18
Oct
Seneste opdatering: 19/10-14 kl. 1908
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jyllands Posten har et stort interview. Man er til frokost i Hansens Gamle Familiehave på Frederiksberg. Efter nogle reparationsbajere liver Park op.

Henrik Rönnqvist har besluttet sig for, at han vil emigrere til Danmark. Den samme indstilling havde Dan Park, mens han afsonede sin straf i Ystad. Det var, før han blev gjort opmærksom på, at Danmark måske ikke var helt det slaraffenland, han havde håbet på. Radio24syvs opfordring til en Dan Park-udstilling gik i vasken, hvortil dets programchef Mads Brügger måtte erkende, at selv Danmark ikke kunne rumme gadekunstneren. Og selv da Deadline-vært Martin Krasnik skulle gå kritisk til Mads Brüggers retræte, blev udsendelsen på DR paradoksalt nok akkompagneret af hans værker i censureret form.

»Jeg fik det indtryk, da jeg sad i fængsel, at Danmark bakkede mig op. Men nu ved jeg ikke. Jeg hører, at det er, fordi danskerne er bange for en ny Muhammed-krise. Det kan jeg slet ikke forstå,« siger han.Den frygt eksisterer ikke engang i Sverige, forklarer han: »Svenskere er ikke bange for ISIS og terrorister.De er heller ikke bange for at såre muslimers følelser. De er bange for én ting. At blive kaldt islamofob. Det er det farligste, der kan ske for en svensker,« siger han.

Fredag aften talte Jyllands-Posten igen med Lars Hedegaard og spurgte ham, om mødet med Dan Park levede op til hans forventninger. »Han optrådte præcist, som jeg havde forestillet mig. Aldeles ustyrlig. Med andre ord som en kunstner af den gamle skole – før de alle blev statstjenestemænd.«.

“Jihadister i IS kommer till Sverige som asylsökande”

Zulmay Afzali er fhv. regeringstjenestemand i Afghanistan. De seneste seks uger har der været 12-15 forpurrede terrorhandlinger i vestlige lande fra Canada over Europa til Australien. Europæiske politikere er som småbørn, der går rundt på en motorvej i myldretiden. Der kommer ‘vellykket’ terror. Hvem skal dø på grund af danske og svenske politikere og vil de to folk da blive ved med at tage deres foragt for befolkningflertallet på en fredelig og demokratisk måde? Det skal siges højt: Politikerne prioriterer konventionerne over demokratiet.

Den här dagen [i moskén] var det annorlunda. Jag såg mig omkring medan jag lyssnade på khutba (fredagspredikan). Där var högst 50 personer i bönerummet, de flesta äldre män. Jag vände mig mot min afghanske vän bredvid mig och viskade: ”Det är nästan bara du och jag som är yngre här. Det verkar som om de yngre har slutat gå till moskén, den känns så tom”. Min vän tittade på mig och sa: ”Men vet du inte?” ”Vet vad?” undrade jag. ”De flesta har åkt till Syrien och Irak för jihad. De har anslutit sig till IS.”

Det är snart fyra år sedan jag kom till Sverige för att söka asyl och därmed skydd. Det jag nu fick veta i moskén gjorde mig allvarligt oroad över min egen och svenskarnas säkerhet. Jag lyckades fly från knarkbaroner och brutalt mördande talibaner, men efter vad jag hörde den här fredagen i den endast halvfulla moskén, vet jag inte längre hur säker jag kan känna mig i det här landet.

Jag blev ännu oroligare när jag några dagar senare talade med en man som jag mötte på gymet i Norrköping. Han berättade att jihadister, medlemmar i IS, nu kommer till Sverige som asylsökande. Jag undrade vad de skulle kunna ha att vinna på det. Han svarade: ”När tiden är inne kommer de att resa sig och kalla till jihad också här. Zulmay, du måste förstå att IS inte är ett skämt, de är på riktigt. De sänder så kallade ’sleeping cells’ in i landet och bygger på det sättet upp sin beredskap.”

