Axess havde  nærvær til at lave  flere  interviews med Scruton:

Den konservative tänkaren Roger Scruton är kritisk mot Koranens självsyn. Koranens texter saknar den ironi som de kristna evangelierna rymmer, menar han. I förlängningen har två ganska olika samhällen bildats. Thomas Gür intervjuar.

“People  that set out  to change the  world, always end up making  it  worse”

Axess TV  36 minutter

Kongens Nytorv

1670. Jeg ser  forbilledet er Place Vendôme. Jyllands Posten, Den franske ambassade, Charlottenborg, Livgarden.  Foto Snaphanen  (helskærm i bedre kvalitet her, 16:9)

 Godme

det er et godt ord. Og idag er den uheldige Poulsen så kommet  til at sige  “the N-word” – neger, gangbart i Sønderjylland indtil ca. 1967. Fy ! siger en ægte Radikal, Manu Sareen. Berlingske er en pæn avis, der  kender sine læsere. Olav Hergel kunne  sagtens  være  blevet der. Dér  hedder pissekunstneren “urinkunstneren”, når han bliver  bortvist igen, igen. Hvad skal  der dog blive af ham ? Nu blir´han aldrig chefredaktør på den Berlingske Aver-tisse-mentstidende.

Hvorfor hedder det fedme, når man er fed, men ikke godme, når man er god? En sprogfilosof foreslog da også for omkring hundrede år siden, at ordet godme blev optaget i det danske sprog som en pendant til fedme. Deres Groft sagt har tit tænkt på ordet, når repræsentanter for godhedsindustrien dukkede op og talte om vilkårene for de allersvageste. En af dem er Røde Kors’ tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen, der foruden de allersvageste og børnene også har haft et klart blik for betydningen af, at hjulene kører rundt derhjemme. Det gode ved historien er, at den hæderkronede institution dog har fået rabat, da Poulsen egentlig skulle have to millioner. Så i virkeligheden foreligger dobbelt godme, idet Poulsen både i årenes løb har demonstreret godme udadtil som organisationens talsmand og altså også ved sin fratræden viser godme og er behersket i sine krav. Og som en tredje god ting kan nævnes, at Røde Kors’ bidragsydere nu også ved, hvad deres penge går til. Som Poulsen nemlig sagde i en anden sammenhæng, hvor nødhjælp og forretning var blandet sammen på en uskøn måde: »Det kunne jo ikke skade de børn, vi hjælper«. Nu ved bidragyderne, at organisationen også hjælper ret store børn. Godmen har nemlig i modsætning til godhed mange ansigter og kan lige som fedme virke overvældende.
Ditlev Tamm, Groft  Sagt

Är du rånad eller våldtagen? Gå på teater!
 
Regeringen skär nu ner på åklagarmyndigheten, skriver SvD. Alla extraanställda måste sluta och ännu fler ärenden kommer nu att läggas på hög.

“Vi får fler ärenden för varje år och har allt svårare att hinna med dem”, säger chefsåklagare Stefan Bergman.Brottsligheten fortsätter alltså att öka, men färre kriminella kommer att åtalas och dömas för sina brott – trots att polisen samlat bevisning.

Japp, det är sant. Läs själv budgetpropositionen för 2008 på regeringens hemsida. Åklagarväsendet får totalt 960 miljoner kronor nästa år. Visst kan det känns tråkigt att ett inbrott i din bostad med liten sannolikhet kommer utredas, och om det skulle utredas kommer en eventuell gärningsman varken åtalas eller straffas. –   Men misströsta ej! Tänk på hur kul det är att 6145 miljoner går till migrationspolitik; för att utreda alla asylansökningar. Eller att 27 702 miljoner går till internationellt bistånd; för att skapa fungerande rättsväsenden i andra länder (var inte egoistisk nu!). Eller att 6123 miljoner går till kulturbidrag; teatrar och museer som kan muntra upp dig efter att du blivit rånad eller våldtagen.Eller så tänker du på detta: Idag finns inget parti i riksdagen som sätter din trygghet och säkerhet främst. Tänk på det, och glöm det inte 2010.

Fredrik Brunna

 “Tegneren der kan li’ at gå over stregen”

Jeg skal lige skyde  ind, at Osama -Nissen igår var af Bob Katznelson, en anden af Muhhamed  tegnerne. Han tegnede  Kåre Bluitgen, og en højt rangerende  mufti, der ikke  var så ferm til dansk,  reagerede  på den med  ordene: “Er vores  profet åndssvag”?

