16
jan
Seneste opdatering: 21/10-12 kl. 0101
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Stormuftien af Syrien har truet Holland med vold og opt√łjer i en tale i EU-parlamentet. EU, nyhedsbureauer og andre medier har udsendt en censureret omtale af stormuftiens tale, hvori truslerne ikke refereres! P√• Europaparlamentets hjemmeside n√¶vnes stormuftiens udfald ikke med et ord. Muftien blev fotograferet, men der er selvsagt ingen tilg√¶ngelig uklippet video:

Bloggeren Klein Verzet har oversat dette afsnit fra den hollandske avis Elsevir til engelsk:

Should it come to riots, bloodshed and violence after broadcating the Quran movie by PVV-leader Geert Wilders, then Wilders will be responsible ………..

If Wilders tears up or burn a Quran in his film ‚Äėthis will simply mean he is inciting wars and bloodshed. And he will be responsible‚Äô, according to te Grand Mufti.Al Hassoun thinks it is ‚Äėthe responsibility of the Dutch people to stop Wilders‚Äô.

mufti.jpg

Veritas ,¬† EU: No ‘conflict of cultures’ Islamic leader tells EU Parliament, Stormuftien af Syrien ford√łmte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som “misbrug af ytringsfriheden”.,¬† ¬†Syriens stormufti – en enda civilisation f√∂renar oss alla Mellem√łstlige medier er ikke helt s√• taktiske: Top Syrian cleric says media can cause war. Man kunne mene, at det var muftien heller ikke, n√•r han nu ogs√• kommer¬†og tigger¬†penge, men han sk√łnner √•benbart ikke han b√łr vare sin mund overfor vantro,¬†fjolser som EU parlamentarikerne, der er villige til at betale dyrt¬† for at blive truet i deres¬† egne¬† hjemlande. ¬†Han har sikkert ret. Alene¬† at de inviterer ham, siger rigeligt om deres¬† d√łmmekraft. Retf√¶rdigvis skal det med, at halvdelen af parlamentet udvandrede.¬†EU¬īs spindoktorer er¬† p√• overarbejde¬† idag, hvor EU¬īs √•r¬† for “interkulturel forst√•else” blev skudt igang med man√©r.

¬†– Tiden er moden til et par tilst√•elser. Jeg var med til at stemme¬† Danmark ind i 1972, min f√łrste beslutning som v√¶lger.¬† 2) skaf mig¬† ud af dette galehus og tilgiv mig¬† min ungdoms synder, der var dikteret af en verdenskrig der¬† stadig var n√¶rv√¶rende¬† i manges¬† bevidsthed.

¬ĽDo not go tolerant into that good night¬ę

Her belæres en hollænder i en e-mail  om den nye  verdensorden i Holland af et socialdemokratisk byrådsmedlem Bouchra Ismaili  fra Rotterdam:

Listen well, you crazy freak. We are here to stay! Hahahaha. Drop dead! I am a Dutch Muslim and I will stay that way until I die.‚ÄĚ

Ismaili contends: “You are the foreigners here!!! With Allah on my side I fear no one. Me and my fellow Muslims are alive! Your species is being consumed by hatred. Let me give you some advice: Convert to Islam and find peace at heart!“

(van  bouchra ismaili ism_bouchra@hotmail.com
aan  Jos Parbleu jos.parbleu@gmail.com)

Dutch Daily: You  are  foreigners here

¬ĽDet vilar en f√∂rbannelse √∂ver hela Sverige¬ę

l√¶serbev til bloggen Rakryggad, (aviser tar¬ī ikke den slags) underskrevet:

Svensk medborgare, på väg att lämna Halmstad.

Radiointerview: Sam Solomon

Sam Solomon, a former Muslim and professor of Sharia Law. Sam Solomon is Director of Fellowship of Faith for Muslims and author of the Charter of Muslim Understanding and The Mosque Exposed.Sam Solomon is a unique man. He was raised as a Muslim, trained in Sharia law for 15 years, and after reading the New Testament became a Christian.

He was imprisoned, questioned, and was to be put to death when the decision instead came to exile him on pain of death. One of the leading experts on Islam and Sharia law in the western world now, Mr Solomon has testified before congress and is a consultant to the British parliament for matters regarding Islam. (foto©Snaphanen)

Interview i tre dele via Europenews

Nye regler i England

“The rules are unambiguous: speak the language; obey the law; and make sure you’re paying your taxes like the rest of us,” said the Home Office Minister.

Minister says immigrants can expect ‘harsh treatment’ when they enter UK

Bruce Bawer : ¬ĽFarshad Kholghis gribende selvbiografi¬ę

“En lidenskapelig, kunnskapsrik og overbevisende advarsel om den fremtiden som venter hele Vesten om vi fortsetter √• lukke √łynene for den dystre virkeligheten”.

