18
apr
Seneste opdatering: 19/4-17 kl. 2344
41 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Johan Westerholm med Fredrik Antonsson, der skrev “Lastbilsdådet” nedenfor. Westerholm har Ledarsidorna og man kan om ikke andet bruge ham til at vide, hvor den rigtige side af ‘åsiktskorridoren’ går lige i dag. Det kræver nemlig betydelig ekspertise og balancekunst at vide, men jeg kan betro ham, at når man som jeg har befundet sig på ‘den forkerte’ i tyve år, så ophører man med at bekymre sig om det.

Denne debat kunne ikke finde sted i Danmark, hvor ‘borgermedier’ ikke er stærke som i Sverige, og hvor grænsen mellem dem og MSM er langt mere flydende. Blandt andet har dansk MSM aldrig kørt langvarige smædekampagner mod blogs endsige omdøbt dem til ‘hadesider.’ Sandheder hører man fra mennesker, der ikke har andet at miste end deres troværdighed, og Westerholm kan stadig miste sit svenske socialdemokrati, hvilket nok ville være sundt for ham.

I Danmark kan vi i dag se, at Torben Steno nu er ved at befinde sig der, hvor Søren Krarup befandt sig i 1985: Multikultur uden islam. 30 års politisk parallelforskydning (!)

“Lastbilsgerningen” (“lastbilsdådet”)

Svenske medier er ganske enige om ordet “lastbilsdåden i Stockholm.” Enkelte brugte om nøjagtigt det samme i London en måned tidligere ordet “terror,” men ellers var de enige om ordet “Londonattacken,” et lidt mere vovet udtryk på linje med samme presses forkærlighed for indiske voldtægter frem for svenske.

Så enige, at man skulle tro dusinvis af redaktioner i Sverige havde en rød linje til hinanden. Man finder næppe den standardiserede terminologi i nogen anden såkaldt fri presse i Vesten. Fredrik Antonsen skriver om fænomenet i Lastbilsdådet, og Rokokkoposten gør tykt grin med det i Fra højresvingslykke til terror, ti pct af alle lastbiler er i fare for at blive radikaliseret. Nu spørger man, blev de døde på Drottninggatan ikke myrdet, men elimineret eller gik de simpelthen bort, eller endnu bedre: Blev de gået bort?

Jeg kan love, at når man først begynder at lægge mærke til svensk presses newspeak, er man ikke så langt fra et nervøst sammenbrud af realitetstab og depersonalisering, som man har været. At der findes en del svenskere, der ikke har fået deres sprog ødelagt af dette massive humbug, tjener dem til ære.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?