9
dec
Seneste opdatering: 9/12-16 kl. 2132
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

indspilning-i-fuld-skaerm-09-12-2016-210215

Af Jens Ellekær

I Berlingskes kronik den 27. november hævder advokat Erbil G.E. Kaya at ”Søren er lige så svær at integrere som Ali”, hvilket skal forstås således, at de integrationsproblemer, som efter halvtreds års fejlslagne tiltag bliver mere og mere åbenlyse, intet har at gøre med den enkeltes oprindelseskultur – eller etnicitet, som er det begreb, Kaya læner sig op ad.

hjemmesiden for det advokatfirma, hvor Kaya er partner, omtales han som ”en af landets mest foretrukne forsvarsadvokater og […] kendt for at forfølge ethvert spor i en sag, der kan få klienten frifundet”. Hans forsvar for Ali i kronikken giver et fint eksempel på en aggressiv forsvarsstrategi, der baserer sig på udelukkelse af en række væsentlige forhold.

Kaya baserer sin argumentation på to præmisser. Den første er, at mennesker, der er kommet til landet i en tidlig alder eller er efterkommere af migranter, er at betragte som danskere. Heraf følger – i Kayas optik -, at ”Disse personer er et produkt af det danske samfund i form af den socialisering, der er sket her i landet.”

Integrationen er altså i Kayas forståelse reduceret til et spørgsmål om at integrere danskere i det danske samfund. Kayas anden præmis er, at det, ”som man vil kunne kalde for manglende integration eller integrationsproblemer, […] i virkeligheden er uforløste socioøkonomiske problemstillinger”.

Det fremgår her klart, at den kulturelle baggrund – eller etniciteten – ingen betydning har for integrationsproblematikken; for så vidt en person har integrationsproblemer, er der altså tale om en dansker med dårlige socioøkonomiske forhold. Heraf burde følge, at de skandinaviske lande, de lande i verden med den største økonomiske udligning og de mest udbyggede sociale systemer, ikke har nogen egentlige integrationsproblemer – bortset fra de uheldige personer, som har måttet leve med ”skilsmisse […] vold, alkoholmisbrug og psykiske problemer i familien” under deres opvækst.

Men netop her kommer den kulturelle baggrund så alligevel ind i billedet, for forstår jeg Kaya rigtigt, så vil førstegenerationsefterkommerne efter migranterne være præget af forældrenes ”analfabetisme, dårlige eller ingen uddannelse, oplevelse af krig, død og elendighed, tortur, forankring i andre værdier og normer end de gængse i Danmark, tilpasning til et nyt samfund, opbygning af et helt nyt liv i et fuldstændigt fremmed land, tab af autoritet og selvtillid”.

Førstegenerationen af danskere er – selvom de ”er et produkt af det danske samfund” – altså også præget af forholdene i de ”failed states”, som deres forældre er kommet fra. Men andengenerationen af danskere, som altså i endnu højere grad skulle være et produkt af den danske socialisering, hvad med den? Ja, vi ved faktisk godt, at en del af personerne i denne generation er endnu dårligere integrerede, at de afviser det samfundssystem, som deres bedsteforældre er rejst til, og at de gennem meninger og adfærd giver udtryk for, at de ønsker et teokratisk samfund, således som det muligvis fandtes i deres bedsteforældres hjemlande i fordums tid. Hvad er der gået galt, og hvad er det, som går galt i Kayas argumentation?

Kaya går galt, når han afviser etniciteten, eller snarere kulturbaggrunden som forklarende årsag. Danmark har gennem de seneste halvtreds år taget mod migranter, som er kommet fra lande uden for Europa. Med en enkelt undtagelse har disse som gruppe ikke haft de store vanskeligheder med at indpasse sig i det danske samfund. Undtagelsen er gruppen af muslimske migranter, og denne gruppe er – beklageligvis må det siges, når integrationsproblemerne tages i betragtning – meget stor.

De muslimske migranter er kendetegnede ved, at de medbringer en opfattelse af, at de skal efterstræbe en gudsstat – et samfund der er reguleret af de love, som Gud angiveligt skal have åbenbaret for den såkaldte profet for 1400 år siden. I realiteten er der formentlig kun få muslimer, som kender til hele lovkomplekset og dets udlægning, og som ved, at den islamiske lov i vidt omfang er blandet op med lokale traditioner, men på trods af dette udgør denne lov og dens regulering af den daglige adfærd et afgørende element iden muslimske selvforståelse.

Resultatet af dette er, at muslimske migranter – og i vidt omfang deres ”danske” efterkommere – samles i lokalsamfund, de såkaldte ghettoer, hvor de fastholder hinanden i den islamiske samfundsopfattelse – hvor altså en såkaldt gudommelig lov blander sig med traditionel levevis til en adfærdsregulering, som i princippet er bestemmende for alle livets forhold. For mennesker, der er vokset op i et sådant eksklusivt miljø, giver det ikke nogen som helst mening at tale om, at de ”er et produkt af det danske samfund i form af den socialisering, der er sket her i landet”.

