26
aug
Seneste opdatering: 26/8-17 kl. 1107
26 kommentarer - Tryk for at kommentere!
Del...

EU og islamiseringen

Af Torben S. Hansen, historiker

Den Europæiske Union – tidligere de Europæiske Fællesskaber (EF) – er dybt involveret i et permanent samarbejde med regimer i den islamiske verden. Siden begyndelsen af 1970’erne har EF/EU-kommissionen oprettet institutioner, der skaber tæt politisk og økonomisk kontakt med stater i Nordafrika og Vestasien og desuden ændret Europas kulturelle og demografiske grundlag. De vigtigste aktører er her a) den Euro-Arabiske Dialog, b) det Euro-Mediterrane Partnerskab med PR-organisationen Anna Lindh Fonden og det finansielle bistandsprogram MEDA, c) det Europæiske Institut for forskning i Middelhavs- og Euro-Arabisk Samarbejde (Institut Européen de Recherche sur la Coopération Méditerranéenne et Euro-Arabe – avec le soutien de la Commission Européenne) og d) det Europæiske Overvågningscenter vedr. Racisme og Fremmedfrygt, (EUMC – European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia).

EU – statsforbund eller forbundsstat?

I en konføderation – et statsforbund – beholder deltagerne suveræniteten og lader fælles myndigheder løse udvalgte opgaver. I en føderation – en forbundsstat – er det omvendt: Føderalregeringen er suveræn, og dens love og dekreter gælder for helheden, mens delstaterne overtager visse funktioner i henhold til en forfatning.

Siden effektueringen af Maastrichttaktaten (nedfældet i 1992) har EU fungeret som en konføderation med føderale elementer. Konstruktionen har tre “søjler” plus en “overligger” – eller et fundament – af principper og hensigtserklæringer. Den første søjle er føderal og vedrører især regulering af handel og miljø. Her er EU faktisk en forbundsstat.

Andre områder er også blevet foreslået overført til den føderale “søjle” – bl.a. immigration og integration. Men hidtil har EU-staterne selv ønsket at løse disse problemer i de to øvrige “søjler”. Det gælder især al politiks kerneområde, som består af uforudsigelige kriser og konflikter. Her træffer de enkelte regeringer beslutninger i det “normale” udenrigspolitiske spil, der af gode grunde omfatter andet og mere end EU-samarbejdet.

I udkanten af – eller helt uden for – politikernes overvejelser og beslutninger har EU-kommissionens arbejdsgrupper imidlertid indgået alliancer med den Arabiske Liga, den palæstinensiske ledelse, Tyrkiet og islamiske organisationer med erklæret anti-vestlig målsætning. Som nævnt har disse bestræbelser været i gang i over 30 år, og Kommissionen har på dette område udført en føderal praksis, som Europas oprindelige befolkning ikke har kendskab til og aldrig har taget stilling til, fordi politikere og medier ikke har beskæftiget sig med den. EU bærer således ansvaret for fuldbyrdede kendsgerninger af negativ betydning for demokratiets og retsstatens konfrontation med islamiseringen.

Islamisering

I 1960’erne var tørklæder et særsyn i Alexandria og Istanbul. Islam var en relativt lavprofileret tradition med svag forbindelse til politikken i Nordafrika og Vestasien. Hvor den – som i Ægypten – blev brugt som oppositionsideologi, blev den nedkæmpet med fængslinger og henrettelser. Dette ændredes drastisk i løbet af 1970’erne – først og fremmest på grund af arabis israelske krige, oliekriser og ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran.

På relativt kort tid blev islam gjort til kollektiv identitet i opposition til magthaverne og i protest mod sekularisering, demokrati og kvindefrigørelse.

Handlekraftige aktivisters succes – især i Iran og Ægypten – viste de herskende klikers svaghed og skabte større lydhørhed for islamisternes politisering af religionen.

Samtidig begyndte en folkevandring mod Vesteuropa på grund af det kolossale befolkningsoverskud, fravær af arbejdspladser som følge af samfundsøkonomiens elendighed og de mange krige og revolutioner. Efterfølgende har et ønske om islamisk dominans vundet udbredelse blandt muslimer i EU- især i de yngre generationer.

Over den halve verden udbredes et fundamentalistisk krav om sharia, der bygger på Koranen og de ca. 1,5 millioner hadith (“beretninger” om profeten Muhammed, hans forbundsfæller og hans efterfølgere som ledere af det islamiske fællesskab i det 7. århundrede). Herfra er der en glidende overgang til åben politisering i form af islamismen. Denne bevægelse er ganske vist kommet til kort i de fleste arabiske stater, men dens fremgang i Tyrkiet og dens herskerstilling i Iran har dramatisk virkning i international målestok. Især virker de såkaldte salafister som pionerer for sharia og politisk mobilisering af muslimer. Salaf betyder “forgænger” og henviser til en fjern storhedstid, da muslimerne var et herrefolk. Den teknologiske og militære svaghed, der kendetegner nutidens muslimske umma (fællesskab) – søges udbedret ved at skrue tiden tilbage. Det spørgsmål, salafisterne stiller, lyder ikke: “Hvad er der galt med vores mentalitet og normer?”, men: “Hvem gjorde dette mod os?” Svaret lyder: USA, jøderne, kapitalisterne – altså Vesten. Det muslimske umma fremstilles som offer for ondskabsfulde “vantro” (kuffar).

