21
Apr
Seneste opdatering: 22/4-14 kl. 0115
23 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Usvigelig SVT vinkling. På SVT er der stadig noget, der hedder ‘islamfobi’. De har endnu ikke tjekket kilderne til ordet. Virkeligheden betyder ikke noget for forrædderne i  SVT, folkeopdragelsen betyder alt.

Lars Hedegaard: Sverige importerar kaos

I Jan Tullbergs bog fremgår det, at indvandringen nu koster svenskerne 250 milliarder om året, cirka 35.000 pr skattebetaler, omtrent det samme økonomen Lars Jansson kom frem til i 2002hvordan det så kan være uændret efter Fredrik Reinfeldts helt ekstraordinære hærgen i otte år.

“Hvordan kan dette ikke være landsforrædderi?,” spørger  Paul Weston om hans engelske modstykke, Tony Blair. De to har mere til fælles, end at de kaldte deres partier “det ny” hhv. Labour og Moderaterna. Tiden har indhentet begge konstruktioner, men kun i Sverige ses en tilbagevenden til socialdemokratismen, der intet modtræk har på den langt fremskredne overgivelse af landet til såkaldte flygtninge..

Der er mange let varierende definitioner på folkemord-genocide, men alle indeholder en passus om, at den der ved hjælp af bosætningspolitik fordriver et oprindeligt folk fra dets land, gør sig skyldig i folkemord. De to herrer er selv efter FN’s definition på kanten af at være simple forbrydere, der hører mere hjemme foran en domstol end i et parlament.

Er der da fordrevne svenskere? Ja, masser af internt fordrevne. Titusinder af svenskere, der ellers ville have boet i Malmø, Sødertälje eller Landskrona er gennem årtierne flyttet ud i landet, nogle har naturligvis forladt Sverige helt.

Det er et kostbart selvmord Sverige er ude i, og det er næppe en oplysning, der vil figurere i den svenske valgkamp, hvis svenske journalister får lov at sætte dagsordenen. Hvis svenskerne vågner op til nogle enkle økonomiske og demografiske fakta, så går det sjove ud af at være riksdagspolitiker på meget kort tid, og det vil svensk journalistik, – den mest reaktionære kraft i landet – naturligvis ikke medvirke til, så det vil ske sent, men det vil ske.

Efter att Sverige kunnat njuta 200 års fred som homogen nationalstat, har svenska politiker fått nog. De har tråkigt och har därför beslutat sig för att byta ut den svenska befolkningen mot mera färgstarka populationer från fjärran land, som varje dag bjuder på nya utmaningar såsom spännande ideologier, krig, fattigdom, analfabetism, kvinnoförtryck och homofobi. Projektet går över all förväntan. En fjärdedel av landets befolkning har nu utländsk bakgrund och invandringen kostar 250 miljarder kronor om året.

Detta meddelar den förre docenten vid Handelshögskolan i Stockholm, Jan Tullberg, i sin nyligen utkomna bok Låsningen – en analys av svensk invandringspolitik. Den kan laddas ner på nätet och är absolut värd att läsa om man vill veta vad som pågår i världens humanitära stormakt. Som Tullberg detaljerat berättar råder det i stort sett fri entré till Sverige för var och en som kan betala en människosmugglare. Och det kan bli en rätt god affär, eftersom detta engångsbelopp kan bytas in mot permanent försörjning för hela familjen eller klanen – på de svenska skattebetalarnas bekostnad.

En av bokens styrkor är de detaljerade statistiska upplysningarna om invandrarnas antal och vad de kostar det svenska samhället. Det framgår att antalet uppehållstillstånd framförallt har exploderat sedan Fredrik Reinfeldts borgerliga allians kom till makten 2006. Här är Tullbergs statistik över utdelade uppehållstillstånd:

20 tusen per år under 1980-talet, 40 tusen per år under 1990-talet, 60 tusen per år under 00-talet, fram till regeringsskiftet 2006, 100 tusen per år efter 2006. Detta betyder att Sveriges invandrarandel har stigit från 18,3 procent 2002 till 24,4 procent 2013. Migrationsmyndigheterna anger visserligen en annan siffra för 2013, nämligen 16 procent, men som Tullberg överbevisande argumenterar för är den siffran alldeles för låg.