Hans far er bahaier; hans mors aner er muslimske. Men for skuespilleren Farshad Kholghi, som han forteller i sin intelligente og gripende selvbiografi Verden er √©t land, var det grunnleggende bahai, ‚ÄĚen knap 160 √•r gammel iransk religion, der kort sagt g√•r ind for ligestilling, frihed, oplysning til alle og en demokratisk tankegang‚ÄĚ. Likevel anser han seg selv som ‚ÄĚverken bahai eller muslim, kristen eller j√łde.‚ÄĚ

Sappho.dk

Jihad og korstog

Foredrag af historikeren Torben Hansen holdt d. 15.1.2007 i foreningen Respublica, K√łbenhavn.

To faser i jihad mod Europa Рfra det 7. til det 11. århundrede

Den islamiske tidsregning begynder med √•r 622, da profeten Muhammed if√łlge traditionen flyttede til Yathrib (senere Medina), hvor han blev politisk og milit√¶r leder. Tidspunktet for den f√łrste ‚Äú√•benbaring‚ÄĚ, han mente at modtage i Mekka, ligger adskillige √•r tilbage, men denne begivenhed blev anset som sekund√¶r i forhold til magtud√łvelse og krig. Islam – ‚Äúunderkastelse‚ÄĚ – var i udgangspunktet erobring og dominans. Kun en halv snes √•r efter Muhammeds d√łd i 632 havde arabiske rytterh√¶re udslettet det persiske Sassanide-rige og halveret det byzantinske (√łstromerske) imperium. √Ör 649 og 698 erobrede islam henholdsvis Kypern og Karthago, og i 711 blev Spanien invaderet. (fotos ¬© Snaphanen)

P1010326.jpg

Ekspansionen fortsatte. Konstantinopel (Byzans) blev – ganske vist forg√¶ves – belejret to gange af en arabisk fl√•de. Kaukasus (med det kristne, armenske kongerige) plus dele af Sydfrankrig blev indlemmet i islams verdensrige. F√łrst i 732 slog frankerne under Charles Martel en muslimsk invasion tilbage mellem Poitiers og Tours – et halvt hundrede kilometer fra Loire-floden. I 759 blev muslimerne fordrevet fra Narbonne, og p√• samme tid oprettedes mindre kristne statsdannelser i det bjergrige Nordspanien.

√Ör 823 besatte spanske muslimer Kreta. I 827 begyndte den islamiske invasion af Sicilien, som blev komplet erobret fra Byzans i 865. Derefter var den f√łrste – arabiske – fase af jihad ved at ebbe ud. Men muslimske r√łvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands. Fraxinetum – i den bjergrige egn Massif des Maures n√¶r St. Tropez p√• Rivieraen – var deres uindtagelige bastion fra 889 til 975. Herfra h√¶rgede de Norditalien og det syd√łstlige Frankrig. √Ör 846 plyndrede og nedbr√¶ndte disse ‚Äúsaracenere‚ÄĚ Rom udenfor den aurelianske mur – d.v.s. Vatikanstaden med den dav√¶rende Peterskirke. Fra 882 til 915 bed de sig fast i endnu en base i Tra√ętto, n√¶r Gaeta (syd for Rom). Herfra h√¶rgede de baglandet – blandt andet det kendte benediktinerkloster Montecassino. Muslimer fra Nordafrika erobrede ogs√• de byzantinske besiddelser Bari og Taranto ved Adriaterhavet. Fra disse havne udskibedes gennem √•rtier et betydeligt antal slaver, hentet i det t√¶tbefolkede landbrugsdistrikt Terra del lavoro omkring Capua, nord for Napoli. √Ör 943 plyndrede og nedbr√¶ndte muslimer Genova, hvis overlevende beboere ogs√• blev f√łrt bort som slaver.

Om magtforholdene i det 9. og 10. √•rhundrede kunne sociologen og historikeren Ibn Khaldun senere skrive, at ‚Äúikke en planke fl√łd uden islams tilladelse‚ÄĚ p√• Middelhavet.

Det meste af det katolske Vest- og Centraleuropa var i denne epoke kendetegnet af sult, snavs, uvidenhed, fattigdom og usikkerhed. Foruden islams konstante angreb og plyndringstogter truede vikinger fra nord og madjarer – ungarere – fra √łst. En kombination af tekniske, politiske og religi√łse tiltag √¶ndrede imidlertid disse forhold i l√łbet af relativt kort tid.

F√łrst og fremmest l√¶rte befolkningerne at forsvare sig og snart efter ogs√• at g√• til angreb. I Frankrig opstod omkring √•r 900 det feudale system, der sammenknyttede myndighed over b√łnder og landbrugsjord med milit√¶rtjeneste. I Spanien blev en effektiv slagstyrke organiseret af b√•de kongemagten, aristokratiet, kirken og borgerne i selvstyrende kommuner, og 939 tilf√łjede de den arabiske khalif Abdurrahman et forsm√¶deligt nederlag ved Simancas i Gammel Kastilien. I de italienske byer opstod borgermilitser, der k√¶mpede til lands, og tilsvarende gjorde fire uafh√¶ngige kommuner sig til formidable s√łmagter, der fordrev araberne fra havet: Genova, Venezia, Pisa og Amalfi. Et √•rhundrede efter katastrofen i 943 var genueserne s√•ledes i stand til at angribe Sicilien og Nordafrika. Ydermere optr√•dte pavemagten som en betydningsfuld politisk og milit√¶r faktor. √Ör 915 lykkedes det s√•ledes kirkens √łverste leder at forene lokale fyrster og byzantinske tropper i et angreb p√• Tra√ętto-muslimerne, som blev knust i slaget ved floden Garigliano.

