11
jun
Seneste opdatering: 11/6-08 kl. 1614
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

fra ”University College SjĂŠlland”, (hvorfor ikke “Zealand”?) som er en sammenslutning af en rĂŠkke uddannelsesinstitutioner for mellemlange sundhedsuddannelser i Region SjĂŠlland, der uddanner blandt andet sygeplejersker og socialrĂ„dgivere. “VaccinĂ©r fru Jensen mod tĂžrklĂŠdefobi?” Et helt nyt udgangspunkt for de to jobs – belĂŠrende nedladenhed! (reklamefotos fra KĂžge Station, klik f. helbillede)

Svenske ex-kommunister i tĂžrklĂŠdetvivl

om piger  under 15 og tĂžrklĂŠde i skolen. Patriarkat eller multikultur ? – “race” trumfer  kĂžn igen. Hvad har de snart ellers tilbage at klynge sig til ? Deres intellektuelle krumspring er  ikke uden underholdningsvĂŠrdi, og pĂ„ et “hĂžjt  intellektuelt  niveau” – det medgav formand Ohly  forleden i TV, at partiets diskussioner er. Fildeling var et hovedemne  pĂ„ kongressen………..

“Kongressen sade nej till förslaget att förbjuda slöja i skolan för flickor under 15 Ă„r.”

USA lĂŠser Lone NĂžrgaard

“What worries me most is the fact that the Lisbon Treaty is guided by a multicultural Utopian idea whose purpose is to put an end to the national state, writes Lone NĂžrgaard”

Oversat pĂ„ Gates of Vienna: That’s why we are not allowed a referendum on the Lisbon Treaty

Tyrkiet i EU – den skĂŠbnesvangre satsning

Vi har som bekendt to paradigmer i islamdebatten herhjemme. Den ikke-essentialistiske tilgang der i offentligheden kendes bedst gennem JÞrgen BÊk Simonsen, og sÄ den som halvstuderede rÞvere og islamofober som os henholder os til, og som har rÞdder tilbage til den uglesete orientalisme, og i dag tegnes af forskere mere eller mindre pÄ kant med mainstream. Hvor Simonsens argumentation i hÞj grad bygger pÄ eksistensen af en lÞbende debat i islamiske miljÞer, hÊvder vores side, at islam som fÊnomen har konsekvenser for et vantro samfund; konsekvenser som ikke forsvinder eller kan bortrelativiseres af en lÞbende diskussion eller pluralisme i grÊsrodshÞjde. Skal vi satse vores fremtid pÄ eksistensen af denne luftige, lÞbende debat, eller skal vi tage udgangspunkt i udtalelser som denne fra Tyrkiets ministerprÊsident Erdogan, som trodser ikke-essentialisterne og siger det samme som vi siger? (LFPC)

“You cannot be both secular and a Muslim! You will either be a Muslim, or secular!…It is not possible for a person who says ‘I am a Muslim’ to go on and say ‘I am secular too.’ And why is that? Because Allah, the creator of the Muslim, has absolute power and rule!” Spencer: The Stealth Jihad in Turkey

»Vi mÄ holde et mÞde, og virker det ikke, sÄ holder vi et til«

Om en effemineret skole i et indvandrerkvarter, der  ikke er  uden egen skyld i  de  problemer, den stÄr til halsen i :

Enhver, der har med opdragelse at gÞre, ved, at der i den skal vÊre et element af tvang, mener lÊrer Tue Bech. Fra sin folkeskole pÄ Amager iagttager han et samfund, som lader socialt svage bÞrn vokse op med oplevelsen af skolen som en konsekvenslÞs mÞdemaskine og udsigt til et liv i Ändeligt, Þkonomisk og uddannelsesmÊssigt armod.

KRIGSZONE Egentlig slÄr omgivelserne og skolegÄrdens metalskilt med teksten »Ingen elevbesÞg i undervisningstiden« glimrende tonen an. Polensgade, hvor en 15-Ärig med en baseball-kÞlle for to en halv mÄned siden smadrede livet ud af et avisbud, ligger lige rundt om hjÞrnet. FolkeskolelÊrer Tue Bechs elever kender naturligvis bÄde drabsmanden og hans bror. Lige som de kender den tidligere elev med en otte Är lang socialsag bag sig, som forleden rÞvede Shell-tanken et par gader vÊk. Efter to mÄneders fravÊr fra skole. Og nÄ ja, to af fÊdrene fra Tue Bechs klasser sidder i Þvrigt inde for narkokriminalitet, mens deres bÞrn og deres kammerater flere gange har oplevet at blive kropsvisiteret pÄ vej til skole om morgenen.
Velkommen til virkeligheden. Til en verden, hvor far og mor ogsÄ hadede at gÄ i skole og sandsynligvis ogsÄ fik et par flade, nÄr de ikke opfÞrte sig ordentligt derhjemme. Men i det mindste ikke blev bedt om at tage ansvar for egen lÊring og selv forsyne sig fra den buffet, dagens folkeskole byder pÄ.