Der har altid været en strid om at være den, der trak
stregerne: Hertil og ikke længere!

Når vi betræder landskaberne med smag og behag og etik og
moral, så findes der i alt væsentligt tre forskellige typer
mennesker: de, der aldrig kunne drømme om at nærme sig
stregen, der markerer overgangen ind til det ikke
acceptable, de der tilbagevende elsker lige at berøre
stregen, og endelig dem, der igen og igen føler det
nødvendigt at gå over stregen. Og som dermed er med til at
flytte den.

At være respektløs bladtegner – satiriker – nødvendiggør,
at du er grænseoverskridende i forhold til alt det
vedtagne. For ellers bliver du hurtigt oplevet som en
tandløs eftersnakker.

MORGENAVISEN Jyllands-Posten har heldigvis flere sådanne
respektløse tegnere. En af dem har på det seneste gjort sig
dus med læserne af JP Århus, hvor han hverdage på side 2
hudfletter hvem det skal være – og hvad det skal være.

Hans navn er Rasmus Sand Høyer og mens han tegnestil er
rund, farverig og smilende, så er der på samme tid et bid i
hans sagsfremstilling, der betyder, at dem, som det går ud
over, ind imellem vånder sig.

MEN HVEM ER HAN egentlig, denne 47-årige Rasmus Sand Høyer,
der for godt to år siden var en af de 12 tegnere, der havde
lagt pen til, hvad der siden skulle blive døbt
Muhammed-krisen. En krise, der hurtigt skabte et
trusselbillede, som efterretningsvæsenet den dag i dag
tager dybt alvorligt?

Siden hans ansættelse på avisen tilbage i 1985 har hans
kolleger mest kendt ham som en aldeles selvudslettende
person, der sjældent åbner munden for at “blande sig”. Som
én, der normalt taler kort og lavmælt.

Og som én, der i det hele taget er overordentligt fjernt
fra at være selvhævdende. Som hans indiskutable geniale
evner vel ellers godt kunne have undskyldt.

Men denne Rasmus er altså rasende selvudslettende.

Alligevel har vi her budt ham op til samtale.

»Jeg kommer fra Randers, hvor min far var direktør på en
tømmerhandel. Jeg voksede op med tre søstre og en halvbror.
Jeg var vist det, som man kalder indadvendt, men opdagede
så tidligt at have et sært held med at tegne. Og på samme
tid gav dette at tegne mig en glæde, som jeg ellers ikke
kendte til.«

»Som 10-årig meldte jeg mig til et voksen-hold i
aftenskoleundervisning i tegning, og cirka på samme tid fik
jeg et par tegninger med i Randers Amtsavis, hvor jeg
illustrerede artikler af en journalist, der siden skulle
blive landskendt gennem tv. Det var Poul Thomsen.«

Rasmus Sand Høyer fortæller, at han bestemt ikke var særlig
glad for at gå i skole, hvorfor han kom på kostskole.

»Men der sad jeg så også for det meste og tegnede.«

DET FORTSATTE HAN med tilbage i Randers, hvor han som
17-årig først kom i lære som reklametegner – men det duede
ikke – og siden ville dygtiggøre sig på en nyåbnet
kunstskole.

»Den viste sig nu hurtigt mest at være for fraskilte
kvinder, der netop havde opdaget kunstneren i sig selv.«

Det var først da Ekstra Bladet udskrev en konkurrence om
den bedste “Danmarks-tegning”, at han opdagede, at
karikaturtegning lå godt for ham.

»Jeg vandt nu ikke, men jeg vidste til gengæld pludselig,
hvilken vej jeg ville.«

Først ville han dog være endnu dygtigere, så i 1982 blev
han optaget på Skolen for Brugskunst i København.

»Den årgang, jeg var på, syntes at være gennemsyret af
dovenskab, og det var således ikke sjældent at se en elev
være en måned om at lave en tegning. Men opholdet her var
godt for én ting; Nu besluttede jeg at sætte alt ind på at
blive bladtegner.«

DETTE FØRTE TIL en praktikplads på Morgenavisen
Jyllands-Posten. Håndværket blev kaldt “visualisering”. Men
den 1. oktober 1985 var der et egentligt job som bladtegner
samme sted.

Du fortalte, hvordan du oplevede dig selv som et
indesluttet barn. Jeg tror stadig mange oplever dig som
værende indesluttet.