”En självreglering kommer knappast att sätta in förrän Sverige genom en omfattande invandring förändrats till så låg ekonomisk nivå och så omfattande sociala problem att en bosättning i Sverige inte längre framstår som lockande.”

När det inträffar kommer hundratusentals invandrare, som hade sett fram emot evig försörjning i Sverige, naturligtvis att söka sig till de grannländer som har fört en marginellt mera restriktiv invandringspolitik, till exempel Danmark, Norge och Finland – där det fortfarande finns skattebetalare som kan betala. Det betyder att Sverige via sin generösa invandringspolitik snabbt kommer att utvecklas till ett hot mot grannländerna. Det är ingen slutsats som Tullberg drar, men den är uppenbar. Lars Hedegaard: RECENSION: Sverige importerar kaos (Dansk: Sverige importerer kaos.)

Tegn på selvstendig tenkning i Sverige

Af Christian Skaug

Dosent Jan Tull­berg ved Han­dels­hög­sko­lan i Stock­holm har skre­vet en bok om inn­vand­rin­gen til Sve­rige hvor han går skarpt i rette med poli­tik­ken som føres i øyeblik­ket – etter for­fat­te­rens opp­fat­ning er den destruktiv.

Pro­ble­met er at det ikke kan snak­kes om. Tull­berg drar en pas­sende sam­men­lig­ning når han sier at det er like vans­ke­lig å dis­ku­tere inn­vand­ring i Sve­rige om sex i Victoria-tidens England.

For­or­det lig­ger ute på net­tet, og anty­der at Tull­berg er et slags svensk svar på Paul Col­lier, og noe av inn­hol­det i boken hans brin­ger tan­kene hen på Brochmann-rapporten. (Dere hus­ker den, ikke sant?) Tull­berg går ikke av veien for mediekritikk:

I media finns dels en gene­rell inställ­ning, dels en rad inci­den­ter som vink­las för att läsa­ren skall få det intryck som jour­na­lis­ten efter­strävar. På nätet finns nu ofta kom­plet­te­rande infor­ma­tion som till viss del eli­mi­ne­rat de kon­ven­tio­nella medias tolk­nings­före­träde. Svenska fol­ket har i hög grad befriats från illu­sio­nen om att media föl­jer den moral de offi­ci­ellt hyl­lar – ”sant, rele­vant och kon­se­kvensne­ut­ralt”. Dagens läsare är i högre grad med­ve­ten om att hon inte bara blir informe­rad, utan även desinformerad.

Selv ser han det ikke som sin jobb å kor­ri­gere bil­det som teg­nes, men å tegne sitt eget rea­lis­tiske sådanne, sett fra sin syns­vin­kel som økonom, og vel vitende om at det ikke kan gjø­res uten å banne i kirken. Det betyr ikke at den kul­tu­relle dimen­sjo­nen er fraværende:

Mitt intresse väck­tes av en inter­na­tio­nell pro­ble­ma­tik vad gäl­ler kul­tu­rella mot­sätt­nin­gar och de pro­blem de med­för för til­li­ten i ett sam­hälle, samt möj­lig­he­ten att utveckla eller bibe­hålla ett sam­hälle med en fun­ge­rande demokrati.

