Solopgang over Malmø. Vind fra Murmansk. Minus 2 grader. Foto 2, tirsdag en time senere  © Snaphanen.dk

Jalving anmelder Greider og Linderborg

Unægtelig lidt af en overraskelse om de to, og fra et Sverige hvis politiske klasses ideal synes at være status quo. Deres bog hedder Det populistiske manifest.

Mens resterne af den danske venstrefløj hidser sig op over piktogrammer, der påstås at krænke kvinder, trans-, tve-, cis- og diskokønnede med helt særligt individualiserede identiteter, udsender det svenske medievenstres ukronede regentpar, Åsa Linderborg og Göran Greider, et fælles populistisk manifest, som i den grad er værd at læse.

I stedet for identitetspolitiske spørgsmål kommer her 123 nedslag, som tager bestik af den identitetspolitiske venstrefløjs fejl og mangler og går i rette med højrepopulismen, der har langt mere vind i sejlene for tiden, men som i forfatternes øjne nøjes med at kritisere indvandringen og de kulturelle eliter, men glemmer at kritisere kapitalismens eliter.

Ifølge de to velskrivende marxister er det »ikke noget tilfælde, at populismens fremgang er faldet sammen med, at eliterne både inden for stat, erhvervsliv, politik og medier indkomstmæssigt er spurtet fra alle andre de seneste årtier«. Forklaringen på, at højrepopulismen står stærkere end venstrepopulismen, finder forfatterne i det forhold, at der bliver talt meget mere om globaliseringens tabere end om kapitalismens vindere. Alligevel tager de bestik af problemet med FN’s flygtningekonventioner fra 1951 og 1967, som ikke passer til Europa af i dag.

Gammelmarxisterne peger på en anden tilgang end den sædvanlige på venstrefløjen, når det gælder ubekvemme sandheder om indvandringens kriminologiske konsekvenser: »Vær aldrig bange for velunderbyggede kendsgerninger, selv når de lader til at være til gavn for de fremmedfjendske.« Så har man hørt det med. Det populistiske manifest er fremragende (log in)