6
apr
Seneste opdatering: 6/4-19 kl. 1233
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af: Kai Sørlander, filosof  (Foto © Snaphanen.dk)

Det er skræmmende, hvor meget den kritiske ”intelligentsia” selv har været fedtet ind i det

Menneskerettighederne blev formuleret i FN’s menneskerettighedserklæring kort efter Anden Verdenskrig. Denne erklæring hævder, at alle mennesker, uanset hvor på kloden de lever, og altså uanset hvilken stat de lever i, har ret til leve i et demokrati, der opfylder de liberale frihedsrettigheder.

Samtidig var virkeligheden, at folk mange steder levede i autoritære stater, hvor de blev undertrykt og forfulgt, hvis de søgte politisk frihed. Derfor kom deres ”erklæringsgivne” ret til at leve i et liberalt demokrati i konflikt med virkeligheden. Og derfor tilføjede man en flygtningekonvention, som gav folk, der flygtede fra politisk forfølgelse og undertrykkelse, ret til at få asyl i enhver stat, som er bundet af menneskerettighederne – og altså enhver liberal demokratisk stat. Dette har efterhånden medført, at de vestlige demokratier har givet opholdstilladelse til mange flygtninge og indvandrere fra konfliktramte og fejlslagne stater i hele verden.

Denne politik har imidlertid ikke været uden sociale konsekvenser for de vestlige demokratier. Når flygtningene skulle integreres i samfundet, så måtte det af økonomiske grund fortrinsvis ske i de områder, hvor de økonomisk svageste i forvejen boede. Det var altså først og fremmest denne del af befolkningen, som mærkede ændringer i dagligdagen som følge af asylpolitikken. De kunne risikere at blive mindretal i deres egne boligområder. Samtidig var det overvejende på deres arbejdsfelter, at flygtningene gav øget konkurrence.

Derfor er det også primært fra den del af befolkningen, at der har rejst sig en politisk protest imod den herskende liberale asylpolitik. Og de har i stadig større omfang brugt deres demokratiske stemme til at slutte op om partier, der vil stramme asylpolitikken, og som vil forsvare nationalstaten.

Således voksede Dansk Folkeparti og Front National; og det samme gælder nu Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterne og nationale partier i Italien, Holland og andre steder i Europa. Samtidig ser vi østeuropæiske lande som Polen og Ungarn føre en stram asylpolitik. Samme tendens kommer også til udtryk i Brexit og i valget af Trump. Det samlede billede viser, at der blandt vælgerne er et udbredt ønske om at begrænse asylindvandringen og at forsvare nationalstaten.

Så er spørgsmålet, hvorledes vi skal forstå denne udvikling. Det er en udbredt opfattelse, at den er udtryk for, at det liberale demokrati er ved at gå op i limningen, og at demokratiet og liberaliteten går hver sin vej. Så får vi enten – som i Ungarn og Polen – et illiberalt demokrati, som svigter de liberale rettigheder. Eller vi får – som i EU – en udemokratisk liberalisme: et ”domstolsstyre”, som hævder rettighederne, når det tolkes, at demokratiet bryder dem.

Denne fortolkning af vor nuværende situation, hviler imidlertid på en særlig forståelse af asylspørgsmålet. Den forudsætter, at dette spørgsmål står over demokratiet, og at et demokrati, som selv vil tage hånd om asyltilstrømningen, går over sine beføjelser. Men holder det?

Det er oplysende at sammenligne dette spørgsmål med spørgsmålet om forholdet mellem demokrati og økonomisk orden. Det skyldes, at der også er forskellige politiske ideologier, som hævder, at den økonomiske orden bør være hævet over demokratiet. På den ene side gælder det kommunisterne, som mener, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne bør ophæves, og at samfundet skal bygge på en overordnet planøkonomi.

Men da de fik magten i Sovjetunionen lykkedes det dem ikke at få planøkonomien til at fungere, og derfor kunne de ikke indføre et ægte demokrati, så længe de holdt fast i deres kommunistiske ideer. På den anden side sætter de radikale liberalister også den økonomiske orden over demokratiet. De opfatter blot det frie marked som udtryk for den optimale menneskelige orden. Men er markedet ikke reguleret – og gennemsigtigt – så hersker jungleloven og falskmøntnerne.

Det er derfor en misforståelse, at den økonomiske orden bør stå over demokratiet. Det er hverken rigtigt, at der bør være komplet planøkonomi, eller at der bør være en fuldstændig ureguleret markedsøkonomi. Gennem demokratiet bør der derimod skabes rammer om en markedsøkonomi, som på anstændig vis giver plads til alle.

Det medfører, at demokratiet står i en dobbeltforpligtelse. Komplementært til, at det skal fastsætte og beskytte de ejendomsrettigheder, som er betingelse for, at markedet kan fungere, skal det også fastlægge den skattepolitik, som bestemmer, hvad den enkelte skal yde til opretholdelsen af den demokratiske samfundsorden og til beskyttelse af ejendomsretten.

