13
mar
Seneste opdatering: 13/3-18 kl. 1459
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!
Del...

Hvorledes Per Ahlmarks ”galna kvartsseklet” udviklede sig til det værre

Af Kai Sørlander

I 1994 udsendte Per Ahlmark, svensk forfatter og tidligere politiker – leder af Folkpartiet og vicestatsminister – en bog med titlen Vänstern och tyranniet: Det galna kvartsseklet. Deri beskriver han, hvorledes den svenske venstrefløj i tiden fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1990’erne lod sig vildlede af troen på det socialistiske ideal til at se positivt på totalitære styrer i Kina, Cuba, Cambodja og flere andre steder. Han giver en mængde eksempler på venstreorienterede politikere og intellektuelle, som hylder sådanne totalitære regimer, mens de samtidigt er meget kritiske over for Vestens ufuldstændige demokratier.

I det store og hele kan den samme historie skrives om Danmark og de øvrige vestlige demokratier. Der var i denne periode en stærk venstreorienteret og marxistisk inspireret vækkelse, som prægede det politiske og åndelige liv i det meste af Europa og USA. Man var kritisk over for den kapitalistiske markedsøkonomi og den stigende forbrugerisme, og man så frem til en form for socialistisk idealtilstand, som en løsning på kapitalismens indre modsigelser. I den forbindelse så man noget af det, der skete i lande som Maos Kina, Castros Cuba og Pol Pots Cambodja, som eksperimenter, der kunne vise vej frem til den samfundsform, som skulle følge efter kapitalismen. Derfor kunne man se gennem fingre med det herskende tyranni i disse lande, fordi man opfattede det som en midlertidig overgangsfase, der i det store historiske perspektiv var en biting. Det vigtige var, at man var på vej imod socialisme, og at vi i Vesten kunne lære noget om, hvorledes man skulle gå den vej.

Da Per Ahlmark skrev sin bog i begyndelsen af 1990’erne havde dette politiske ideal mistet sin tiltrækningskraft. Sovjetunionen var faldet sammen, de østeuropæiske lande havde fået deres selvstændighed, Kina var slået ind på sin særlige statskapitalistiske kurs, og Pol Pot var sat fra magten. Man så tilbage på en tid, hvor venstrefløjen var ledet af en politisk illusion om, at man var på vej imod et socialistisk idealsamfund, som lå ”bag ved” kapitalismens sammenbrud. Men nu troede ingen – eller næsten ingen – længere på dette ideal. Sovjetunionens sammenbrud viste, at det kapitalistiske Vesten var stærkere end den socialistiske planøkonomi.

Per Ahlmarks bog var båret af en tro på, at man var kommet igennem et intellektuelt mareridt, og at man nu stod over for en opvågnen til en mere realistisk forståelse af den politiske virkelighed. Men var det tilfældet? Blev den intellektuelle klasses illusoriske tro på socialismen som politisk ideal erstattet af en moden politisk realisme? Når vi nu efter igen omkring 25 års forløb ser tilbage, så må svaret på det spørgsmål blive nej. Den socialistiske illusion, som Ahlmark polemiserede imod, blev ikke afløst af en elementær politisk ædruelighed. Den blev i stedet erstattet af troen på en ny politisk illusion: illusionen om multikulturalismen. Da man erkendte, at man havde taget fejl i sin tro på socialismen, blev man bange for igen at forpligte sig på en klar holdning, og i stedet vendte man sig til ideen om mangfoldighedens værdi. Og derfor så man pludselig den sociale homogenitet som et onde, der skulle bekæmpes.

Lad mig først rent principielt gøre klart, hvorfor jeg mener, at dette nye ideal – multikulturalismens og mangfoldighedens ideal – også er en politisk illusion. Det er det, fordi det bryder med selve forudsætningerne for en sekulær demokratisk samfundsorden med trosfrihed. En sådan samfundsorden er nemlig kun mulig under forudsætning af, at (det store flertal af) befolkningen deler visse grundlæggende værdier. De skal først og fremmest betragte hinanden som politisk ligeværdige, og dernæst skal de adskille politik og religion. Deler befolkningen ikke disse værdier, så kan den sekulære demokratiske samfundsorden ikke opretholde sig selv. Derfor kræver denne samfundsorden en vis grundlæggende homogenitet i befolkningens politiske værdier. Og derfor kan mangfoldighed altså ikke i sig selv være et politisk gode – ikke når den bryder med opslutningen om demokratiets værdimæssige forudsætninger.

