Debatten Global Refugee Crisis i Doha, Qatar fandt sted tirsdag aften dansk tid. Deltagerne var Muzoon Almellehan, syrisk flygtningeaktivist, Marc Lamont Hill, ameriansk akademiker og aktivist, og Douglas Murray. Da det foregår i arabverdenen, slår det virkelig gnister som her og her med moderatoren. “Hvor mange syrere er blevet statsborgere i Qatar?” Hele debatten er her min. 1:23:12.

Borgerkrigsdystopier

De sidste par år er der kommet to danske romaner, der ekstrapolerer den nuværende konfliktsituation ud i fremtiden, og advarer. Den Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kasper Colling Nielsen og Jens Martin Eriksens Helter Skelter. Det er forfattere, virkelig ingen kan kalde højreradikale, og de nærmer sig desværre emnet pletvist frygtsomt og med tungetale. ‘Stå ikke for tidligt til søs, lad de andre stå.’

Lars Hedegaard har også skrevet Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031, men han tilhører ikke samme anstændige selskab. Han tæller ikke rigtigt, for han pakkede allerede ikke noget ind for tyve år siden, og han har heller ikke megen karriere eller social anseelse at kæmpe for mere. Det må være en befrielse.

Jeg har selv gennem de sidste ti år advaret, når jeg er stødt på personer med indsigt – gerne officerer eller politifolk, sjældnere en politiker – der har advaret om borgerkrig i Europa. Det har været fejet af som alarmisme, men det er ikke en seriøs påstand i 2019.

Der er ingen, der siger hvilke fronter der vil være i en voldelig konflikt. Det er ikke nødvendigvis ‘islamister’ mod ‘nationalister,’ som man nu kalder patrioter på Politiken-P1-DIIS – sprog. Europæerne må hele tiden regne med en socialistisk og liberalistisk klasse af quislinge, ikke mindst i EU, der synes uden hæmninger som konfliktskaber. Vi har lige set Macron gå løs på franskmændene med overvold, og EU toppen, der vil have en EU hær til sin superstat.

 Politikere og presses eventyrsprog og eufemismer

En svensk officer skrev allerede i 2008 artiklen Sveriges väg mot katastrof, en anden svensker sagde i 2016 Sverige er som Libanon om 20 år. At Jens Martin Eriksens roman i 2018 kan serveres som en nyhed, vidner om, at tidligere advarsler er prellet aldeles af på politikere og vælgere. Som vand på en gås.

Og politikerne vækker ikke de sovende folk med deres “eventyrsprog.” Jo værre tingene bliver, desto mere eventyrprog får vi proppet i ørerne. Den politiske diskurs i Sverige er komplet afkoblet fra svenskernes stadig voldeligere og fattigere virkelighed, det hørtes hver dag under valgkampen og fire månederes regeringsdannelse.

Riksdagen er en mental førerbunker, afskåret fra omverdenen, i intellektuel febervildelse,  og befolket af skrækslagne personer i krise.

“Giv aldrig ondskaben en ny chance”

Eli Wiesel sagde “Giv aldrig ondskaben en ny chance,” men det er hvad europæiske politikere har gjort med kontinentet, og fortsætter med at gøre.

Når der er anlagt et bål, kommer der altid en forbi med en tændstik, og navnlig Sverige og Frankrig er i dag kæmpebål, der bare venter på en tændstik. I morgen eller om tyve år, ingen aner  det. Jeg kan godt forstå Ulla Nørtoft, der er lige så frustreret over Stjernfeldt og Eriksen, som Eriksens hovedperson er over ‘eventyrsproget.’ Hun skriver:

Det er sjovt med de to. De insisterer på at ville analysere en neurose, som ingen steder taler højere end ud af deres egen mund. De er komplet låst i på den ene side konventionernes idealer med nazismen som den overordnede intimfjende, men de kan også se islams ondskab. I det øjeblik, de vil handle mod islam, den nye fjende, viger de tilbage af frygt for identifikation med nazismen, den gamle fjende. De sidder helt og aldeles fast i et double bind af fortidige tankemønstre. Mærkværdigt, at de insisterer på at ville analysere, hvad de vitterlig ikke har overblik over. Men før eller siden kommer der selvfølgelig et gennembrud til, hvordan problemerne skal beskrives og håndteres. Dog ikke via positionismen, for den er jo drevet af angst og tabuer. Den tør ikke bevæge sig.

Vild med bøger – med Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt 30 minutter