15
jan
Seneste opdatering: 16/1-08 kl. 0146
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Kirsten Sarauw´s oprindelige kronik, refuseret af Politiken, trykt forkortet i Kristeligt Dagblad d. 11 januar. Da den havde væsentlige udeladelser, må den på her i fuld længde.

I marts måned 2007 år fandt en konference*) om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed “en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religions-ret (shari’a) i Europa, “til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af “shari’a” besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion. Sker det alligevel, skal man på forhånd gå ind for en “menneskelig anvendelse”.

Hvad dette sidste så end skal betyde, lades der ellers ikke megen tvivl tilbage om planerne for euro-islam: Islamisk dominans i Europa og indførelse af Shari’a. – i begyndelsen som parallelret, senere som hvad? Dominerende retssystem?

Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.

Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Ramadan må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han aldeles kuldslået med “de vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?

Selv om der efterhånden er offentliggjort megen belastende kritik af Tariq Ramadan og hans udgave af euroislam (se f.eks. Caroline Fourest “Frère Tariq”, 2004, Tina Magaard i tidsskriftet Kritik nr. 180, 2006, og Poul Berman i New Republic 4.6 2007 ), så har det ikke haft nogen særlig effekt på hans ry som en moderne og moderat europæisk muslim, der oprigtigt ønsker at arbejde for en fredelig integration af muslimer i Vesten. Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer over alt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han bl.a. bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer, specielt kan nævnes Tariq Ramadans indflydelse på foreningerne “Kritiske muslimer” med Sherin Khankan i spidsen og “Muslimer i dialog” med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Wahid Abdul Petersen. Sherin Khankans bog fra 2006 ” Islam og forsoning – en offentlig sag” er således i lange kapitler stort set ikke andet end en kompilation af Ramadans bog fra 1998 “At være europæisk muslim”.

For at komme på sporet af, hvad denne påvirkning drejer sig om, kan vi jo kigge lidt på indholdet af “At være europæisk muslim”, som er den eneste af Tariq Ramadans bøger, der er oversat til dansk, og som varmt anbefales og sælges ved alle møderne med Ramadan.

Egentlig er det forbudt muslimer at leve i et vantro land. Eneste gyldige grund for muslimer til at opholde sig i Europa er derfor kun – i flg. Tariq Ramadan – “den offentlige “bekendelse” til troen på Allah og profeten. Med andre ord mission (dawa), først og fremmest ved islamisk bekendelse og synlighed overalt i det offentlige rum. Ramadan foreslår videre, at betegnelsen “krigens hus”, som traditionelt er betegnelsen for områder regeret af “vantro”, skal udskiftes med “bekendelsens hus”, som bedre angiver, at der i Europa er tale om åndelig kamp og mission frem for egentlig krig.

Her er der så hos Tariq Ramadan en vis modsætning til militant islamisme i metoden, men ikke i endemålet, som for begge parter handler om islamisk dominans. Tariq Ramadan er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det ødelægger udsigterne for euroislams mere langsigtede mål. Men som Paul Berman gør opmærksom på, så er Tariq Ramadans udmeldinger angående islamisk vold yderst tvetydige. Tariq Ramadan har f.eks. aldrig taget afstand fra sin ven Sheik Yussuf al-Qaradawi, som i 2003 fremsatte en berygtet fatwa, der godkender palæstinensisk selvmordsterrorisme og drab på civile.

Q. er en af de mest indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse De muslimske Brødre, grundlagt af Tariq Ramadans morfar Hassan al- Banna i Egypten i 1928. Desuden er han fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Q. har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika ved mission, propaganda, indflydelse via pressionsgrupper etc.

Man regner også med at Q. har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet “Projektet” **), formentlig forfattet af Said Ramadan, Tariq Ramadans far, også en central skikkelse i Broderbevægelsen. “Projektet”, som er dateret 1982, opridser en langsigtet (formentlig 100årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet i foråret. Papiret blev fundet under ransagning (nov. 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, bl.a. Al-Qaeda og Hamas. “Projektet” har længe kun været kendt af de vestlige efterretningstjenester og blev først tilgængeligt for offentligheden gennem den schweiziske journalist Sylvain Bessons bog “Erobringen af vesten: islamisternes hemmelige projekt” (2005), hvor han nøje gennemgår papiret.

