26
aug
Seneste opdatering: 26/8-17 kl. 1107
26 kommentarer - Tryk for at kommentere!

EU og islamiseringen

Af Torben S. Hansen, historiker

Den Europæiske Union – tidligere de Europæiske Fællesskaber (EF) – er dybt involveret i et permanent samarbejde med regimer i den islamiske verden. Siden begyndelsen af 1970’erne har EF/EU-kommissionen oprettet institutioner, der skaber tæt politisk og økonomisk kontakt med stater i Nordafrika og Vestasien og desuden ændret Europas kulturelle og demografiske grundlag. De vigtigste aktører er her a) den Euro-Arabiske Dialog, b) det Euro-Mediterrane Partnerskab med PR-organisationen Anna Lindh Fonden og det finansielle bistandsprogram MEDA, c) det Europæiske Institut for forskning i Middelhavs- og Euro-Arabisk Samarbejde (Institut Européen de Recherche sur la Coopération Méditerranéenne et Euro-Arabe – avec le soutien de la Commission Européenne) og d) det Europæiske Overvågningscenter vedr. Racisme og Fremmedfrygt, (EUMC – European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia).

EU – statsforbund eller forbundsstat?

I en konføderation – et statsforbund – beholder deltagerne suveræniteten og lader fælles myndigheder løse udvalgte opgaver. I en føderation – en forbundsstat – er det omvendt: Føderalregeringen er suveræn, og dens love og dekreter gælder for helheden, mens delstaterne overtager visse funktioner i henhold til en forfatning.

Siden effektueringen af Maastrichttaktaten (nedfældet i 1992) har EU fungeret som en konføderation med føderale elementer. Konstruktionen har tre “søjler” plus en “overligger” – eller et fundament – af principper og hensigtserklæringer. Den første søjle er føderal og vedrører især regulering af handel og miljø. Her er EU faktisk en forbundsstat.

Andre områder er også blevet foreslået overført til den føderale “søjle” – bl.a. immigration og integration. Men hidtil har EU-staterne selv ønsket at løse disse problemer i de to øvrige “søjler”. Det gælder især al politiks kerneområde, som består af uforudsigelige kriser og konflikter. Her træffer de enkelte regeringer beslutninger i det “normale” udenrigspolitiske spil, der af gode grunde omfatter andet og mere end EU-samarbejdet.

I udkanten af – eller helt uden for – politikernes overvejelser og beslutninger har EU-kommissionens arbejdsgrupper imidlertid indgået alliancer med den Arabiske Liga, den palæstinensiske ledelse, Tyrkiet og islamiske organisationer med erklæret anti-vestlig målsætning. Som nævnt har disse bestræbelser været i gang i over 30 år, og Kommissionen har på dette område udført en føderal praksis, som Europas oprindelige befolkning ikke har kendskab til og aldrig har taget stilling til, fordi politikere og medier ikke har beskæftiget sig med den. EU bærer således ansvaret for fuldbyrdede kendsgerninger af negativ betydning for demokratiets og retsstatens konfrontation med islamiseringen.

Islamisering

I 1960’erne var tørklæder et særsyn i Alexandria og Istanbul. Islam var en relativt lavprofileret tradition med svag forbindelse til politikken i Nordafrika og Vestasien. Hvor den – som i Ægypten – blev brugt som oppositionsideologi, blev den nedkæmpet med fængslinger og henrettelser. Dette ændredes drastisk i løbet af 1970’erne – først og fremmest på grund af arabis israelske krige, oliekriser og ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran.

På relativt kort tid blev islam gjort til kollektiv identitet i opposition til magthaverne og i protest mod sekularisering, demokrati og kvindefrigørelse.

Handlekraftige aktivisters succes – især i Iran og Ægypten – viste de herskende klikers svaghed og skabte større lydhørhed for islamisternes politisering af religionen.

Samtidig begyndte en folkevandring mod Vesteuropa på grund af det kolossale befolkningsoverskud, fravær af arbejdspladser som følge af samfundsøkonomiens elendighed og de mange krige og revolutioner. Efterfølgende har et ønske om islamisk dominans vundet udbredelse blandt muslimer i EU- især i de yngre generationer.

Over den halve verden udbredes et fundamentalistisk krav om sharia, der bygger på Koranen og de ca. 1,5 millioner hadith (“beretninger” om profeten Muhammed, hans forbundsfæller og hans efterfølgere som ledere af det islamiske fællesskab i det 7. århundrede). Herfra er der en glidende overgang til åben politisering i form af islamismen. Denne bevægelse er ganske vist kommet til kort i de fleste arabiske stater, men dens fremgang i Tyrkiet og dens herskerstilling i Iran har dramatisk virkning i international målestok. Især virker de såkaldte salafister som pionerer for sharia og politisk mobilisering af muslimer. Salaf betyder “forgænger” og henviser til en fjern storhedstid, da muslimerne var et herrefolk. Den teknologiske og militære svaghed, der kendetegner nutidens muslimske umma (fællesskab) – søges udbedret ved at skrue tiden tilbage. Det spørgsmål, salafisterne stiller, lyder ikke: “Hvad er der galt med vores mentalitet og normer?”, men: “Hvem gjorde dette mod os?” Svaret lyder: USA, jøderne, kapitalisterne – altså Vesten. Det muslimske umma fremstilles som offer for ondskabsfulde “vantro” (kuffar).

