En komplet unødvendig film

(NB: Denne artikel er 24 timer ældre end beskeden om Lisbeth Palmes død d. 18!)

Jeg så 45 minutter af Netflix filmen om Utøya igår. Så gav jeg op. To en halv time af det samme, var mere end jeg kunne overse. Filmen er uden eksistensberettigelse, den er tidsspilde. Den er som en luder, der scanner markedet for dumme, stakkels kunder, der er underforsynede med alt i deres stakkels liv.

Jeg vidste godt, jeg ville kræve noget særligt af en filmatisering, for jeg fik rigeligt af den 22  juli mens det foregik og de næste fem år, som nogle måske husker. Det krav vil ikke blive indfriet foreløbig.

Utøya: July 22 – ren spekulation til 22 mio dollars

Filmen har intet at byde på udover en 1:1 gengivelse af, hvad der skete. Det er ikke noget kunstærk, det er ikke engang en fortolkning udover af de allerede fladtrådte myter. Den er ren underholdning for de nøjsomme typer, der kan lade sig underholde af en repetition af alle begivenhederne til 20 mio dollars og en masse nordmænd, der taler engelsk som statister i et cirkus, de ikke forstår. Det er en komplet unødvendig film. Politiken anmeldte den venligt, som den propaganda-avis, den er. DR – det æterbårne Politiken – også.

Nemlig at Breivik er en slem højreorienteret islamhader, der optræder på vegne af alle vestens islamhadere, og som ikke er det ringeste schizofren. Ikke et ord om, at Stoltenberg-regeringen påvirkede rettergangen bla. ved at forkaste en psykiaterrapport, der konkluderede, at Breivik er sindssyg. Efter dommen kritiserede danske og svenske retspsykiatere, at han blev erklæret rask.

En karrierefremmende sag

Ikke et ord om at Breiviks forsvarers første indtryk var, at Breivik var sindssyg, indtil han blev mindet om,  at det bedste for hans eget Arbejderparti var, at han alligevel ikke var det. Mange af dem, der medvirkede i det officielle teater, blev rigeligt, karrieremæssigt begunstiget.

Det var altsammen lige efter bogen med titlen ‘Magtpolitik.’ Wenche Elizabeth Arntzen blev højesteretsdommer mindre end et år efter dygtigt, udført arbejde. Advokat Lippestad blev en meget holden mand, og medlem af Oslos byråd for Arbejderpartiet.

Uden hoved og hale

Så har norske Erik Poppes Utøya 22. juli lidt flere ambitioner, skønt den også kolporterer det samme, officielle blik på begivenhederne. At Breivik er en farlig politisk figur, der gjorde det, så mange andre islamkritikere bare tænker på, og at norsk demokrati klarede det hele så godt.

Virkelig? En syg Breivik ville forflytte skylden indad på de, der havde trigget ham, en rask Breivik vil forflytte den udad mod politiske kræfter, Arbejderpartiet kunne bekæmpe. Breivik kunne instrumentaliseres, men kun hvis han var tilregnelig.

Men der er ikke hoved og hale på Breivik. Nu kalder han sig ‘nazist’ uagtet at Hitler beundrede islam for dens voldelighed og krigeriskhed, og at Waffen SS havde et muslimsk korps, Handschar, og der er ikke hoved og hale på de officielle Utøya-myter. Men det er også en vigtig Breivik pointe, at masseindvandringen trigger særligt ustabile personer, og at deres gale handlinger også er et politisk ansvar.

Den sande film om Utøya bliver ikke lavet i denne generation

Man siger i Sverige, at den sande film om Olof Palme ikke kan laves, så længe Lisbeth Palme er i live. Det bliver uvægerligt til helteportrætter.

Den sande film om Utøya bliver heller ikke lavet i denne generation, hverken som dokumentar eller kunstværk. Filmindustrien findes for at tjene penge, ikke for at sige ubehagelige sandheder. Den minder på den måde om industriøl. Den må ikke fornærme flertallet og slet ikke deres herskere.

Magten benytter altid alle midler, for at beskytte sig selv

Hvis jeg lærte én ting af Utøya, var det at ved enhver større katastrofe, går de momentant afmægtige magthavere på sekundet i gang med at redigere billedet for eftertiden, så det stiller dem i det bedst mulige lys.

Det samme var tilfældet med Estonia-katastrofen. Skibet havde næppe ramt bunden af Østersøen, før Bildt regeringen var igang med retoucheringen. Mørklægningen begyndte pronto! (Hør Stefan Torsell)

Magten benytter altid alle midler, for at beskytte sig selv. Før Utøya er ude af magtens slagskygge, bliver der ikke lavet én film, som er værd at se.

Peder Jensens Vitne til Vanvidd er den hidtil eneste bog, der går i kødet på etablissementets myter. Derfor blev den naturligvis tiet ihjel i Norge. Virkeligheden er altid redigeret, det skal man vide. Jo mere traumatisk den er, desto mere redigeret, og Utøya er Helvedes traumatisk.

Se også: Lærer raser mot at 22. juli skal inn i læreplanen