“Sig mig hvem, du omgås, og jeg skal sige dig hvem, du er” hedder et gammelt ord. Samtlige de mentorer og brødre i ånden, som Tariq Ramadan nævner i sit forfatterskab er af radikal islamisk observans og har mere eller mindre åbenlys tilknytning til “De muslimske Brødre”. Denne – i øvrigt meget brogede og indbyrdes forskelligartede – bevægelse, som er forbudt i en række lande i Mellemøsten, er (af samme grund)nu spredt ud over hele Europa i vidt forgrenede netværk, som bl.a. bliver støttet af Saudi-Arabiske petrodollars (samt lyssky pengevirksomhed i milliardklassen) og fører en aggressiv missionsvirksomhed først og fremmest blandt muslimer, som Udo Ulfkotte har beskrevet i sin bog “Hellig Krig i Europa” 2007(fås kun på tysk).

Just missionsopgaven vil i flg. Tariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange, især unge muslimer, savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der over alt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større “retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at TR altid mener “islamisk retfærdighed”, dvs shari’a. Det aktive medborgerskab er også en af “Projektets” helt centrale strategier for infiltration.

I en bog, der handler om at være en europæisk muslim, kunne man forvente, at forfatteren opholdt sig lidt ved de positive europæiske værdier og den rige kulturarv, som muslimer kunne have glæde af at tilegne sig. Især, når han selv kalder sig kultur-europæer, der bare har en anden religion. Men det eneste positive signalement af europæisk kultur, som er at finde i hele bogen er flg. passus:”… disse samfund, hvis mest betydningsfulde egenskaber ser ud til at være deres mangfoldighed og deres multireligiøse og multikulturelle dimensioner.” Der ud over indrømmer Tariq Ramadan, at der i Vesten – i modsætning til mange muslimske lande – findes en frihed, som gør det muligt for muslimer at praktisere deres religion – eller dele af den, for Shari’a, som er en guddommeligt begrundet – og derfor absolut, evig og universel – lovgivning for såvel religionsudøvelse som for samfundsforhold, kan ikke tillades i sin helhed, idet samfundsdelen er i modstrid med den sekulære vestlige retstænkning. Således er “retstilstanden ikke perfekt”, som Tariq Ramadan formulerer det, “men den indeholder i det mindste væsentlige garantier for forsvaret af individuelle og organisationsmæssige rettigheder”.

Hvad Tariq Ramadan anbefaler muslimer er nøje at undersøge de forskellige nationale lovgivninger for at se, hvor langt man kan gå med islamisk ret “inden for lovens rammer”, men, men, men “muslimske borgere har ret og fra et muslimsk synspunkt også pligt til at forvente ægte anerkendelse… og dette kan i fremtiden betyde, at visse loves indhold og omfang må tages op til fornyet overvejelse.” På ægte snyltervis ser Tariq Ramadan udelukkende friheden som et middel for muslimer til at opnå egne religiøse fordele. Angående den europæiske kultur råder Tariq Ramadan muslimer til først og fremmest at forholde sig kritisk.
Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, “bekendelse”(mission), samt politisk kamp for større “muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum. Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med shari’a. Tørklædet er selve symbolet på accept af shari’a i sin helhed, og tørklædet er Det muslimske Broderskabs flagskib, som breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Interessant er også i den forbindelse et punkt i “Projektets” manual, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt på vejen til islamiseringen af Vesten. Drømmen om “absolut retfærdighed”, had vendt mod USA og vestlig imperialisme og endelig palæstinensernes frihedskamp kan formentlig være nogle af de fælles kodeord. At “absolut retfærdighed” for politisk islam så er lig med shari’a og begrundet i en transcendent og absolut guddommelig magt, der ikke kan modsiges af mennesker, fatter venstrefløjens religiøse analfabeter åbenbart slet ikke rækkevidden af. Dette ved og udnytter “Muslimbrødrene” aldeles kynisk.