Ogs√• p√• ‚Äú√łstfronten‚ÄĚ mistede islam terr√¶n. Anf√łrt af en r√¶kke kejsere fra det Makedonske dynasti gik de byzantinske h√¶re til modangreb i det 10. √•rhundrede. Kreta og Kypern generobredes i henholdsvis 961 og 965. Ogs√• dele af Kaukasien samt Syrien – inklusive det nordlige Pal√¶stina – blev atter indlemmet i imperiet. Byzans benyttede b√•de lejetropper og – is√¶r til forsvar af Anatolien – et solidt beredskab af v√¶rneb√łnder, som fik jord mod til geng√¶ld at k√¶mpe mod arabisk aggression.

Omkring √•r 1000 var den arabiske dominans g√•et til grunde. Tyrkiske h√¶rf√łrere overtog styret i √łst og berbere i vest. 1009 imploderede islams magt i Spanien, og kristne lejetropper konkurrerede med berberkrigere om at udplyndre hovedstaden C√≥rdoba. Berberne og tyrkerne var kampvante stammefolk, der hovedsageligt levede som hyrder. De var nyomvendte til islam og st√¶rkt motiverede af jihad. Deres energi og tapperhed standsede de kristne h√¶res fremmarch over en bred front. I sidste tredjedel af det 11. √•rhundrede invaderede marokkanske stammekrigere det islamiske Spanien – al Andalus – og tr√¶ngte Le√≥n-Kastiliens rytterh√¶re p√• tilbagetog. √Ör 1048 invaderede de seljukiske tyrkere Armenien, som var blevet reduceret til det byzantinske riges vasalstat og gr√¶nseprovins. H√¶rf√łreren Toghrul Bey beordrede en stribe massakrer p√• den fastboende kristne befolkning. Store og velst√•ende byer som Ani, Sivas og Melitene blev lagt i aske, forsvarsl√łse civile – inklusive kvinder og b√łrn – blev myrdet i titusindvis, og de overlevende solgt som slaver.

Den byzantinske kejser pr√łvede forg√¶ves at forsvare sit rige. Men forsvaret var blevet sv√¶kket p√• grund af aristokratiets dominans, der havde medf√łrt afskaffelse af v√¶rneb√łndernes dybdeforsvar. √Ör 1071 udk√¶mpedes et dommedagsslag ved Mantzikert p√• h√łjsletten, n√¶r van-s√łen. En gigantisk byzantinsk rytterh√¶r blev indesluttet og tilintetgjort af seljukerne. Derefter blev det meste af Anatolien ramt af jihad.

Berbernes og tyrkernes fanatisme gik h√•rdt ud over de ikke-muslimske befolkninger – j√łder og kristne. Over hele linjen foregik blodige forf√łlgelser. S√•ledes blev Europas f√łrste pogrom foretaget af en rasende p√łbel, anf√łrt af nordafrikanske fanatikere i √•r 1066, da tusinder af Granadas j√łder blev udslettet. Deres trosf√¶ller syd for Gibraltarstr√¶det, i det marokkanske Fez, var blevet udsat for det samme i 1033. I 1058 foretog tyrkerne – med trusler om tortur og d√łd – massive tvangsomvendelser af de kristne i den syriske by Antiokia. 1135 afbr√¶ndtes j√łdekvarteret – og dermed en m√¶ngde af beboerne – i C√≥rdoba. 1159 blev ogs√• de kristne i Tunis tvangsomvendt til islam.

I forhold til arabernes f√łrste jihad-storml√łb adskiller denne anden fase sig ved en langt h√•rdere modstand i det vestlige Middelhavsomr√•de. Italienerne beholdt den dominerende stilling til s√łs, mens de kristne i Spanien – eksempelvis den legendariske feltherre el Cid – og normannerne i Syditalien rettede det ene angreb p√• islam efter det andet. De normanniske krigere kom fra de frugtbare str√¶kninger i Normandiet. De var syvende-generations-indvandrere af dansk herkomst, og i stigende antal s√łgte de yngre s√łnner fra de mange familiebrug (med calvados og camembert) krigslykken i Italien. I 1063 p√•begyndtes – med nogle f√• hundrede m√¶nd – en normannisk erobring af Sicilien, og efter tre √•rtiers kamp kapitulerede den sidste muslimske emir. Ogs√• den sydlige halvdel af det italienske fastland var blevet underlagt normannerne, som hermed udgjorde en formidabel slagstyrke, der gik til angreb p√• b√•de pavelige lejetropper og snart efter det byzantinske rige.