Hvis vi var helt uselviske, ville dette problem være let. Så ville ingen ønske at have mere end andre, men alle ville være villige til at yde hele deres overskud til fællesskabet. Men så uselviske er vi ikke. Vi ønsker at få personlig fordel af vor aktivitet på markedet. Det giver os et problem, når vi erkender, at vi ikke alle får lige meget ud af vor frie handlen på markedet. Så må vi fordele skattebyrden på en sådan måde, at indtægtshierarkiet bevares. Den, der har mere før skat, skal som minimum også have mere tilbage efter skat. Dette krav tillader, at der bruges en proportional skala – og desuden at der indbygges en vis progression i skalaen. Hvor langt man kan gå, må erfaringen vise. Det afgørende er, at selvom man politisk kan sikre en vis social basis, så kan man ikke fjerne uligheden. Og det er denne ulighed, som giver sig udslag på boligmarkedet, og som betyder, at det – som tidligere anført – er de økonomisk svageste, som kommer til at bære den tungeste del af byrden ved den liberale asylpolitik.

Set på den baggrund bør asylpolitikken være en integreret del af den pakke – eller samfundskontrakt – som allerede udgøres af den indbyrdes sammenhængende fastlæggelse af ejendomsretten og skattepolitikken. Derfor er det lige så forkert at tro, at asylpolitikken skal hæves over demokratiet, som der er at tro, at den økonomiske orden skal hæves over demokratiet.

Alligevel har magthaverne i Vesteuropa og i EU i dag stillet sig i den position: De har hævet asylpolitikken over demokratiet og gjort tildelingen af asyl til et domstolsspørgsmål, som alene afhænger af hensynet til asylansøgeren. Og de har stemplet politiske partier, som vil stramme – eller ”politisere” – asylpolitikken som populistiske, nationalistiske og illiberale. Ligesom de har karakteriseret de østeuropæiske lande – som for eksempel Polen og Ungarn – der politisk ønsker at føre en stram asylpolitik, som illiberale demokratier. Selv mener de så på grund af deres domstolsbestemte asylpolitik at stå for en højere liberalitet.

Men det er moralsk selvbedrag. På den ene side fører magthaverne en skattepolitik, som opretholder det økonomiske hierarki, og som indebærer, at boligmarkedet opdeles, og at de ikke selv bor blandt de økonomisk svage. På den anden side fører magthaverne en asylpolitik, hvis tungeste konsekvenser de overlader til deres medborgere i de økonomisk svagere boligområder at bære. Når disse medborgere så protesterer imod at skulle bære denne byrde – og altså protesterer imod magthavernes asylpolitik – så karakteriseres de med moralsk nedsættende betegnelser.

Men moralsk svarer denne protest fuldstændigt til de velstilledes protest imod at skulle betale mere i skat. Derfor er det moralsk selvbedrag, når de velstillede ser anderledes på den sociale protest imod asylpolitikken end på deres egen protest imod at skulle betale mere i skat.

Dette moralske selvbedrag er ikke uskyldigt. Tværtimod er det ved at ødelægge Europa indefra. Og det er skræmmende, hvor meget den kritiske ”intelligentsia” – derunder folk fra samfundsvidenskaberne – som skulle være først til at gennemskue selvbedraget, selv har været fedtet ind i det.

1-sørlander 2014 008


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

3
Deltag i debatten...

avatar
3 Comment threads
0 Thread replies
1 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
3 Comment authors
OlavRiverTorsten k Recent comment authors
  Subscribe  
newest oldest most voted
Notify of
River
Guest
River

Jeg elsker Kai Sørlanders måde at argumentere på, nærmest uimodsigelig.

Torsten k
Guest
Torsten k

Vi ved det godt alt sammen og evindelige gentagelser fører ingen vegne.

Så hvad foreslår demagogerne som løsning på problemerne..?

(Det skal naturligvis noget, der ikke bringer dem selv i fedtefadet)

Olav
Guest
Olav

Menneskerettighederne blev formuleret i FN’s menneskerettighedserklæring kort efter Anden Verdenskrig. Denne erklæring hævder, at alle mennesker, uanset hvor på kloden de lever, og altså uanset hvilken stat de lever i, har ret til leve i et demokrati, der opfylder de liberale frihedsrettigheder. Men legg også merke til at hele denne mentaliteten i bunn og grunn er totalitær. Ifølge disse prinsippene så ville konsekvensene for de folkegrupper som ble invadert og kolonisert av de “vestlige” landene blitt akkurat de samme som med de begrunnelser man benyttet seg av i den åpenlyst kolonialistiske epoken: Utradering av kulturer og etnisiteter i samme eller… Read more »