Fundamentalister og islamister accepterer kun modernitetens tekniske frembringelser. Dens intellektuelle, kulturelle og juridiske forudsætninger forkaster de. Hovedaktører i udbredelsen af denne kaoskraft er private velhavere og til dels også regeringer i den arabiske verden. Irans revolutionsregime og de arabiske olieproducenter konkurrerer om at missionere og rekruttere aktivister over hele kloden. Især salafister i Saudiarabien sender enorme pengebeløb til Koran-skoler og moskeer i Vesten. Menneskerettighedsforkæmperen Roy Brown anslår, at der gennem de seneste tre årtier er blevet udbetalt over 60 milliarder dollars til denne propagandaindsats (oplyst på en konference i Trykkefrihedsselskabet i København, maj 2006).

Den nære kontakt til Vesten begunstiger imidlertid også andre islam-fortolkninger. Et stort antal muslimer ser ingen modsætning mellem deres religion og moderniteten. De ønsker demokrati, personlig myndiggørelse, retsfællesskab med ikke-muslimer og ligestilling mellem de to køn. Men i Tyrkiet og Ægypten er sekulariserede og demokratiske muslimer hårdt trængt af en islamisering, der på flere måder begunstiges af staten. Det tyrkiske AKP, som er regeringsbærende parti, ønsker straffeloven udvidet til at gælde utroskab, og i Ægypten gælder sharia både principielt og i praksis på mange områder. Moderniserede udgaver af islam – eksempelvis de tyrkiske alevitter – er konstant udsat for pression og regulær terror, som også udøves i EU-området. Fundamentalismen og den politiske radikalisering af unge muslimer, der hader og foragter Vestens civilsamfund og frihed, har således også medført en kamp mellem muslimer indbyrdes.

Fransk dagsorden

EF blev oprettet med Rom-unionen i 1957. Samme år vendte Charles de Gaulle tilbage til magten i Frankrig. Han og hans tilhængere satte fra begyndelsen et fransk præg på EF’s institutioner og orientering, og de var i deres udenrigspolitik afvisende over for USA. NATO-hovedkvarteret blev flyttet fra Frankrig, som trak sig ud af det militære samarbejde.

I 1962 opgav de Gaulle det franske herredømme i Algeriet. På samme tid fik resten af det franske imperium i Afrika selvstændighed. Fremover satsede Frankrig på en alliance med de arabiske stater og i bredere forstand den islamiske verden, hvilket fik betydning under krigene mellem Israel og dets arabiske naboer i 1967 og 1973. Den franske holdning var klart pro-arabisk, og i 1967 erklærede de Gaulle, at samarbejde med den arabiske verden var “en fundamental støttepille i vor udenrigspolitik”. Det var ikke tomme ord, og de arabiske olieproducenters blokering af Vesteuropas vigtigste energikilde tjente som ekstra argument for at modarbejde Israel og USA. D. 6. november 1973 besluttede et EF-topmøde i Bruxelles at følge Frankrigs orientering og tage parti imod Israel, som netop havde vundet sin tredje krig mod arabiske naboer.

Den Euro-Arabiske Dialog

Få uger senere tog den vesttyske kansler Willy Brandt og den franske præsident Georges Pompidou initiativ til en “euro-arabisk dialog”. På samme tid erklærede et arabisk topmøde sig villig til at indgå et nærmere samarbejde med EF på betingelse af europæisk støtte til arabernes sag – herunder anerkendelse af PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation, (på dette punkt tøvede europæerne dog endnu nogle år). I 1974 fremsatte OIC, Organisationen af Islamiske Lande, en lignende tilkendegivelse. Herefter fulgte flere konferencer med repræsentanter fra EF og den arabiske/islamiske verden, og en sammenslutning af europæiske parlamentarikere blev oprettet for at fremme euro-arabisk samarbejde. I 1976 blev der omsider opnået enighed om et kommissorium for den Euro-Arabiske Dialog, som det følgende år blev organiseret med sekretariat, ledelse, arbejdsudvalg o.s.v. (processen og dens forudsætninger er skildret i ”Eurabia – the Euro-Arab Axis”, 2005).