P1010323.jpg

Paven proklamerer korstog

Ved kejser Theodosius‚Äô d√łd i √•r 395 blev Romerriget spaltet i en vestlig og √łstlig del. Den vestlige del faldt sammen i 476, hvorefter stridende germanske h√¶rf√łrere – goter, vandaler, franker og andre – overtog den politiske magt. Men gradvist lykkedes det Roms biskopper – paverne – at opbygge en overnational autoritet i b√•de verdslige og religi√łse anliggender. Kirken var i forvejen nyttig – faktisk livsn√łdvendig – for konger og storm√¶nd, der benyttede munkenes skrive- og l√¶sef√¶rdigheder i den rudiment√¶re forvaltning og retspleje. Gennem omfattende mission og grundl√¶ggelse af en m√¶ngde klostre blev kirken desuden rodf√¶stet i den j√¶vne bondebefolkning. Munke og nonner levede efter grundregelen ‚Äúarbejd og bed!‚ÄĚ (ora et labora), og gennem klostrene blev teknik i landbrug og havebrug udbredt fra Italien til det √łvrige Europa. I senmiddelalderen oprettede kirken latinskoler og universiteter. Arkitektonisk, √łkonomisk og intellektuelt blev Vesten skabt af den katolske kirke (jvf. katedral = l√¶restol).

I √•rhundreder var kirken p√• lokalt niveau en afl√¶gger af stormandssl√¶gternes magt og ejendom. Tilsvarende var paven i Rom en blandt flere romerske aristokrater, der bestandigt intrigerede og sloges om indflydelse og penge. Men med oprettelsen af det ‚Äúhellige tysk-romerske kejserrige‚ÄĚ i 962 blev kongen af Tyskland kirkens √łverste leder – omend uden bef√łjelser i teologiske sager. Dette √¶ndredes drastisk i sidste halvdel af det 11. √•rhundrede. Kejser og pave kastede hele den katolske kristenhed ud i en heftig og langvarig magtkamp, der fik sk√¶bnesvangre virkninger.

Middelalderens kristne trosliv var pr√¶get af ritualer, af frygt for dommedag og l√¶ngsel efter Paradis. Kun en lille del af befolkningen – adelige og gejstlige – kunne l√¶se, og de religi√łse skrifter, der havde st√łrst betydning var Det gamle Testamente, der fremh√¶ver Guds udvalgte folk, samt den dramatiske tekst Johannes‚Äô√Öbenbaring. Feudaliseringen af Frankrig og andre lande i Central- og Vesteuropa blev i h√łj grad udformet og ritualiseret af paven og biskopperne. Et menneskes status i forhold til samfundet blev blandet sammen med kirkens budskab om evighed og frelse. Loyalitet og lydighed var afg√łrende v√¶rdier og normer, og den kristne Gud blev opfattet som ‚Äúkongernes konge‚ÄĚ. I l√łbet af det 10. √•rhundrede havde denne katolsk-feudale kristendom gennemtr√¶ngt alle samfundslag fra Norge til Sicilien, og selve troens placering i livet og d√łden blev et spr√¶ngfarligt storpolitisk emne. Materielle interesser var naturligvis altid i spil, men ikke desto mindre blev religionen taget dybt alvorligt af h√łj og lav (hvilket mange af det 20. √•rhundredes historikere har v√¶ret tilb√łjelige til at afvise). Opfattelsen af det syndige var klart bygget p√• j√łdisk regeletik: At synde var at optr√¶de illoyalt og overtr√¶de et forbud.

En konsekvens af troens solide forankrig, syndsbevidstheden og den st√¶rke frygt for dom og straf efter d√łden var, at mange adelige og velhavende borgerlige pr√łvede at skaffe sig ‚Äúpoints‚ÄĚ i det himmelske ved at testamentere fast ejendom til kirker og klostre. Et ber√łmt eksempel fra det 11. √•rhundrede var den fromme enke, markgrevinde Mathilda, der sk√¶nkede halvdelen af Toscana – med borge og vinmarker – til paven. Jordiske og himmelske anliggender blev komplet sammenfiltrede, og striden mellem kejseren og paven blev en voldsom rystelse i hele det katolske Europa.

Den omtalte militarisering – af eksempelvis spaniere, normanner og italienere – havde givet kraft til at afv√¶rge angreb fra islam, men internt var der aldrig fred. Grever og baroner sloges indbyrdes og opf√łrte sig som r√łvere og tyranner p√• bekostning af k√łbm√¶nd, b√łnder og byernes borgere. Under disse forhold fremsatte kirken krav om sikkerhed for alle i kraft af ‚ÄúGuds v√•benhvile‚ÄĚ p√• s√łn- og helligdage (gamle danske kirker har derfor et v√•benhus, hvor de mange slagsbr√łdre m√•tte stille sv√¶rd og spyd). Senere sk√¶rpedes kravet til at respektere en ‚ÄúGuds fred‚ÄĚ, og der blev udstedt forbud mod at kristne dr√¶bte andre kristne.