Ei hel­ler den politiske:

Den väs­ter­ländska model­len med demo­kra­tiska natio­nal­sta­ter fram­stod för drygt 20 år sedan som värl­dens ideo­logiska vin­nare. Det svenska folk­hem­met är en vari­ant av denna modell som idag kom­mit att ifrå­gasät­tas. Nu är inte endast hem­met under ombygg­nad, utan det anses fin­nas ett behov av ett nytt folk; för att ta hand om pen­sionä­rerna, för att ta jobb som svens­kar inte vill ha, för att ta hand om alla invand­rare. Svens­kar anses inte län­gre kunna klara uppgif­terna själva. Mest av allt för att det plöts­ligt upp­stått en plikt att ta emot den som vill komma hit.

Læs mere »



 20
Apr
Seneste opdatering: 23/4-14 kl. 1425
38 kommentarer - Tryk for at kommentere!

1-Indspilning i fuld skærm 20-04-2014 152721

Det skal alligevel markeres på dagen, de opmærksomme har set, at “brevhovedet” har ændret sig lidt. Det har hele tiden været et had-kærlighedforhold, men man kan hver dag vælge, hvad man vil fokusere på: Attraktion eller afsmag, lede eller appetit.

Der er selvfølgelig gået inflation i blogs, i 2004 var der ingen, nu er der lige så mange tusinder, som der nu er professorer. De fleste har ingen adgang til primærkilder, og kan hurtigt overses. De er folkelig opinion, vigtig eller mindre vigtig. Det er glimrende, jeg er demokrat, lidt hårdt prøvet ganske vist.

10 år er 3.650 dage næsten uden pjækdage. Man tager laptoppen med ned i Europa, og hopper på et hvilket som helst net og Twitter, og hopper ind i hjernen på Bendt Bendstsen og Cecilia Malmstøm, ligesom man hellere ville koncentrere sig om om Bastogne, Pointe du Hoc, Sainte-Mère-Église eller Verdun fra et hotel-net på det lokale torv, som på Hotel Collin på Place McAuliffe i Bastogne, der kunne have heddet “Place Nuts”, hvor jeg har boet i årtier med et robust belgisk køkken og udsigt til en helrenoveret Sherman-tank, og tænkt på, at jeg nok var europæer af gammel arv, når det kom til stykket. Til  Varusslaget. Til slaget ved Poitiers, til slaget ved Wien, til slaget ved Lepanto? (Snaphanens fotos)

Åh, javel, der bliver aldrig krig i Europa mere, mener den svenske madammegering, der nu har lagt alt perfekt tilrette for en fræsende, altødelæggende  borgerkrig. Javel, svenske politkere. Den danske frihedskæmper Gunnar Dyrberg, der var i gruppe med Flammen og citronen sagde: “Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”. ‘ Hvis Svensson får den tanke, er Fanden løs i 08 området. Pakkede kufferter vil stå i høj kurs.

Betænk det i Riksdagen. Sverige har 2.8 mio våben på private hænder. 20.000 svenske politikfolk er fuldstændigt “out-gunned” og ingen regner med den svenske hær længere. Den svenske rikdag burde være mere nervøs, end den er. Hamas 10.000 krigere kunne erobre Sverige på syv dage, hvis de kunne få et Mærsk-skib til at sejle sig derop. Hvorfor ikke bare få det overstået? Underkastelse med røven i vejret er sådan en skøn ting, og så er den sikkert genus-kompatibel.

Jeg må have ment noget med at blogge for ti år siden, selvom det hele oprindeligt var et  uheld, der var overhovedet ingen tanker bag,  men eftersom en intellektuel ideelt set er en undersøger og en tvivler, blev det ikke overstået én gang for alle i 2004, da jeg havde arkiveret de svenske artikler, der var vigtige på det tidspunkt. De var der, men de fyldte selvsagt ikke ret meget, og det gør de stadig ikke.

Ti år er overskueligt i et liv, men i cyberspace er det vældig lang tid. Hvis jeg ikke var en gammel 67 ér, ville jeg være måske være skræmt, men selv den mest beskedne fra dengang, har fået foræret en ubeskedenhed som startgave. Tiden skulle gå, inden vi blev tilpas ydmyge.

