1
jun
Seneste opdatering: 4/6-17 kl. 0734
19 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Min gode fe havde bestilt billetter i Operaen. Jeg havde aldrig været der, men kun haft afsmag for bygningen på afstand. Når man bruger 2.3 mia kr., hvorfor så ikke opføre noget enestående som f.eks. operaen i Oslo? Bygherren der blandede sig, tog svaret med i graven.

Vi skulle ikke høre opera, som jeg har et sporadisk forhold til, men det udvidede Kongelige Kapel, verdens ældste symfoniorkester, spille Bruckners underdejlige ottende symfoni. Den havde jeg ikke hørt i koncert siden 80 erne, da Celibidache dirigerede den i den nu nedbrændte Odd Fellow Palæets koncertsal.

Operaen er dog en dejlig koncertsal, ikke meget større end Radiohusets gamle i Julius Thomsensgade og med en moderne, lydefri akustik. Orkestret og Bruckner fyldte den helt ud, hvad man ikke oplever i DR’s nye koncertsal. Der er mere stadionkoncert over den. For meget til min smag.

Når jeg poster den ottende her, er det fordi min erfaring er, at skønt den for førstegangslytteren er ’svært tilgængelig’, bliver selv novicer meget hurtigt fortrolige med den, elsker den og kan dens melodier. Den er fra den tid, hvor melodien stadig regerede musikken.

Alle ved, hvad en melodi er, eller gør de? Melodi er sammenhæng. Jeg måtte afholde mig fra at synge højt med den aften. Genhøret rørte mig sådan, at jeg måtte beherske mig selv, og det lykkedes ikke helt.

Anton Bruckner var født i det Østrig-Ungarnske kejserdømme i 1824, og han døde i samme verden i 1896. En dybt troende, provinsorganist fra verden af igår, hvor fremmed burde han ikke være?

Ikke mere fremmed end kærligheden, som også er kejtet og tilsyneladende naiv. Er vi så store og samtidigt så skrøbelige, som denne musik lyder? Der er troen og Wien til forskel på den og dig. Bruckner var bundet af ‘permanente vilkår’ i en overskuelig verden.

Der er ikke megen fortvivlelse hos Bruckner, som hans tro ikke mildner. Noget stort bliver berørt i én, man ikke mærker ofte. Det er troskyldigheden og inderligheden, der er så sjælden, at man knapt kan være i sig selv, når man endelig møder den. Noget vil ud af sit fængsel, man må gribe bagud for at se, hvor det er lejret.

Vi ville være nøjsomme, og det blev vi. Bruckner kunne ikke have nogen anelse om sådanne som os, bombeofre fra Nagasaki – min mors by – og granatchockerede fra Verdun. Bedøvede og gjort ufølsomme af  maskinmusik.

Man siger “Mahler og Bruckner,” fordi de var nogenlunde samtidige og havde Wien som omdrejningspunkt, men lighederne holder hurtigt op. Mahler er den splittede kosmopolit, jøden der blev kristen, med de mest hyperfølsomme antenner, der anede at den kendte verden ville gå i stykker i 1914, selvom han døde i 1911 og undslap at leve i ‘massedødens tidsalder.’ Det 20 århundrede.

Leonard Bernstein holdt en forelæsning på Harvard i 1973 om Mahlers niende, symfonien hvor han profetisk forudser 1914 og troens og melodiens forsvinden ud af verden. Den ørken og vildrede, vi nu befinder os i. Den mangel på tro på Gud og os selv, vi nu oplever, og som har forladt os for formentlig altid. Antagelig den dunkle grund til, at denne generation nu forsøger at begå overlagt mord på et helt kontinents tusindårige historie.

Bruckner er den verden, vi mistede i 1914. Når musiknovicer stadig elsker Bruckner ret omgående, er det fordi årringene stadig findes inden i os. 1890 er endnu ikke så langt borte, at vi ikke reagerer på dets sprog. Men om en generation eller to, har vi ikke det program, som åbner for det.

Prøv selv, du kan nøjes med tredje-satsen Adagio min. 38 (feierlich langsam), og den er virkelig langsom med Celibidache og Münchersymfonikerne. Hans version af den ottende er over et kvarter længere end andres. Det passer til symfonien, det kan jeg godt lide.

