11
maj
Seneste opdatering: 12/5-18 kl. 0035
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Bataclan terrorists plotted, then HID, in Molenbeek

 Islam er elefanten i dagligstuen, når vi taler ytringsfrihed

Lone Nørgaard skriver dagens kronik i Berlingske om den nydannede forening Åndsfrihed. Jeg ser, om jeg kan få lov at lægge resten af kronikken på i morgen eller i overmorgen:

Retten til frafald

[..] –  Foreningen Ă…ndsfriheds grundlag lyder bl.a.: »Foreningens centrale værdier er baseret pĂĄ Grundlovens borgerrettigheder, Den Europæiske menneskerettighedskonvention og FNs verdenserklæring om menneskerettigheder, og arbejder især pĂĄ at fremme artikel 18, 19 og 20 i sidstnævnte.

Artikel 18 lyder: »Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.«

Her er det oplagt at stille spørgsmålet til Åndsfriheds bestyrelse: Vil I gå ud i offentligheden og forsvare, at man som muslim kan forlade islam? Uanset, at der står i Koranen: »Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald (…)« (Sura 2, vers 193).

Åndsfriheden er ifølge den nye forening under pres i Danmark som resultat af ekstremisme, ånds- og religionsforskrækkelse og nationalisme. Sidstnævnte »forstået som den ensretning, der opstår, hvis en bestemt definition af danskhed trækkes ned over alle borgere i Danmark.«

Her er begrebsforvirring: Nationalisme er en politisk ideologi, men desværre sammenblandes forskellen på nationalistisk og patriotisk ofte i uvidenhedens – eller dæmoniseringens? – navn. Patriotisme kan oversættes til nationalfølelse og betyder kærlighed til et bestemt sted, til fædrelandet og til en bestemt livsform.

Når Åndsfrihed tilsyneladende vil forsvare muslimers religionsudøvelse ved at acceptere f.eks. bederum, halalslagtet kød, tørklæder og kønsadskilt svømmeundervisning, forsvarer de i samme åndedrag en politik, der er uforenelig med de vestlige, sekulariserede demokratier.

Er hele Åndsfriheds bestyrelse klar over, at islam er politik forklædt som religion?

Med islam følger altid sharia. Islam er ikke bare en religion som f.eks. kristendommen, men en ideologi, hvis adelsmærke er at sætte skel: Mellem rent og urent, mellem mænd og kvinder, mellem (ret)troende og vantro.

Sharia er som bekendt det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder af helligteksterne. Lovsystemet består af en samling af påbud og forbud, der ligger milevidt fra moderne vestlig opfattelse. Således opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam. Sharia, islams grundlag, handler altså om ubetinget forpligtende ytringer og bedrifter fra en fjern fortid, som hævdes at udtrykke Allahs vilje.

Et grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem mænd og kvinder, hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste fald har de færre rettigheder, f.eks. den halve arveret af mændene. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning (bl.a. tørklædetvang), og så er de ellers henvist til kønsopdelte skoler.

Mandens/klanens ære er helt afgørende og må for alt i verden ikke besudles af kvinders »forkerte« opførsel. Dette er baggrunden for æresdrab. Mandens ære er sharaf, som reduceres eller forsvinder, hvis en kvinde har kontakt med en mand, der ikke er godkendt af hendes klan. Sharaf kan genoprettes ved blod – mord på kvinden. (Jf. »Dødevaskeren«). Er hendes ære blevet tabt, kan den ikke genskabes. Derfor skal hun dø. Skellet mellem shariamuslimer og kulturmuslimer findes især her.

Muslimer og vantro

Sharia er altså et politisk system i form af en lovpakke, der former hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som muslim ikke unddrage sig. Det betyder, at sharia-loven står over politiske beslutninger vedtaget af Folketinget. For en rettroende muslim er verden delt skarpt op i muslimer og vantro, og det gælder om at udbrede ummaen – det muslimske fællesskab – til alle andre mennesker i verden. Der er missionspligt.

Mange muslimer vælger at være kulturmuslimer, ligesom danskerne er kulturkristne. Problemet er imidlertid, at en kulturmuslim af rettroende muslimer bliver regnet for vantro og frafalden, hvilket er forbudt ifølge islam. Derfor er der næsten heller ingen moderate muslimer – kulturmuslimer – der tager til orde i den offentlige debat. De kan ganske enkelt ikke, hvis de har deres liv kært.

Som rettroende er det ikke muligt at skelne mellem islam og islamisme. Der findes ingen moderat islam, men til gengæld findes der lykkeligvis millioner af moderate muslimer, der praktiserer en skriftløs version af islam.

På engelsk har man vendingen The Elephant in the Living Room, direkte oversat: »Elefanten i dagligstuen«. Udtrykket dækker over, at en indlysende sandhed bliver ignoreret eller fortrængt. Den sandhed, som såvel Åndsfrihed som Fri Debat gør alle mulige krumspring for at undvige, lyder: 1. Islam udgør den p.t. største trussel mod ytringsfriheden, 2. Islam er politik forklædt som religion.

Det er derfor Fri Debat og Åndsfrihed har valgt ikke at dele stue med Trykkefrihedsselskabet – som både ser og sætter ord på elefanten. Lone Nørgaard: Islam er elefanten i dagligstuen, når vi taler ytringsfrihed.

0 0 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x