Nostalgi i arkitekturen eller hyldest til historien? Politisk sprængstof i en identitetssøgende tid

Jeg ser netop videoen efter en diskussion om arkitektur med en overnattende, norsk ven. Jeg omtalte den nyopførte, middelalderlige Hansestad Jakriborg i Skåne, og sagde: “Jeg tror ikke på, at tiden kan gå baglæns, ligesom jeg heller ikke tror, vi bliver genkristnede, men vi lever da i en tid, der har særlig svært ved at bygge noget, som nogen bryder sig om.” Den genopførte Altstadt er kun en mindre del af den oprindelige, der blev pulveriseret af allierede bomber.

Jakriborg er meget populær. Franfurts ny Altstadt er meget populær, undtagen blandt arkitekter og tysk venstrefløj, der er vitterlig ser ‘en rehabilitering af fascimen og nazismen’ i byggeriet. De ældste dele af bydelen er fra 900 tallet, så man ser ikke umiddelbart, hvor nazismen kommer ind i billedet. Ville de også sige det om den genopførte Dresden Frauenkirche?

Nu ser Hühnermarkt ud som før krigen, det er i disse gade Goethes tante boede. Jeg synes det indenfor visse grænser er udmærket. Vi har jo teknisk kunnen til at genopbygge Rom, som det så ud på Kejser Augustus’ tid, men det er nok der, grænsen går.

Berlin har en forkølet anstats til en lignende bydel: Nikolaiviertal bag den genopførte Berlin Slot. Jeg var der for nylig med en svensk ven. Men den er rejst af DDR i 750 året for Berlin i 1987, og er ikke meget bevendt. Man kunne sagtens lave noget bedre. Wikipedia Frankfurter Altstadt.