Disse initiativer medførte, at EF forpligtede sig til at begunstige “borgernes og ideernes frie bevægelighed” i det fælles euro-arabiske rum. Men på samme tid fik araberne europæisk løfte om en indsats imod nedsættende omtale i medierne og undervisningen. I EU-kredse er historien derfor blevet skrevet om, så fortidens fjendskab mellem islam og kristendommen nedtones eller helt bortredigeres, mens tolerance og fredeligt samvær under islamiske magthavere – især i middelalderens Spanien – fremhæves som et eksempel til gavn for nutidig praksis. Politikere – også spanske – kolporterer gerne denne version, der skal berolige vælgerne og behage de muslimske samarbejdspartnere (arabisten Serafin Fanjul har grundigt afmonteret den multi-kulturelle påstand om muslimernes, de kristnes og jødernes fredelige samliv i Spanien i “La químera de al-Andalus”, 2004).

På kulturfronten virker den Euro-Arabiske Dialog gennem dels det EU-støttede Europæiske Institut for forskning i Middelhavs- og Euro-Arabisk Samarbejde og dels EUMC, der overvåger meningstilkendegivelser i vesteuropæisk presse.

Derudover deltager utallige kirkelige og akademiske institutioner i udbredelsen af en “multi-kulturel” – reel pro-islamisk – målsætning, der åbner adgang til forskningslegater og ansættelse. I denne forbindelse spiller det en vis rolle, at institutter, der arbejder med islam og arabisk sprog og kultur, modtager finansielle tilskud fra de pengestærke Golf-stater.

EU’s samarbejdspolitik har også medført en demografisk ændring i form af immigration fra den islamiske verden, og en række medlemslande ændrede deres lovgivning med dette formål. I 1977 gennemførte Jacques Chirac, der på daværende tidspunkt var Frankrigs regeringsleder, en lovændring, der tillod de mange nordafrikanske arbejdsimmigranter at hente deres familier til landet. Senere fulgte Vesttyskland, Danmark og Sverige det franske eksempel.

Barcelona-processen og Tyrkiets ansøgning om EU-medlemskab

Udenrigsministrene fra de 15 EU-medlemslande mødtes i november 1995 i Barcelona med deres kolleger fra Tyrkiet, PLO (anerkendt af EU i 1993) og de arabiske lande ved Middelhavet. Konferencens formål var at sætte skub i den integration, den Euro-Arabiske Dialog havde arbejdet med i tyve år. Målet var at styrke demokrati, menneskerettigheder og inter-kulturel forståelse – samt skabe velstand og fred i hele regionen. EU har efterfølgende ydet finansiel bistand til de arabiske stater, og med henvisning til den omtalte “tredje søjle” engagerede flere medlemslandes regeringer sig i lignende støtteprogrammer – eksempelvis med spanske projekter i Marokko. Senere begyndte forhandlingerne om Tyrkiets
indmeldelse i EU.

Men uden for konferencelokalerne skabte virkeligheden uforudsete vanskeligheder. Hensigten med det politiske samarbejde og den finansielle støtte fra EU til partnerne syd for Middelhavet var bl.a. at bane vejen for private investeringer. Den forventede saltvandsindsprøjtning fra Europa har dog stort set ikke fundet sted. Således viser Spaniens stærke finanskapital kun ringe lyst til at satse på Marokkos usikre og lavproduktive økonomi (righoldigt dokumenteret af økonomiredaktionerne på seriøse aviser som el Pais og el Mundo). Også Tyrkiet modtager kun ringe investeringer fra Europa, mens en kraftig kapitaltilstrømning fra de arabiske olieproducenter frembringer inflation ved storstilet spekulation i jord og fast ejendom.

Langt værre gik det i nabostaten Algeriet, som efter annullering af et parlamentsvalg i 1992 styrtede ud i et blodigt kaos. Prisen blev flere hundredetusinder menneskeliv, og i forlængelse af denne katastrofe foretog islamister i 1995 en større terroraktion i Paris’ metro.

I Middelhavs-områdets østlige afdeling viste det sig, at Oslo-aftalen mellem Israel og PLO ikke skabte fred, men tværtimod en intensiveret terror fra både Yassir Arafat og palæstinensiske islamister.

Også fremkomsten af islamiske parallelsamfund i EU’s storbyer dementerede de officielle erklæringer om interkulturel forståelse og tolerance. I samme tidsrum forøgedes antallet af illegale immigranter, der forsøger at komme i land på italienske og spanske strande. Siden da arbejder et større opbud af politi og kystvagt og politi på at indfange og returnere de overlevende.
I sommeren 2002 udløste Marokkos besættelse af en lille spansk ø – den diminutive Isla Perejil (“Persilleøen”) – en kortvarig krise, som demonstrerede EU’s handlingslammelse. Spaniens flåde og luftvåben fjernede hurtigt marokkanerne, og en krigstrussel blev kun afværget ved indblanding fra USA’s udenrigsminister Colin Powell.