Fundamentalister og islamister accepterer kun modernitetens tekniske frembringelser. Dens intellektuelle, kulturelle og juridiske forudsætninger forkaster de. Hovedaktører i udbredelsen af denne kaoskraft er private velhavere og til dels også regeringer i den arabiske verden. Irans revolutionsregime og de arabiske olieproducenter konkurrerer om at missionere og rekruttere aktivister over hele kloden. Især salafister i Saudiarabien sender enorme pengebeløb til Koran-skoler og moskeer i Vesten. Menneskerettighedsforkæmperen Roy Brown anslår, at der gennem de seneste tre årtier er blevet udbetalt over 60 milliarder dollars til denne propagandaindsats (oplyst på en konference i Trykkefrihedsselskabet i København, maj 2006).

Den nære kontakt til Vesten begunstiger imidlertid også andre islam-fortolkninger. Et stort antal muslimer ser ingen modsætning mellem deres religion og moderniteten. De ønsker demokrati, personlig myndiggørelse, retsfællesskab med ikke-muslimer og ligestilling mellem de to køn. Men i Tyrkiet og Ægypten er sekulariserede og demokratiske muslimer hårdt trængt af en islamisering, der på flere måder begunstiges af staten. Det tyrkiske AKP, som er regeringsbærende parti, ønsker straffeloven udvidet til at gælde utroskab, og i Ægypten gælder sharia både principielt og i praksis på mange områder. Moderniserede udgaver af islam – eksempelvis de tyrkiske alevitter – er konstant udsat for pression og regulær terror, som også udøves i EU-området. Fundamentalismen og den politiske radikalisering af unge muslimer, der hader og foragter Vestens civilsamfund og frihed, har således også medført en kamp mellem muslimer indbyrdes.

Fransk dagsorden

EF blev oprettet med Rom-unionen i 1957. Samme år vendte Charles de Gaulle tilbage til magten i Frankrig. Han og hans tilhængere satte fra begyndelsen et fransk præg på EF’s institutioner og orientering, og de var i deres udenrigspolitik afvisende over for USA. NATO-hovedkvarteret blev flyttet fra Frankrig, som trak sig ud af det militære samarbejde.

I 1962 opgav de Gaulle det franske herredømme i Algeriet. På samme tid fik resten af det franske imperium i Afrika selvstændighed. Fremover satsede Frankrig på en alliance med de arabiske stater og i bredere forstand den islamiske verden, hvilket fik betydning under krigene mellem Israel og dets arabiske naboer i 1967 og 1973. Den franske holdning var klart pro-arabisk, og i 1967 erklærede de Gaulle, at samarbejde med den arabiske verden var “en fundamental støttepille i vor udenrigspolitik”. Det var ikke tomme ord, og de arabiske olieproducenters blokering af Vesteuropas vigtigste energikilde tjente som ekstra argument for at modarbejde Israel og USA. D. 6. november 1973 besluttede et EF-topmøde i Bruxelles at følge Frankrigs orientering og tage parti imod Israel, som netop havde vundet sin tredje krig mod arabiske naboer.

Den Euro-Arabiske Dialog

Få uger senere tog den vesttyske kansler Willy Brandt og den franske præsident Georges Pompidou initiativ til en “euro-arabisk dialog”. På samme tid erklærede et arabisk topmøde sig villig til at indgå et nærmere samarbejde med EF på betingelse af europæisk støtte til arabernes sag – herunder anerkendelse af PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation, (på dette punkt tøvede europæerne dog endnu nogle år). I 1974 fremsatte OIC, Organisationen af Islamiske Lande, en lignende tilkendegivelse. Herefter fulgte flere konferencer med repræsentanter fra EF og den arabiske/islamiske verden, og en sammenslutning af europæiske parlamentarikere blev oprettet for at fremme euro-arabisk samarbejde. I 1976 blev der omsider opnået enighed om et kommissorium for den Euro-Arabiske Dialog, som det følgende år blev organiseret med sekretariat, ledelse, arbejdsudvalg o.s.v. (processen og dens forudsætninger er skildret i ”Eurabia – the Euro-Arab Axis”, 2005).

