13
dec
Seneste opdatering: 14/12-16 kl. 0220
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Henrik M. Jensen

camre-buick

I dag blev Mogens Camre bisat fra Kastelskirken i København.

Det er endnu en god grund til at mindes en af Danmarks klareste og skarpeste politikere, der som få har formået at hudflette EU’s bureaukrati og magtfuldkommenhed samt tåbeligheden i de sidste 20 års danske flygtningepolitik.

Så egentlig burde aviserne i deres omtale af Camres 50-årige virke i Folketinget, Europaparlamentet og på diverse topposter i statsadministrationen have mere væsentligt at skrive om, end at Camre “flere gange var anmeldt for racisme”.

For er det ikke efterhånden gået op for de fleste, at begreberne “racist” og “racisme” i dag er blevet fuldstændigt meningsløse, dels fordi begreberne ikke længere har med race at gøre, dels fordi de i dag er blevet til skældsord, som “rød stue” hæfter på deres modstandere, når de ikke kan finde argumenter?
Jo.
Det er bare endnu ikke gået op for journalisterne, og derfor er det forventeligt, at deres omtale af Camres virke går uden om det vigtige og fremhæver det ligegyldige.

Men Camre var fuldt bevidst om det lave niveau blandt journalisterne. I hans erindringsbog “Knus tyrannerne” kan man læse om dengang, han og Søren Krarup i 1998 blev interviewet af Mette Fugl og Karen Thisted. Baggrunden var, at Camre i en kronik havde advaret sit parti, Socialdemokratiet, om den voksende kløft mellem partiet og dets vælgere og blandt andet havde skrevet, at “EU tager magten, staten tager pengene og indvandrerne tager velfærden”.

“Jeg kendte den slags debatter i DR så godt. De var planlagt som tilrettevisning af politikere og skulle som sædvanlig ende i, at al folket kunne se, at journalisten var et meget bedre menneske end politikeren… …Enhver der lytter til nutidens DR’s bedrevidende interviews af især VOK’s politikere, kan konstatere, at det drejer sig om at få fastslået, at politikeren har taget fejl, fordi hun/han ikke mener det samme som SF.

Jeg havde ikke mødt Søren Krarup før, men regnede med, at han ikke ville være så let at vælte, og jeg besluttede, at journalisterne skulle få kamp til stregen. Det fik de, for både Krarup og jeg afviste de påstande, de to damer ville markedsføre om den problemfri, muslimske masseindvandring. På et tidspunkt gik Karen Thisted helt op i limningen  i forskrækkelse over at blive modsagt, så Mette Fugl nærmest måtte til at trøste hende. Der var jubel i læserbrevene de følgende dage. Det morsomste lød. “Mette Fugl og Karen Thisted var som to halvfulde postklimakterielle kvinder, der stod ved Tivolis skydetelt for at skyde bjørne, og så tog bjørnene pludselig geværerne og skød tilbage!”(Dette og de følgende citater er fra “Knus tyrannerne” Trykkefrihedsselskabets bibliotek, 2011)

Kort efter meldte Camre sig ud af Socialdemokratiet og stillede op til Europaparlamentet for DF. Vi skruer tiden frem til august 2000 og den kommende afstemning om euroen.

“Ved en frokost hvortil danske medlemmer af parlamentet var indbudt, sad jeg med en gruppe yngre journalister, som var blevet godt præpareret om euroens velsignelser. *De mente, at DF ikke havde mange chancer for at vinde folkeafstemningen. I spøg sagde jeg til dem, at vi med sikkerhed ville vinde, når vi på plakater havde forklaret danskerne, at det jo var Hitlers gamle model fra 1940-41, der blev genoplivet. Jeg fortalte dem om Hitlers ide om at låse valutaerne i de besatte lande til Reichsmarken og om Scavenius’ forgæves forsøg på at få Staunings tilslutning. Jeg citerede Staunings ord fra dengang: “Vi bliver snydt!” og Scavenius’ svar: “De små bliver altid snydt!” Journalisterne kendte naturligvis ikke den gamle historie – unge mennesker har ikke lært historie – men de lo da, som om de havde forstået, at det var en spøg.

Men et par af dem hoppede på spøgen. Dagen efter stillede både DR’s fjernsyn og TV2. Jeg forklarede naturligvis, at DF aldrig havde planlagt sådanne plakater, og at der var tale om en spøg. Men selvfølgelig fik spøgen plads i begge tv-aviser. Med gamle filmindslag med marcherende tyske soldater med musikkorps og hagekorsflag og hele molevitten. Tænk sig, at jeg tillod mig at sammenligne det demokratiske EU med Hitlers diktatur. Hvor forargeligt!”