På flere andre områder kom der skrammer i visionerne for harmonisk samliv mellem staterne omkring Middelhavet og mellem muslimer og ikke-muslimer. Efter al Qaedas selvmordsangreb på USA d. 11. september 2001 fulgte terroraktionerne i Madrid i marts 2004 og London i juli 2005. I mellemtiden overtog det islamistiske AKP regeringsmagten i Tyrkiet.

EU-bureaukratiets ideologi

De faktiske trusler og ulykker har ikke dæmpet den Euro-Arabiske Dialogs ambitionsniveau. På endnu en Middelhavs-konference i november 2003 i Napoli modtog ni islamiske stater samt Israel løfte om EU-medlemskab. Men dette var ikke tophistorien i medierne, der var optaget af EU’s udvidelse i Central- og Østeuropa, og EU har stadig et forklaringsproblem med beslutningen fra mødet i Napoli. I maj 2006 deltog kommissæren for kontakt til offentligheden, Margot Wallström, i et møde på Københavns Universitet, hvor hun blev bedt om at redegørelse for planen om at optage de sydlige middelhavsstater. Det nægtede hun.

EU-bureaukratiet mangler øjensynligt stadig kontakt med virkeligheden – herunder vælgerne. Når tilbagemeldinger og korrektioner ikke udvirker korrektion af politikken, er årsagen i vidt omfang de pågældende beslutningstageres ideologi. Den kommer især til udtryk i rapporter fra EUMC og i dokumenter fra EU-parlamentets menneskerettighedskommission, der profilerer sig som moralsk vejleder for hele verden. I årsrapporten for 2003 hedder det, at det Europæiske Parlament “betragter menneskerettighederne som hjørnesten for EU’s indre og ydre politik….” (Rocella og Scaraffia, 2005, s. 75).

Bemærkelsesværdigt er, at kommissionen benægter disse rettigheders udspring i europæisk – og dermed også kristen – retsfilosofi. Tilsvarende beklages det, at flere af EU’s medlemmer (deriblandt Danmark) privilegerer den kristne tro, da “alle religioner skal behandles efter samme
målestok”. EU bør derfor tage initiativ til at sætte gang i en dialog mellem de forskellige religioner og skabe “gensidig kulturbevidsthed”, hvilket antages at forebygge konflikter.

Islamisk had-retorik, mord på frafaldne muslimer og på unge kvinder, der vælger forkerte kærester, massevoldtægter, eller islamisters terror omtales ikke som en speciel trussel i dagens Europa. Heller ikke den kendsgerning, at Tyrkiet og de arabiske stater med den såkaldte Cairo-erklæring opererer med “alternative” menneskerettigheder i henhold til sharia – altså forbud og påbud i Koranen og hadith – omtales i dokumenterne fra EU-parlamentets kommission.

Problemet skjules bag generaliseringer. I førnævnte rapport hedder det, at radikalisme findes både blandt jøder, kristne og muslimer, og om religiøs fundamentalisme hedder det, at den “i sit væsen er kollektiv og ikke er fremmed for vor europæiske kultur”. I stedet advarer EU’s talspersoner mod “islamofobi” – sygelig frygt. I juni 2006 erklærede Ministerrådet således, at betegnelsen “islamiske terrorister” bør udskiftes med “terrorister, der misbruger islam”. På samme tid krævede det salaf-dominerede Råd for Fatwa og Forskning (hjemmehørende i England), at sharia indføres som en speciel retsorden for alle muslimer i EU. Et prominent medlem af dette råd, Tariq Ramadan, er rådgiver for EU-kommissionen. Endnu foreligger ingen reaktion fra denne, EU-parlamentet eller den Euro-arabiske Dialog.

De overstatslige bureaukrater udnævner sig selv til eksperter i både etik, middelalderhistorie og religionsforskning. Virkelighedens vanskeligheder
overlader de til andre.

Litteratur:

Bat Yeor: “Eurabia – the Euro-Arab Axis”, 2005.

Fanjul, Serafin: “La químera de al Andalus”, 2005.

Mozaffari, Mehdi: “USA forstår islamismens fare meget
bedre end Europa”, Politiken, 3. juli 2006

Rocella, Eugenia og Scaraffia, Lucetta: “Contra il
cristianesimo – l’ONU e l’unione come nuova ideologia”,
2005.

Shehadeh, Hussein: “Den islamiske udfordring”, Berlingske
Tidende, 06.11.1999.
Shehadeh, Hussein: “Ærkefjender”, Kontakt – internationalt
magasin, august 1999.

Spuler-Stegemann, Ursula: “Feindbild Christentum im
Islam”, 2004.

Fra Storm over Europa – Islam, fred eller trussel?


