Mennesker med den mest rudimentære indsigt i islam og europæisk demografi, f.eks. engelsk, fransk eller svensk – lad os eksemplificere dem ved svenske meningsdannere en bloc – har i årevis påstået, at f.eks. danskerne, Fjordman, Hedegaard, Bruce Bawer, Dansk Folkeparti, Geert Wilders, blogs som denne eller utallige andre, “er besatte af islam.” Denne overfladiske vurdering hviler blandt meget andet forkert på, at islam er en religion ligesom andre religioner, men først og fremmest ignorerer den det faktum, som Douglas Murray slår fast i begyndelsen af sin meget lange artikel, nemlig at:

The future of Islam and the future of the West are now inextricably linked. If disentangling them was ever possible it is almost certainly not now. What happens to Islam will affect what happens to Europe

Ordet ‘besat’ er malplaceret om at være optaget af sit lands og sine børns fremtid. Vi ville gerne have undgået situationen, men det tog er altså kørt. Enhver illusion om at vikle os ud af det skæbnefælleskab med islam som lige så ubekymrede, fatalistiske, afmægtige politikere har viklet os ind i i en generation, er derfor drømmeri og ønsketænkning, nu handler det om damage control. Det bla. i det lys man sikkert skal se “den nye Tommy Robinson.” Jeg har plukket med hård hånd i Murrays Are we losing the war for the soul of Islam?

As the proportion of Muslims rises in Britain and across the West, extremists are increasingly dominant. What is to be done? [..]

I have also travelled across Europe, and must admit that it can be terrifying to see the way in which the unsolved problems which Islam brings with it are dangerously simmering. Every European country is now experiencing this in the same ways. From the streets of Scandinavia to the outskirts of Paris, the northern cities of England to the East End of London, we have a set of societies in our midst about which even the use of the word “integration” must be regarded as some cosmic joke.

It is possible, in the years ahead, that Islam will become something it has not been in 1,400 years. But it is unlikely. If Islam continues its backward direction or even if the current grip of the Islamic conservatives remains, Muslims in the West are going to continue to feel an increasing and deeply painful pull on their identities.

Læs mere »

Migrationsverkets prognoser har altid været for lave. 69.000 asylsøgere til Sverige næste år, er utænkeligt lavt. Der har været nævnt tal på op til 130.000. Migrationsmedarbejderen Migga_X skriver: “Inom de närmsta tre åren kan en halv miljon människor komma att bosätta sig här. Politikerna verkar inte fatta allvaret.”

Inför våren diskuteras “extraordinära åtgärder”. Migrationsverket har haft kontakt med Försvarsmakten för att se om det finns nedlagda logement som kan användas. Man har också fört diskussioner med statliga Specialfastigheter som bland annat har hand om landets fängelser, men det har inte gett så mycket.

Det bli aktuellt med andra tillfälliga lösningar. – Kommer det folk och vi inte har något ställe att lägga dem på kan det bli tal om sovsalar, gymnastiksalar, båtar och sådana där oljeplattformar till exempel, säger Martin Helander. Stor brist på flyktingbostäder

At Sverige har olieplatforme er en nyhed for mig, men der skal måske opføres nogle. En skribent spørger sig, hvad der egentlig foregår i svenske politikeres hoveder: Man kan säga att svenska politikers agerande har passerat gränsen för ren dumhet och det liknar mer en medveten strategi för att förgöra landet och överlämna det till främmande makt.

Det svenske Liberale Ungdomsforbund vil masseevakuere syriske flygtninge fra Syriens nabolande. Det er over to millioner mennesker, LUF vil have til Europa. De kan da sagtens være i tyndtbefolkede Sverige allesammen, LUF sørger bare nogle flere olieplatforme. Jeg bør gense Gøgereden i aften, jeg mener at huske, der var et vist rationale i dårekisten. I morgen har jeg måske et bud på, hvad der foregår.

Svensk imam storsmugler af våben til Syrien

Haytham Rahmeh var imam ved Stockholms moské på Medborgarplatsen, som er Islamiska förbundet i Sveriges, det vil sige Det Muslimske Broderskabs religiøse fascister, som den svenske nomenklatura har en særlig forkærlighed for. Den er naturligvis kendt for hadprædikanter og antimemitisme. Haytham Rahmeh har holdt fredagsbøn i SVT og er stadig folkeregistreret på en adresse i Solna ved Stockholm.