»De bÞrn, jeg underviser her, er sÄ langt fra at vÊre klÊdt pÄ til folkeskolens pÊdagogik, som man overhovedet kan vÊre. Familierne er en skÞnsom blanding af dem, der ikke vil og dem, der ikke kan, og flosklerne om ansvar for egen lÊring og kravene om refleksion og selvkontrol giver ingen mening for dem og deres bÞrn; kun nederlag pÄ nederlag. ForÊldrenes indstilling til skolen er, at den skal ligne den skole, de »sgu selv hadede at gÄ i«. Skolen skal vÊre en fÊrdighedsmaskine, et sted, man lÊrer at lÊse og skrive og regne, og det er det. Jeg skal bruge timer pÄ at forklare forÊldre, hvorfor vi har samfundsfag, eller hvorfor vi tager pÄ besÞg pÄ Teknisk Skole og sammen med en gammel smed bygger en grill,« siger Tue Bech, der siden 2001 har undervist de Êldste elever pÄ Østrigsgades Skole pÄ Amager.

Her er tilliden til skolen lige sÄ lille som den gennemsnitlige indkomst i de splittede hjem, hvor far og mor ofte har hÄrdt fysisk arbejde eller slet intet. Her leves livet med en fravÊrende far og en bebrejdende mor, der mellem rengÞringsjobbene forsÞger at holde styr pÄ ungerne, indtil far kommer hjem fra nat-turen i taxaen og altid har ret. OgsÄ til at uddele tÞrre tÊsk.
Den samme ret har de af gode grunde ikke i skolen. Her mĂždes man. Og taler om tingene. Hvis man altsĂ„ ikke har opgivet at mĂžde op. BĂ„de til undervisningen og til endnu et af de mĂžder, hvor skoleledelse, lĂŠrere, psykolog og tolk er kĂžrt i stilling. Til ingen verdens nytte. Skolen opleves af bĂžrn og forĂŠldre som konsekvenslĂžs, og de skjulte forventninger – om at tage for sig af retterne i folkeskolen – kan de ikke gennemskue.

»Skolen er en mĂždemaskine af ren snak og tomme trusler. Den er et kedeligt fĂŠngsel – oven i kĂžbet stort set uden mĂŠnd – hvor det ikke har nogen konsekvenser, at du skaber dig Ă„ndssvag eller skulker. Skolens indflydelse har aldrig vĂŠret sĂ„ lille, som den er i dag,« mener Tue Bech, der understreger, at omdrejningspunktet for bĂžrnenes problemer ikke er deres to sprog, men manglen pĂ„ uddannelsestraditioner i familien. Uanset om den er brun eller hvid.

»Et par pakistanske lÊgeforÊldre fÄr ikke et taberbarn, selv om de bor her i minefeltet. Det eneste, vi helt sikkert ved, er, at forÊldrenes indstilling til uddannelse betyder alt,« siger Tue Bech, der sammenligner situationen i mange socialt dÄrligt stillede familier med hverdagen i et arbejderkvarter for 50 Är siden.

Her havde far og mor heller ikke den store fÞling med eller forstÄelse for det, der foregik i skolen, men kvarterets rÞdder kunne trods alt ende med en erhvervsuddannelse og et solidt hop opad i samfundet, netop fordi skolen var streng og disciplinerende. Det, man ikke lÊrte derhjemme, lÊrte man her.

I dag fĂ„r for eksempel en 15-Ă„rig dreng – lad os kalde ham Ahmed – i vidt omfang lov til at klare sig selv. MĂ„ske mĂžder han stadig op i skolen indimellem. Sandsynligvis uden at have spist morgenmad og dĂždtrĂŠt efter endnu en nat med kammeraterne eller foran computeren. Udadtil er han en snotforvirret, uopdragen, larmende, voldsom, fysisk, pralende, bandende og testosteron-plaget pubertetsdreng. Eller med Tue Bechs ord »alt det, man i gamle dage ville kalde en rask dreng, der simpelthen mangler en fast, men kĂŠrlig hĂ„nd«.