 2004 var samtidigt med Gates of Vienna, som jeg dengang troede var en østrigsk blog, indtil han blev min gode ven, jeg opdagede boede i Virginia i U.S.A og kom til at sove i mit soveværelse, mens jeg tog sofaen i stuen ud mod Frederiksborggade.

Jeg har fabuleret over det på forhånd i marts måned i  Ti år til? Nødigt, men dog gerne, I og Ti år til? Nødigt, men dog gerne, II, så jeg ikke trække pinen ud, selvom der er meget, meget mere at fortælle om ti fortættede år, men jeg ville gerne sammenfatte mange oplevelser, da  jeg skrev det.  De to poster handlede grundlæggende om lysten til at udvide, og umuligheden af at gøre det. Jeg hænger selv på  den, hvis jeg vil leve videre, og eftersom at leve er at skrive og fotografere, bliver det nok sådan.

Det er sjovt at tage fotos og filme, at komme med til interviews, til møder og på restaurant, at møde de personligheder, der kommer til København,  at være først med tyske eller franske bøger, Weekendavisen opdager tre måneder senere. Den daglige nyhedsstrøm vil jeg trække mig fra, undtagen når mavefornemmelsen siger, at her er noget særligt, der fortæller noget udover den pålydende  historie. Nyheder er rent hønsefodder for dimittenter fra journalistuniversiteter.

Det er ganske vist sjovt at lege tabloid og slå dem på deres egen bane, når der sker  noget særligt: At have Stockholmbomberens navn og foto længe før MSM, at have terroristen Breiviks ditto længe inden MSM. Det taler til journalisten i mig, og han findes faktisk, men i det daglige, er det ikke tilfredsstillende.  Det er også ti år siden jeg efter 34 år afhændede min faste ejendom i Sverige, hvad tiden har bekræftet, var forudseende nu jeg har så mange svenske venner, der bare vil væk. Det er også en fornøjelse, at publicere tilsendte tekster, der overrasker mig selv og gør mig klogere.

Man kan tænke over, hvad det nytter, og det gør jeg en sjælden gang, men politisk påvirkning er langt fra min første prioritet. Man får ikke beslutningstagerne i tale, erfaringen er at det er nyttesløst, de kommer til at føre os ind i alle de mareridt, jeg drømmer om natten. Man må gå uden om dem og henvende sig til meningmand.

Det føles nyttigt, når man på én dag får tre historier i MSM, så det er altså både nyttigt og ørkesløst, men man kan ikke basere sin blogtrang på den slags, kun på lysten og samvittigheden og evnen til at se historier, der har perspektiv ud over dagen, og det vil jeg gøre, hvis det virkelig skulle gå hen og vare ti år til.

Jeg har hele tiden taget ordet ‘weblog’ bogstaveligt – netdagbog ligesom kaptajnens log til søs. Den lynhurtige om spontane indskydelse skal have plads, jeg er alt for rastløs til det langsigtede og overlagte. Verden kan ramle sammen, hvis det er et stykke musik eller et fotografi, der trænger sig på, så bliver det det. Et snapshot mens jeg krydser Frederiksborggade. Bang! ind i pc’en, ud på nettet.

Jeg er (næsten) ikke underlagt markedsvilkårerne, såvel som jeg ikke skylder nogen noget andet, end at jeg ikke plaprer om dem, jeg arbejder for. De kan have deres dagsordener, det vedkommer ikke mig, og det er ligegyldigt om jeg er enig eller uenig. Fotografer er dokumentarister, det er forfattere, der har svært ved at holde kæft,  bare se Knausgaard, der har ødelagt sin familie på litteraturens alter. Mindre kan gøre det samme.