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Margrethe

Posted: 26 august 2017 - 11:25 - Svar

Skulle Europas ledere, ansvarlige for dette ragnarok, ende deres dage som Mussolini, bliver det ikke mig, der tager initiativ til at samle ind til en krans til gravene. Til gengæld kan jeg ikke garantere, at jeg ikke vil danse på dem…

Steinadler

Posted: 26 august 2017 - 12:47 - Svar

The fate of Europe was decided long ago

There is a closed world of democratic idealism which is of the same order as the closed world of Marxism. It is not astonishing if their methods manage to coincide, if their justice ends up being the same even though words, as they use them, do not have all the same sense. It too is a religion. It is the same attack on our hearts. When they condemn nationalism, they know well what they are doing. It is the foundation of their Law. They condemn your truth; they declare it radically wrong. They condemn our feeling, our roots even, our most profound ways of seeing and feeling. They explain to us why our brain is not made as it should be: we have the brain of barbarians. This permanent warning prepares for us a form of political life of which we should not be unaware and of which the experience of the last three years on the continent does not permit us to be unaware. The condemnation of the National Socialist Party goes much further than it seems to. In reality, it reaches all the solid forms, all the geological forms of political life. Every nation, every party which urges us to remember our soil, our tradition, our trade, our race is suspect. Whoever claims right of the first occupant and calls to witness things as obvious as the ownership of the city offends against a universal morality which denies the right of the people to write their laws. This applies not just to the Germans; it is all of us who are dispossessed. No one has any more the right to sit down in his field and say: “This ground belongs to me.” No one has any more the right to stand up in the city and say: “We are the old ones; we built the houses of this city; anyone who does not want to obey our laws should get out.” It is written now that a council of impalpable beings has the capacity to know what occurs in our houses and our cities. Crimes against humanity: this law is good; this one is not good. Civilization has the right to veto. We lived up to now in a solid universe whose generations had deposited stratifications, one after the other. All was clear: the father was the father; the law was the law; the foreigner was the foreigner. One had the right to say that the law was hard, but it was the law. Today these sure bases of political life are anathema: for these truths constitute the program of a racist party condemned at the court of humanity. In exchange, the foreigner recommends to us a universe according to his dreams. There are no more borders, there are no more cities. From one end to the other of the continent the laws are the same, and also the passports, and also the judges, and also the currencies. Only one police force and only one brain: the senator from Milwaukee inspects and decides. In return for which, trade is free; at last trade is free. We plant some carrots which by chance never sell well, and we buy some hoeing machines which always happen to be very expensive. And we are free to protest, free, infinitely free to write, to vote, to speak in public, provided that we never take measures which can change all that. We are free to get upset and to fight in a universe of wadding. One does not know very well where our freedom ends, where our nationality ends, one does not know very well where what is permitted ends. It is an elastic universe. One does not know any more where one’s feet are set; one does not even know any more if one has feet; one feels very light, as if one’s body had been lost. But for those who grant us this simple ablation what infinite rewards, what a multitude of tips! This universe which they polish up and try to make look good to us is similar to some palace in Atlantis. There are everywhere small glasswares, columns of false marble, inscriptions, magic fruits. By entering this palace you abdicate your power, in exchange you have the right to touch the golden apples and to read the inscriptions. You are nothing any more; you do not feel any more the weight of your body; you have ceased being a man: you are one of the faithful of the religion of Humanity. At the bottom of the sanctuary there sits a Negro god. You have all the rights, except to speak evil of the god. Maurice Bardeche, Nuremberg or the Promised Land (1948)

    Steinadler

    Posted: 26 august 2017 - 17:30 - Svar

    DECLASSIFIED American government documents show that the US intelligence community ran a campaign in the Fifties and Sixties to build momentum for a united Europe. It funded and directed the European federalist movement. […] The European Youth Campaign, an arm of the European Movement, was wholly funded and controlled by Washington. The Belgian director, Baron Boel, received monthly payments into a special account. When the head of the European Movement, Polish-born Joseph Retinger, bridled at this degree of American control and tried to raise money in Europe, he was quickly reprimanded. The Telegraph, 19 September 2000. Euro-federalists financed by US spy chiefs.

    Harold Macmillan and his closest advisers were part of an intellectual tradition that saw the salvation of the world in some form of world government based on regional federations. He was also a close acquaintance of Jean Monnet, who believed the same. It was therefore Macmillan who became the representative of the European federalist movement in the British cabinet. The Telegraph, 27 November 2015. How a secretive elite created the EU to build a world government. Voters in Britain’s referendum need to understand that the European Union was about building a federal superstate from day one.

    It was Washington that drove European integration in the late 1940s, and funded it covertly under the Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, and Nixon administrations. The Telegraph, 27 April 2016. The European Union always was a CIA project, as Brexiteers discover.

