17
feb
Seneste opdatering: 17/2-17 kl. 1244
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Bruno Bertrand, François Braize og Jean Petrilli. (Bruno Bertrand er dommer, François Braize er tilsynsførende h.c. i kulturspørgsmål, og Jean Petrilli er advokat.) Snaphanens oversættelse fra Les 4 principales questions que pose l’islam radical à notre Etat de droit

Retsstaten, et af vore mest værdifulde fællesgoder, må hverken føre os til handlingslammelse eller blive en undskyldning for ikke at tage kampen op mod en barbarisk ideologi.

Den radikale islam, sharia og jihad stiller fire afgørende spørgsmål til vor retsstat[i]. Disse spørgsmål er tiltaget i betydning under den valgkamp, som vi er undervejs i, og som udmunder i at vort land skal vælge sin skæbne. Og både tidspunktet og sagen selv opildner både højreorienteret raseri såvel som venstreorienteret naivitet, eftersom disse spørgsmål er væsentlige for enhver borger.

Retsstaten, et af vore mest værdifulde fællesgoder, må hverken føre os til handlingslammelse eller blive en undskyldning for ikke at tage kampen op mod en barbarisk ideologi. Den må ikke glemmes, prisgives eller trampes ned. Der kræves derfor nogle præcise og retsligt velunderbyggede svar på de fire anførte spørgsmål, som skal undersøges nedenfor.

Det erindres, at den europæiske menneskerettighedsdomstol har erklæret den radikale politiske islam og sharia for at være i modstrid med de grundlæggende rettigheder og de demokratiske værdier[ii]. Dens ønske om mission og proselytisme må følgelig begrænses så stærkt som muligt i sine udfoldelser i det offentlige rum og dens handlinger undertrykkes på samme måde, som man i sin tid gjorde med den nazistiske ideologi. På dette punkt foreslår vi, at man ikke forholder sig yderligere afventende, så denne ideologi afstedkommer yderligere skadevirkninger

I) Er vi tilstrækkeligt væbnede, strafferetsligt, over for jihadister, som vender tilbage til Frankrig?

Svaret er positivt. Vore strafferetslige muligheder er blevet yderligere styrket af nyligt vedtagne love[iii]. Dommere har derfor nu alle nødvendige våben til rådighed for at undertrykke tilbagevendende jihadister – om nødvendigt med en anklage for forbrydelse mod menneskeheden, hvilket er den alvorligste og hårdeste anklage, som findes, og som endvidere ikke kan forældes. Anderledes sagt: vor retsorden tillader efterforskning på eget territorium af forbrydelser og lovovertrædelser begået af franskmænd på fremmed territorium[iv].

II) Under vor retsorden er det muligt, midlertidigt, at hindre personer mærket ’S’ [for ’trussel mod statens sikkerhed’] i at gøre skade, – personer, som er vurderet farlige på grund af alvorlig mistanke om aktiviteter, som truer landets eller borgernes sikkerhed, – ved at frihedsberøve dem, forudsat at en dommer har vurderet denne frihedsberøvelse. Men under en undtagelsestilstand er kravet om dommerkendelse for at foretage en frihedsberøvelse, fx husarrest, ikke krævet og disse forholdsregler kan således iværksættes administrativt. Ethvert forslag om at tillade administrativ tilbageholdelse af ’S’-personer, [også] når der ikke foreligger en undtagelsestilstand [v], er i strid med vore fundamentale værdier, som de følger af Erklæringen om Menneskerettigheder fra 1789[vi]. Rent ’Guantanamo’, – uacceptabelt.

III) Hvordan forhindrer man udtryk for en totalitær ideologi såsom den radikale islam og sharia?

Princippet om tankefrihed[vii] står i vejen for, at en ideologi, selv en totalitær, som den radikale islam, kan forbydes. Vi gjorde det ikke med den nazistiske ideologi, som dog blev undertrykt så vidt overhovedet muligt.

Til gengæld kan man indenfor gældende ret[viii], – udover efterforskning af forbrydelser og lovovertrædelser, – strafferetsligt undertrykke offentlige udtryk for en totalitær ideologi, som fx den radikale islam, som opfordrer til had eller diskrimination, samt offentligt at bære dens symboler, emblemer eller uniformer, eller at benægte dens forbrydelser mod menneskeheden. Så lad os dog gøre dette med mod og fasthed i stedet for at love, på demagogisk vis, rent ud at forbyde den, hvilket er umuligt.

IV) Kan man, udover de allerede i Frankrig eksisterende forbud[ix], tillige forbyde synlige religiøse symboler for at bekæmpe den radikale islams proselytisme?

Vor retstilstand (‘Déclaration des droits de l’Homme et du citoyen’ (Menneskerettigheds-erklæringen) af 1797 og ’Convention européenne des Droits de l’Homme’ (den europæiske menneskerettighedskonvention) forbyder os, ud fra princippet om samvittighedsfrihed og den personlige frihed, at indføre et generelt forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum, samt, ud fra principperne om lighed og ikke-diskrimination, at forbyde dem blot for visse konfessioner og ikke for andre. En fransk retslig enegang her vil føre os direkte over i et totalitært styre.

Til gengæld tillader vor nuværende retstilstand os – i forsvar for vore grundlæggende principper – at udstrække de forbud, som allerede og i overensstemmelse med vor retstilstand forefindes i de offentlige tjenester og i skolerne, til andre områder, forudsat at de nye forbud er nødvendige og står i forhold til det, der er hensigten med dem[x]. Sådanne udvidelser kan jo bedre tages under overvejelse, jo mere man styrker vore grundlæggende principper og værdier ved i den europæiske menneskerettighedskonvention at kodificere strasburgerdomstolens retspraksis når det gælder den radikale islam og sharia, eller, i modsat fald, hvis man gør det i fransk lovgivning[xi].