Men multikulturalismen har gjort de vestlige demokratier blinde for denne simple kendsgerning. Den betød, at disse demokratier faktisk har ført en politik, som har undergravet deres egen opslutning om det sekulære demokratis nødvendige værdigrundlag. Specielt er det sket, fordi de har åbnet for en islamisk indvandring, hvor folk er kommet med en ballast af religiøse værdier, som står i direkte modstrid med det sekulære demokratis værdigrundlag. Denne indvandring har medført, at vi nu har fået en stor befolkningsgruppe ind i vore samfund for hvem, der ikke findes nogen adskillelse mellem religion og politik, og som derunder også tilslutter sig ideen om en religiøs bestemt ulighed. Dette er sket, fordi den herskende elite i sin multikulturalistiske illusion lod ønsket om mangfoldighed trumfe det pragmatiske hensyn til befolkningens opslutning om de demokratiske værdier.

I første omgang gjorde det multikulturalistiske mangfoldighedsideal vore politikere og intellektuelle blinde for konfliktpotentialet mellem de islamiske og de demokratiske grundværdier. Men nu har situationen så udviklet sig, fordi potentialet faktisk har medført, at der er blevet skabt islamiske parallelsamfund med de deraf følgende sociale konflikter. Det bliver mere og mere tydeligt, at ændrer de europæiske lande ikke kurs i indvandringspolitikken, så undergraver de deres egen evne til at opretholde den sekulære demokratiske samfundsorden med dens åndelige frihed. Vesteuropa er nu ved at blive ramt af virkeligheden, ganske som Sovjetunionen blev ramt af virkeligheden og måtte indse, at det socialistiske ideal var en politisk illusion. Således må vi nu også indse, at det multikulturalistiske ideal er en politisk illusion, hvis vi skal opretholde vor sekulære demokratiske samfundsorden.

Da Sovjetunionen brød sammen, efterlod det venstrefløjen i de vestlige demokratier i en dyb åndelig armod. Det blev klart, at deres støtte til en række socialistiske diktaturer byggede på en politisk illusion. Men da venstrefløjen aldrig havde haft magt til at indrette de vestlige demokratier efter deres eget socialistiske ideal, så betød dette ideals opløsning ikke, at de vestlige demokratier var ramt i deres kerne. Det har været anderledes de seneste 25 år. I den periode trængte det multikulturalistiske mangfoldighedsideal igennem og greb den politiske og intellektuelle elite på en ganske anderledes omfattende måde. Ideerne trængte ind i de højeste kredse og blev styrende for regeringsmagten. Det gjaldt ikke mindst for den Europæiske Union. Det har medført en anderledes radikal ændring af de vestlige demokratier. De har gennem indvandring fået relativt store befolkningsgrupper, som fornægter den demokratiske samfundsordens grundværdier. Dermed har de vestlige demokratier anbragt sig selv i et dilemma, som er meget mere alvorligt end det, som det socialistiske ideal nogensinde nåede at anbringe dem i. Spørgsmålet er, om de vestlige demokratier kan opretholde sig selv, når de har ”importeret” så mange indbyggere, som fornægter deres grundværdier. Svaret kender vi endnu ikke. Det afhænger af vor egen politiske handlen. Og den afhænger igen af, om vor politiske og intellektuelle elite har tankekraft til at gennemskue falskheden i det multikulturalistiske mangfoldighedsideal, før det er for sent.

For mange på venstrefløjen kom erkendelsen af det socialistiske ideals hulhed først med Sovjetunionens sammenbrud. Der manglede intellektuel kraft til med tanken alene at gennemskue idealets falskhed. Skal det være det samme med det multikulturalistiske ideal? Mangler der også intellektuel kraft til med tanken alene at gennemskue dette ideals falskhed? I så fald vil det først være de vestlige demokratiers egen selvopløsning, som demonstrerer idealets falskhed. En nøgtern sætning, som med sig bærer en umådelig tragedie.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Leave a Comment