16
apr
Seneste opdatering: 16/4-18 kl. 1830
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Svenske opportunister  på vild flugt fra sig selv

Rådvildheden handler om, hvem der skal sidde med aben for, at Sverige har haft en ti gange så stor indvandring per capita som Danmark, tre gange større end resten af Norden tilsammen. Enhver med en halv forstand aner, at regnskabets time nærmer sig, både det politiske og det økonomiske. Det kan ikke længere skjules eller censureres bort af pressens dygtige piger (og et par enkelte drenge,) og de ønsker ikke at være til stede, når det indfinder sig.

Danskere lever i en slags uskyldtilstand. De har aldrig hørt ordene ‘värdegrund,’ ‘vithetsnorm’ og ‘rasificering.’ Det har sparet dem for mange bryderier. De forbinder inte med dem, fordi de universitære discipliner ikke har været særligt begunstiget med danske statspenge. Sverige er modsat Danmark – og det udgår fra toppen – et ideologisk kulret land. Det er lidt suspekt, ikke at have en ideologi, og der er ingen statsminister, der endnu har sagt  »Ideologi er noget bras.«

Weekendavisen anmelder to svenske bøger Ivar Arpi & Adam Cwejman: Så blev vi alla rasister.Timbro 2018.Göran Greider & Åsa Linderborg: Populistiska manifestet. De viser en svensk elite i totalt opbrud og på vild flugt fra standpunkter de indtog før 2015. Faktisk er krisen i det Svenska Akademi et glimrende sindbillede, på tilstanden i hele den svenske elite, en forsamling der uden særlig grund føler sig finere end andre, men ikke har nogle ekstraordinære meritter at byde på selv. Ingen af Sveriges rigtig store forfattere – Bellman, Strindberg, Fröding, Södergran og Moberg – har nogensinde siddet der, med forbehold for Gunnar Ekelöf, der gjorde.

Ekstra pikant for undertegnede er det, at Ivar Arpi også kaldte mig for ‘racist’ på Twitter, men det var rigtig nok inden 2015, og det er forrige århundrede. Da var det ret umuligt ikke at være ‘racist’ i Sverige, så jeg har tyve års rutine i at at være svensk ‘nazist.’

Det er meget nemt at identificere de svenske opportunister: Det er dem, der stadig optræder i MSM. De der advarede for ti og tyve år siden, og havde ret,  er stadig forment adgang til ‘det pæne selskab,’ for det er da ikke meningen at en historisk kæmpebrøler skal medføre udskiftninger i eliten. Det er ikke meningen med svensk demokrati, og det er den øvelse, der stadig er i gang overfor Sverigedemokraterna: De havde ret, men de skal ikke bryde sig om at  det.

Det er en artikel på 2200 ord, så smagsprøverne bliver i sagens natur korte uddrag:

Antiracisme. »Befriende modgift til møgforkælet kulturrelativisme.« To nye bøger analyserer fra hver sit politiske ringhjørne, hvordan svensk debat blev kapret af postkoloniale teorier.

I april 2013 stod Stefan Löfven på talerstolen på de svenske socialdemokraters partikongres. Den nyslåede partiformand og oppositionsleder forklarede i sin formandstale, at nu skulle Socialdemokraterna gøre en indsats mod »den strukturelle racisme.« Löfven erklærede: »Racistiske tankegange viser sig overalt i samfundet, sågar i regeringen.«

Et udfald mod den borgerlige regering, som Socialdemokraterna skulle forsøge at fratage regeringsmagten ved riksdagsvalget året efter. Men det gjaldt åbenbart også socialdemokrater. Löfven fremhævede nemlig, at det var nødvendigt »at orke at øjne den racisme, som findes hos os selv«.

Straks efter talen kom Löfven i problemer. Den fremtrædende radioreporter Johar Bendjelloul spurgte i en direkte P1-sending fra kongressen: »Hvilken racisme har du så fundet hos dig selv, når du har ransaget dit indre?« Stefan Löfven mumlede lidt slalomsnak, men Bendjelloul holdt fast: »Men det handler jo om at se strukturer også i sig selv. Har du fundet sådan noget?« Tavshed. Frygtelig tavshed. Johar Bendjelloul havde is i reportermaven og ventede bare med mikrofonen foran Stefan Löfven. 10 sekunder, 20 sekunder – midt i nyhederne – før Löfven følte sig presset til at svare spagfærdigt: »Nej…« Ikke andet, ingen uddybning [..]

»Ved at bekende sig som bærer af racisme viser man, at man er en god antiracist. Löfven ville synge med englene og var ikke forberedt på opfølgende spørgsmål.« Sådan skriver forfatterne Adam Cwejman og Ivar Arpi i en ny bog, Så blev vi alla rasister. I bogen analyserer de to forfattere, hvordan »en forholdsvis lille, men højrøstet gruppe aktivister og teoretikere har indført en for Sverige ny og destruktiv tilgang til spørgsmål om etnicitet, kultur og ligestilling.« Det er en ganske forbløffende kortlægning af den identitetspolitiske venstrefløjs vildveje, skrevet af to debattører fra det borgerligt-liberale ringhjørne. Arpi er lederskribent på Svenska Dagbladet, Cwejman på Göteborgs-Posten [..]

Arpi og Cwejman gennemgår en række termer, som før 2014 dårligt nok var anvendt i den svenske offentlighed. For eksempel »rasifiering«, altså racialisering eller racegørelse: at race er en social proces.

Arpi og Cwejman finder frem til, at »rasifiering« i perioden 1997-2013 optrådte i gennemsnit 12 gange om året i de svenske medier, nogenlunde stabilt fordelt. Boom! I 2014 optrådte »rasifiering« hele 699 gange i de svenske medier.

Den samme udvikling gælder andre universitært fnysende nyskabelser fra det postkoloniale blomsterbed: »hvidhedsnorm«, »ikke-hvid« og »hvide krænkede mænd«. Arpi og Cwejman viser, hvordan ikke mindst undervisere på Södertörns Högskola, et universitet i Stockholm, har udviklet hvidhedsskalaen, hentet fra britiske og amerikanske forbilleder. (Svenske værdier. Joakim Jakobsen 13. april 2018 Weekendavisen (ikke online)

“Sverige er et meget ideologisk land”


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?