Appellen blev rettet til et samfund i rivende v√¶kst. √ėkonomien – landbrug og handel – var pr√¶get af dynamik over en bred front. Denne udvikling kom til at tredoble det katolske Europas befolkning fra √•r 1000 til √•r 1300 (fra 25 til 75 millioner indbyggere). Kirken blev nu dels selvst√¶ndig i forhold til det herskende aristokrati, dels √•ben for alle, hvilket stadig kan ses af senmiddelalderens m√¶gtige gotiske katedraler (Notre Dame de Paris, K√∂ln o.s.v.).

Det svage punkt for kirkens fredsbestr√¶belser var frav√¶ret af autoriteter med magtmidler til at hindre voldsanvendelse. Kirken str√¶bte derfor efter at sakralisere monarkiet. B√•de paver, kejsere og konger blev pr√¶senteret som Guds tjenere, og ulydighed – herunder r√łveri og opr√łr – blev religi√łs handlinger, der medf√łrte grusom og evig straf efter d√łden. I protestantisk kultur er det n√¶rmest blevet glemt, at Europas befolkning i mere end tusinde √•r ans√• kongen som hellig (derfor blev han ved kroningen ‚Äúsalvet‚ÄĚ af en √¶rkebiskop). Men denne omst√¶ndighed m√• n√łdvendigvis tages i betragtning i en unders√łgelse af middelalderens politik.

Dette var baggrunden for et kirkem√łde, pave Urban den 2. indkaldte i Clermont i 1095. Paven havde modtaget en b√łn fra den byzantinske kejser om milit√¶r bistand. Koncilet blev afsluttet med et massem√łde under √•ben himmel. Her opfordrede Urban hele kristenheden og frem for alt adelen og kongerne til at f√łre krig mod islam ‚Äď d.v.s. tyrkerne i Anatolien og Syrien (kildegrundlaget for begivenheden og pavens tale er desv√¶rre ikke optimalt, idet der foreligger fire delvist divergerende afskrifter fra en senere periode).

Kristendommen var oprindeligt en pacifistisk ideologi, men med udgangspunkt i kirkefaderen Augustin – og p√• baggrund af de efterf√łlgende barske begivenheder som f√łlge af de muslimske angreb – godkendte teologerne en hellig forsvarskrig (de stoiske filosoffers retf√¶rdige krig fik ny indpakning, og de k√¶mpende kristne blev betegnet som soldater for Jesus). I tilknytning havde pilgrimsf√¶rd f√•et central betydning i troslivet. Resultatet blev i h√łjmiddelalderen – fra 1095 til 1291 – en serie ‚Äúbev√¶bnede pilgrimstog‚ÄĚ mod de islamisk besatte omr√•der √łst og syd for Middelhavet. Den rituelle anstrengelse at vandre til Kristi gravkirke i Jerusalem blev kombineret med den organiserede kamp mod hedninge. Bel√łnningen var i f√łrste r√¶kke frelse, fordi paven udtrykkeligt lovede enhver korsfarer syndsforladelse. I anden r√¶kke godkendte paven, at de, der drog p√• korstog retm√¶ssigt kunne tilegne sig krigsbytte ‚Äď herunder fast ejendom.

Her var der afg√łrende forskel mellem den katolske, ‚Äúvestlige‚ÄĚ, og den ortodokse, ‚Äú√łstlige‚ÄĚ kirke. Som omtalt havde en r√¶kke byzantinske kejsere form√•et at sl√• muslimerne tilbage og generobre nogle af rigets tabte provinser. I den h√•rde konfrontation oplevede de gr√¶ske (byzantinske) soldater gang p√• gang jihad-krigernes d√łdsforagt. I henhold til Koranen (eksempelvis kapitel 4, vers 74-76) var disse nemlig sikret en plads i Paradis, hvis de faldt for deres tro. Teologien fik alts√• afg√łrende taktisk betydning, og kejser Nikeforos Fokas √łnskede derfor i √•r 963 biskoppernes hj√¶lp til at forst√¶rke krigsindsatsen ved at love de kristne soldater samme bel√łnning, som den der ventede muslimerne. Men dette afviste kirken.

P1010327.jpg

Begivenhederne

Med Jesus – d.v.s. hans stedfortr√¶der i Rom – i ryggen samledes i 1096 to korstog. Det ene blev anf√łrt af en eksalteret pr√¶dikant, Peter af Amiens. Han holdt flammende taler til folkemasserne i Nordfrankrig og Rhinlandet, og store skarer fulgte ham p√• et‚Äúfolkekorstog‚ÄĚ. Det andet blev organiseret af h√łjadelen i Frankrig og det normanniske Syditalien.