Ali, for nu at vende tilbage til ham, vil – hvis han vokser op i ghettoen – erfare, at familierne gensidigt vogter over, at de lever efter den traditionelle adfærdskodeks, at der i familien og lokalsamfundet opretholdes et strengt aldershierarki, og at kvinder indtager en underordnet position. Når Ali i sit miljø og af de mellemøstlige tv-stationer, der formidler en stor del af hans verdensopfattelse, endvidere får at vide, at hans kultur – islam -, er den ypperste kultur, verden har set, at den har hersket over størstedelen af verden (hvilket er noget af en overdrivelse), og at den i sidste ende skal herske over hele verden, ja, så har Ali ganske store problemer med at begå sig i det danske samfund. Han har svært ved at vise respekt over for sine danske lærere, og hos sine muslimske kammerater vinder han større respekt, når han tiltaler læreren med arabiske fornærmelser, end når han tilegner sig viden og færdigheder. Så når Ali efter endt grundskole fremstår som en funktionel analfabet, har han meget få chancer i dagens danske samfund. Skal han gøre sig gældende, må det ske efter ghettoens kodeks, ved at indpasse sig i dens hierarki og leveregler – og eventuelt gennem kriminalitet.

Kommer Ali i moskeen og lytter til fredagsprædikenen, vil imamen fortælle ham, at hans evige frelse afhænger af, at han står fast ved sin muslimske tro, og at han derfor skal vogte sig for at integrere sig i det danske samfund, og at han skal afstå fra nært samkvem med ikke-muslimer. Han vil endvidere blive bekræftet i, at kvinden er underordnet manden, og han vil få at vide, at de autoktone danskere er vantro, fordi de afviser at tro på profetens åbenbaring, og at de er usædelige i deres livsførelse og urene, fordi de omgiver sig med urene dyr og endog spiser dem.

Det samme vil han få et vide i den islamforening, han frekventerer. Den tysk-tyrkiske sociolog Necla Kelek, hvis skriftudvalg ”Kulturernes kaos” overtegnede har oversat og nyligt udgivet, gør det klart, at i Tyskland modvirker islamforeningerne og de overordnede islamiske organisationer, som for en dels vedkommende er styret fra Mellemøsten, gennem deres aktiviteter og deres autoritet i miljøet af muslimske migrantefterkommere aktivt disses integration.

Så her står Ali. Den kulturelt overleverede disrespekt for det danske samfund og dets værdier gør det vanskeligt for ham at tilegne sig de færdigheder, der gør ham til en efterspurgt arbejdskraft. Men i det etniske samfund, i ghettoen, kan han opnå respekt ved at indordne sig under den kulturelle kodeks og ved eksempelvis at holde styr på sine søstre. Dér vil han kunne være en mand, der finder sin plads i det patriarkalske hierarki og fastholder sin integritet i forhold til det omgivne, vantro samfund.

Det er muligt, at Ali har socioøkonomiske problemer til fælles med Søren. Men derudover står Ali med et kulturelt baseret problemkompleks, som gør det uendeligt meget lettere for Søren at finde en tilfredsstillende plads i det danske samfund.

Jens Ellekær
6. december 2016

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

4 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Ivan Dybdal
7 years ago

Meget præcis og grundig sociologisk analyse af Jens Ellekær.
Det deprimerende – og det er ikke Jens Ellekærs skyld – er at allerede inden vi påtog os denne samfundsnedbrydende indvandring, kunne analysen være foretaget. Den videnskabelige viden var tilgængelig og fandtes allerede for mere end 50 år siden. Den blev imidlertid ignoreret. Hvorfor?

Peter Zichau
Peter Zichau
7 years ago

Spot on Jens Ellekær..!
Din kommentar bliver da forhåbentligt bragt i et landsdækkende medie.

Jens Ellekær
Jens Ellekær
7 years ago
Reply to  Peter Zichau

Kære Peter Zichau.
Nej, kommentaren kommer ikke i et landsdækkende medie. Det havde været nærliggende for Berlingske, der publicerede Erbil Kayas kronik, at bringe min kommentar, men det afviste avisens debatredaktion. Derfor er jeg selvfølgelig Snaphanen meget taknemmelig for at lade mig komme til orde.
Tak for din kommentar og tak til Tim Pallis for kommentaren nedenfor.

Tim Pallis
Tim Pallis
7 years ago

Tusind tak Jens Ellekær for en pragtfuld kommentar. Og tak for udgivelsen af Necla Keleks Kulturenes Kaos, som jeg ønsker mig i julegave. Der er ikke så mange, som kort og klart kan udtrykke hele problemkomplekset omkring islamiseringen som dig. Jeg glæder mig over dine velformulerede ord.

4
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x