En selv for dansk presse usædvanlig åben og barsk artikel fra Nyhedsavisen:
Knivoverfald, gaderøverier og tilfældig vold er blevet hverdag i de danske byer. Og alt for ofte er forbryderne børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Meget tyder på, at problemet vokser måned for måned. [..]
I København har to ud af tre, 62 procent, af de unge under 18 år, der hidtil i 2007 er blevet fremstillet i dommervagten for røveri eller vold, anden etnisk baggrund end dansk.· I Gjellerup Parken i Århus har 16 procent, flere end hver sjette, af drengene mellem 10 og 17 år været sigtet for overtrædelse af straffeloven for røveri, vold, hærværk eller tyveri. Antallet af sigtelser mod områdets unge er fordoblet fra 2005 til 2006. 85 procent af områdets beboere er nydanskere fra primært lande i Nordafrika og Mellemøsten.
· I Fyns Amt har borgerne siden årsskiftet foreløbigt oplevet 200 gaderøverier. I hele 2006 var tallet kun 169. Ifølge politiet i Odense er en stor del udført af indvandrerbander fra Vollsmose-området.
· Halvdelen af de unge, der idømmes den såkaldte ungdomssanktion – et behandlingsforløb for unge kriminelle, er af anden etnisk oprindelse end dansk.
· På landsplan er antallet af gaderøverier steget med 10 procent på et år og er nu på sit højeste niveau i fem år. Politiet i Århus, Odense og København formoder, at indvandrerbander står bag en forholdsmæssig stor del af dem.
læs resten – Hærger indkøbscentre og Tabt for samfundet
»Migrationstrycket mot Sverige kommer att öka«
To hjertensgode kvinder på SR resolverer, at det nok skyldes at “Sverige overholder sine forpligtelser”:
Vi ser, att mellan januari och september i år har det kommit 13 989 irakiska asylsökande till Sverige, alltså nästan 14 000, och det är faktiskt fler än till alla andra EU-länder tillsammans
Varje månad kommer det runt 1 500 flyktingar från Irak till Sverige och söker asyl. Det är alltså fler än alla andra EU-länder tillsammans, som FN:s flyktingkommissariat, UNHCR, berättar.
Syrienstopp väntas påverka Sverige
Totalt så kom det 14 000 till Sverige mellan januari och september och 13 500 till resten av EU. Motsvarande siffra för Kanada och USA är 654 personer.Men nu visar ett internt UD-dokument att strömmen till Sverige kommer att bli ännu stridare.
– “Sverige, jag vill dit. Jag har hört om Sverige. Jag vet, att det blir svårt för mig, eftersom språket är annorlunda. Jag vill till Storbritannien, men jag kan inte få mina rättigheter där.”
Människosmuggling en miljardbransch
Jakten på asyl i Sverige har banat väg för en kriminalitet som omsätter miljarder kronor. Varje dag tar runt 70 irakier sig förbi de svenska gränserna och de allra flesta kommer hit med hjälp av smugglare. Det berättar P1-Programmet Kaliber idag. SR
Fjendtlige erobrere
Af Kasper Støvring
Den skandaliserede tyske forfatter Botho Strauss er igen aktiv. Han udgiver i disse dage novellen Die Unbeholfene og har tillige givet længere interviews i bl.a. det tyske Vanity Fair. Strauss er forfatteren bag det fremragende essay ”Tiltagende bukkesang”, der er bragt i en udmærket oversættelse i Nomos nr. 1, årgang 1.
Essayet burde være pligtlæsning for alle kulturkonservative. Det er skrevet i 1993, men så aktuelt som aldrig før, fordi vi i dag står direkte konfronteret med det, Strauss kalder ”fjendtlige erobrere”. I dag kan de identificeres med terrornetværk samt kulturelle grupperinger med antinationale loyaliteter. Udfordringen fra de fjendtlige erobrere ville ikke være så vanskelig at håndtere, hvis ikke der var en så udbredt eftergivenhed og kulturelt selvhad blandt så mange toneangivende vesterlændinge. Herom har Strauss artige ting at sige i ”Tiltagende bukkesang”.
Strauss’ indflydelsesrige essay er delvist udformet som en kritik af den tyske venstreliberale intelligentsia i efterkrigstiden. Uden at nævne navne er kritikken adresseret mod offentlige intellektuelle som bl.a. Günter Grass. Disse intellektuelle formår ikke at fremsætte et positivt alternativ til det nationale tilhørsforhold. I stedet nøjes de med at hylde en åbenhed over for alt det fremmede og praktisere en gold kritik, ikke mindst af den samlede højrefløj, der reduceres til en reaktion imod indvandring – en reaktion, der til tider slår ud som voldelig radikalisme. Men den liberale tolerance og afvisning af det nationale fællesskab skyldes i virkeligheden et kulturelt selvhad, som Strauss skriver:
”Engang imellem burde man undersøge, hvor meget af tolerancen, der er ægte og selvstændig, og hvor meget, der skyldes det forkrampede tyske selvhad, der byder de fremmede velkommen, så forholdene her, i det forhadte fædreland, endelig afslører sig i deres berømte (”fascistoide”) klarhed, som det engang hed (og i det skjulte vel stadig hedder) i den venstreorienterede terrors forbryderretorik.”
På grund af det skyldbetyngede opgør med fortidens ekstreme nationalisme er Tyskland blevet prototypen på et moderne liberalt samfund, som åndelig set er dårligt forberedt på trængselstider, når de indre og ydre trusler mod sikkerheden og stabiliteten stiger. Det gælder selvsagt også for andre vestlige lande.
Hvis den nationale kernekultur – på tysk: Leitkultur – ikke anerkendes som bedre end andre kulturer, vil borgerne være ude af stand til at forsvare sig. Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ”blodofre” for deres morallove.
Det er sådanne elementære tanker, der ligger bag Strauss’ berømte, men også berygtede essay. Det liberaldemokratiske samfund har tilsyneladende ingen transformationsevne, skriver Strauss, for det er uden nævneværdige konkurrenter, der kunne presse det til at ”samle sine kræfter på ny”. Strauss peger på, at de samfund, der ikke hylder økonomismen som eneste drivkraft, vil vise større styrke – en opfattelse, der også lå implicit i en artikel om Vestens eftergivenhed i mødet med islam, som Strauss publicerede under Muhammedkrisen (se Der Spiegel 7/2006).
Strauss skrev ”Tiltagende bukkesang” kort efter den kolde krigs ophør, hvor Vestens fjende i form af kommunismen var forsvundet. Her var diagnosen klar: Hvis borgerne i de vestlige samfund overhovedet endnu kæmper, kæmper de kun for at bevare de private velfærdsgoder; de udfordres netop ikke til kamp af ”fjendtlige erobrere”. Op gennem 1990’erne trådte så en ny fjendtlig aktør ind på scenen i form af islamismen. Men altså uden at borgerne lod sig udfordre. De var for længst bedøvede af massemedierne, ”den telekratiske offentligheds regime”, samtidig med, at det folkelige behov for national selvbevidsthed blev stigmatiseret af den liberale intelligentsia. Jo, Strauss’ essay er stadig aktuelt.
NOMOS blog “Anschwellender Bocksgesang” , Essay von Botho Strauss