Man kan ikke i et demokrati, som bygger på folkesuveræniteten og menneskelig lovgivning, under nogen omstændigheder acceptere en guddommeligt begrundet samfundslovgivning som shari’a. Heller ikke som parallelret. Tariq Ramadan nægter at tage opgøret med samfundsdelen af shari’a, som de fleste velintegrerede muslimer for længst har indset er nødvendigt for at tilpasse islam til et moderne demokrati. Tariq Ramadan ser det omvendt: Det er demokratiet og moderniteten, der skal tilpasse sig islam. I lighed med Muslimbrødrene i Egypten forestiller han sig tilsyneladende et “islamisk demokrati”, d v s nok folkelige valg, men underlagt shari’a-lovgivningen, som fortrinsvist skal udlægges og fortolkes af lærde muslimer. Hvis der er nogen, der skulle komme til at tænke på Iran, så har Tariq Ramadan ganske rigtigt på sine båndede taler, som Caroline Fourest gennemgår i sin bog, rost præstestyret i Iran. Tariq Ranadans elev Sherin Khankan følger nøje sin lærermester på dette punkt og forestiller sig ligefrem “et demokratisk kalifat”, hvilket turde være et contradictio in adjecto.

At demokrati og shari’a gensidigt udelukker hinanden forbigår Tariq Ramadan i dybeste tavshed i sit forfatterskab. Det er det, der skal skjules under Tariq Ramadans “kontekstualisering” af Koranen, som han kalder det, hvor han forsøger – uden nogen som helst historisk hjemmel – at anvende moderne begreber som “demokrati” og “menneskerettigheder” på kalifatet, som det så ud i det 7. årh. Og det er også det, der skal skjules under Wienerkonferencens tvetydige udsagn som “menneskelig anvendelse” af shari’a. Meningen er at alle skal ånde lettede op over, at “hudud-lovene” (strafferetten) åbenbart skal tolkes “menneskeligt” og derover glemme den egentlige modsætning mellem folkesuverænitet og guddommelig islamisk retstænkning. I virkeligheden arbejder Tariq Ramadan til punkt og prikke efter “Projektets” manual, hvor også sløringen af det egentlige mål er fortegnet for hele den øvrige strategi.

Den oprindelige ide om euroislam, som først blev lanceret af Bassam Tibi (tidlg.professor i Göttingen), gik ud på at islam i Europa skulle føje sig ind i den demokratiske og kulturelle europæiske tradition og dermed tvinges til bl.a. at tage det nødvendige opgør med shari’a som politisk lovgivning. Tariq Ramadan og den islamofascitiske Broderbevægelse snuppede ideen, men vendte op og ned på indholdet, således at euroislam nu angiver visionen om islams religiøse og politiske dominans over Europa.

Fantasifuldt? Javist, men fantasifuld vilje til magt har før taget Europa på sengen. Det nye er, at fremtidsvisionen om islamisk dominans bygger på en folkevandring, hvis lige i antal og hastighed aldrig er set magen i verdenshistorien. Det er disse folkemasser Broderbevægelsen satser så beslutsomt på at vinde. Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en islamistisk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Utallige frihedselskende og demokratiske tilvandrere med muslimsk baggrund har længe advaret om den (skjulte) islamofascistiske hensigt. Hvornår ser Europas egen intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.

*) Zukunft-CH-30/03/2007

**) The Muslim Brotherhood Project

Moralsk ækvivalens: Måske det mest groteske eksempel endnu?

Jeg nævnte i kommentaren til Uwe Max Jensens kronik nedenunder, at et fast indslag i islam-apologeternes retoriske arsenal er at opstille moralsk ækvivalens mellem ‘de ædle vilde’, herunder islam, og så ‘os’ i Vesten. Det er et kneb som signalerer en afværgereaktion, snarere end en forholden sig til problemernes substans. ‘Argumentet’ skal vise, at 1) Vesten har de samme lig i lasten som disse ædle vilde, så vi har slet ikke noget at sige de andre på – de to siders ækvivalente synder ‘ophæver’ så at sige hinanden, så 2) kritik af de andre bør forstumme. Præmisserne er absurde, og ikke mindre absurd er det, at de samme dårlige eksempler trækkes frem igen og igen af apologeter over hele verden. En klassiker er at sige, at ‘der er fanatikere på begge sider’, hvorefter drabene på et meget lille antal abortlæger i USA triumferende inddrages til at demonstrere at terrorisme findes hos alle religioner. Nu afdøde/henrettede bombemand fra Oklahoma City Timothy McVeigh må også lide den tort at blive taget til indtægt for kristen fundamentalistisk terrorisme, noget han i levende live vistnok på det bestemteste ville have sig frabedt.