ForÊldrene magter ham ikke. MÄske mÊrker Ahmed fars hÄnd efter endnu et mÞde pÄ skolen om den uvorne knÊgt, men fars forstÄelse for sÞnnikes hverdag og kravene i det moderne liv kan ligge pÄ et meget lille sted. Og i Þvrigt ligner Ahmed mange andre af skolens raske drenge, som uanset social baggrund bliver »syge« af mÞdet med et bord, en stol og kravet om fem tiders stillesiddende arbejde hver dag. Her er intet fokus pÄ, hvad Ahmed er god til, som dreng er han ikke biologisk disponeret for at sidde stille mere end 13-14 minutter ad gangen og er derfor allerede fra starten bagud pÄ point.

Respekten hentes hos vennerne
Dagens ret er specialundervisning, stĂžttetimer, flere mĂžder og nederlag, og mens skolen, lĂŠrerne, ledelsen, psykologen og mĂ„ske en socialrĂ„dgiver langsomt snegler sig ind pĂ„ en diagnose af Ahmed, er han for lĂŠngst sĂžgt hjem – i gadens og drengegruppens trygge favn.

»De raske drenge her forstÄr Ahmed. De er lige som ham blevet immune over for skolens »vi mÄ holde et mÞde, og virker det ikke, sÄ holder vi et til«. I drengegruppen er normerne til at forstÄ, her er mulighed for at hente status og anerkendelse. Det eneste, han skal levere, er at forsvare gruppen. OgsÄ nÄr politiet banker pÄ,« siger Tue Bech, der ogsÄ kan historien om Ahmed, efter han er udfaset af skolen:

»SocialrĂ„dgiveren i kommunen vil med blĂžde midler og fĂŠrrest mulige indgreb sĂžge at hjĂŠlpe familien. Hvis Ahmed er heldig og ikke har alt for meget pĂ„ straffeattesten, fĂ„r han mĂ„ske et job eller en kortere faglig uddannelse. Ellers ryger han ind og ud af institutioner, er overreprĂŠsenteret i kriminalstatistikken, sĂŠtter ild til biler og kaster med sten efter politiet. Han er en kĂŠmpe omkostning for samfundet, der krĂŠver strenge straffe for al balladen, en hjertesorg for familien, spild af tid – og frem for alt lever han et mĂžgliv.«

Regnestykket – en ressourcesvag familie, der ikke formĂ„r at opdrage sine bĂžrn og i Ăžvrigt ingen forventninger har om uddannelse, plus en skole, der ikke har midlerne til at opdrage bĂžrnene plus et samfund, der mener, at ansvaret alene hviler pĂ„ forĂŠldrene, nĂ„r deres bĂžrn er nogle lĂžmler – gĂ„r ganske enkelt ikke op.

Til gengÊld accepterer samfundet tilsyneladende, mener Tue Bech, det regnestykke, som viser, at nutidens rabarberbÞrn, typisk fra en etnisk underklasse, ikke fÄr en uddannelse. Her ender 60 procent uden en uddannelse. De er bogstaveligt talt uden for pÊdagogisk rÊkkevidde.

»I dag er der ingen tvang i skolen. Selv om enhver, der har med opdragelse at gĂžre, ved, at der i den skal vĂŠre et element af tvang. Det er gennem accepten af andres autoritet, at eleven efterhĂ„nden erfarer sin egen evne til at holde ud og forbedre sig, uden at kunne melde fra eller opfĂžre sig ansvarslĂžst. Den evne er afgĂžrende for at gennemfĂžre en uddannelse – og i processen udvikle sig til et selvforvaltende ungt menneske,« siger Tue Bech, der indimellem oplever glimt af smĂ„ mirakler, nĂ„r han tager de fem u-underviselige elever med pĂ„ Teknisk Skole, hvor de fĂ„r lov at gĂ„ op ad en gammel smed, der kan sit kram. SĂ„ kan de fem knĂŠgte pludselig regne, bruge vinkelmĂ„leren og bygge en grill.

ȯnsker vi reelt at inkludere de her bĂžrn i samfundet, sĂ„ er vi ovre i noget meget mere »Fulton-agtigt«, hvor bĂžrnene hentes, hvis de ikke mĂžder op pĂ„ skolen, og forĂŠldrene bliver trukket i bĂžrnepenge, hvis de ikke samarbejder og viser reel interesse for deres bĂžrns liv. ForĂŠldrene skal tvinges, motiveres og belĂžnnes: To mĂ„neders tvungen lektiecafĂ© – ellers ryger bĂžrnepengene,« siger Tue Bech, der understreger, at han ikke under nogen omstĂŠndigheder accepterer vold mod bĂžrn. Men det offentlige mĂ„ gribe ind – med andet end trusler om fĂŠngsel.

