nu om stunder er det opsigtsvækkende når en skole brænder ved en teknisk fejl (Förskola brann i Oxie.) Normen er blevet den lavintensive, men dyre pyroman- terror: Ny brand i Södertorps förskola. Grotesk er bare mellemnavnet.
Ikke se, ikke høre
til 2005 ? Sass Larsen:
Udlændingepolitikken, som i de to seneste valg har været en alvorlig akilleshæl for Socialdemokratiet, er ifølge den politiske ordfører et klart eksempel på tidligere tiders ledelsesmæssig strudsepolitik.
»Før foregik der ikke en dialog omkring et ledelsesbord. Det brugte man alle mulige andre steder til. Man talte ikke særlig meget politik med hinanden. Da jeg sad i folketingsgruppen fra 2000 til 2005, var der meget få gange, man diskuterede udlændingepolitik i den socialdemokratiske gruppe. Det skete faktisk ikke, men det blev hele tiden diskuteret i pressen. Det er symptomatisk for, at der er noget galt«.
»Uden at ville hakke på så mange har jeg haft indtryk af, at man har haft ledelser, hvor det er lykkedes at undgå at diskutere de brændende emner og komme til enighed. JP: Sådan delte vi magten
Jag skymtar ljus i tunneln.
Vad finns där ute i ljuset,på andra sidan?Jo, Danmark, där andas man mycket friare, luften har mer syre, det mesta är bättre. Danska kronan betalas med 1.40 svenska, vi har en skvalpvaluta. Ölet är godare,maten bättre, tidningarna alltid läsvärda och mer på bettet; och, kvinnorna vackrare. KL
Wahhabism tightening grip over Kosovo
Ahtisaari’s plan for independence may help terrorism flourish
Carsten Ringsmose: Uansvarlig og naiv leder
Jeg havde nær fået “krydderen galt i halsen” da Stiftens leder (26/9) med overskriften “Børn lades i stikken” forklarede, at når mange børn henslæber en lidet misundelsesværdig tilværelse i landets asylcentre, skyldes det Dansk Folkepartis indflydelse på regeringen.
Lederen er et trist eksempel på uansvarlig følelsesporno, fordi den omkostningsfrit udstiller sin medfølelse med de stakkels børn. Men det er hverken et politisk parti eller regeringen, som fastholder børnene i lejrene, men børnenes egne forældre.
Forældrene har søgt om asyl i Danmark, og har fået deres sag behandlet af kvalificerede og kompetente organer under iagttagelse af omfattende retssikkerhedsgarantier, og med en række appelmuligheder. Slutresultat: de havde ikke ret til asyl. Men de har nægtet at rejse hjem, så de og deres børn fortsætter opholdet i et asylcenter.
Stiftens leder forsømte at fortælle os: Skal alle og enhver, til enhver tid, uden at være berettiget til det, kunne få asyl i Danmark? Eller skal tildelingen af asyl afgøres på sagligt grundlag af et kompetent og kvalificeret domstolslignende organ? Hvad vil Stiften indføre i stedet for retssamfundet, som lederen åbenbart er utilfreds med. Lederen støtter det mærkelige synspunkt, at asylansøgerne selv skal bestemme, om de kan få asyl – uafhængigt af enhver saglig begrundelse.
Stiften skriver om børnenes ophold i asylcentrene: “Der er tale om brud på FN’s børnekonvention”, men forbigår i tavshed, at det netop er børnenes forældre, der alene bestemmer opholdets varighed. Kunne Stiften ikke oplyse, om man vil støtte et forslag om at tvangsfjerne børnene fra disse forældre, der misrøgter dem – sådan som man normalt gør i Danmark?
I kritikken af den aktuelle asylpolitik, som overholder retssamfundets regler, således som lovgivningen er vedtaget af et betydeligt, politisk flertal, skriver Stiften: “Præster har som bekendt også protesteret”. Hvad skulle give netop præster en særstilling? En større naivitet? En tradition for billig moraliseren?
Det helt utrolige er, at lederskribenten foregiver at tro, at situationen skyldes DF. Hvis han kendte en smule til verdenssituationen, så ville han vide, at der findes adskillige milliarder mennesker, som er uden aktuel mulighed for at forbedre deres livssituation i det omfang, der ville blive resultatet, hvis de – berettiget eller uberettiget – kunne opnå asyl i Danmark.
Mener Stiften, at man frit skal lade dem alle bosætte sig i Danmark? Ville det ikke hurtigt ødelægge det danske samfund, som ellers kan tjene som eksempel? Eller gælder Stiftens uansvarlige synspunkt kun de, der har børn, og samtidig har den asociale holdning, at de ikke vil efterkomme et retssamfunds gyldige afgørelser?
Eller er Stiftens leder blot udtryk for deltagelse i den lumre og uansvarlige følelsespornografi, som mange naive mennesker hengiver sig til, når de ublufærdigt udstiller deres altfavnende ”godhed” – men ikke kommer med noget ansvarligt alternativ til den politik, et flertal i det demokratiske retssamfund har fundet det nødvendigt at føre?