Nu kommer så måske eksemplet som måske slår dem alle – en britisk forsvarsadvokat i bekneb for udveje for sin klient (Kibley Da Costa står anklaget for at hjælpe en ’Osama bin London’ med at drive en træningslejr for terrorister), griber så til tidens udenomsargument #1 (via Jihad Watch ):

But Da Costa’s supposed extremism was likened to the beliefs of Christian monks by his barrister Paul Keleher at Woolwich Crown Court.

Mr Keleher told jurors observant Muslims have the same values that monks and nuns espouse – finding God through physical struggle and hardship.

The Crown’s case against his client is based on a misunderstanding of the Islamic concept of Jihad or struggle and a misunderstanding of Muslim values, he added.

“If nothing in your life has equipped you to understand the experiences of people from other religions or other faiths you are liable like the prosecution to jump to the wrong conclusion,” he said.
“Our Christian monks were engaged in Jihad when they fasted or wore hair shirts.

“They weren’t suicide bombers. They weren’t extremists. It was just part of their religion, and if we understand a bit more about our religious heritage Islam does not seem so alien.”

He added “the awareness of death in everyday life” was also an Islamic value, and when the defendants are recorded talking about death they are not encouraging each other to “seek violent death”. (Terror accused wanted to live like monk, court hears ).

Bemærk hvordan Mr. Kelehers argument er bygget op på den tyndeste tynde associationskæde: Rettroende muslimer har samme værdisæt som munke og nonner. Begge parter søger Gud gennem indre ’kamp’ og materielle afsavn. Retten har ”misforstået” (dette ord igen!) betydningen af jihad, som netop er disse fælles værdier. Munke og nonner har derfor også bedrevet ’jihad’. Retten forstår ikke dette p.g.a. manglende livserfaringer. Borte blev ganske den formentlig ganske håndgribelige træningslejr. Borte blev jihadisters konstante referencer til jihad som kamp mod kuffar, vantro. Det er ikke retten som har ”misforstået” noget. Hvis Mr. Keleher mener denne udlægning er forkert,skulle han fortælle jihadisterne det [se øvrigt her , hvor Bill Warner fra The Center for the Study of Political Islam forklarer om dualiteten i islam. Jihad er både indre kamp og krigsførelse, men ser man kvantitativt på forekomsten af begrebet i hadith, er ordet i omkring 97 % af tilfældene forstået som krig]. Holder forsvarsadvokatens logik mon i Woolwich Crown Court?

LFPC

The Non-Passion of the ‘Islamic Jesus’

Nu vi alligevel er inde i en række poster med relation til både kristendommen og islam, kunne en gengivelse af Jesus som han opfattes i islam være på sin plads. Isa, Jesus, var en muslimsk profet, og han blev i øvrigt ikke korsfæstet, det gjorde Judas – nemlig. En ny iransk film viser Jesus med noget der ligner hennafarvet hår, Muhammad style (via Dhimmi Watch ):

IslamicJesus.jpeg

Apologeter og islamofile præster kan nu knibe en tåre over dette rørende bevis på at vi begge tilhører “bogens folk”, at vi har “fælles abrahamiske rødder”, at vi “tilbeder den samme gud”. Glem så lige for den gode stemnings skyld, at “Isa” ikke blev korsfæstet, men døde som en gammel mand; at kristendommen og jødedommen betragtes som vranglære, Bibelen og Torah er falsknerier; Gud har ikke en søn, dette er shirk (polyteisme) og, nåh ja, den der sura 9:29 i Koranen påbyder at bekæmpe, undertvinge eller konvertere de kristne og jøderne:

Sura 9 (Omvendelse) vers 29

Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

LFPC

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

2 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Anonymous
Anonymous
13 years ago

jeg er selv kristen fra libanon, efter jeg så filmen, er jeg ihvertfald blevet i tvivl. hvorfor skulle gud korsfæste sin søn ?
man siger at gud kan gør hvad som helst, hvorfor skulle han lade det ske?
jeg tror på filmen som er blevet lavet . jeg synes bestemt at den giver nogen bedre forklaringer end alt andet.
gud kan gør alt jo , så self. skal jesus ikke dø sådan.

PBr
PBr
13 years ago
Reply to  Anonymous

“jeg er selv kristen fra libanon” , mon dog? I givet fald har du så misset det helt centrale i kristendommen. Den kristne tro lærer at Gud elskede verden: “…at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Dvs. Jesu død for vore synder.

2
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x