Hvis man kun har enkelte, isolerede forfatterambitioner, gør man ingen skade på dem, man omgås. Det kunne være Abu Laban, Enhedslisten eller Lars Hedegaard, det er fotografierne, der tæller og omhyggeligt udvalgte snapshots fra nyhedsstrømmen. At være et førstehåndsvidne var det, det handlede om. At dokumentere. Jeg mener noget, om det jeg bevidnede, men det har sin egen niche, der ikke behøver være vigtig.

Tøger Seidenfaden på Hovedbiblioteket, Abu Laban på Christiansborg Slotsplads. Ayaan Hirsi Ali i København, Ibn Warraq i København. Daniel Pipes i København, Robert Spencer i København Melanie Phillips i København , Robert Redeker i København, Thilo Sarazzin i København, Douglas Murray i København, Faye Weldon i København, Sabatina James i København , Mark Steyn i København, Wafa Sultan i København, Lars Vilks  og frihedskæmperne Peter P. Rohde,  Gunnar Dyrberg og Jørgen Kieler, som er dem jeg kendte –  og alle de andre, som har været nævnt lige nu.

Hvad man sidder og synes i énrum, er noget andet og det rager ofte andre en papand. Opinion kan man fodre svin og vælgere med. Man kan se TV, hvad jeg ikke har gjort i 10 år, men jeg vil hellere tage billederne, end konsumere dem.

Og så skal jeg ikke træde mere i de ti år, jeg må videre til de næste. Jeg er taknemmelig over alle jer, der har gidet at følge med og kommentere. Det giver mig håb, når jeg selv har været på nippet til at miste det. Hvis jeg ikke skulle have appetit på det kommende årti efter denne påske  i ‘grönskan’, hvornår så? Søndag den 20.4.2014:

Læs mere »



 18
Apr
Seneste opdatering: 19/4-14 kl. 0157
24 kommentarer - Tryk for at kommentere!

 (islamisk læresætning)  Af Britta Mogensen, antropolog

Ahmed Akkaris nys udkomne bog ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” har rettelig vakt furore. Akkari har været på TV igen og igen, og der har været anmeldelser i næsten alle aviser.

1-akkari  22.8.2013, I 050

Akkari beskriver, hvordan allerede modersmålsundervisningen bruges til endnu en vej til islamistisk indoktrinering. Han skriver om unge mennesker, som ikke har haft det sorte uheld at blive placeret i en koranisk friskole, hvor navnet er i direkte modstrid med den tvang børnene oplever i skolen, men senere indfanges og radikaliseres. Om uautoriserede imamvielser (polygami og børneægteskaber), også med danske unge piger/kvinder, der bliver imamgift og konverterer, uden at de har den fjerneste anelse om konsekvenserne. Om kvindelige islamister. Om tvangsindhylning af pigebørn og kvinder. Om shariadomstole og mord, der skjules. Om ”balkonpiger” (dvs. unge piger/kvinder, der kastes ud fra altanen), men af politiet vurderes som selvmord. Om imamer, der opfordrer til vold mod Danmark og resten af Vesten. Om de forskellige islamistiske gruppers strategi til afmontering af vores demokrati og frihedsrettigheder. Om knopskydningen inden for hver enkelt islamistisk gruppe, hvor hver ny knop får et nyt navn, så der kan hentes flere penge fra de kommunale kasser. Om den indbyrdes uenighed om, hvem der har monopol på ”sandheden” og meget, meget andet.

Dette indlæg er ikke endnu en anmeldelse i det righoldige udvalg. Mit formål er i stedet at trække nogle punkter frem i afsnittet om Muhammedkrisen. En stor del af befolkningen har vidst henholdsvis haft mistanke om mange af disse punkter i mange år, men først nu bekræftes det i Akkaris bog. Andre dele af befolkningen har valgt – på samme måde som de tre aber, der holder hænderne for øjne, ører og mund – ikke at lytte til svovlprædikanter, der advokerer for indførelse af khalifatet, omstyrtelse af demokratiet og vestlige frihedsrettigheder. I stedet har disse personer ikke alene bagatelliseret de problemer, den sagesløse befolkning er blevet påtvunget, mens de selv er krøbet i skjul for denne verdens ondskab i deres anstændige, hvide enklaver. De har tillige hånet befolkningen og skammet den ud for racisme og fremmedfjendtlighed, mens de gjorde Khomeinis bon mot: Islamofobi til deres eget og i tro socialistisk ånd mentalt sygeliggjorde anderledestænkende.