‚ÄúFolkekorstoget‚ÄĚ f√łrte i f√łrste omgang til massakrer p√• j√łderne i Mainz, Speyer og andre byer ved Rhinen, og kun med st√łrste besv√¶r lykkedes det lokale myndigheder – prim√¶rt biskopperne – at standse myrderierne. Pave Urbans opfordring til at bek√¶mpe troens fjender og hente jordisk gods som bel√łnning for indsatsen blev her udlagt som velsignelse af drab og udplyndring af det forhadte folk, der havde korsf√¶stet Jesus. Fra Rhinlandet drog h√¶rgende skarer af tiggere og tyvekn√¶gte derefter videre mod Jerusalem, og et stort antal ‚Äúkolleger‚ÄĚ fra Norditalien sluttede sig til dem. Med nogle dages forsinkelse fulgte yderligere en flok fra Frankrig. Gennem Ungarn n√•ede disse udisciplinerede masser til Balkan og Konstantinopel. Da den byzantinske kejser √łnskede at slippe for et n√¶rmere bekendtskab med de ubehagelige g√¶ster, fik han dem ekspederet over til tyrkerne, der snart gjorde det af med de fleste af dem.

De franske og normanniske aristokrater gik mere omhyggeligt til v√¶rks. De selv og deres m√¶nd var krigsvante og disciplinerede, men deres forehavende manglede en konge – og dermed det n√łdvendige kommandosystem – at stille i spidsen for de mange ryttere og fodfolk. Derfor rykkede de frem i flere h√¶re – normanner, proven√ßaler, flaml√¶ndere o.s.v. Sandsynligvis drog mindst 30.000 krigere og lige s√• mange ubev√¶bnede deltagere af sted mod Konstantinopel. Her blev deres ledere under delvist tumultariske forhold tvunget til at afl√¶gge troskabsed til kejseren, der foretrak at se dem forsvinde, n√•r de havde l√łst den opgave at fortr√¶nge tyrkerne. Kun den normanniske h√¶rf√łrer Bohemund fra Syditalien n√¶gtede kejseren loyalitet. Han var den eneste af de h√łje herrer, der selv havde v√¶ret i krig mod det byzantinske rige.

Disse politisk betingelser var ikke gunstige for det videre kristne samarbejde i krigen mod islam. Men i f√łrste omgang lykkedes det faktisk at sl√• tyrkerne i flere regul√¶re slag og i samarbejde med den byzantinske fl√•de generobre byen Nik√¶a, hvor kommandanten valgte at kapitulere, inden ‚Äúfrankerne‚ÄĚ – krigerne fra vest – stormede byen. Den gr√¶ske kejsers fane blev hejst, og byen undgik plyndring, hvorefter den blev genforenet med det byzantinske rige. Korsfarerne m√•tte drage videre – skuffede og bitre over deres underordnede rolle.

I det nordlige Syrien kom den n√¶ste store udfordring ved en langvarig kamp om Antiokia. Men ogs√• denne by og en stribe f√¶stninger og mindre havnebyer i Libanon blev taget af korsfarerne, og i sommeren 1099 kunne de indlede belejringen af Jerusalem. Med teknisk assistance fra genuesere og venezianere blev byen stormet og tusinder af muslimer og j√łder blev massakreret.

Kristi gravkirke var nu atter i kirkens h√•nd, men ellers var det uklart, hvad paven og kristenheden egentlig havde opn√•et. Hvordan skulle de erobrede landsdele ordnes? Hvem skulle ud√łve den √łverste autoritet? Paven? Den byzantinske kejser? Kongen af Frankrig? Hvilken stilling skulle de ortodokse kristne have – for ikke at tale om de overlevende j√łder og muslimer? Hvem skulle bekoste det milit√¶re beredskab, der naturligvis m√•tte oprettes som v√¶rn mod en fremtidig modoffensiv fra muslimerne? Disse og andre problemer var ikke blevet studeret p√• forh√•nd. Urban (som d√łde uden at modtage nyheden om Jerusalems erobring) havde form√•et at sende en betragtelig del af Europas adel af sted p√• et bekosteligt eventyr, men n√¶sten ingen tyske aristokrater deltog p√• grund af kejserens strid med pavestolen, og hverken den engelske eller franske konge deltog. Da de fleste grever og hertuger atter rejste hjem fra Pal√¶stina, begyndte hele projektet at ligne et luftkastel.

Det lykkedes imidlertid de resterende korsfarere at oprette en feudal statsdannelse med en konge i Jerusalem og et antal grevskaber – prim√¶rt Tripoli, Antiokia og Edessa. En del af ‚Äúfrankerne‚ÄĚ slog sig ned i de nye omgivelser. Det nye land kaldte de ‚ÄúOutremer‚ÄĚ. Som krigere og herskende klasse holdt de afstand til de andre befolkningsgrupper, og mentalt slap de aldrig deres hjemlande i Vesteuropa. Efterh√•nden opstod ogs√• kolonier af venezianske og genuesiske k√łbm√¶nd i havnebyerne. En noget st√łrre gruppe var ‚Äúpoulains‚ÄĚ, de ikke-katolske kristne i ortodokse, armenske og kald√¶iske menigheder. Endelig fandtes i b√•de byerne en del j√łder og p√• landet talrige landsbyer med shia- og sunni-muslimer. De frankiske herskere lod dem leve i fred med egen retspleje. Som alle f√łrmoderne samfund var kultur vertikalt struktureret. Tilh√¶ngerne af de forskellige religioner var √łkonomisk forbundne og understillet samme hersker, men de levede hver for sig.