      Buddy O

      Posted: 26 august 2017 - 18:01 - Svar

      USA skal ha stor takk for disse initiativene, samt andre initiativ landet hadde i etterkrigstiden. Europa skylder USA mye, og de fleste av oss europeere kan takke USA for at vi fikk vokse opp i et fritt Europa.

        Steinadler

        Posted: 26 august 2017 - 18:20 -

        Ikke vondt ment fra min side, men der ga du meg en god latter. Her er vi nok godt uenige. Bare det faktum at Roosevelt-administrasjonen inngikk den avtalen de gjorde med Stalin er mer enn nok for meg til å sette en stor strek over enhver mulig takknemlighetsgjeld for Europa. Rent generelt tror jeg heller ikke at det kommer noe godt utav initiativ som på den måten iverksettes bak ryggen på folk, og i den noe godt så ihvertfall ikke frihet i noen dypere forstand. Spørsmålet er jo også hvorfor man iverksetter det ene eller andre initativ. Er det i all hovedsak i egeninteresse så desto mindre grunn til takknemlighet for den/de som rent sekundært måtte nyte godt av det. Som det fremgår av sitatet ovenfor gikk CIA også på vegne av Washington direkte inn for å hindre at disse føderative kreftenes forsøk på å skaffe europeisk finansiering. Simpelthen avskyelig etter mitt syn. På den måten hindret man nettopp en mer organisk integrering av Europa etter krigen. Og det etter først å ha sørget for å partere Europa i et typisk “splitt og hersk” opplegg i kompaniskap med Stalin. Forståelig alt sammen som resultat av at det nettopp var Roosevelt-administrasjinen og Stalin-regimet, med den britiske regjeringen som i beste fall et støttehjul, som vant krigen. “Hjelpsomheten” etter krigen fra amerikansk side kom derfor nettopp også til uttrykk på en slik måte som på lengre sikt snarere har vist seg katastrofal for de europeiske folk og nasjoner.

        Buddy O

        Posted: 26 august 2017 - 19:09 -

        “Ikke vondt ment fra min side, men der ga du meg en god latter.”

        Bare hyggelig at jeg kunne muntre opp og spre litt glede 🙂

        Hvilken avtale med Stalin tenker du på, delingen av Europa?

        Steinadler

        Posted: 26 august 2017 - 19:16 -

        Ja.

        Buddy O

        Posted: 26 august 2017 - 19:32 -

        Denne delingen var vel ikke en avtale i tradisjonell forstand, men sovjetiske krav som USA og UK motvillig aksepterte. USA var også mer enn villig til å hjelpe Øst-Europa etter krigen, men ble hindret av Sovjet.

        Personlig syns jeg avtalen om fordrivelsen av 16 millioner tyskere var verst. Churchill solgte inn denne massive etniske rensningen og folkemordet som et “fredstiltak.” Jeg har fire-fem bøker om emnet, men syns det hele var såpass bedritent at bøkene står ulest i bokhylla, på femte året.

        Triturus cristatus

        Posted: 26 august 2017 - 20:02 -

        Hvilke bøker er det? Det skrives og leses lite om Europa rett etter 2. verdenskrig, mens det produseres enorme mengder litteratur om selve krigen.

        Kommer til å tenke på en bok jeg selv har lest, “Råskapens Europa” av Keith Lowe. Her kan man lese om hvordan polakker og ukrainere massakrerte hverandre, jøder fortsatt ble forfulgt selv om Nazi-Tyskland var slått, hvordan etniske tyskere ble etnisk renset, osv. Kort oppsummert, “moroa” var ikke over selv om krigen var det.

        Til sist i boken er det noe jeg tolker som en diskret advarsel mot å fylle opp Europa med fremmedkulturelle. Man aner at forfatteren har forstått at det er mye dynamitt i etnisitet og er skeptisk til den kursen Europa nå har.

        Buddy O

        Posted: 26 august 2017 - 20:28 -

        Fire bøker, alle på engelsk. De fåes på Amazon. Her er tittel og forfatter:

        Gruesome Harvest, The Costly Attempt to Exterminate the People of Germany. Ralph Franklin Keeling

        Other Losses, An investigation into the mass deaths of german prisoners at the hands of the french and americans after WWII. James Bacque

        Nemesis at Potsdam. The expulsion of the germans from the east. Alfred M. De Zayas

        Crimes and Mercies. The fate of german civilians under allied occupation, 1944-1950. James Bacque

        Triturus cristatus

        Posted: 26 august 2017 - 20:50 -

        Takk for tips! Ser i grunnen spennende ut alle sammen, men jeg har en ganske stor stabel allerede som jeg må gjennom først. 🙂

T. Snorrason

Posted: 26 august 2017 - 13:22 - Svar

“EU og islamiseringen”
Udmærket sammenfatning af Torben S. Hansen.
Ikke at der er noget nyt i stoffet, men godt at diverse aftaler og sammenhængen bringes frem igen og igen.
Vort udenrigsministerium er selvfølgelig fuldt bekendt med detaljerne – og dermed også diverse danske statsministre,som er de egentlig skyldige i den stigende terror og dermed mere og mere militariserede overvågningssamfund.
Såkaldt demokrati og velfærdsstat undergraves bevidst.