Den gamle mand sidder ned og dirigerer, han har god tid. Jeg sender Celibidaches elev, Peter Bastian, en taknemmelig tanke. Han døde for nylig.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • kenneth hovestøl

    Denne skal bare nydes. 1:42 med den ultimate musikk for mine ører.

  • Henning Jensen

    Tak!.
    Jeg håber at du ved lejlighed følger op med den niende, som Bruckner tilegnede “dem lieben Gott”. 🙂

  • Eva på Södermalm

    Den gamla världen med högtstående kompositörer upplevde jag i dag när jag åkte buss genom Stockholm och busschauffören spelade underbar klassisk musik. Det har jag aldrig varit med om förut i en buss.

    Den nya världen skrämmer och förfärar. Nedan klistrar jag in en länk som innehåller ett viktigt samtal om det alarmerande läge som sjuklöverpolitiker och journalister har försatt Sverige i. Det rasande svenska folket vågar förstörelsepolitikerna inte möta. Sverigedemokraterna kommer sannolikt att vinna en jordskredsseger i valet 2018.

    “Gäst: Lotta Gröning – Debatten i Sverige
    DGS_TV”:
    https://m.youtube.com/watch?v=QlVTQoyFe4w&feature=youtu.be

  • PK svada

    Jeg har tenkt på det mange ganger, hvis er terrorist massakrerte publikum i en opera der kultureliten går, da hadde politikere og media våknet.

    20 drepte fra kultureliten er selvsagt mer verdt enn 20 drepte barn.

    • Henning Jensen

      Hverken jeg eller mine bekendte tilhører kultureliten, og går dog alligevel i operaen. 🙂
      Din ide har nok større virkning der hvor politikere samles.

      • PK svada

        Jeg sa selvsagt ikke at vanlige folk ikke går i operaen, selvsagt gjør de det.
        Men det er nok mange flere fra kultureliten som frekventerer den enn det er vanlige folk.

    • River

      Minder mig om tanker hvor palæstinensere bomber Israel og man som svar bomber feks 10 pct af de rige kvarterer i Gaza. Mon ikke man så ville stoppe med den slags pjat. Eller hvad med at bombe den sorte sten i mekka.

  • kenneth hovestøl

    Takker, Snaphanen. Nå skal jeg på YouTube for å finne mere slik god musikk.

  • …Mahlers niende, symfonien [1908/09] hvor han profetisk forudser 1914 og troens og melodiens forsvinden ud af verden.

    HIMMELBREV TIL BYRON
    Knut Hamsun, Det vilde Kor (1904)

    Nu, ridder, er tid for en jordisk klage!
    Vort liv føres ned av arbeiderkrapyl,
    av fredspratets plage,
    av kvindesakshyl.
    Vor jord ble en menneskehetens asyl.
    (Se, klagen er uten sirater og pynt
    og uten begyndelse bent frem begyndt.)

    Hvem nævnes i dag som den høieste ævne?
    Jo, slavernes fører og polfarerhelten,
    Nå, filatelisten er også i vælten, –
    I hadde en kongenes keiser at nævne.

    Hvem fører for tiden det myndige ord?
    Jo, diktere, skalder av passende ælde,-
    du selv, blev du Byron ved alderens vælde
    og aktiebrever til duk på ditt bord?
    Der stod du i løftningen på din galei
    og viste med sværdet til slagmarken vei.
    En dikter med sværd, og med sværdet blankt,
    en dikter med mot, og med motet rankt,
    en herre, en fører,
    en mand blant aktører.

    Nu vandrer så varlig den dikter frem
    og steller seg venlig med folk og teater,
    og himlen velsigner de tjente dukater
    så børnene engang får nytte av dem.
    I frisind og fremskridt er ingen som han,
    at sie så langt det med lempe går an;
    han skriver og taler, han flammer og gløder
    mot tyrken imellem Armeniens jøder.
    Med årene får han Vorherre i sind,
    Og våger man Gud for Jehova å stave
    da retter han strængelig navnet til Jahve
    og griper vidunderlig frisinnet ind.