Fred var der kun sj√¶ldent blandt frankerne og italienerne. Bestandig strid om gunstige handelsaftaler satte ofte genuesere op mod venezianere, og feudalherrerne f√łrte enten sm√•krige mod hinanden eller ogs√• konspirerede de mod kongen i Jerusalem. Dertil kom en alvorlig splittelse og af og til regul√¶r blodsudgydelse mellem to katolske ridderordener – Johanitterne og Tempelherrerne, som begge ophobede betragtelige rigdomme og begge havde egne ridderh√¶re. Pavens udsendinge og den byzantinske kejser fiskede konstant i disse r√łrte vande – helt p√• linje med sunni-muslimske tyrkiske herskere i nabostaterne og agenter fra det shia-muslimske √Ügypten. Som det fremg√•r, var islam endnu mere politisk fragmenteret end den kristne side, hvilket var en vigtig √•rsag til, at det lille katolsk beherskede Outremer overlevede frem til havnebyen Akkos fald i 1291. Da havde Jerusalem skiftet h√¶nder flere gange. I kritiske situationer var Outremer truet af udslettelse, n√•r en muslimsk hersker havde samlet tilstr√¶kkelige ressourcer. Derfor gennemf√łrtes adskillige korstog, n√•r kirken mobiliserede en redningsaktion fra aristokratiet og kongerne i Vesteuropa (mest kendt er m√•ske Richard L√łvehjertes bedrifter under det tredje korstog i 1191).

Men det vil v√¶re en grotesk fejlvurdering at skildre den frankiske bes√¶ttelse som ‚Äúimperialisme‚ÄĚ og reaktionerne fra muslimsk side som en f√¶lles indsats for‚Äúbefrielse‚ÄĚ fra europ√¶isk herred√łmme. Dertil var s√¶rinteresserne ofte for st√¶rke. I f√łrste halvdel af det 13. √•rhundrede opn√•ede den tyske kejser Frederik den 2. – han var desuden konge af Sicilien og Syditalien – ved diplomatiske midler en fredsaftale med den √¶gyptiske sultan (faktisk var der et venskabeligt forhold mellem de to herskere). Da aftalen udl√łb, begyndte i 1244 en s√¶rdeles √łdel√¶ggende krig, hvor syriske muslimer og de frankiske grever i Outremer forenede sig i en desperat overlevelseskamp mod √Ügyptens overmagt. Den √¶gyptiske h√¶r vandt overbevisende. Frankrigs konge, Ludvig den Hellige, fors√łgte ganske vist at erobre f√łrst √Ügypten, dern√¶st Tunis, men alt mislykkedes for ham og han d√łde af pest foran sidstn√¶vnte by.

I en vis forstand var korstogsepoken slut. Outremer fik ikke tilstrækkelig hjælp fra Vesteuropa, og 1291 faldt den sidste frankiske fæstning Рhavnebyen Akko (mellem Haifa og den nuværende israelsk-libanesiske grænse; den gamle bydel ved havnen har stadig et middelalderligt præg).

Afsluttende kan nævnes to faktorer, der svækkede kirkens korstogsprojekt:

1) Paverne bidrog selv til devaluering af de kristnes hellige krig ved at erkl√¶re adskillige korstog uden for Pal√¶stina og Anatolien. I 1208 proklamerede pave Innocens den 3. det s√•kaldte Albigenserkorstog mod k√¶ttere i Sydfrankrig. Konsekvensen blev n√¶sten tyve √•rs massakrer og plyndringer samt v√¶bnet indblanding fra Spanien (kongeriget Aragonien-Katalonien). Senere f√łrte spansk-fransk rivalisering om magten over Sicilien og Napoli til endnu et ‚Äúkorstog‚ÄĚ, idet paven st√łttede den franske konges broder, Charles. Et fransk erobringstogt over Pyren√¶erne blev officielt betegnet som Kristi felttog mod hedninge. Imidlertid blev krigen vundet af spanierne, som ingen pave ville g√łre sig uvenner med p√• l√¶ngere sigt.