Det ställs, såvitt jag vet, inte en enda fråga av svensk gränspolis till personer med uppehållstillstånd eller medborgarskap i Sverige när de avreser från, eller ankommer till, svenska flygplatser. Ingen enda av mina asylinvandrade vänner och bekanta har någonsin sagt att de behövt svara på några frågor vid ut- eller inresa. Det gäller, vad jag förstår, inte bara i Sverige utan i hela Europa. Jag blev själv hitsmugglad och kan av egen erfarenhet säga att det är alldeles för lätt för människosmugglare och andra kriminella att kringgå flygplatssäkerheten i Europa.Asylhanteringen måste reformeras mot terrorism



 18
Oct
Seneste opdatering: 18/10-14 kl. 2137
21 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Sam Harris er bachelor i filosofi og doktor i neurovidenskab. I bogen The End of Faith (2004) leverer han en skarp kritik af islam, men garneret i alibikritik af alle religioner. Nu en han ti år klogere og giver han en klar islamkritik uden alibier. Her diskuterer han kritik af det snart berømte Ben Afleck – Bill Maher interview.

Jan Sjunnesson: Fremtidsmanden

Sverige må grueligt meget igennem, før Sverigedemokraterne endelig kan danne regering i 2023. Mød forfatteren til ny svensk fremtidsroman. [..]

»Romanen er, men jeg er selv mindre optimistisk. Jeg håber, at romanen får ret, og jeg uret, men har haft behov for at lege med fremtiden, fordi nutiden forekommer mig så dyster. Vi har alle brug for håb, og jeg placerer mit håb på denne ensomme forskertype, der sidder og studerer demografien og når frem til et skæbnesvangert resultat. Et resultat, som han som en anden whistleblower lækker til offentligheden. Man kan knap nok kalde ham modig, for han aner intet om politik og etablissementets herskerteknik i Sverige. Min helt kaster sig ud i malstrømmen uden at vide, at den kan bringe ham i uføre. Han er for så vidt den ideelle forsker, uafhængig af den offentlige mening, dedikeret til at finde frem til videnskabelige, velunderbyggede visheder. Sandheden koster ham dyrt. På en måde bliver denne, ja alle, fremtidsromaner om Sverige, til spændingsromaner.«

Hvorfor?

»Fordi vi allerede lever i tågernes land og ikke vil vide af det. Det er det sidste, den udbredte og systematiske benægtelse, der skræmmer mig mest. At eliterne har besluttet sig for, at intet skal få dem til at åbne øjnene og droppe den stadig mere desperate politik og utopi om Sverige som en humanistisk supermagt. Ergo må der et spekulativt mord til – det anvender jeg narrativt. Kun det, den sidste eventualitet, vil få flertallet til at forstå, at det er alvor med Sverige, at vi ikke kan fortsætte med at ødelægge det land, vi har fået givet i arv. Jeg synes, det er et spændende plot, synes du ikke?«Fremtidsmanden, AF MIKAEL JALVING

Jan Sjunesson præsenterede bogen i Pressklubben i Stockholm fredag 17. oktober. Han har bloggen; sjunne.com

Læs mere »



 18
Oct
Seneste opdatering: 18/10-14 kl. 1649
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Næsten samtlige partier er trukket i retning af større forbehold over for indvandring, fordi de har erfaret en modbevægelse af dybere og sejere karakter, end mange nok havde forestillet sig. En modbevægelse, der i høj grad må tilskrives bekymring for det nationale.