Samme gælder for de øvrige EU-lande, bortset fra Polen, Ungarn og et par andre østeuropæiske lande.

invernes

Posted: 26 august 2017 - 13:25 - Svar

EU = islamisering ! det betyr på lang sikt at alle borgere i EU land mister sine nasjonal stater, sin kultur og sin fremtid og frihet.
Når man ser den likegyldighet folk i Vest Europa har til EU islam så virker det som alt håp er ute, de normale mennesker får flytte til Øst Europa.
Polen spytter EU diktaturet midt i trynet.
Så litt lørdagshygge 🙂
Venedigs borgmästare: “Ropar du Allahu Akbar så skjuter vi dig!”

http://www.friatider.se/venedigs-borgm-stare-ropar-du-allahu-akbar-s-s kjuter-vi-dig

    haugianer

    Posted: 26 august 2017 - 15:54 - Svar

    fy….minner om JStreichersDerSturmer(Depiction av soros)FY

Allan Hansen

Posted: 26 august 2017 - 14:12 - Svar

Sorry: du bor i krigens hus!

Islam respekter ikke lande grænser.
For islam findes der kun ét land
– Allahlala land, alle andre lande
er ulovlige og skal nedkæmpes.
Islamisk jihad, som betyder plyndringtogter,
massevoldtægt, slaveri og pengeafpresning, har nu stået
på i 1400 år. Er det overordnede formål i
dag, at forvandle det vantro Vesten til islamisk
magtområder, på samme måde som Lilleasien
og Nordafrika, der oprindelig var kristne områder?
Svaret er, ja selvfølgelig er det dét!
På arabisk kaldes fænomenet Dar al-Harb
– krigens hus dvs. de områder, der skal nedkæmpes
og ud slettes. Dar al-islam, er de islamiske magtområder
hvor islam lover “fred,, til folket. Det er selvfølgelig en lodret løgn
som vi alle kan se!. Islam har aldrig kunne skabe et
menneske værdig samfund. Muhammadanerne i Mellemøsten
er på flugt fra islam – men hvad har de med sig? mere islam dvs.
mere krig. Altså er man i gang med systemmastisk, at
flytte islam evige krig til Europa.

Problemstillingen skal findes i demografiens tørre tal
dvs. befolknings vækst, dens økonomiske og sociale
årsager og følger. Hvor man i Europa de sidste 100 år
har ført en to børns politik, så får muslimske kvinder
stadig 6-8 til10 børn skønt de aldrig ville kunne
brødføde mere end de to.
Altså Muhammadanerne har aldrig/ vil aldrig
kunne brødføde sig selv! “når han er sulten så stjæler
han, når han er mæt så horer han,,.
Det problem har islam altid løst ved, at udplyndre naboen, når
man var “færdig,, der gik man blot videre
til den næst nabo dvs. plyndringtogter, masse
voldtægt, slaveri og pengeafpresning.

Sorry, men du bor i krigens hus!

– sidste mand lukker og slukker.

River

Posted: 26 august 2017 - 14:57 - Svar

Det er desværre meget større end her impliceret.
Noget nyt, for mig, er at de nyere dele af Thalmud indeholder hensigt om at fjerne den hvide race eller den europæiske race.

Peter Zichau

Posted: 26 august 2017 - 14:57 - Svar

Når man følger den daglige nyhedsstrøm på de alternative medie-platforme, slår det en hvor forudsigeligt det hele egentligt er. At oppositionen i Sverige nu falder helt sammen, kunne enhver med bare en smule indsigt jo ha’ forudsagt for længst. At venstrefløjen i USA griber til de mest åndssvage våben, for at underminerer Trump, er jo også en no-brainer. Så at EU og de arabiske lande sku’ ha’ lavet lokumsaftaler, der på sigt vil ødelægge de vestlige demokratier, kommer på ingen måde som en overraskelse. Det skræmmende er, at det hele er sket på baggrund af simpel dumhed. Og det bliver svært at bortforklarer for alle tiders mest idiotiske politiker og vælger generation.
Nå, skidt pyt. Der er sport på flimmeren i aften og vores betonblokke er ved at blive malet…

    Triturus cristatus

    Posted: 26 august 2017 - 20:05 - Svar

    Hanlon’s Razor: “Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity”.

