9
feb
Seneste opdatering: 9/2-19 kl. 2234
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

DR sendte i går Sophie Scholl: The Final Days (hele filmen kan ses online, også endnu på DR) Jeg havde set den i 2005, men ægte kunstværker kan genses igen og igen. Med alle de andre film er én gang nok, men dette er en mageløs film.

Der er ikke den lille mimik i diktaturets håndlangeres ansigt, der undslipper kameraet og skuespillerne. Filmen forstår medløberne, diktaturets tavse tjenere. De skider allesammen i bukserne af angst for deres voldelige herre, og de er forlegne, når de møder den højeste instans:  Samvittigheden. Selv Roland Freislers blik viger for Sophie Scholls. Selv han var et menneske engang, inden han af selviske grunde blev et flokdyr.

De fleste mennesker er frygtsomme og feje, og jeg skal ikke bebrejde dem. Men den store trøst er, at der altid er nogle få, ingen kan lukke munden på. Samvittigheden. Blot dette at stole mere på sine egne øjne, mere end på, hvad “autoriteter” fortæller én. At have sin egen velfunderede autoritet, hvad man meget sjældent har som så ung som Sophie Scholl.

Unge og enfoldige mindre unge er idealister i mangel af nederlag. Her har de et værdigt forbillede. ‘Rollemodel’ som anglicismen lyder. Selv ser jeg EU forenet med islam, som de to totalitarismer, der nu truer freden og ytringsfriheden i Europa.

I dag er det f.eks. en ubestikkelig Tommy Robinson. Jeg har været så uforskyldt privilligeret, at jeg gennem livet at have mødt en uforholdmæssig stor andel af dem.

Fra Arthur Koestler, Peter P. Rohde, Jørgen Kieler, Gunnar Dyrberg og Svend Wiig Hansen, til Lars Hedegaard, Hirsi Ali, Ibn Warraq, Sarazzin, Fjordman, Friedman, Milld, Sørlander, Vilks, Sandelin, Krarup, Langballe og mange andre fra mange lande. Vi formes af de mennesker, vi møder, der er en indre sandhed i dem, og jeg har været tilsmilet af heldet.

Der var noget større, end dem, de var ikke altings centrum

De har opløftet mig, ligesom filmen gjorde igen igår, selvom den også ender tragisk, og jeg gemmer på mindet om dem allesammen. De var vidt forskellige, og de har betalt forskellige priser, men alle har måttet betale noget. 

 Sophie Scholl blev et udødeligt symbol på menneskelig mulighed i et kort, skrøbeligt liv. Nu lever hun videre talrige steder, fordi man ikke kunne bestikke hende med hverken løfter eller trusler. Hun ville hellere dø 21 år gammel, end forråde sin egen sandhed.

Nogle få mennesker er ikke til salg, selvom de er nok så unge, og selvom de nok så gerne vil blive gamle. Der er noget større, end dem, de er ikke altings centrum.

Facebook Comments


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

2
Deltag i debatten...

avatar
2 Comment threads
0 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
2 Comment authors
Pernillanobody Recent comment authors
  Subscribe  
newest oldest most voted
Notify of
nobody
Guest
nobody

Jag kan inte säga vilken kvinna. Då hon var allt för ung!

Vad jag kan säga är att det vore en ära om hon vore min dotter.

Hon och hennes vänner tog den kamp vi alla vuxna skulle tagit. Det är skamligt för oss och till heders för henne och hennes vänner!

Skall vi återigen förlita oss på flickor och barn i kampen mot den nya tidens nazister eller skall vi…?

P.S: Ultima Thule – Frihetssång: https://www.youtube.com/watch?v=spQLQ75Jo7M

Pernilla
Guest
Pernilla

Tack för din intressanta inlägg och länk till en film jag inte sett men ser fram emot att ta del av. Jag finner dynamiken mellan grupper och individer som inte följer med flocken mycket intressant. Hur vi som personer resonerar och agerar i relation till de stora frågorna om vad som är värt något i livet. Vissa tror jag inte reflekterar så mycket över dessa saker medans det för vissa andra som har förmågan att tänka och agera individuellt, är det centrala och därför leder till ett annat sätt att förhålla sig till livet på; ´To find a living worth… Read more »