“Europeans have nothing left to die for. That’s why they now have nothing to live for”

En gnistrende analyse af første verdenskrig, og hvis du synes dignitarerne i Paris forleden lød idiotiske, så hør hvordan de lød ved Vimy Ridge i 2017. Der var ingen nedre grænse.

Steyn mener også, at den store krig skabte europæiske politikere uden skyggen af ryggrad eller selvtillid, som lever i et mentalt, Peter Pansk Neverland. Som “den 12-årige Justin Trudeau,” som han siger, en fuldstændig afkoblet fars dreng, der kan græde på kommando. Han er måske et af nutidens bedste argumenter imod demokrati, og der er en del at tage af.

Videoen er fra 2017, men den kunne være fra i år eller næste år. Den er så klog, ond og vittig, at jeg slugte den i én mundfuld.

Et selvmord i slow motion

Jeg berørte digteren Wildred Owen for fire dage siden, der gjorde det umuligt at skrive heroiske krigsdigte. Douglas Murray viser i en lille artikel i dag, hvilken udsøgt forfatter han også er, når han vender hjem til sit egentlige gebet, litteraturen.

Han er ikke født til politik, men han slipper næppe nogensinde. Selvom historiske begivenheder kan komme pludseligt, så er det et selvmord i slow motion, han skriver om. Det behøver ikke være fuldført, når den 39-årige Murray bliver en gammel mand. Det kan endda mislykkes, så selvmorderen må leve videre som handikappet: Why we now know the pity of war (På 30 britiske strande var der kæmpeportrætter af Wilfred Owen i sandet, som tidevandet skyllede over, som det vil skylle over alt og alle.)

Nu tar jag och mina döttrar på oss slöjan

Johanna Mörk har skrevet en tankevækkende artikel om svenske kvinders overlevelsesstrategier i det Helvede, politikerne har skabt. I et eventuelt nyvalg, som ser ud til at nærme sig, vil stadig kun 18-20 procent stemme på SD. Resten vil stemme på dem, der arbejder på højtryk for at sende dem allesammen ud i borgerkrig. Svenskerne kommer ikke til at redde sig selv via stemmesedlen. Danskere og nordmænd næppe heller.

En sådan kunne udløses af den kommende lavkonjunktur, og de dystre, økonomiske udsigter, som Tino Sanadaji ridser op. Man må mod sin vilje håbe, at det vi ske, for jeg tror ikke at andet kan vække danske og vesteuropæiske politikere og vælgere. Sverige kunne være vækkeuret på målstregen. Hvis ikke, skal den store katastrofe indtræde, inden Europas vælgere vågner op og udskifter Peter Pan’erne med de statsmænd, vi allerede har hårdt brug for idag.

Svenske kvinders overlevelsesstrategier

Læs mere »

Jeg forlod egentlig kønskampen engang i 70′ erne, undtagen i den rent Strindbergske forstand, som ingen mand eller kvinde slipper for gennem  livet. Hvis jeg skal ud i kønskrig, skal det være fordi, jeg bliver den pånødt af private grunde, ikke dikteret af en tidsånd eller en stat. Men her er to sjældne undtagelsesvideoer om køn.

Alexander Pärleros får et langt, langt bedre interview med Peterson, end den temmelig ordinære og agitatoriske Skavlan. Det interview kørte straks i den svenske, totalitære, kønspolitiske grøft. Dette er en ren fornøjelse at høre på. Pärleros gør det, en god interviewer skal gøre, han lader hovedpersonen folde sig ud, så enhver selv kan bedømme ham.

Ingrid Carlqvist: Slopa den kvinnliga rösträtten

Titlen er lidt misvisende selvom jeg udmærket ved, hvordan unge kvinder stemmer, og mener, at alle ville være bedre tjent med, at de lod være. De laver ufattelige, politiske skader – også på sig selv. Foredraget handler hovedsageligt om, hvilken misére den svenske, statsdikterede feminisme har lavet ud af svenske kvinders liv.

Feminismen er en magtkamp mellem staten og familien, og staten vandt

Ved at fratage familierne penge, magt og fritid, blev staten den altdominerende mor vi ser i dag. Konsekvenserne har været psykologisk ødelæggende – ikke mindst for børnene, – og samfundsundergravende. Feminismen er ikke barn af marxismen for ingenting. Den er en magtkamp mellem staten og familien, og staten vandt.

I Sverige er feminismen en Ersatz Religion, i Danmark ikke uden for de snakkende klasser. Men Carlqvist er ikke afhængig af at være elsket af alle, hun er ligeglad.  Det er et glimrende foredrag.

Læs mere »

Af Jens Graae

I hundrede år har Europa været besat og misrøgtet af de store ”ismer.” En ”isme” er i al uskyldighed en endelse til et ord, der ofte bruges til betegnelse af større holdningsprægede overbevisninger. Socialismen, Kommunismen, nationalsocialismen, fascismen, kapitalismen og islamismen er typiske eksempler.

Til de nye magtsystemer i Europa hører humanismen.

Nutidens nye ”ismes” farlige bagside

”Ismerne” indeholder næsten alle en smuk ”forside”, som kan føles rigtig og god. Det er ”bagsiden” af en ”isme”, vi skal være bekymrede for. Altså der, hvor magtsyge politikere for at opnå magt prøver at bilde os ind, at de gør det rigtige i forhold til ”ismen”, men i virkeligheden bringer os i en situation, som koster os store ofre. Det er altid folket, der i sidste ende kommer til at betale for bagsiden af en ”isme”!

Middelmådige politikere i Danmark og i Vesteuropa har gennem en uholdbar og tankeløs fri indvandringspolitik og stort set lige så tankeløs fri uddeling af statsborgerskaber til især ikke-vestlige indvandrere skabt muligheder for muslimerne til med tiden at blive et flertal i Vesteuropa og dermed også i Danmark. Flertallet opnås ved yderligere muslimsk indvandring samt et muslimsk fødselsoverskud i Europa.

På grund af politikernes manglende tæft for deres erhverv, står danskere og vesteuropæere om relativt få år i lort til halsen og har formentlig i sidste ende kun valget mellem et kalifat eller en borgerkrig. Det er et usselt valg som kun skyldes politikernes ynkelige middelmådighed. De har ikke haft viljen til at beskytte deres oprindelige befolkninger. Det burde være deres vigtigste opgave!

Magtgriske danske og europæiske politikere har givet humanismen en bagside, der i fremtidig grusomhed formentlig vil blive værre end såvel bagsiden af kommunismen som bagsiden af nationalsocialismen! Tænk på kalifatet, der opstod i Syrien.

Læs mere »