Af Akkaris bog fremgår, at radikaliseringen af unge er en velorkestreret drejebog over, hvordan imamer og andre fanatikere umærkeligt lokker unge ind i et miljø, der i bedste fald ødelægger deres liv, i værste fald afslutter det. Samtidig hjernevaskes de til at hade Danmark, danskerne samt alle, der ikke vil indordne sig.

Bogen er samtidig en drejebog over, hvordan fanatiske islamister er i stand til at mobilisere onde kræfter i den muslimske verden med det ene formål at destruere en nation. Uanset indbyrdes kævlerier om, hvem der har monopol på ”sandheden” og 1400 års indædt had, lykkedes det dem at forenes i dette ene ønske: Danmarks kollaps.

Fra Akkari som 16-årig teenager blev lokket ind i fanatiske kredse, og indtil han 16 år senere som en af de mest forhadte personer i dette land forlader fanatismen, lykkedes det ham sammen med sin islamistiske arbejdsgruppe at kaste Danmark ud i landets værste krise i 70 år.

Den importerede fjende

Den lille eksklusive hårde kerne i Arbejdsgruppen bestod udover Akkari af ti andre islamister. Fem af disse deltog i den første delegation til Egypten. Den anden delegation på fire tog til Libanon og Syrien: Akkari, Abu Laban, imam for Islamisk Trossamfund, Raed Hlayhel, imam i Grimshøj-moskeen i Århus, der konkurrerer med Taiba moskeen i København om at være mest fanatisk, samt talsmanden for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed.

På et tidspunkt dukkede Asmaa Abdol-Hamid pludselig op i Arbejdsgruppen. Det er ikke sædvane blandt islamister at høre på eller samarbejde med kvinder. Medmindre, selvfølgelig, man mener, at dét at bøje de ubøjelige regler kan have betydning for ens sag. Og det kunne måske Abdol-Hamids idé om at melde JyllandsPosten til politiet for hetz mod en minoritetsgruppe. Arbejdsgruppen var i tvivl. Abdol-Hamid insisterede og var den, der sendte den til politiet. Anmeldelsen blev underskrevet af 13 islamistiske organisationer. Og som Akkari siger det:

”Var det endt med en sejr i retten, ville Arbejdsgruppen være der til at høste æren, mens et nederlag ville kunne afvises som endnu et led i de vantros beskidte kamp mod islam.”

Retssagen blev dog ikke til noget, da anmeldelsen blev afvist af Rigsadvokaten. Også den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, var en nyttig medsammensvoren. Hun havde sin egen dagsorden som forsvarer af ’det fuldendte menneske’, der synes at have et stort behov for, at nogen hele tiden går i brechen for ham. Ingen måtte dog vide, at hun arbejdede sammen med Arbejdsgruppen. Hun lovede at mobilisere andre muslimske ambassadører, og det blev aftalt, at det skulle se ud, som om de ”spontant” rettede henvendelse til Anders Fogh. Det var også hende, der arrangerede Arbejdsgruppens rejse til Egypten.

Både Akkari, Arbejdsgruppen og ambassadørerne vidste, at statsministeren i Danmark slet ikke havde mulighed for at blande sig i pressens forhold. Men det var ikke noget, man videreformidlede til de muslimske lande, hvor den slags er ukendt. Akkari oplyser, at havde Anders Fogh givet blot den mindste indrømmelse, ville krav være fulgt på krav. Han citerer den islamiske læresætning: ”Man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke”.

Læs mere »