Det blev som bekendt et nej til euroen. Året efter, i 2001, holdt DF årsmøde kort efter terrorangrebet 11.september, og Camre holdt en tale, der indeholdt en fordømmelse af den islamiske terrorisme mod den frie verden.

“En sætning i talen lød: “Alle lande i Vesten er infiltreret af muslimer – og nogle af dem taler pænt til os, medens de venter på at blive tilstrækkeligt mange til at slippe af med os, som de har gjort det i Sudan, Indonesien, Nigeria og Balkan.”

Talen blev udsendt over både DR og TV. På besynderlig vis var det lykkedes en journalist at få fat i mit originale talepapir, hvori ordene “til at slippe af med os” var skrevet med håndskrift, medens en tidligere tekst, som lød “slå os ihjel” var overstreget. Alle de røde journalister gik i selvsving over, at jeg kunne mene, at islamister ville slå os ihjel. Det var ikke det, jeg havde sagt, men åbenbart havde tænkt, skrev de. Nu var det netop drab, der var begået ved World Trade Center, men vi skal som bekendt helst folde hænderne og erklære, at islam betyder fred, så jeg havde ændret talen – og det er det talte ord, der gælder.”

Disse og mange andre eksempler fra et langt liv i politik ledte Camre frem til denne hårde, men retfærdige dom over en inkompetent og korrumperet journaliststand:

“Journalister er i vor tid ikke primært formidlere af viden, men politiserende funktionærer med deres egen dagsorden. Derfor er journalisternes reportage fra et så problematisk organ som EU farvet af journalisternes holdninger. Kommissionen udfolder en stor og kostbar propagandavirksomhed over for pressens folk. Det er åbenbart, at den virker. Gentagne meningsmålinger har vist, at journaliststanden i Vesteuropa overvejende er venstreorienteret, og den synes åbenbart, at den centralstyrede unionsmodel med lovgivning, der tvinges igennem af håndplukkede dommere, indirekte valgte politikere og overbetalte embedsmænd og består af omfattende udlignings- og harmoniseringsprogrammer, inderholder alt det, socialisterne ikke kan få flertal for i et gennemsigtigt, nationalt demokrati.”

Og her er Camres diagnose over hele den politisk korrekte “elite” – en diagnose, som er mere aktuel end nogensinde:

“Det har været forunderligt at se, at de gamle kommunister og kommunistmedløbere fik lov til at blive siddende i undervisningsystemet, i centraladministrationen og i Danmarks Radio. Deres sympatier skiftede fra ædle kommunister, som talte for frihed, lighed og broderskab og udryddede flere mennesker end nazisterne, til de ædle vilde, som kom for at blive forsørget – og for at omstyrte det dekadente, vestlige demokrati… Den ventreorienterede og kulturradikale elites tolerancekultur angriber Vestens værdier ved at bøje sig i støvet for fundamentalisme, religiøst diktatur, terrorisme og udnyttelse.”

Kastelskirken ved middag i dag. I kan senere tirsdag aften se flere af mine fotos på Uriasposten. © Snaphanen.dk‎, klik for helskærm

p1280885

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Chingachgook Jensen

    Æret være hans minde.

  • Skåning

    Har Camre kastat in handduken? Frid över hans minne i så fall.

    • Odd S. Olavssøn

      https://da.wikipedia.org/wiki/Mogens_Camre

      Mogens var MEGET mere fremsynet/klarsynet end de fleste. Lige til det sidste!

      “Deres (venstrefløjens) sympatier skiftede fra ædle kommunister, som talte for frihed, lighed og broderskab og udryddede flere mennesker end nazisterne, til de ædle vilde, som kom for at blive forsørget – og for at omstyrte det dekadente, vestlige demokrati…”

      Meget bedre kan det vel ikke siges!?!

      Odd.

  • Perechta P

    Der er mange gamle stridsmænd der under de nærmeste år komme at følge Mogens Camre til historiens udmarker.
    Han havde sine sider, men var skarp som en nyslebet barberkniv.
    Hvem skal løfte arven og sige det usigelige så klart som Camre?
    Hvil i fred.

    • Morten – – –

      Det er en sandhed, de færreste gør sig klart. Om føje år vil der være langt færre af de traditionelle stemmer, som vi hidtil har taget for givet. Og så bliver her for alvor koldt. Vores følelse af isolation og fremmedgørelse vil nå højder, som nutiden kun dunkelt aner.

      – – –