Politiske overbud
»I Danmark accepterer vi, at bÞrn, isÊr af anden etnisk oprindelse, ikke gÄr i skole. BÞrn er forÊldrenes ansvar, og det er ikke tvangsfjernelsesgrund, at barnet ikke gÄr i skole,« siger Tue Bech, der gang pÄ gang har indberettet sine elevers forhold til kommunen. Stort set uden anden konsekvens end selv at blive kaldt til »venskabelig samtale« med forvaltningens embedsmÊnd.

»Man behÞver ikke at have set »Javel, hr. minister« ret mange gange for at forstÄ, hvordan systemet hÊnger sammen. I det private erhvervsliv ville chefen have en direkte interesse i at forbedre produktet, hvis ikke det var i orden. I det offentlige hÊnger meget pÄ etikken. EmbedsmÊndene sidder med budgetterne, mens politikerne er bÄret af deres idealisme, ikke af realiteterne. Problemet er, at de ikke selv skal administrere de drÞmme, de kaster i hovedet pÄ andre. For naturligvis er det her i sidste ende et politisk spÞrgsmÄl,« siger Tue Bech, der mener, at man i lighedens navn lader de svageste i stikken. Ved ikke at ville udstikke en sÊrlig pÊdagogik for dem og deres bÞrn.

»BÞrns liv er relateret til hjemmet, skolen og samfundet. I dag formÄr hjemmet ikke at klÊde bÞrnene pÄ, og i skolen har vi lÊrt, at barnet er suverÊnt og ikke mÄ krÊnkes som dengang i den sorte skole. Barnet skal vandes som en spÊd lucernespire, til det en dag springer ud i fuldt flor med en stemme, der skriger selvforvaltning! GÞr bÞrnene ikke det, stÄr samfundet parat med det politiske overbud: Smid deres familier ud af boligselskaberne, send dem til en Þde Þ, udvis dem, straf dem, spÊr dem inde,« siger Tue Bech, som har svÊrt ved at se logikken:

»Det er en kÊmpe stor Þkonomisk omvej at tage, nÄr vi lader de her bÞrn sejle deres egen sÞ i 15 Är og sÄ burer dem inde et sted, hvor de lÊrer at blive rigtig kriminelle. Som samfund har vi ingen interesse i at betale for deres ophold pÄ institutioner eller i fÊngsler og for deres hÊrvÊrk og kontanthjÊlp. Som mennesker bÞr vi slet ikke acceptere deres og familiernes trÞsteslÞse tilvÊrelse.«

Af Kirsten Weiss  9. juni 2008 /nr. 21   Ugebrevet A 4

0 0 vote
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

7 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Vivi Andersen
Vivi Andersen
12 years ago

Janne

Man regner ikke med Fru Jensen tĂŠnker i de baner du fremlĂŠgger .

Reklamen og den holdning den ligger bag er arrogant indtil det latterlige.

Den er arrogant, fordi folkene bag ikke kalkulere med at dette samfunds Jensener kan tĂŠnke 2 sammenhĂŠngende tanker og slet, slet ikke finde frem til egne konklussioner og handle derefter.

Den er latterlig fordi den sÄ pinligt, og Äbenlyst utilsigtet, afslÞrer konstruktÞrerne bag, som de Ändshovmodige bedrevidende typer disse er.

Janne
Janne
12 years ago

Er det samarbejde at tale ned til “Fru Jensen”?

Egil
Egil
12 years ago

Hvad er i det hele taget et “University College”? Hvis denne sproglige absurditet, “University College SjĂŠlland” har ansvar for at uddanne kommende lĂŠrere siger jeg bare: Gud bevare Danmark!

BĂžrre
BĂžrre
12 years ago

Og de vil have mere i lĂžn…

Janne
Janne
12 years ago

Hvad med de kvinder der fĂ„r bank af manden de lever sammen med, skal de vaccineres mod voldsfobi, sĂ„ de tĂ„ler flere bank? Hvad med de familier der oplever at en datter mishandles af sin kĂŠreste, skal den familie vaccineres mod kvindevoldsfobi, sĂ„ familien kan tĂ„le at datteren fĂ„r vlere bank? Eller hvad med de bĂžrn der misrĂžgtes, skal de vaccineres mod ensomhedsfobi og sultfobi, sĂ„ de tĂ„ler mere misrĂžgt? Hvad med pĂ„rĂžrende til en alkoholiker, skal de vaccineres mod alkoholfobi, sĂ„ de tĂ„ler at se den pĂ„rĂžrende blive endnu mere alkoholiker? Hvad med et samfund der oplever mere og… Read more »

Janne
Janne
12 years ago

Er det moderne sygepleje at bedĂžve sund kritik af religiĂžs kvindeundertrykkelse?

Er det sygeplejerskers opgave at bedĂžve religionskritikere?

TĂžrklĂŠdepropagandaen er massiv i Danmark.