3
dec
Seneste opdatering: 22/5-10 kl. 0745
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Prognose: Indvandrer-kriminalitet vi stige voldsomt

Ikke prĂŠcis nogen overraskelse. Jeg er  sikker  pĂ„ at velfĂŠrdens  garanter, Jelved , Nyrup og co. med fornĂžjelse pĂ„tager sig million- regningen samt svie og smerte. Den kan sikkert eftersendes  til CĂŽte d’Azur, eller  hvor de  nu skulle  befinde sig:

Danskerne bliver markant Êldre i de nÊste 20 Är og vil dermed automatisk blive mindre tilbÞjelige til at begÄ kriminalitet. Men lige prÊcis gruppen af efterkommere af indvandrere i alderen 16-24 Är bliver mere end tredoblet. Og det er gruppen af unge med rÞdder i MellemÞsten, Østeuropa og Asien, som har en markant hÞjere kriminalitetshyppighed end gennemsnittet.

Alene denne gruppe tegner sig for en stigning i ungdomskriminaliteten pÄ mellem 15 og 20 procent over de nÊste tyve Är, viser tallene fra Danmarks Statistik og Rigspolitiet. Kriminaliteten blandt etnisk danske unge vil derimod falde.

Dyre for samfundet

De unge efterkommere begÄr langt hyppigere vold og rÞverier, hvilket ikke bare er alvorlige forbrydelser, men de er ogsÄ meget dyre for samfundet i afledte omkostninger. Da disse unge har en kraftig Þget tilbÞjelighed til ikke at ville tilstÄ de forhold, som de bliver anholdt for, nÞdvendiggÞr det, at deres sager ofte mÄ kÞre ved domstolene som domsmandssager. Det betyder indkaldelse af domsmÊnd, vidner og politifolk, som skal i vidneskranken, hvilket gÞr dem meget dyrere end tilstÄelsessagerne.

Berlingske og Visionsudvalgets rapport, pdf

»Hirsi Ali, atheism and Islam«

De  fleste  artikler om Hirsi Ali, er jÊvnt  kedsommelige  opremsninger. Helt, helt anderledes med  SpenglerŽs :

The empty and arbitrary world of atheism is far closer to the Muslim universe than the Biblical world, in which God orders the world out of love for humankind, so that we may in freedom return the love that our creator bears for us. Atheism is an alternative to Islam closer to Muslim habits of mind than the love-centered world of Judaism and Christianity.

Asia Times: The Complete Spengler

Kai SÞrlander : Hvem er dumpet  ?

Det er bekymrende, at flertallet i Enhedslisten i sagen om Asmaa Abdol-Hamid har ladet sig forfĂžre af en falsk og selvmodsigende fordomsfrihed, som synes at have blokeret for den mest elementĂŠre tankevirksomhed. Og hvad skal man mene om en TĂžger Seidenfaden, som overhovedet ikke kan se noget dilemma?
FÞr det netop overstÄede valg blev udskrevet, havde Enhedslisten planlagt at afholde et sÊrligt landsmÞde med det formÄl at finde ud af, om Asmaa Abdol-Hamid kunne vÊre partiets kandidat. PÄ grund af valget blev det imidlertid ikke til noget med landsmÞdet, og Abdol-Hamid fortsatte som kandidat. Og som bekendt endte valget med, at Enhedslisten mistede to mandater, og at Abdol-Hamid ikke blev valgt.

Dermed er de problemer, der foranledigede det ekstraordinÊre landsmÞde, dog ikke blevet lÞst. De ligger stadig og simrer under overfladen; og det er fortsat uklart, hvorledes man skal forstÄ Abdol-Hamids forhold til Enhedslisten. Hvorledes forholder de religiÞse forpligtelser, som hun giver udtryk for i pÄklÊdning og adfÊrd, sig til Enhedslistens politiske ideologi?

I en leder i Politiken den 7. oktober gav TÞger Seiden-faden et svar pÄ det spÞrgsmÄl. Han mente, at vi som samfund dumpede til den store toleranceprÞve, allerede da Enhedslisten fÞlte sig presset til at afholde et nyt landsmÞde for at afprÞve Abdol-Hamids kandidatur. Deri sÄ han kun en intolerant og snÊversynet holdning til det, at hun af religiÞse grunde har valgt at gÄ med tÞrklÊde og ikke at give hÄnd til mÊnd.