Mannen heter Haytham Rahmeh och kommer från Syrien. Ekot kan i dag avslöja att han är en av de viktigaste personerna för att förse rebellerna med vapen.

Under flera år var Haytham Rahmeh huvudimam i Stockholms moské på Medborgarplatsen. Han har också varit ordförande i en europeisk organisation för imamer. Men sedan ungefär ett och ett halvt år tillbaka ägnar han sig i stället åt den syriska oppositionen och åt vapensmuggling, enligt Ekots källor som finns både i Sverige och utomlands. Svensk före detta imam smugglar vapen till Syrien, Svensk imam pekas ut som vapensmugglare

Se også DKA: Nye tal fra PET: Danmark er storleverandør af krigere til blodbadet i Syrien.

Løgn og hykleri

Svenskerne stemmer med fødderne. I et demokrati er det selvfølgelig ønskeligt at folk stemmer med stemmesedlen inden noget uønsket sker. Når demokratiet svigter eller sættes ud af kraft, som tilfældet er med masseindvandringen), går der råd i samfundet og helt ind i den enkeltes bevidsthed. Nu er det uønskede desværre sket, og Sverige atomiserer på alle områder og det begynder allerede i barndommen. Svensk middel- og overklasse sørger for, at deres børn går i etnisk svenske friskoler, mens rosset kan gå i kommuneskolerne – dvs. underklassen og indvandrerne. På papiret skal friskoler tage imod enhver elev, men i praksis er det langt fra, hvad der foregår.

Reportagen Friskolor väljer bort besvärliga elever minder visse ster om den berømte Valstugareportage fra valget 2002. Hvis ”Sandheden skal gøre jer frie”, som Jesus siger, så der der nogle her der lever i et fængsel. En af SVT’s ansatte skriver på sin blog: ”Skiten måste fram” – om mediebevakning i förorten. I Sverige har den offentlige løgn nået en størrelse, så den lever sit eget liv og apropos løgn, så læs et stykke, som en af kommentatorerne var så venlig at minde mig om forleden: Minnen från landet där den offentliga lögnen fått en svindlande omfattning av professor emeritus Jacob W.F. Sundberg.

Jeg kan være i Sverige i måneder uden problemer og nyde det, hvis jeg holder mig fra andet end P 2 klassisk (som DR’ P2 kunne lære alt af), men jeg har en streng kvote på, hvor længe jeg kan opholde mig i svensk offentlighed af journalistik og opinion uden at pådrage mig depersonalisering, en meget ubehagelig tilstand af angst, stress og uvirkelighed. – Se Uppdrag Granskning.

“Uppdrag Granskning” vill i morgondagens program visa hur en skola selekterar elever utifrån etnicitet. Men, redan innan programmet sänts slår skolan fast: “Vi ska stämma dem för förtal”. Skola hotar att stämma Uppdrag Granskning, “Anna” fick plats, men inte “Alejandro”.

Læs mere »

Af Tim Pallis

Vi befinder os i en tid, hvor uddannelsessystemet er blevet stærkt politiseret. Eksperters rapporter og udtalelser i medierne oser af venstreorienterede og kulturradikale holdninger. Hvor går grænsen mellem videnskabelig forskning og politiske holdninger? Hvorfor er der ikke længere balance i mediernes brug af eksperters politiske holdninger? Man kunne forvente en højere grad af saglighed i den akademiske verden.

Det tydeligste eksempel på dette er vore religionssociologers islamapologi. De undskylder, forsvarer og bortforklarer hele tiden de voldelige træk ved sharia-islam. Folkekirkens netværk af islamkritiske præster, som for det meste er tidehvervspræster, bliver betegnet som fundamentalistiske højrefløjskristne, skønt det er helt forkert. Kirkens højrefløj er nemlig Indre Mission, hvor det ikke er nogen skam at bekende sig til kristen fundamentalisme.

Er der en forklaring på, hvad der er galt med den religionsvidenskabelige forskning? Ja det er der! Det drejer sig om det antropologiske kulturbegrebs dominans i venstreorienterede forskermiljøer. Kim Møller skriver i sit speciale Vejen til Damaskus Dansk islamforskning 1885-2005. Fra København til Damaskus om Jørgen Bæk Simonsens humanistiske skift fra den filologiske metode til det antropologiske kultursyn. Bæk Simonsen gik væk fra de skriftlige kilder om troen og indledte en dialog med de troende. Det mener jeg ikke er en anvendelig videnskabelig analyse af islam eller af nogen anden religion for den sags skyld.

