Længere reportage: “Formålet er, at Danmark ikke skal ende som Sverige”

SVT: Debatt om dansk migrationspolitik. Det var også mit formål, da jeg i 2001 overhovedet begyndte at skrive om Sverige og politik offentligt. Det faldt mig ikke naturligt modsat de fleste af mine jævnaldrende. Der skulle gå nogle år, inden ledende danske politikere begyndte at se på det ligesom jeg. Så kom de i det mindste så langt på sytten år. Politik er ikke for de virkelystne eller utålmodige. Hvis nogen ‘vil gøre en forskel’, som det hedder på reklamelingo, skal de kaste sig over noget andet. Unge håbefulde politikere skal ikke tro, de ændrer verden andet end højst til det værre.

Nyd Anders Lindberg fra Aftonbladet, en tonemester og smagsdommer med en em af 1990’erne over sig. Lindberg, der er 46 år og dog evig pubertær, taler om det danske ‘karlekammer-niveau’. Han er imidlertid er på taberkurs, ikke til Danmark eller Teodorescu, men til virkeligheden. Hans storebrorsretorik er i tiltagende grad malplaceret og tragikomisk, men han kommer til at gå til bunds med flaget i top, tvivl ikke på det.

Interviewet med venstremanden Mads Fuglede er et kultursammenstød af stor skønhed. De dansk-svenske sammenstød fortsætter med at parallelforskydes frem i tiden, men afstanden imellem vores herskende klasser ser ud til at være konstant. Ikke rent folkeligt, de største kulturforskelle mellem os befinder sig på lederplads.

Jag blir glad att vi inte har den här drängstugenivån i Sverige. Denna retorik är obehaglig och konstig. Han står och säger att det är ett problem att människor har utländska rötter. Det är inte ett problem, det finns ingen anledning att ha en diskussion om det – här i Sverige handlar det om jobb och att människor ska lära sig svenska. Det är rimligare frågor att diskutera, säger han.

Dansk multikultur i reparationsalderen

Multikulturen er ved at komme i reparationsalderen i Danmark, de politikere der kørte over demokratiet med deres idealisme, er ved at være modne for håndvasken. Både Danmark og Sverige er påført betydelige skader, hvoraf mange formentlig er irreparable. Hvad de kan udvikle sig til på et par generationer, er egnet til at fremkalde mareridt.

Langt værst er det i Sverige – se politi, skoler, sygehusvæsen, boligmarkedet, arbejdsmarkedet, stort set alt. Bevares, der er mere at ødelægge, og meget af det er nu en selvkørende proces i en ond spiral. Sverige kan måske reddes, men det kan ikke repareres. Det “ny Sverige” er væsentligt dårligere end det gamle, det er blot en banal konstatering. Hvis nogen stadig vil diskutere om det passer, er det spild af tid. Jeg diskuterer ikke, om himlen er blå eller vandet er vådt, det foregår ovre i Trads-og Uffe Elbæk-afdelingen.

Svensk godhed er som cancerceller: De er løbet amok og destruerer deres værtsorganisme

Jeg har tumlet lidt med tanken om, hvordan et land kan ødelægge sig selv så meget for vidtfremmede mennesker fra den anden side af jorden. En far der dør af at redde sin datters liv, udtrykker noget dybt og ægte menneskeligt, men en generation der ofrer sit eget land og sine egne børn for helt fremmede mennesker, er  perverteret og syg.

Svensk godhed er blevet som amokløbne cancerceller: De  vokser til en svulst, som værtsorganismen – landet – ikke kan bekæmpe med sit almindelige immunforsvar, men dør af.

Anders Lindberg er med andre ord pervers, og som sådan er han et interessant studie for danskere, for vi har ikke så mange af dem herhjemme mere. De fleste er døde af deres egen kræft uden at det endnu er lykkedes dem at rive os andre med i døden.