    Hver jul får han ferdig sin gode roman,
    så passelig dyr og så passelig modig;
    man undres, – den mand er da merkelig frodig
    som helt ind i støvet kan tappe sin kran!
    Og nævn mig den broder som gjævere er?
    Jo han som slår alle Nordens rekorder,
    som endog omsider fikk svenskene kjær
    og viste sin praktiske sans også her,
    som samler og signer og overantvorder
    os jordkloden avholdt, ja rent populær …
    Slik går da den dikter og dikter og regner
    og regner og dikter til dagen han segner.
    Og præsten bedømmer den døde ved kisten
    at her har vi mistet en skikkelig kar;
    det var i sin ungdom han stormfuld var,
    men her var han endt som en tæmmet kristen.
    Hvad bedre kan sies om tidens geni
    når hele hans lysende liv er forbi?
    Han brukte sin kraft i alt godtfolks tjeneste
    og hevdet bestandig det bedste og peneste.
    Hvad bedre kan sies om tidens poet?
    Han skrev som en træl, som om boden var kornløs,
    men levet og døde i stabilitet.
    Og konen? Selv hun var av den bonitet
    at Gudskjelov manden begravedes hornløs.
    Så far da, du landest høilovede hen …

    Nu, dikter, er tiden at komme igjen!

    Det skrider en engel
    med sænkede vinger
    som hele din elskovs
    tungsindighet ser.
    Til piken fra Malory,
    piken fra Malory
    går dine tanker
    og er det du ber.
    O piken fra Malory
    Lille-Bels moder,
    hører ei mer.
    Hva hun gjorde er gjort;
    hun var kold, hun gikk bort.
    Så taug hun for verden og lukket sig inde.
    Kom nu, skal du høre en nutidens kvinde!

    Hun skjuler sig ei som din Malory-pike
    og tier ei bly for sin egen skam,
    hun heller bekjender med brask og bram
    og gjør sig berømt over land og rike.
    Hun stiller sig offentlig ut som en gold,
    den rene, den kolde som ingen kan klandre,
    hun tvert imot kneiser og håner de andre
    som endnu har hele sit kjøn i behold.
    Hun skriver og taler, hun flammer og gløder:
    Her ser I en ægte og tidsmessig mø;
    jeg skjøtter budgetter for land og for sjø,
    I andre forelsker jær, giftes og føder –
    jærs type forsvinder, om litt vil den dø!
    I kjævl og debatter ser ingen maken,
    hun kjæler sig øm som en ælskovsfuld kat
    ved spørsmål om landets og byens skat,
    ved sportslige stævner og stemmerettssaken –
    her griper hun fyrrig og kvindelig fat.
    Men alltide så tar hun sin hårdeste tørn
    i saker om ægteskap, elskov og børn,
    som har hun alverdens erfaring på baken.
    Slik går hun da om gjennem landet og byen
    og holder sit liv for en gylden reform.
    Og ingen tør mene at hun er abnorm;
    ti stikker hun freidig sin næse mot skyen
    og spotter hver storm.

    Men sangen – sangen den drager av lande
    og hylet det høres i gate og dal:
    arbeiderbevægelse, damp, kapital,
    ja hyl over alle hvilende vande,
    Men sangen drager av lande.

    Det hørtes en tone fra dine øer
    om piker og helter og livets musik
    om morilden i det forelskede blik –
    den lyder ei mer om nutidens møer.
    Ti sangen drager av lande.

    Når kommer du atter, du store kjætter?
    Her lever nu én som din tone tar,
    den deiligste stemme på jorden var,
    din grånende broder på Danmarks sletter
    – den siste sanger i lande.

  • Peter Buch

    Det danske lydøkosystem…
    nye typer af brugere komme til…
    http://www.danishsound.org/da/article/5-styrkepositioner

  • Det har jag helt lyckats att missa. När brann Odd Fellow Palatset ner? Har bara varit där en gång och det var en rock-konsert, inte klassiskt och måste ha varit omkring 40 år sedan.

  • sussebassa

    ..”ifra den gamle verden”..
    Hos oss “arver” vi denne musikken, ifra generasjon til generasjon, så for dom yngre blir det for en typ nyere verd også..Vel verd å bringe vidare tycker vi alla..
    Hva er vel et godt måltid uten klassisk musikk i bakgrunnen…stemningen blir perfekt samen med hele store familjen.

  • PK svada
  • PK svada
  • Gabrovitcs

    Tack för alla fina musikupplevelser här på Snaphanen!