Disse initiativer medførte, at EF forpligtede sig til at begunstige “borgernes og ideernes frie bevægelighed” i det fælles euro-arabiske rum. Men på samme tid fik araberne europæisk løfte om en indsats imod nedsættende omtale i medierne og undervisningen. I EU-kredse er historien derfor blevet skrevet om, så fortidens fjendskab mellem islam og kristendommen nedtones eller helt bortredigeres, mens tolerance og fredeligt samvær under islamiske magthavere – især i middelalderens Spanien – fremhæves som et eksempel til gavn for nutidig praksis. Politikere – også spanske – kolporterer gerne denne version, der skal berolige vælgerne og behage de muslimske samarbejdspartnere (arabisten Serafin Fanjul har grundigt afmonteret den multi-kulturelle påstand om muslimernes, de kristnes og jødernes fredelige samliv i Spanien i “La químera de al-Andalus”, 2004).

På kulturfronten virker den Euro-Arabiske Dialog gennem dels det EU-støttede Europæiske Institut for forskning i Middelhavs- og Euro-Arabisk Samarbejde og dels EUMC, der overvåger meningstilkendegivelser i vesteuropæisk presse.

Derudover deltager utallige kirkelige og akademiske institutioner i udbredelsen af en “multi-kulturel” – reel pro-islamisk – målsætning, der åbner adgang til forskningslegater og ansættelse. I denne forbindelse spiller det en vis rolle, at institutter, der arbejder med islam og arabisk sprog og kultur, modtager finansielle tilskud fra de pengestærke Golf-stater.

EU’s samarbejdspolitik har også medført en demografisk ændring i form af immigration fra den islamiske verden, og en række medlemslande ændrede deres lovgivning med dette formål. I 1977 gennemførte Jacques Chirac, der på daværende tidspunkt var Frankrigs regeringsleder, en lovændring, der tillod de mange nordafrikanske arbejdsimmigranter at hente deres familier til landet. Senere fulgte Vesttyskland, Danmark og Sverige det franske eksempel.

Barcelona-processen og Tyrkiets ansøgning om EU-medlemskab

Udenrigsministrene fra de 15 EU-medlemslande mødtes i november 1995 i Barcelona med deres kolleger fra Tyrkiet, PLO (anerkendt af EU i 1993) og de arabiske lande ved Middelhavet. Konferencens formål var at sætte skub i den integration, den Euro-Arabiske Dialog havde arbejdet med i tyve år. Målet var at styrke demokrati, menneskerettigheder og inter-kulturel forståelse – samt skabe velstand og fred i hele regionen. EU har efterfølgende ydet finansiel bistand til de arabiske stater, og med henvisning til den omtalte “tredje søjle” engagerede flere medlemslandes regeringer sig i lignende støtteprogrammer – eksempelvis med spanske projekter i Marokko. Senere begyndte forhandlingerne om Tyrkiets
indmeldelse i EU.

Men uden for konferencelokalerne skabte virkeligheden uforudsete vanskeligheder. Hensigten med det politiske samarbejde og den finansielle støtte fra EU til partnerne syd for Middelhavet var bl.a. at bane vejen for private investeringer. Den forventede saltvandsindsprøjtning fra Europa har dog stort set ikke fundet sted. Således viser Spaniens stærke finanskapital kun ringe lyst til at satse på Marokkos usikre og lavproduktive økonomi (righoldigt dokumenteret af økonomiredaktionerne på seriøse aviser som el Pais og el Mundo). Også Tyrkiet modtager kun ringe investeringer fra Europa, mens en kraftig kapitaltilstrømning fra de arabiske olieproducenter frembringer inflation ved storstilet spekulation i jord og fast ejendom.

Langt værre gik det i nabostaten Algeriet, som efter annullering af et parlamentsvalg i 1992 styrtede ud i et blodigt kaos. Prisen blev flere hundredetusinder menneskeliv, og i forlængelse af denne katastrofe foretog islamister i 1995 en større terroraktion i Paris’ metro.

I Middelhavs-områdets østlige afdeling viste det sig, at Oslo-aftalen mellem Israel og PLO ikke skabte fred, men tværtimod en intensiveret terror fra både Yassir Arafat og palæstinensiske islamister.

Også fremkomsten af islamiske parallelsamfund i EU’s storbyer dementerede de officielle erklæringer om interkulturel forståelse og tolerance. I samme tidsrum forøgedes antallet af illegale immigranter, der forsøger at komme i land på italienske og spanske strande. Siden da arbejder et større opbud af politi og kystvagt og politi på at indfange og returnere de overlevende.
I sommeren 2002 udløste Marokkos besættelse af en lille spansk ø – den diminutive Isla Perejil (“Persilleøen”) – en kortvarig krise, som demonstrerede EU’s handlingslammelse. Spaniens flåde og luftvåben fjernede hurtigt marokkanerne, og en krigstrussel blev kun afværget ved indblanding fra USA’s udenrigsminister Colin Powell.