2) Hermed ber√łres et grundvilk√•r, der afg√łrende sp√¶ndte ben for pavestolens politiske ambitioner: nationalstaterne. I senmiddelalderen opbyggede kongemagten i England, Frankrig og Spanien fundamentet til den moderne stat (Max Webers ‚ÄúMacht und Anstalt‚ÄĚ). En universel, f√¶lleskristelig m√•ls√¶tning lod sig ikke opstille i krig og politik p√• grund af de nationale interesser – ‚Äúrealpolitik‚ÄĚ. Resultatet blev Luthers og Calvins reformationer og afslutningen p√• Tysklands Tredive√•rskrig med den westfalske fred i 1648, hvor de europ√¶iske magter afskaffede religi√łs tro som krigs√•rsag. Resultatet blev ogs√• en langvarig fransk-tyrkisk alliance mod Spanien i 1500-tallet.

Konger og ikke paver viste sig at v√¶re hovedakt√łrerne, og krig overgik omsider til afdelingen for rent verdslige anliggender – for de kristnes vedkommende.

En diskrepans Urias-Kim har af Danmarks Statistik f√•et oplyst ( post #61 ), at navnet Muhammed (alle stavem√•der inkluderet) i f√łrste halvdel af 2007 var givet til 66 nyf√łdte drenge i Danmark, hvilket indbragte det en 55. plads i statistikken. Umiddelbart synes dette h√łjst besynderligt, n√•r nu navnet i Storbritannien er ved at overhale Jack og blive det mest popul√¶re drengenavn. Jeg har i skrivende stund ikke en god forklaring p√• denne diskrepans. Ikke blot i Storbritannien, men i flere europ√¶iske byer har samme tendens v√¶ret rapporteret. Er der st√łrre spredning af popul√¶re navne i Danmark, eller er der andre m√•der at opg√łre det p√•? Min umiddelbare reaktion er skepsis, n√•r enhver ved selvsyn kan se antallet af barne- og klapvogne i danske byer, og hvem der k√łrer med dem, og n√•r man ved hvor mange voksne muslimer i Danmark som har dette navn. L√łsningsforslag p√• det tilsyneladende paradoks udbedes.LFPC

0 0 vote
Article Rating


Don√©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

5 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Nesrine
Nesrine
12 years ago

que cet imb√©cil ailles se faire cuire un oeuf il d√©forme les paroles du CORAN et DIEU ne nous ordonne pas de tuer mais au contraire il nous dit que c’est lui qui donne et reprend la vie ce n’est pas √† l’humin de reprendre la vie, et ce n’est pas parceque il y’a quelques terroristes MUSULMANS que nous le sommes tou, il y a des terroristes catholique et des terroristes juif il ne faut pas tout remettre sur le dos des MUSULMANS et du CORAN.Mais cet imb√©cile de d√©put√© n’aura jamais le plaisir d’acc√©der au paradis mais inchaalah rabi… Read more »

IVAR
12 years ago

Two wrongs don’t make anyone right…. please learn to coexist in this world we call EARTH. Besides our religious differences we are all one same biological needs. History has caused us to be where we are today if we fail to realize this fact and engage in vicious cycles of hate and continue this phenomena we degrade ourselves to barbaric acts of ANIMALS. We are responsible for our future generations and by being biased to either at any situation or setting we only create negativity to hurt injure or kill. WHAT DOES THESE THOUGHTS BREED? Please do your part to… Read more »

M.S.Rehman
M.S.Rehman
12 years ago

Dear Brothers/ Sisters One should first learn exact teaching of Islam and Quran and life history Muhammad PBUH. How he show practical application of Quran in life and society. Instead looking with biased spectacle. first learn Quran in Total and Do not blame Islam and Quran for wrong doer with incorrect perception of Islam and Quran like suicidal attacks ( suicide is stricly prohibited in Islam) and like other misconception adopted by so called Muslims. Human life and respect in Islam is very high but not at the cost of other life and respect………..there are so much other things ……….… Read more »

Ravindra Nath
Ravindra Nath
12 years ago

Here are a few questions for those shouting against freedom of expression in this country: 1. What were their parents running from when they migrated to this country? 2. What were they seeking in this country. 3. Having found what they sought, should it lie with their progeny to abuse the host country which has made them what they are? 4. Do only Muslims have the right to feel hurt? They are making so much noise about the film Fitna today. Earlier they did so about the cartoons. Yet, they remained silent when: i. Their co-religionists blew up with canons… Read more »

2008
2008
12 years ago

Om at forlade islam: N√•r sandheden kommer ind, springer mullah‚Äôer ud af vinduet Af: Emir Reza ‚ÄúJeg blev f√łdt i den islamiske revolutions tidlige √•r i Iran og lige f√łr, Iran-Irak-krigen startede. Jeg kan med rimelig sikkerhed sige, at den f√łrste musik, jeg h√łrte, m√• have v√¶ret revolution√¶r musik, og det f√łrste ansigt, jeg s√• p√• vores s/h TV, var Ayatollah Khomeinis. Jeg er, hvad de kalder ‚ÄĚbarn af Revolutionen.‚ÄĚ Min far var almindelig kontormand og min mor husmor, begge praktiserende muslimer og dedikerede i deres tro p√• Allah og Muhammad. Ingen form for blasfemi var tilladt i vores hus,… Read more »