Det dysfunktionelle Sverige
Man vil bemærke, at jeg ikke har ofret den svenske, såkaldte regeringsdannelse et eneste ord i lange tider. Det skyldes, at der absolut intet er sket de sidste to måneder, og der er intet sket, som ikke har kunnet forudsiges længe inden det svenske valg. De skyldige i det, er Jan Björlund og Annie Lööf, for-personer for to helt overflødige partier, der nu er en solid kæp i hjulet for svensk parlamentarisme med deres Cordon sanitaire.
Uagtet det har intetheden fyldt spaltemeter i svenske medier, men de får jo gode penge for at skrive om ingenting. Det lugter af nyvalg. Stefan Sauk er en ret kendt, svensk skuespiller, og en fornuftig mand.
De debatterende klasser og pludselig død
De snakkende klassers faible for denne eks. gangster, minder mig om svenske journalisters årelange næsten sygelige fiksering på Zlatan Ibrahimovic. Forklaringen var jo den, at her var endelig en etnikker, der ikke var en 100 procents katastrofe.
Zlatan var den kæmpesucces, der skulle skjule hele resten af deres ellers helt mislykkede “mångfald,” thi er ikke “billedet” vigtigere end alt andet?
Hvad er forskellen på at hoppe af fra en bande og fra islam?
Gangsteren Nedim Yasar “vakte det moderlige omsorgsgen” hos såvel kvindelige Politiken-læsere og radioværter, Røde Kors, som hos en homoseksuel justitsminister. Det hele minder mig mest om afladsbetalinger for århundredets politiske bommert, multikulturen og masse (re) introduktionen af islam i Europa, for det er de selv samme mennesker, der har plantet denne fare, som nu er følelsmæssigt uligevægtige over nogle af de menneskeliv, deres egen fikse ide koster.
Men sammenlign den så med de debatterende klassers manglende interesse for Ahmed Akkari, der har gjort noget farlige og langt mere rosværdigt, så bliver det til et virkeligt interessant psykologisk studie i elitens tanke- og følelsesliv, som det udspiller sig i de kulørte medier.
Eller Morten Storm, Ayaan Hirsi Ali, Hamed Abdel Samad eller Wafa Sultan, og andre afhoppere fra muhammedanismen, og hvad er i deres øjne forskellen på at hoppe af fra en bande og fra islam?
De blævrende klassers helte
Endelig er det jo ikke så tit, det er de blævrende klassers helte, der bliver myrdet eller forsøgt myrdet. Det plejer at være sådan nogle som Pim Fortuyn, Geert Wilders eller Lars Hedegaard, der stræbes efter livet.
Det kan de lettere leve med. “De kunne jo bare have ladet være,” hvorimod en muslimsk gangster desværre ikke kan jvf. forbilledet, gangsteren og profeten Muhammed. Dansk radiovært bryder grædende sammen i liveudsendelse.
Se også kommentar på Facebook af Firoozeh Bazrafkan.
Den svenske gadekunstner Dan Parks kommentar:
Ifølge Bandidos var Nedim fyldt med løgn: Bandidos-rocker: Nedim Yasar var ikke en del af miljøet
Ja, det var den gang Jihad betød ” Kaffe & kage,, Jørgen Bæ Simonsen.
De voldtager sgu stadig deres børn!
https://youtu.be/Xr0i8h3Pt2c
TV2s kvindelige reporter var også på grådens rand, da hun fortalte om mordet. Journalisterne – eller hvad man skal kalde dem – er anderledes kække, når det går ud over danskere. Tænk på den svinske behandling Lars Hedegaard måtte stå model til.
Sverige oplever idag 76 dage med DEMOKRATI. Det är helt unikt!!!
Kær er det ord, der popper op igen og igen i mit hoved, når jeg tænker på Nedim’.
Klamt.
Nogen, der i oevrigt ved, hvordan det gaar med Yayha Hassan?