Der gik socialkonstruktivisme i universiteterne, så det ikke længere er muligt at skelne mellem det fagligt korrekte og det politisk korrekte. Der er heller ikke nok kendskab til de magthistoriske og idehistoriske sammenhænge, fordi vi har svært ved at komme forbi den marxistiske historievirus.

Universiteterne overalt i verden har nu i 4 årtier været domineret af kritisk teori, kritisk pædagogik, kritisk psykologi og kritisk sociologi, som er det samme som kulturmarxisme. Og universiteterne har smidt historien på lossepladsen. Historikeren Bernhard Lewis har i et i et interview med Flemming Rose i Jyllandsposten sagt, at vietnamkrigen er middelalderen og koreakrigen antikken. Uvidenheden er enorm.

Det, der præger tiden, er en relativisme på alle planer. Her tænker jeg ikke på Einsteins relativitetsteorier eller på den relativitet, som findes i de økologiske systemer, hvor alle ting gensidigt påvirker hverandre. Jeg tænker heller ikke på den buddhistiske relativitet, hvor ethvert fænomen opfattes som betinget af ethvert andet fænomen. Det, jeg tænker på, er kulturrelativismen, hvor man ikke må opfatte den ene kultur som bedre end den anden.

Man må altså ikke kritisere en anden kultur. Der tales også om religionsrelativismen, hvor den ene religion ikke er rigtigere eller bedre end den anden. Om det er buddhisme, kristendom, Jehovas vidner, scientologi, islam eller asatroen kan vel være lige fedt. De ateistiske religionshistorikere mener forøvrigt, at de er lige skøre alle sammen – i fænomenologien og hermeneutikken er alle katte grå.

Kulturrelativisme og religionsrelativisme er at lade normative vurderinger af menneskelig adfærd relativere kultur og religion. Derfor må man ikke kritisere andre kulturer eller religioner end sin egen. Vi må gerne dyrke selvhadet, oikofobien, for vi har rigtig meget at undskylde, ellers vil den store verden ikke købe vore produkter.

Men ifølge værdirelativismen, må vi ikke gøre os til dommere over andres værdier og normer. Man må gerne kritisere undertrykkende handlinger, men ikke den kulturelle eller religiøse ideologi, som forårsager dem. Denne relativisme udspringer af de kulturradikale og socialistiske principper om, at alle skal sættes lige i samfundet. Det er det svenske princip om alle menneskers ligeværd. Men en gnosis siger, at lighed uden skelnen er dårlig lighed og skelnen uden lighed er dårlig skelnen.

Multikulturalismen og kulturrelativismen udspringer direkte af Frankfurterskolens svar på hvilke værdier, der fortjener at blive sat i højsædet for at bestemme den retning, udviklingen skal tage. Multikulturalisterne gør oprør mod det, de opfatter som kultur imperialisme, etnocentrisme og nationalisme, skønt der blot er tale om kulturkonservativisme og nationale særpræg.

De mener, at alle kulturer bygger på relative værdier, og at alle kulturer og alle værdier er relative. Ingen kultur og slet ikke den vestlige må bedømme andre kulturer. Enhver kultur skal kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke.

Derfor har alle kulturer sammen værdighed og lige rettigheder og bør behandles med samme respekt. Vestens rejsende skal ikke komme med deres bedreviden og bedømme andre ude i verden. Denne tankegang er som snydt ud af næsen på Franfurterskolens elevklasser.

Umiddelbart kan det jo synes pænt, at man ikke kommer med sine fordomme og bedreviden til en anden kultur, men medbringer en fin tolerance og et åbent sind overfor alt, hvad der møder en på vejen ude i verden. Det var tidligere antropologernes dilemma, at de mødte kulturfolkenes liv med deres vestlige værdisystem i bagagen og derfor ikke rigtig kunne tune ind til, hvad der egentlig foregik.

I Niels Bohr udvidede komplimentaritetsteori så han et problem i, at den antropologiske iagttager interfererer med det miljø, som han ønsker at beskrive og derfor beskriver det forkert. Men Bohr havnede ikke i den kulturrelativistiske suppedas.

For her må vi ikke længere vurdere menneskelivet i etisk henseende. Skal vi være tolerante over for intolerancen? Skal vi være tolerante overfor de fejlslagne virkelighedsbeskrivelser, som dyrkes i kommunismen, nazismen og islam? Skal vi være tolerante overfor chauvinisme, totaritalisme og fascisme?