»Jamen, det er jeg jo også. Man kan vel sige, at jeg stadig
er sky eller genert – eller begge dele. Og det er da også
sådan, at når jeg ind imellem skal i byen, så vil jeg
allerhelst ha’ min kone Sanne med. For så slipper jeg for
at snakke.«

Man behøver ikke at have studeret dine tegninger ret længe
før man indser, at du følger overordentligt godt med i,
hvad der sker af dette eller hint i døgnet. Hvordan gør du
det?

»Det gør jeg ved at læse aviser fra morgenstunden og så i
øvrigt at lade radioen spille løs med snakke-programmer
dagen lang. Medmindre jeg af en eller anden grund er blevet
stresset, for så er jeg nødt til at lukke for radioen.«

HVIS ÉN OG ANDEN ind imellem synes, at Rasmus Sand Høyer er
meget hård ved eksempelvis lokalpolitikerne, så er hans
svar:

»Folk, der stiller sig op og vil bestemme over andre, de må
altså finde sig i at blive kikket i kortene og derefter fra
tid til anden udstillet. Det kan ikke være anderledes – og
det bør ikke være anderledes. Men jeg går da aldrig
længere, end jeg selv finder ret og rimeligt.«

»Så selvom man kan sige, at jeg ofte går over stregen, i
forhold til hvor nogen mener, at stregen burde være, så går
jeg aldrig over den streg, jeg selv trækker. Og når det
alligevel ind imellem sker, at jeg sidder og tegner mig ud
over min egen grænse til avisbrug, så bliver tegningen med
det samme lavet om – eller kasseret.«

OG HER ER VI SÅ FREMME ved en af årsagerne til, at Rasmus
Sand Høyer ofte maler videre på lærreder, når han har fri.

»Jeg har ind imellem lyst til at lave noget helt for mig
selv. Så at sige afprøve mine egne grænser – uden smålig
skelen til, om det ville kunne gå til avisbrug. For det er
jo i situationen ligegyldigt.«

For en halv snes år siden debuterede Rasmus Sand Høyer som
billedkunstner, da han blev optaget på den censurerede
Kunstnernes Sommerudstilling.

»Jeg kunne godt lide den her følelse af, at dette billede,
det laver jeg altså for MIG! Derfor er det også
undtagelsen, at jeg vil sælge sådanne billeder. Og i alt
fald har jeg altid svært ved at skille mig af med
malerierne.«

»Derimod vil jeg gerne på forskellige udstillinger – som
det er sket – vise andre “den anden mig”. Det kan jeg godt
lide. Mon ikke det er ligesom, når en journalist er digter
eller forfatter i sin fritid? Det tror jeg. Når
arbejdsopgaverne er løst, så er der andre måder at udtrykke
sig på, som man gerne vil have afløb for.«

»For mig er lærrederne dér, hvor de store hjul sættes i
gang: Livet, døden, meningen – i det hele taget de store
spørgsmål.«

En mand, der tegner i arbejdstiden og maler i fritiden, har
han tid til andre fritidsinteresser?

»Jeg ville gerne. Jeg købte engang en fiskestang og
stillede mig med den ved noget vand. Men i stedet for at
stå og tænke på den fisk, jeg måske fangede om lidt, så
stod jeg og tænkte over alt det, jeg her kunne have tegnet
– hvis jeg ikke lige havde stået med den dumme fiskestang i
hånden.«

FOR GODT TO ÅR SIDEN tegnede du den ene af 12 siden hen
verdenskendte Muhammed-tegninger. Hvilke tanker har du her
bagefter omkring det?

»Det hele forekommer mig stadig at være surrealistisk,
absurd og uvirkeligt. I flere uger – før den direkte
opfordring til at lave en Muhammed-tegning kom – havde jeg
været i gang med at tegne Muhammed. Jeg kunne ganske
simpelt ikke leve med, at nogen havde efterladt en
terrortrussel på mit – og alle andre tegneres – bord: Det
kan blive farligt, hvis du tegner Muhammed!«

»Jeg kan ikke leve med, at der er noget, jeg ikke må tegne.
Jeg får ondt i maven af det. Der blev talt om respekt! Hvad
med at vise mig og mine kolleger respekt? Hvis vi nu var
gået ind på dette forbud, hvilken gruppe ville så være den
næste, der knaldede et forbud ud?«

»Hvis jeg har en arbejdsbeskrivelse, så lyder den: Udvis
respektløshed! I modsat fald er mit arbejde ligegyldigt.«

Og hvis du dengang for to år siden havde vidst, hvad der
fulgte af død og brand?

»At reagere på trusler var dengang en indre nødvendighed –
også for mig. Og hvad det angår, har intet ændret sig.«”