Niels Henriksen

Posted: 26 august 2017 - 15:09 - Svar

Fremragende kronik – hjertelig tak til Torben Hansen ?

selma

Posted: 26 august 2017 - 16:50 - Svar

Rundt 2010 begynte jeg å skjønne at det måtte ligge avtaler til grunn for den innvandringen som begynte å bli svært så tydelig i Norge, og i Europa forøvrig.
Rent tilfeldig fanget jeg opp navnet Bat Ye`or, og hennes bok Eurabia. Ettersom den ikke var å finne i byens beste bokhandel, vendte jeg meg nok engang til biblioteket, som kunne skaffe meg den, fra Bergen Universitet. Den var det eneste eksemplaret ved Inst. for Sammenlignende politikk, det eneste eksemplaret !
Den var ikke en del av pensum, fikk jeg vite, ved henvendelse til instituttet.
Jeg leste og tok notater, jeg oversatte og mangfoldiggjorde. Jeg var sjokkert over det jeg leste. En slik faktagjennomgang av menneskelig ondskap og menneskelig maktsyke, av korrumperte individer med null empati med egne borgere tok det meg lang tid å fordøye, enn si akseptere.
I dag har jeg forlengst skaffet meg Bat Ye`ors tre bøker.
I kronologisk rekkefølge, Islam and Dhimmitude, Eurabia og Europe, Globalization and the Coming Universal Caliphate. Den siste kom ut i 2011.
Dette er bøker som vitner om dyptpløyende forskning. Her er data i massevis, med noter, tidspunkt for hendelser, kopier av brev, navn og informasjon på de mange nettverksorganisasjoner som raskt ble en del av org. EAD (Euro-Arab Dialogue)
Disse org. som Torben Hansen så riktig navngir noen av (det er mange flere) har bl.a. hatt som oppgave å påvirke befolkningen i våre land til å akseptere innvandringen, uten å stille spørsmål eller se på den som en trussel mot våre samfunn. (Anna Lindh Foundation, Alliance of Civilizations, PAEAC)
Vi vet nå at “godhets-tanken” har stått sentralt i denne planen, og det i en slik grad at mange av oss fremdeles har problemer med å se at migrasjonen med dens ødeleggende konsekvenser, er villet og planlagt av våre ledere som ikke har hatt mot til å protestere eller opplyse befolkningen om sannheten. For et svik !
Jeg vet ikke hvem denne kvinnen på videoen er, men ved å bruke fornuften, ser vi forlengst at det ikke er til vårt beste det som hender rundt om i Europa i dag.
Jeg lurer på hvor mye som skal til for å slutte seg sammen i en kraftig protestbevegelse over hele Norden, og slik sette politikerne ute av spill. Etter min mening burde de vært tiltalt for landssvik.
Det aller viktigste slik jeg ser det, er å informere så mange som mulig av de som ikke er på nett, og som fremdeles tror de på det som media skriver, og politikere sier.

Fred Land

Posted: 26 august 2017 - 20:46 - Svar

Vi har de politikere vi har stemt på og ansvaret er bare vores eget.
Jeg kan sikkert skrive mindst hundrede linjer over dette, men jeg afstår.
Spejlet på væggen; hvem er mest lykkelig i Danmark?

Allan Hansen

Posted: 26 august 2017 - 21:08 - Svar

Kun et lille P.S:

Nej, Bat Yeor var bestemt ikke utopi, men profeti – det var der sgu ikke
mange, der forstod i 2005 – ” man var stadig på ølejre med snogbrød og
billig vin,,,,,,, jo da, hold kæft hvor gik det “godt,

Bat Yeor bidrager også i ” THE MYTH OF ISLAMIC TOLERANCE,,
samme år. Her medvirker også den danske forfatter og historiker
Lars Hedegård Jensen ,,,,,,,,,,, Der er noget galt i Danmark,,,

Se : Robert Spencer 2005.

kaci Hamadi

Posted: 30 august 2017 - 10:19 - Svar

Det er prisen å betale for deres likegyldigheten foran ulykken som rammer våpenløs folkgrupper . Folkegrupper beseiret av europeisk kolonialisme. Av europeiske orientalistene.
.Dere legger hodene deres under sanden og nekter å se at bygging av arabiske stater er en forbrytelse mot menneskeheten. Denne forbrytelsen begått mot ikke-arabiske folkslag er begått av de europeiske makter , spesielt Frankrike og England, med deres stille samtykke, likegyldighet. Uten deres likegyldighet , finnes ikke noe som heter “arabisk verden” . Dere fortsetter å late som ingen forbrytelse er begått siden dere aldri nevner de folkslagene “arabisert” etter europeernes vilje.
I dag høster dere hva de europeiske maktene har sådd. Dere bærer forbannelsen av den onde dere har sett på som underholdning..
https://kabylia.me/2017/08/27/islamist-terrorism-for-dummies/

Leave a Comment