22
dec
Seneste opdatering: 19/10-19 kl. 2355
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Gensyn med et poetisk mesterværk

Der Himmel über Berlin af Peter Handke og Wim Wenders. Jeg så filmen, da den kom i 1987, men jeg ville gense den da den for nylig gik i Filmmuseet, som jeg stadig kalder det fordi jeg er kommet der siden det lå i en lejlighed i Frederiksberggade (Strøget). Jeg havde den i baghovedet da jeg tog dette foto i Berlin i januar 2015, men det var på det underbevidste plan. Først senere er brikkerne faldet på plads. Det tog sin tid, kan man sige. Tredive år.

Min rektor i underskolen var filmanmelder på Berlingske og sørgede for vores opdragelse i filmkunsten fra Chaplin til Julius Caesar med Marlon Brando og John Gielgud. Jeg kan ikke sige “Cinemateket.” Jeg kan sige: “Vi skal i Filmmuseet.” Danmarks bedste biograf. Min ven og jeg gik der, og vi befandt os blandt rigtige filmelskere, der ikke vil underholdes, men vil opleve.

Meget er sket siden 1987. I dag kender jeg Berlin, hvad jeg ikke gjorde dengang. Schweizeren Bruno Ganz er blevet en verdensberømt skuespiller i mellemtiden, og Muren er faldet, hvad filmen på sin egen måde spår. Det er Rainer Maria Rilkes engle, der har inspireret den, og den er tilegnet Yasujirō Ozu, François Truffaut, og Andrei Tarkovsky. Truffaut besøgte jeg på Cimetière de Montmartre for 22 år siden. Så ung han var, tænkte jeg. 52 år i al evighed. Vi var jævnaldrende ved det møde.

Den er på alle måder blevet bedre med årene. Ud af en lille halvfuld sal af aficionados, udvandrede kun en person, hvilket ikke er dårligt for to timers ren poesi, ikke noget de fleste udholder. Folk vil have prosa, og politik er jo det mest prosaiske, vi har. Politikere morgen, middag, aften. Jo plattere, desto bedre, og der er virkelig inden nedre grænse for ufølsomhed og kulturløshed.

Himlen over Berlin giver også et dejligt gensyn med Peter Falk og Nick Cave som helt ung, sikkert som en hilsen til Michelangelo Antonioni, der bruger The Yardbirds i Blow Up  tyve år inden. (Blow-up – Antonioni (Yardbirds Scene)

 Tiden er uden alvor – til enhver tid.

Det er en kærlighedserklæring til Berlin, men det er også en kærlighedsfilm om englen der vil være menneske og opleve det menneskelige i skikkelse af den underdejlige Solveig Dommartin som cirkusartisten Marion. Blod, kaffe, mad, kærlighed. Hun – billedet på det kvindelige – blev kun 45 år gammel. “Er tiden så ualvorlig,” siger hun. Jo, det er den, kan man sige nu tredive år efter.

Ikke siden trediverne har den været mindre alvorligt stemt, stillet overfor alvorlige farer. Måske er tiden altid uden alvor. At omfavne en hest, som hun siger, er Nietzsches sammenbrud i Torino. Filmens sprog er fuld af litterære allusioner. Den taler følelsernes sprog, et ikke alle er fortrolige med. De forudsætningsløse, og det er desværre de fleste, står af. Tiden er uden alvor – til enhver tid.

Aktuelt nok spiller Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche en rolle i filmen. Af og til skal man vende sig om og betræde Gjengrodde Stier. Af og til er de bedre end første gang. Hele filmen er desværre ikke online, kun episoder. Five visual themes in Wings of Desire – Wim Wenders’ immortal film about watching. Van Morrison har lavet en sang på Peter Handkes digt, naturligvis: Song of being a child (lyrics P. Handke)

Peter Falk ved Anhalter Banhof. En forhenværende engel taler til en nuværende.

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

3 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] Jeg har næsten aldrig hørt andre versioner af Brahms Alt Rhapsodi end denne. I går satte jeg mig for, at sammenligne den med flere andre for at opdage forskellene. Det falder straks i øjnene, at den er næsten fire minutter længere end nogen andre. Den er meget langsom, og langsomhed er ganske givet hvad vi alle trænger til. Ro, eftertanke og alvor i en alvorlig tid, der er uden alvor. […]

Kenneth Karlsson
Kenneth Karlsson
7 years ago

Mycket fint skrivet. Tack!

Brandmand for Bidermeyer
Brandmand for Bidermeyer
7 years ago

Må jeg også anbefale det rørende norske drama “1814” om Kong Frederik den 6’s afståelse af Norges trone, rejsningen af selvstændighedsviljen, valget af en fri forfatning og en ny konge, men som endte med, at normændene ufrivilligt måtte gå i union med Karl Johan af Sverige.

https://tv.nrk.no/serie/1814/FSAM02007588/sesong-1/episode-1

3
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x