18
apr
Seneste opdatering: 18/4-17 kl. 1331
32 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Spørger filosoffen Eva Selsing i Berlingske. Ikke ret meget. Danske politikere er kun marginelt mere vågne. Også kun cirka 20 procent af danskerne stemmer imod ødelæggelsen af (velfærds)samfundet. Tusinder af danske bøger, kronikker og læserbreve i 30 år – og næsten ingen i Sverige i samme tid –  har ikke gjort den store forskel. Kort sagt: Debattens kvalitet betyder ikke noget særligt, selvom avislignende blogs nu har hævet den svenske kvalitet betydeligt. Politikerne læser det næppe, og flertallet befolkningen læser ikke kronikker og bøger.

At 37 procent af den svenske befolkning nu er indvandrere og efterkommere, og at det ikke er tilfældet i Danmark, skyldes andre ting. F.eks. at svenske politikere havde sådan et kissejav med at eliminere folket ud af nationen, at plus 90 procent af de indvandrere der er kommet, ikke har behøvet indentificere sig (og dermed dokumentere asylbehov). Den skadelige nation skulle væk, så den aldrig mere kunne komme tilbage (og skabe 200 års fred og velstand.) Og det kom den!

Kort sagt, vi bliver til Sverige, bare langsommere. Svenskerne vågner nu, det demografisk er for sent, og det ser danskerne også ud til at ville gøre. I påsken lukkede Frontex 7-8000 velfærdsmigranter over Middelhavet på tre dage, danske politikere snakker om tørklæder og socialdemokratiets gruppeformand siger nogle selvfølgeligheder 34 år for sent. Kun Østeuropæerne giver EU en kamp over den egentlige grund til “flygtningekrisen,” og Europa drukner videre i almindelig hverdagspludder. Vi når det, men først når alle fremtidige danskere er stillet overfor et demografisk fait accompli uden nogensinde at være blevet spurgt.

Bundlinjen ser ens ud. Alligevel er der på lange stræk tale om en overfladisk uenshed. Tag nu det seneste terrorangreb på europæisk jord, i Stockholm, hvor fire mennesker, deriblandt 11-årige Ebba, blev slået ihjel af en uzbekisk islamist.

Det officielle Sveriges reaktion var at indkalde til en stor manifestation, hvor man manede til »kærlighed og omtanke«. Det mindede ikke så lidt om vor hjemlige afsyngning af John Lennons »Imagine« og politiker-korets rituelle »vi står sammen«-floskler. Den efterhånden så velkendte forkvakling af begreber om næstekærlighed og sammenhold.

Når vi kommer til de faktiske forhold i jernindustrien, bliver det endnu sværere at se forskel.Bevares, Mjølnerparken er ikke nær så slem som Rosengården, og vi har ikke taget lige så mange migranter ind – men sammenligneligt er det jo. Og hvad forhindrer egentlig de danske ghettoer i at udvikle sig i yderligere negativ retning?

Det, vi har til fælles med Sverige, er, at problemerne bliver værre dag for dag. Ja, begge lande har strammet op. Men asylstrømmen fra de problematiske lande fortsætter. Nogle år er den stor. Nogle år er den mindre. Men den fortsætter. Vi adskiller os ikke fra Sverige, når det kommer til hverken retningen eller problemernes type. Vi adskiller os i skala. Og tid. Tiden arbejder imod os.

Bundlinjen ser ens ud. Der kommer stadig flere migranter til samtidig med, at problemerne med de parallelle samfund, der allerede eksisterer, vokser.Med andre ord: Der er ikke stort andet end en lidt friere debat, der forhindrer os i at ende som Sverige. Det er temmelig otrevligt at tænke på. Hvad forhindrer os i at ende som Sverige?

Tusentals migranter räddade på Medelhavet i påsk. Fyra gånger fler migranter på en helg än hela veckan innan.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?