For Danmark forlyder der ingenting, men for Sverige er der et sidste håb: Tomas Tobé (M): ”Vi måste hitta en lagstiftning som är rimlig”
Lars Hedegaard. Det er 9. april
og dermed 79 ĂĄr siden, Danmark blev besat at den nazistiske voldsmagt.
Siden har vi fået nye besættere, og som dengang anbefaler de ledende politiske partier tilpasning til de nye realiteter og forfølger enhver, der ikke kan indse storheden i nyordningen. Mange fortvivler og mener, at Danmark er tabt.
Sådan kunne det også se ud, da 88,8 pct. af vælgerne mødte op ved folketingsvalget den 23. marts 1943 – og stort set stemte på de sædvanlige partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale.
Godt et år senere – i juni-juli 1944 – rejste en enig københavnsk befolkning sig til modstand og tvang tyskernes terrorkorps, Schalburgkorpset, væk fra gaderne. Allerede forinden var folk holdt op med at lytte til politikerne, men fulgte alle opfordringer fra Danmarks Frihedsråd.
Der er nemlig en ting, man skal huske: “Den offentlige mening” er ikke udtryk for, hvad folk mener, men for den mening, som de vover eller har mulighed for at udtrykke offentligt. Hvad der gĂĄr for sig mand til mand og kvinde til kvinde er noget ganske andet.
Det vil vore dages samarbejdspolitikere og værnemagere også komme til at opleve en dag.
Jeg hæfter min særlig ved denne sætning: “Det vil vore dages samarbejdspolitikere og værnemagere ogsĂĄ komme til at opleve en dag”
Jo før denne dag kommer, des bedre.
Man ser det ganske tydelig rundt omkr i Danmark. Hadet til politikerne og den dømmende og udøvende magt bliver større og større. Derfor er noget ganske andet, hvad der går for sig mand til mand og kvinde til kvinde.
Godt aegte dansker ikke glemmer hvad socialister gjorde den gang.
Det var dengang som aktuelt også således LANGT DE FLESTE nominelt borgerlige handlede. Ikke mindeværdigt, ej heller til at glemme.