skolelærer ville give en 8-årige billeder på nethinden at tage med til 2013.

Byen er de billeder jeg gør mig af den. Den virkelige by er kun en mindre del af det hele, helheden er forestillingen om den, der bundfælder sig som erindringen lagrer sig, hvad enten det er Rom, Lissabon, Trieste, Valetta, Beirut, Tanger, Limassol, Paris, New York, Hong Kong, Bangkok, Manilla eller Berlin.

Der er hjem og hjemløshed i dem allesammen, som kan genopstå uden videre. Man kan tage dertil igen, men jeg vil hellere rejse tilbage i tankerne. Verden er stor, jeg har undersøgt det. Jeg kender duften af den, og jeg ved, at byerne er der. Jeg har sanset dem allesammen.

Det tog lang tid, at sejle til Hong Kong og Shanghai før IT og satelitter. Nu gør jeg kun kortere rejser. Der er en følelse af at høre til efterladt fra de overståede rejser.

Jeg behøver ikke opsøge stederne igen. Jeg er hjemme i verden, ligegyldigt hvor jeg er, men mest her, hvor jeg altid er kommet tilbage. Man kan eje verden fra en købstad. Hjemløshed er en åndelig tilstand, man ikke kan ændre meget ved. Man må rejse og tage den på sig. Man må komme hjem, og forsone sig så godt, man nu kan, men hjemmet er det vigtigste.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Zichau

    Ren poesi Steen..!

    • snaphanen

      Nu er du alt for venlig, Peter 🙂

  • Historymandk

    En fin mand.

    Jeg fik mine første skøjter hos Elias Levin, hans butik lå på hjørnet af Wideweltsgade og Østerfarsimaggade, og vi boede i Abildgårdsgade. Min mor hjalp Elias Levin med at oversætte nogle indskrifter på gravsten fra gravpladsen i Møllegade til engelsk. Da Elias Levin var i forbindelse med andre slægts interesserede jøder i USA, han kunne hebraisk, men ikke så godt engelsk, som min mor der havde boet ovre i staterne.
    Han var et godt menneske, men som i dag, nok må siges at høre en anden tid til.
    Dengang var Kartoffelrækkerne jo heller ikke den “indspiste kulturradikale ghetto”, som den i dag er blevet til. Der var mange flere butikker der solgte vare der kunne laves til mad, i dag ligger der det ene take-away sted efter det andet på Østerfarsimaggade, ingen laver mad, alle æder på friværdien. Men når husende er 5 -7 mill. kr. værd, kan man godt for stå det. Men det alligevel en sørgelig udvikling.

    Mvh.
    Historyman