På flere andre områder kom der skrammer i visionerne for harmonisk samliv mellem staterne omkring Middelhavet og mellem muslimer og ikke-muslimer. Efter al Qaedas selvmordsangreb på USA d. 11. september 2001 fulgte terroraktionerne i Madrid i marts 2004 og London i juli 2005. I mellemtiden overtog det islamistiske AKP regeringsmagten i Tyrkiet.

EU-bureaukratiets ideologi

De faktiske trusler og ulykker har ikke dæmpet den Euro-Arabiske Dialogs ambitionsniveau. På endnu en Middelhavs-konference i november 2003 i Napoli modtog ni islamiske stater samt Israel løfte om EU-medlemskab. Men dette var ikke tophistorien i medierne, der var optaget af EU’s udvidelse i Central- og Østeuropa, og EU har stadig et forklaringsproblem med beslutningen fra mødet i Napoli. I maj 2006 deltog kommissæren for kontakt til offentligheden, Margot Wallström, i et møde på Københavns Universitet, hvor hun blev bedt om at redegørelse for planen om at optage de sydlige middelhavsstater. Det nægtede hun.

EU-bureaukratiet mangler øjensynligt stadig kontakt med virkeligheden – herunder vælgerne. Når tilbagemeldinger og korrektioner ikke udvirker korrektion af politikken, er årsagen i vidt omfang de pågældende beslutningstageres ideologi. Den kommer især til udtryk i rapporter fra EUMC og i dokumenter fra EU-parlamentets menneskerettighedskommission, der profilerer sig som moralsk vejleder for hele verden. I årsrapporten for 2003 hedder det, at det Europæiske Parlament “betragter menneskerettighederne som hjørnesten for EU’s indre og ydre politik….” (Rocella og Scaraffia, 2005, s. 75).

Bemærkelsesværdigt er, at kommissionen benægter disse rettigheders udspring i europæisk – og dermed også kristen – retsfilosofi. Tilsvarende beklages det, at flere af EU’s medlemmer (deriblandt Danmark) privilegerer den kristne tro, da “alle religioner skal behandles efter samme
målestok”. EU bør derfor tage initiativ til at sætte gang i en dialog mellem de forskellige religioner og skabe “gensidig kulturbevidsthed”, hvilket antages at forebygge konflikter.

Islamisk had-retorik, mord på frafaldne muslimer og på unge kvinder, der vælger forkerte kærester, massevoldtægter, eller islamisters terror omtales ikke som en speciel trussel i dagens Europa. Heller ikke den kendsgerning, at Tyrkiet og de arabiske stater med den såkaldte Cairo-erklæring opererer med “alternative” menneskerettigheder i henhold til sharia – altså forbud og påbud i Koranen og hadith – omtales i dokumenterne fra EU-parlamentets kommission.

Problemet skjules bag generaliseringer. I førnævnte rapport hedder det, at radikalisme findes både blandt jøder, kristne og muslimer, og om religiøs fundamentalisme hedder det, at den “i sit væsen er kollektiv og ikke er fremmed for vor europæiske kultur”. I stedet advarer EU’s talspersoner mod “islamofobi” – sygelig frygt. I juni 2006 erklærede Ministerrådet således, at betegnelsen “islamiske terrorister” bør udskiftes med “terrorister, der misbruger islam”. På samme tid krævede det salaf-dominerede Råd for Fatwa og Forskning (hjemmehørende i England), at sharia indføres som en speciel retsorden for alle muslimer i EU. Et prominent medlem af dette råd, Tariq Ramadan, er rådgiver for EU-kommissionen. Endnu foreligger ingen reaktion fra denne, EU-parlamentet eller den Euro-arabiske Dialog.

De overstatslige bureaukrater udnævner sig selv til eksperter i både etik, middelalderhistorie og religionsforskning. Virkelighedens vanskeligheder
overlader de til andre.

Litteratur:

Bat Yeor: “Eurabia – the Euro-Arab Axis”, 2005.

Fanjul, Serafin: “La químera de al Andalus”, 2005.

Mozaffari, Mehdi: “USA forstår islamismens fare meget
bedre end Europa”, Politiken, 3. juli 2006

Rocella, Eugenia og Scaraffia, Lucetta: “Contra il
cristianesimo – l’ONU e l’unione come nuova ideologia”,
2005.

Shehadeh, Hussein: “Den islamiske udfordring”, Berlingske
Tidende, 06.11.1999.
Shehadeh, Hussein: “Ærkefjender”, Kontakt – internationalt
magasin, august 1999.

Spuler-Stegemann, Ursula: “Feindbild Christentum im
Islam”, 2004.

Fra Storm over Europa – Islam, fred eller trussel?


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?