Netop den – bekymringen – lærte vi op gennem 1980′ erne at foragte dybt. Her begyndte modige mennesker at kritisere den ideologiske tænkning, der så nødig ville erkende vanskeligheder ved kultursammenstød og betydningen af mængden af mennesker udefra. Det havde dengang enorme omkostninger at tale den nationale sag, og vi husker forsøgene på den dæmonisering, der skulle få visse personer til at fremstå som, ja, tankevækkende nok som typer netop i stil med lærer-karikaturen i »1864«. Nationalfølelsen blev mest opfattet som et udslag af patetisk fanatisme, og denne dominerende norm har betydet, at vi så længe har levet med en uhyre fintfølende årvågenhed, idet selv små ytringer kunne bringe et menneske til fald. Jeg husker, hvordan jeg for nogle år siden til et middagsselskab afslørede, at jeg fandt det fornuftigt at indføre mere kontrol ved grænsen. Der fulgte en dyb stilhed, hvor ingen vidste, hvad de dog skulle stille op med dette triste udslag af fremmedangst og lukkethed. I dag vil selv Enhedslisten tilslutte sig standpunktet. Bornedals lærer har en pointe.Af Sørine Gotfredsen, sognepræst

Det var da jeg læste sætningen “bekymringen ved det nationale – lærte vi op gennem 1980erne at foragte dybt,” at jeg blev mindet om, hvilket skel der går mellem os, der gik i skole i 50 og 60 erne, og de der gik i skole senere. Der går et eller flere skel omkring 1970. Egentlig har jeg aldrig tænkt særlig over det,  For mig er det nationale helt ukontroversielt og naturligt. Det har aldrig været betvivlet, og det har aldrig været “nationalisme” eller”chauvinisme,” det bliver det heller aldrig. Det er en vuggegave som hårfarven og min kejthåndethed, som den “sorte skole” endda behandlede meget frisindet. Jeg fik lov at skrive med venstre hånd men penneskaft og blæk. For Sørine Gotfredsens generation har det ikke været så lige til. Nogle af hendes generation og yngre, der strør om sig med racismeanklager – og tørre tæsk, kan jeg gjort opgive nogensinde at komme på bølgelængde med. Vi er nok for forskellige fra starten, og hvem siger, vi skal forstå hinanden?

Da kom jeg i tanker om en ti år gammel video, jeg optog på mig gamle skole, den Krebs’ske Skole. Her kom min farfar i første klasse i 1885, min far i 1922 og jeg i 1958. Her under viste jeg selv fra 1972. Jeg har fjernet mine egne kommentarer og lagt lidt musik ind under, så I ikke skal høre på mine regibemærkninger. Ned fra væggene taler hele historien fra sagnkongerne og frem til genforeningen i 1920 til os, også alle de tidligere elever, hænger der. Alt ser ud som i min og min fars barndom, selv mange af skolebænkene er de samme som dengang. Det er et levende  museum og det er min baggrund.

Hvordan skulle jeg komme på talefod med en norsk antifascist, der skriver “den danske hjemmeside Snaphanen, hvor kommentarsporene ligeledes er notorisk racistiske og hadefulde?” Det er ikke umagen værd, han må vokse op, jeg vokser ikke ned. Han må vænne sig til, at der er noget han ikke forstår.

I Sverige er det nationale så udskammet, at selv tempererede svenskere kalder sig ‘nationalister’. Først afskaffede de sig selv sprogligt, nu sker det demografisk. Hvad der bliver tilbage, er ikke godt at vide. De er jo meget fremtidsoptimistiske, også når det ikke finder støtte i hårde fakta.

Dansk Folkeparti som demokratisk eksportvare

Jeg har hele tiden vidst, at Danmark i demokratisk henseende var foran.. Hvor svært skal det være? I Danmark er det kun ‘de progressive’, der er bagud, og de er heldigvis de færreste.

I Sverige voksede det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna til 13 procent for få uger siden. I Frankrig hedder de Front National, i Holland og Østrig Frihedspartiet. I Tyskland består regeringen af en koalition mellem konservative og socialdemokrater, fordi ingen vil have noget med venstrepopulisterne i Die Linke at gøre.

Læs mere »