Således kan fransk lovgivning, i overensstemmelse med en således styrket retstilstand

– sætte barnets interesser over forældrenes konfessionelle interesser ved at forbyde synlige religiøse symboler indenfor alle før-skoleområder, både offentlige og private.

– sætte beskyttelsen af mindreårige over for ideologier, som er i modstrid med vore demokratiske værdier eller vore grundlæggende principper, ved at kræve statsautorisation til at drive private undervisningsinstitutioner samt underkaste dem løbende statskontrol og endvidere stille større krav til dem, som nyder godt af offentlig understøttelse,

– betragte forældre, som hjælper til ved skoleaktiviteter eller udflugter ved de offentlige skoler, som medarbejdere ved offentlige serviceydelser [og derfor] underkastede de samme forpligtelser om neutralitet som offentligt ansatte.

– at give universiteter, virksomheder og alle, som bruger lokaler i den offentlige services bygninger, eller foreningslokaler, mulighed for, dels, i deres ordensreglementer, at sætte visse grænser for ytringsfriheden inden for deres lokaliteter, når det gælder især religiøse overbevisninger, således som det forudsættes for virksomhedernes vedkommende i loven af 8.august 2016 (’Loi Travail’), – dels at forbyde fortale for ideologier, som er erklæret i modstrid med demokratiske værdier og vore grundlæggende principper.

– opregne de religiøse identifikationssymboler, især i klædedragt, som udtrykker en ideologi, som står afvisende over for de demokratiske værdier og vore grundlæggende principper (og her især princippet om lighed mellem mænd og kvinder), samt forbyde sådanne symboler i det offentlige rum, ganske som det er sket i forhold til den nazistiske ideologi (artikel R 645-1 i den gældende straffelov).

Enhver kan have sit syn på ovenstående analyser og forslag, og det påhviler de politiske beslutningstagere og især nationalforsamlingen at tage beslutningerne. Det kan på ingen måde være vor sag at skulle præcisere hvad der er ’god islam’, ’god katolicisme’ eller ’god jødedom’, men det tilkommer os, som borgere i landet, at minde om, at alle skal respektere de demokratiske værdier og grundlæggende principper, som vore grundlæggende [rets- og stats-]dokumenter beskytter, og som er grundpillerne for vor retsstat.

Er en sådan respekt ikke til stede, kan en trosretning, – som den europæiske menneskerettighedsdomstol så rigtigt har gjort opmærksom på, da det gjaldt et politisk parti, – ikke gøre krav på, hverken at blive tilgodeset af vore rettigheder og grundlæggende principper, eller på at blive beskyttet af samme. Det er tilstrækkeligt, at man aldrig taber dette af syne.

Kilder

[i] Et resumé af en artikel, som kan findes i sin helhed på https://lumiereslaiques.com

[ii] Se Menneskerettighedsdomstolen: cedh-charia-n003-697689-705588 et cedh-arr_c3_aat_20refah_20partisi_20c_3a_20turquie_20_28grande_20chamb re_29_20du_20_3a2003 ; :http://hudoc.echr.coe.int/eng#{“dmdocnumber”:[“702044″],”itemid”:[“00 1-64174”]} ;http://www.blog.sami-aldeeb.com/2011/01/18/la-loi-islamique-est-incom patible-avec-la-democratie-et-les-droits-de-lhomme/

[iii] Jfr især lov nr. 2014-1353 af 13 november 2014 og lov nr. 2016-731 af 3 juni 2016.

[iv] Hvis forslaget om fratagelse af statsborgerskab havde kunnet få et tilstrækkeligt parlamentarisk flertal ville adskillige hundrede tilbagevendende jihadister allerede nu have måttet finde sig et andet land at vende tilbage til end Frankrig; dette bør give stof til eftertanke til dem, som en smule hurtigt gjorde grin med dens manglende effektivitet – uden at have set ud over sin egen næsetip…

[v] Og bortset fra sager med anvisning af opholdssted, som i et vist antal tilfælde kan afgøres af statsadvokaten uden medvirken af en dommer og også uden at der foreligger en undtagelsestilstand, – iflg. loven af 3.juni 2016.

[vi] Se artikel 7 af Menneskerettighedserklæringen af 1789, som forbyder vilkårlig tilbageholdelse samt artikel 5 af den europæiske menneskerettighedskonvention, som forfølger de samme hensigter.

[vii] Artikel 10 i Menneskerettighedserklæring af 1789 og artikel 9-1 i den europæiske menneskerettighedskonvention.

[viii] se vor artikel http://www.marianne.net/agora-penaliser-fondamentalisme-religieux-defe nse-egalite-hommes-femmes-100241089.html

[ix] Forbud for ansatte i offentlig tjeneste og for skoleelever mod at bære nogen form for synlige religiøse symboler samt et generelt forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum.

[x] Artikel 9-2 i den europæiske menneskerettighedskonvention, som kun tillader begrænsninger i ytringsfriheden når ytringerne er i modstrid med ’den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, sundhed eller moral, eller beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.’

[xi] At kodificere en retspraksis består i at indskrive en teksts fortolknings- og anvendelsesprincipper, som fastlagt af dommere, i den normative tekst (lov eller international konvention). Når det her gælder at kodificere den europæiske menneskerettighedsdomstols retspraksis vedr. den radikale islam og sharia, som denne domstol har erklæret for at være i modstrid med de demokratiske værdier og vore grundlæggende principper, bemyndiges myndighederne tydeligvis til at handle mere effektivt over for udbredelsen af denne ideologi.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?