Tyskerne vil ikke vide noget om de fleste ting – i det mindste ikke sandheden, påstår Bild-chefredaktør Kai Diekmann. Nu fortæller han selv nogle sandheder og gør op med sin yndlingsaversion, den bedrevidende korrektheds 68’ere.”Efter det universelle had i naziideologien, har den universelle forståelse for alt og alle allerede hersket i årevis. Denne attitude som “Gutmenschen” sørger for katastrofale følgevirkninger på mange områder – både inden for straf-, asyl- og skoleret. Også her er godt ment netop ofte det modsatte af det gode,” skriver han i bogen.En omgang selvbedrag
»Man ville ikke se virkeligheden, fordi den stred imod egne ønsker og ideologiske forbehold.«Diekmann kalder det venstrefløjens »forbløffende selvforståelse og selvbedrag.« Han opregner eksempler:
DDR’s påståede økonomiske styrke.
En påstået almen menneskelighed i DDR.
Indvandringens multikulturelle velsignelse for Vesten.
En akut fare for en atomkrig i Tyskland og uansvarlighed ved Vestens oprustning til udligning af sovjetisk overvægt.
Den brune fare, som skulle være langt fremme i “BRD” (venstrefløjens betegnelse for forbundsrepublikken med det mål at ligestille den med DDR).
Bild-chef gør op med 68’erne Die Welt: Kai Diekmanns Abrechnung mit den 68ern og 180 Grader
Om at smide barnet ud med badevandet
som f.eks. også de svenske Humanister, der ræsonnerer at når islam kompromitterer religion, er al religion af det onde. Christopher Hitchens, Sam Harris, Richard Dawkins. Dalrymple om de militante ateister:
In attacking all religion so indiscriminately, the atheist authors are, I am sure inadvertently and unintentionally, strengthening the hand of the Islamists. In arguing, for example, that for parents to bring up a child in any religious tradition, even the mildest of Anglicanism, is to abuse a child, with the natural corollary that the law should forbid it (for how can the law permit child abuse?), some of the authors are giving ammunition to the Islamists, who will be able with justice to say to their fellow-religionists, See, it is all or nothing. If you give the secularists an inch, they will take a mile. No compromise with secularism is possible, therefore; cleave unto us.
Islamism is a worthy target, of course, but by now one that has been pretty well aimed at (though I recommend very strongly the forthcoming book from Encounter Books, Brother Tariq: The Doublespeak of Tariq Ramadan, by Caroline Fourest). To suggest, however, that all forms of religion are equal, that they are all murderous and dangerous, is not to serve the cause of freedom and tolerance. It is to play into the hands of the very people we should most detest; it is to hand them the rhetorical tools with which they can tell the gullible that our freedoms are not genuine and that our tolerance is a masquerade. It is to do what I should previously have thought was impossible, namely in this respect to put them in the right.
A Strange Alliance by Theodore Dalrymple . Forresten flytter Tariq Ramadan til Holland, hvor han næppe får nogle vanskeligheder.
Den tilvandrede mafia
volds- og offerrollen fikser Helle, Villy og Margrethe som de hovedansvarlige lige når de har “slået Fogh”. Hvad kan ikke klares med lidt kærlighed ,pædagogik og globaliseringslyrik? Som man kan se i Sverige, kan det blive langt værre end det er.
Bander i kamp om narkomarkedet
De har navne som Black Cobra, Borhandrengene og Den Internationale Klub. De består af utilpassede unge med anden etnisk baggrund end dansk, de forsøger at kontrollere det danske narkomarked, og de efterlader i stigende omfang frygt, vold og død i kølvandet på deres toptunede biler.
»Vi er ægte løver og krigere. Veteraner i gangsterverdenen. Med løverne i Den Internationale Klub og de arabiske og tyrkiske brødre i Black Cobra har danskerne fået en underverden, som I slet ikke kan hamle op med. Vi er blevet hærdede og hårde af al den foragt,I har vist os, lige fra vi var små.«
Bander i kamp om narkomarkedet
När mördas första svenska åklagaren?
Vittnen varnas, nämndemän hotas, åklagare trakasseras och poliser kartläggs av den organiserade brottsligheten i Sverige.
Bomben i Trollhättan var nästa steg.
Är det bara en tidsfråga innan den första åklagaren mördas?
se også Högre kriminalitet i Sverige än i New York och Sverige har givit upp brottsbekämpningen.
Politisk Folkeparti
Mikael Jalving er ikke næsten lutter roser, men ligefrem stemme på dem ? Det overlader ordentlige mennesker til plebejerne. Hvad ville kolleger og naboer ikke sige? Jeg har stemt DF tre gange, og jeg er heller ikke socialdemokrat.
Det overraskede som bekendt mange medier og iagttagere, at Dansk Folkeparti kom styrket ud af folketingsvalget og således var med til at sikre VOK-flertallet. Men partiets konsolidering med en vælgerskare på op imod en halv million danskere er slet ikke noget mysterium. Dansk Folkeparti er nemlig det eneste politiske parti i Danmark pt., og det bliver naturligvis belønnet.
Med politisk hentyder jeg til den klassiske definition af politik som skellet mellem ven og fjende – og i sidste ende til spørgsmålet om liv eller død. Uanset om man stemmer på Dansk Folkeparti eller ej – jeg gør ikke – er man næsten aldrig i tvivl om, hvad de mener om tidens store politiske spørgsmål og den politiske orden.
Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener.
Alle de andre partier, der på hver deres måde vendte ryggen til DF før valget, har de seneste år undergået en afpolitisering. En afpolitisering, hvis konsekvens er, at deres politik afløses af mere uigennemskuelige hensyn til strategi og taktik, spin og timing – eller med et mere positivt udtryk: lederskab. Her handler det om at samarbejde henover midten og om at kopiere hinandens mærkesager, uden at vælgerne opdager det. Eller om at lukke penible sager, før de politiske forskelle går op for folk.
Derfor snakker de apolitiske partier og den etablerede politiske klasse om næstekærlighed og tolerance som om, de er præster, mens de undlader at forholde sig til dydernes begrænsning. De lirer en lektie af, uden at have kroppen og eksistensen med.
De apolitiske partier har måske en skolepolitik, en trafikpolitik, en miljøpolitik eller en økonomisk politik, men problemet er, at den ligner alle de andre partiers til forveksling, og at vælgerne ikke kan se, hvilken retning de samlet vil, hvis de selv kunne bestemme. Ikke nok med, at vælgerne ikke kan skelne dem fra konkurrenterne; vælgerne véd faktisk heller ikke, hvilket Danmark de ønsker.
Anderledes med Dansk Folkeparti. Det er et traditionelt socialdemokratisk parti à la Socialdemokratiet anno 1950, og det kender vi. De siger, hvad de gør og gør, hvad de siger. Ingen overraskelser der. Og sådan kan mange vælgere begribeligvis lide det.
Hvis de mange apolitiske partier vil øve politisk indflydelse på fremtidens Danmark, må de blive politiske igen og lade Dansk Folkeparti være Dansk Folkeparti i stedet for konstant at dæmonisere det. De må smide pænheden overbord og tage de reelle konflikter og den indbyggede uenighed, der altid er i politik.
Det har vælgerne faktisk fortjent