I sin bog Mig og Muhammed spørger Michael Jalving, hvordan en trosretning, der hævder at være fredelig og civiliseret, samtidig kan rumme et så omfangsrigt katalog af undertrykkelse og dødbringende intolerance. Er det et forkert spørgsmål at stille?

Selv om tolerance er et etisk udtryk for kærlighed til næsten, foretrækker jeg en mere sekulær forståelse af tolerance begrebet. Det bør ikke gælde for de overtrædelser af menneskerettighederne, som foregår i denne verden, det bør ikke gælder for intolerance, kvinde- og børne-mishandling og terror og vold mod homoseksuelle og anderledes troende. Den store tyske forfatter Thomas Mann sagde engang: “Tolerance er en forbrydelse, når den gælder for ondskab.”

Multikulturalisme og kulturrelativisme er filtre, som forhindrer en klar virkeligheds beskrivelse. Det er en forvrængning af virkeligheden. Tilhængerne af disse politisk korrekte synspunkter har givet afkald på deres egne kulturelle normer i en kvasi religiøs tro på Frankfurterskolens kulturmarxisme. Derfor vil de være ganske forsvarsløse overfor de krav, som de vil møde fra islam.

Kulturrelativister er lige så svage som kristne, som jo i evangeliet opfordres til at vende den anden kind til. Deres værdirelativisme er en kritikløs omfavnelse af islam og det værste er, at de ikke er klar over det. De kulturradikale, multikulturalisterne og kulturrelativisterne er alle islams nyttige idioter. Den menneskelige psykes evne til fortrængning, virkelighedsfornægtelse og selvbedrag er enorm.

Tidlligere domprovst Poul E. Andersen omtaler de tolerante multikulturalister hippe kulturfordærvere. Han henviser til Ibn Warraq, som har sagt:

“Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd”.

Lige siden de græske sofister i 400-tallet fvt. hævdede, at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, har et hjørne af de ateistiske filosoffer bedyret, at der kun findes meninger. Dette har været vand på antropologernes mølle. Man har ikke lov til at karakterisere polygami, omskæring og drab på homoseksuelle som barbari, bare fordi vi ser tingene udfra vore egne etnocentriske fordomme. Vi bør se tingene ud fra en kulturel helhed, hvor shariaen har en funktion i helheden.

Den kulturrelativistiske tese er, at vi slet ikke kan tale om, hvordan virkeligheden er i sig selv, fordi vi kun kender den i forhold til vor egen bevidsthedsopfattelse. Intet virkelighedsbegreb er mere korrekt end noget andet. Vi kan derfor slet ikke tale om, hvad der er sandt eller virkeligt.

David Favrholdt skriver følgende i artiklen En streg i sandet fra 2006:

“Herhjemme blev kulturrelativismen forfægtet af mange, nok klarest af teologen Johannes Sløk. »Virkeligheden er ikke et eller andet uafhængigt og i sig selv værende og ’objektivt’ uden for mig,« skrev han. »Selve virkeligheden kan aldrig blive andet end min virkelighed.« (i Herre, giv mig mere vantro, 1988). Min virkelighedsopfattelse deler jeg med andre, der har samme sprog og begreber, som jeg selv, men folk i andre kulturer strukturerer med deres sprog virkeligheden helt anderledes end jeg, er hans budskab. Derfor er det ikke engang sikkert, at Jorden er rund. Og derfor er alle andre kulturer i enhver henseende ligestillede med vores. Også i moralsk henseende? Ja, er Sløks svar: »Det giver ingen mening at tale om en absolut moral, lige så lidt som det giver mening at tale om en absolut sand virkelighed.«

Sløk var universitetsprofessor ikke mystiker, og derfor var han en del af det intellektuelle miljø, som skabte Frankfurterskolen. Han var i hvert fald kulturrelativist. Jeg har lov til at undrer mig over, at hans kulturrelativisme gik så langt ud i ekstremerne, at han var åben overfor den mulighed, at jorden er flad, og at der ingen absolut moral findes og ingen absolut sand virkelighed.

Kasper Støvring er herhjemme en af den moderne konservativismes helt store politiske filosoffer. Han har tilmed en forunderlig evne til at tænke og skrive klart og præcist. I artiklen Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde skriver han:

Læs mere »