Seidenfaden indrĂžmmer, at disse religiĂžse skikke kan vĂŠre udtryk for kvinde-undertrykkelse. Men han hĂŠvder, at Abdol-Hamids kritikere lukker Ăžjnene for virkeligheden, nĂ„r de altid ser dem som undertrykkende. De skal nĂždvendigvis ses i en stĂžrre social sammenhĂŠng. Og i den danske sammenhĂŠng ser Seidenfaden det som helt afgĂžrende, at Abdol-Hamid “selv har valgt tĂžrklĂŠdet og ikke vil pĂ„tvinge andre det. Her er det hende og ikke hendes kritikere, der stĂ„r pĂ„ den individuelle friheds og selvbestemmelsesrets grund”.

SÄ kernen i TÞger Seidenfadens argumentation er uhyre enkel. Abdol-Hamid har selv frit valgt at gÄ med tÞrklÊde og ikke at give hÄnd til mÊnd. Derfor stÄr hun for den individuelle frihed, og hendes kritikere stÄr for intolerance og knÊgtelse af den individuelle frihed.

Seidenfaden standser
Har Seidenfaden ret i, at problemet er sÄ enkelt? Graver vi lidt ned, kan vi se, at det er mere kompliceret end som sÄ. Seidenfaden har ret i, at nÄr vi alene bedÞmmer sagen ud fra vort demokratiske vÊrdisystem, sÄ har Abdol-Hamid frit valgt at gÄ med tÞrklÊde. Der er intet i dette vÊrdisystem, der tvinger hende til dette valg. Men det er en fejl af Seidenfaden, at han standser her. Han mangler den anden side af sagen. Hendes valg er jo ikke helt vilkÄrligt. Det er religiÞst begrundet. Det er hendes tro pÄ islam, der krÊver, at hun skal gÄ med tÞrklÊde og ikke mÄ give hÄnd til mÊnd. SÄ vi mangler et afgÞrende aspekt i analysen, sÄ lÊnge vi ikke har klarhed over, hvad denne holdning til religionen i Þvrigt indebÊrer.

Her bevÊger vi os ind pÄ et omrÄde, som Seidenfaden overhovedet ikke berÞrer. Vi mÄ spÞrge: Hvad fÞlger med det, at Abdol-Hamid opfatter sin religion sÄledes, at hun ikke kan efterleve konventionelle danske omgangsformer, men er tvunget til at underkaste sig de islamiske adfÊrdskrav?

For at besvare det spÞrgsmÄl er vi nÞdt til at tage hendes religion nÊrmere i Þjesyn. Den er ikke hendes egen opfindelse. Den er kendt som islam, og den har en historie, der gÄr tilbage til Muhammed, og som sÄdan kan den studeres i sine forskellige former. ForsÞger vi at skaffe os et overblik over islam, sÄ finder vi, at den frembyder nogle grundlÊggende trÊk. For det fÞrste kan vi se, at der er mange andre lovbestemmelser, som er klarere funderet i islam, end de krav, som Abdol-Hamid fÞler sig tvunget til at overholde. Det drejer sig for eksempel om kvindernes sekundÊre retsstilling i forhold til mÊnd og om en straffelovgivning, der krÊver straffe, som vi i vor tid finder inhumane. For det andet kan vi erkende, at islam alment indeholder et krav om at skulle vÊre bestemmende for al lovgivning i samfundet. Alle love skal pÄ en eller anden mÄde funderes islamisk. For det tredje er det en rodfÊstet del af islamisk lovgivning, at der er dÞdsstraf for frafald.

Det kan umiddelbart slĂ„s fast, at disse historisk grundlĂŠggende trĂŠk ved islam gĂ„r pĂ„ tvĂŠrs af kravene til en rationel demokratisk samfundsorden. For denne orden bygger pĂ„ en almen erkendelse af, at lovene i samfundet er noget, som vi selv skal vedtage gennem en demokratisk procedure, hvori vi alle i sidste instans skal indgĂ„ som ligevĂŠrdige ganske uanset vor religiĂžse overbevisning. Det betyder, at der skal vĂŠre religionsfrihed og ret til at skifte religion. Og frem for alt betyder det, at lovene ikke bĂžr vĂŠre religiĂžst begrundet, men alene bĂžr vĂŠre begrundet pĂ„ hensynet til demokratiets – den politiske ligevĂŠrdigheds – egen overlevelse.

