Svenskerne kommer i mindretal omkring 2042. Fra 2050 kan islam gribe den politiske magt i Sverige, og der er ingen eksempler på i 1400 år, at islam ikke har grebet den politiske magt i erobrede territorier. Så må vi høre dem, om de stadig synes det er OK. Lad os tales ved i 2050, hvis der bare er delvis ytringsfrihed til den tid.
Det er klassisk islam at udrydde tidligere kultur i de lande, de erobrer. Det er set overalt i Mellemøsten og Lilleasien fra Afghanistan til Cypern, og det er nu fuldstændigt åbenlyst i Europa. Især i Sverige og Frankrig. Det er krigsførsel og terror mod oprindelige folk, hvis territorier nu er erobrede – vel at mærke med vores magthaveres fulde accept.
Det er klassisk svenske medier at sige, “vi kender ikke brandårsagen men vi mistænker pyromani.” Det bliver aldrig opklaret, og lad os bare fortrænge det. Hundreder af svenske kirker og skoler og andre bygninger er nedbrændt, og befolkningen ved udmærket, hvad der foregår. Etablissementet forsøger febrilsk at skjule det, for de ved det også, og det er deres skyld. Politikerjobbet kræver primært, at man kan lyde dummere, end man er, hvilket jo falder de fleste politikere ganske let.
Om tyve år vil der ikke eksistere en Lunds Domkirke, og turen kommer naturligvis også til danske kulturmindesmærker. Den vil få en værre skæbne end Notre Dame og katadralen i Nantes.
Vores forrædderiske politikere vil være lige så ivrige for at skjule deres andel i kulturødelæggelsen og evige, uløselige problemer. Egen røv er vigtigst. Men det er deres skyld, og de bør drages til ansvar ved en domstol. For deres egen skyld helst ikke ved en folkedomstol.
Heldigvis for dem, er det såkaldte demokrati for sløvsindet, til at gøre det. Den kommer ikke til at forsøge at redde sit land, inden det er for sent. Som i Sverige. Af ren åndelig formørkelse vil den have sendt sine børn i krig. Til den tid vil den sige: “Jeg er chockeret, tænk at det kunne ske i vores land.” Ja, tænk engang. Brand i hembygdsgården i Perstorp og Ordföranden: ”Hela vår historia är borta”. Stefan Torsell skriver:
Det var noget særligt at træde ud på gaden i morges. Det var ikke bare det, at solen skinnede egentlig for første gang siden jeg var i Vedersø og Kerteminde i slutningen af juni.
Det var, at atmosfæren var så klar, så lyset stod og gjaldede mellem husmurene – det der hedder “byrummet” på P1 og Politiken, fordi “gade” og “plads” ikke ikke vidner nok om deres selvindbildte, kulturelle niveau – som et skarpt ekko, som om man var på det norske eller schweiziske fjeld. Lyset gjorde mig ydmyg, hele scenariet virkede som en teaterbelysning, og film og teater ved godt, hvordan man sætter lys.
Sådan ser byen ud, når luftforureningen er reduceret med to tredjedele. Det stak sådan i øjnene, at jeg måtte fotografere lyset, reflekserne og skyggerne. Intet andet som motiv, for der skete ikke noget. Alle folk er væk, Gud ske lov. Der er kun murene og lyset. Lyset er lige nu, murene har stået der i 3-400 år og set meget mere lys, end jeg kommer til i mit korte liv. © Snaphanen.dk, klik for helskærm. Se også Berlinerluft, 2015
Lars Hedegaard og Svend Andersen, Mosbjerggård. © Snaphanen.dk
Af: Lars Hedegaard
Det er meget muligt at kongressrepresentanten Karen Bass bliver Bidens VP. I så fald har USA udsigterne til at få en kommunistisk de facto president.
Det er svært at tro, at præsident Trump har udsigt til genvalg i november, og det skyldes et sammenfald af omstændigheder. Først og fremmest det demokratiske partis næsten totale kontrol med mainstream-medierne, der kun rapporterer negative historier om præsidenten, samtidig med at de fremstiller de venstreradikales og anarkisternes åbenbart velfinansierede hærgen i adskillige storbyer som fredelige protester.
Paludan hos Ingrid og Maria på flydende svensk. Han taler også om Sveriges fremtidsudsigter, og hans syn på dem flugter med mit. Sverige køres i sænk med accelererende rekordfart. Berlingske har idag artiklen Sverige snubler igen: Krisen kan blive langvarig.
Det er en ret idylliserende rubrik, der er typisk for en avis der er mere liberalistisk end borgerlig. Journalisterne skriver, hvad chefredaktøren tillader, og han tillader hvad ejerne tillader: Sådan cirka det samme, som ejerne tillader i avisen om Trump. Sveriges krise bliver ikke bare dybere end i 1992, den bliver formentlig permanent, som økonomen Hans Jensevik har vist i fire korte videoer. Der er stadig færre ydere, og alt, alt, for mange importerede nydere.
Corona har blot været en accelerator af et allerede igangværende samfundskollaps. Det tager fart som en lavine de næste 2-5 år. Bare siden corona er den svenske stats budget gået 171 milliarder kroner tilbage, og snart alle kommuner er som bekendt i minus. De private husholdninger var allerede rekordforgældede.
Paludan er bedre orienteret om f.eks. islam og Sverige end noget folketingsmedlem, jeg kan komme i tanker om. Det er ikke intelligensreserven, der sidder inde på Danmarks største rockerborg, men de har også sørget for at de bare skal bukke og skrabe for de nye herrer i Bryssel og indkassere nydelige penge for det. Desværre mangler næsten alle nogenlunde de samme kvaliteter, som dem der har sendt dem derind.
Lars Bern om EU:s stödpaket: Sverige skuldsätts för generationer
Han menar att syftet för de internationella finansintressen som står bakom och som också har varit aktiva i skapandet av EU, är att minska nationernas självbestämmande och att verka för ökad belåning. Genom att öka skuldsättningen kan de sen kräva att bolag privatiseras, något som blev väldigt tydligt i Greklandskrisen.
Lars Hedegaard og Kim Møller, Uriasposten på Mosbjerg, juni 2020. © Snaphanen.dk
Af Lars Hedegaard
Det er svært at skaffe sig begreb om store omvæltninger, hvis man selv står midt i dem. Bagefter opdager man, at der er vendt op og ned på den verden, alle betragtede som samfundets selvindlysende fundament. Hvis man bliver gammel nok, vil man en dag vågne op og med forundring se, at det tilvante, det solide, som man kunne holde sig til, byggede på et skrøbeligt grundlag, der pludselig braste sammen. Vi plejer at kalde sådanne begivenheder for revolutioner, og dem er verdenshistorien fuld af.
I foråret 1914 syntes alt at være i bedste gænge, i det mindste i Europa. Globaliseringen var i fuld gang. Den internationale handel blomstrede, der var fri bevægelighed for kapital og mennesker. Levestandarden steg. Fremtiden var lys. Få europæere – bortset fra nogle tyske og østrigske generaler – tænkte på krig, men inden året var omme, var Første Verdenskrig en kendsgerning, og efter at millioner var døde på slagmarkerne, og flere imperier var brudt sammen, spurgte man, hvad det hele skulle gøre godt for. Alle havde tabt, og Europas kultur havde lidt uoprettelig skade, som vi stadig lever med eftervirkningerne af.
Hvem kunne i 1980’erne tro, at det mægtige sovjetiske imperium ville kollapse i løbet af et par år? Bagefter kunne alle gøre sig kloge på årsagerne.