PĂ„ tvĂŠrs af demokratiet
Det nÊste spÞrgsmÄl er sÄ: NÄr Abdol-Hamid opfatter islam sÄledes, at hun ikke kan vÊlge tÞrklÊdet fra, mÄ hun sÄ ikke nÞdvendigvis acceptere de andre islamiske krav; og specielt kravet om, at hele lovsystemet i grunden skal vÊre islamisk bestemt? Og mÄ hun sÄ ikke have en grundholdning, som fundamentalt gÄr pÄ tvÊrs af den demokratiske? Man kan ikke bÄde mene, at lovene bÞr vÊre islamisk bestemt, og at de bÞr bestemmes gennem en demokratisk procedure,hvori der argumenteres uafhÊngigt af religion.

Hvordan kan Abdol-Hamid vise, at hun accepterer demokratiets vÊrdigrundlag, nÄr hun ikke engang kan tolke tÞrklÊdet vÊk? TÞger Seidenfaden synes at mene, at det kan hun vise ved at sige det. NÄr hun siger det, sÄ skal vi tro hende, og sÄ er vi intolerante og nÊrmest fremmedfjendske, hvis vi er skeptiske.

Her er jeg dybt uenig. TÞrklÊdet har en objektiv betydning, som ikke kan reduceres til Abdol-Hamids subjektive overbevisning. I modsÊtning til Seidenfaden mener jeg, at vi svigter vort eget demokratiske ansvar, hvis vi uden videre accepterer Abdol-Hamids egen fortolkning af, hvad hendes holdning indebÊrer. TvÊrtimod. NÄr vi kan give gode argumenter for, at hendes holdning er selvmodsigende, sÄ bÞr vi holde fast ved disse argumenter. SÄ bÞr vi ud fra dem foretage vor egen selvstÊndige vurdering af, om der er grund til at tro, at Abdol-Hamids politiske selverkendelse stemmer med realiteterne. Ganske som vi kan og bÞr forholde os kritisk til enhver anden persons politiske selv-erkendelse. Der er for eksempel ikke grund til at tro pÄ socialistens pÄstand om, at afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne suppleret med en altomfattende planÞkonomi er vejen til Êgte demokrati. Og det ganske ligegyldigt, hvor meget socialisten selv er overbevist om sin vision. SÄledes er der heller ikke grund til at tro muslimens pÄstand om, at vejen i stedet skal vÊre sharia-lov, hvorledes den sÄ end fortolkes. Ikke engang i Abdol-Hamids fortolkning.

Underminerer friheden
For mig at se stÄr Abdol-Hamid i et dilemma. Hendes frihed til at gÄ eller ikke at gÄ med tÞrklÊde skyldes det demokratiske samfund, som omgiver hende. Hvis den holdning, som hun giver udtryk for, nÄr hun ikke kan lÊgge tÞrklÊdet, i stedet blev almen norm i samfundet, sÄ forsvinder friheden. SÄ ville tÞrklÊdet vÊre et fÊngsel. SÄledes medvirker hun til at underminere den frihed, som hun selv nyder godt af.

Det er mÄske forstÄeligt, at Abdol-Hamid ikke kan gennemskue de komplekse demokratiske sammenhÊnge; og muligvis er hun inderst inde en from muslim, der hellere vil have islamisk lov end demokrati med dets menneskeskabte love. Men det er bekymrende, at flertallet i Enhedslisten har ladet sig forfÞre af en falsk og selvmodsigende fordomsfrihed, som synes at have blokeret for den mest elementÊre tankevirksomhed. Og hvad skal man mene om en Seidenfaden, som overhovedet ikke kan se noget dilemma? Hvis vi forholder os sÄ overfladisk til den demokratiske frihed, sÄ ender den med at forsvinde for os. Seidenfaden har ikke ret i, at diskussionen om Abdol-Hamids folketingskandidatur for Enhedslisten viser, at vi som samfund er dumpet til den store toleranceprÞve. Det er snarere Seidenfaden, som er dumpet i sin analyse af det problemkompleks, som han kommenterer.

Kai SĂžrlander er filosof og forfatter

Information. dk

0 0 vote
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

2 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
hodja
13 years ago

“Det betyder indkaldelse af domsmĂŠnd, vidner og politifolk, som skal i vidneskranken, hvilket gĂžr dem meget dyrere end tilstĂ„elsessagerne.”

Og det betyder, at trusselkulturen vil blive endnu mere udbredt.

Vold og trusler mod vidner, dommere og politi.