22
jun
Seneste opdatering: 23/6-08 kl. 0248
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

en længere version på 1 t. 59 min. findes her.

“Indvandrere angreb grænsepost”-eller “Desperate fattigdomsflygtninge?”

Det er alt sammen et spørgsmål om spin. Man kunne ved ordvalget betone den udfordring vi i de veludviklede lande i Europa står over for i dette århundrede, hvor endeløse strømme fra fallerede stater syd for Middelhavet vil spænde vores sociale harmoni og velstand til bristepunktet, og måske længere end det. Bare et øjebliks refleksion ville fortælle en, at “indvandrer” er man altså først når man er etableret i det nye – frivillige eller ufrivillige – værtsland. Derfor er det også sigende, at Ritzau foregriber det mulige udkomme: Er man først indenfor, er man ikke sådan til at slippe af med igen, om ikke andet må man vente til næste masseamnesti for illegale indvandrere. Ja, dette spin var mit (LFPC).

Op mod 70 afrikanere, der ønskede at komme til Europa, forsøgte søndag at storme en grænsepost i den spanske enklave Melilla i Marokko, men de flest af dem blev trængt tilbage, oplyser de spanske myndigheder. […]

/ritzau/AFP Indvandrere angreb grænsepost

Om censur af XPP – “xenofobiska, populistiska partier”

“Färsk forskning i åtta europeiska länder visar entydigt att medial uppmärksamhet gynnar xenofobiska populistiska partier (XPP) av sverigedemokraternas typ. Historien med ny demokrati och dess partiprogram som har förverkligats av olika regeringar på 1990-talet talar sitt tydliga språk, skriver professor Masoud Kamali, som leder det europeiska forskningsprojektet ”The European Dilemma”.
Under senare tid har många politiska partier beslutat sig för att ”ta debatten” med sverigedemokraterna (sd) och behandla dem som en ”politisk motståndare”. Folkpartiet och socialdemokraterna har redan erbjudit sd medial plats och gett dem möjlighet att vädra sin rasistiska ideologi. “[…]

“De etablerade partierna har redan förverkligat ny demokratis främlingsfientliga program, som till exempel hårdare asylpolitik, hårdare krav på invandrarna, normaliseringen av kulturrasismen och framställningen av ”invandrarna som problem”.
I en debatt som inte är baserad på grundläggande mänskliga värderingar och en antirasistisk inställning till politiken framstår representanter för etablerade partier, som vill attrahera sd:s väljare och påverka sina främlingsfientliga väljare att inte rösta på sd, som falska kopior av originalet. I sådana direkta och indirekta debatter kommer sd att vinna fler främlingsfient­liga röster. Detta framgångsrecept har förverkligats i andra europeiska länder, till exempel Danmark, Italien, Frankrike och Österrike. Sverige är inget undantag.” Mediers bevakning gynnar sd

Fætter GUF- professoren Massoud Kamali, mener at Sverigedemokraterna har fået for megen ytringsfrihed, og det er jo ilde. Jeg ser dem dog stort set aldrig optræde som kronikører eller læserbrevsskribenter, men bare ganske lidt i TV. Selv det er for meget for Kamali. Man er lettet over at ingen danskere medvirker i hans ”forskningsprojekt” – ”The European Dilemma: Insitutional Patterns of “Racial” Discrimination”, hvor han slynger om sig med uhyrlige beskyldninger og pseudovidenskab. Kamali mener åbenbart at folkestyre er klubben for de eniges samfundsforvaltning. Ytringsfrihed har han nydt så rigeligt af, at selv det svenske etablissement har svært ved at tage ham alvorligt. Så ringe kan man få lov at skrive i “Sveriges Berlingske Tidende” -så er det klart, man ikke bryder sig om konkurrence. Svensk, offentlig debat er i en elendig forfatning, og det skyldes ikke mangel på gode hoveder, men den censur som Kamali er fortaler for.

Den der lever skjult lever godt – men gælder dette også i dagens verden?

Det har længe undret mig hvorfor Tyskland ved flere lejligheder tilsyneladende har været udset som terrormål, når nu landet ikke just har gjort sig bemærket hverken ved engagement i Irak, eller ved spot og hån af forlængst afdøde religionsstiftere. Da dogmatisk islam er supremacistisk, og altså stræber efter at underlægge den vantro verden under sig, er Tyskland naturligvis også en del af dette paradigme, men umiddelbart ville man forvente, at udvælgelsen af mål ville afspejle den propagandamæssige gevinst forbundet med et vellykket angreb. Men grunden kan meget vel tænkes at være netop dette: At landet som yderst tilbageholdende hvad angår militær indsats, og uden et atomvåbenarsenal, netop af denne grund udgør en mindre risiko for alvorlig gengældelse mod jihadisternes bagland (LFPC).

Germany must fascinate the jihadists, too-not for displacing America as the prime target, but as the richest target least defended. Though it will never happen, they believe that Islam will conquer the world, and so they try. Unlike the U.S., Europe is not removed from them by an ocean, and in it are 50 million of their co-religionists among whom they can disappear and find support. …

But more importantly, the variations in European attitudes and capabilities vis-à-vis responding to terrorism or nuclear blackmail are what make Germany such an attractive target. Unlike the U.S., France, and Britain, Germany is a major country with no independent expeditionary capability and no nuclear weapons, making it ideal for a terrorist nuclear strike or Iranian extortion if Iran is able to continue a very transparent nuclear policy to its logical conclusion. Though it is conceivable that after the shock of losing Washington or Chicago, the U.S.-or Britain after Birmingham, France after Lyons-would, even without an address certain, release a retaliatory strike, it is very unlikely that, even with an address certain, any nuclear power would launch in behalf of another nation, NATO ally or not, absent an explicit arrangement such as the dual-key structure during the Cold War.

Looking at Germany, then, Iran sees a country with nothing to counter the pressure of merely an implied nuclear threat. Jihadists see the linchpin of Europe, easy of access and inadvertently hospitable to operations, that will hardly punish those who fall into its hands, and that can neither accomplish on its own a flexible expeditionary response against a hostile base or sponsor, nor reply in kind to a nuclear strike. Thus the German government should be especially nervous about cargos trucked overland from the east. The New Soft Underbelly of Europe

Perhaps one of the most tragic outcomes of the soft approach towards rogue states is that it may unwittingly speed up the complete collapse of the nonproliferation regime and usher in its consequence, the re-armament of Europe. If Helperin is correct predicting that radical Islam’s first targets will be the rich, undefended and politically correct societies of Europe, then one might ask how those societies will eventually respond to an existential challenge.

It is too early in the game to predict anything. But the diplomatic consequences of a breakdown in nonproliferation make an interesting subject for scholarly examination. The return of danger

‘I despise Islamism’: Ian McEwan faces backlash over press interview

De engelske leftists har ikke forandret sig fra de Stalin hyldere, der blev beskrevet i “The Collected Essays, Journalism and Letters of George Orwell“. De går lige i gyngen. Hvergang.

He defends fellow writer Martin Amis against racist charge and condemns religious hardliners. The novelist Ian McEwan has launched an astonishingly strong attack on Islamism, saying that he “despises” it and accusing it of “wanting to create a society that I detest”. His words, in an interview with an Italian newspaper, could, in today’s febrile legalistic climate, lay him open to being investigated for a “hate crime”.

“A dear friend had been called a racist,” he said. “As soon as a writer expresses an opinion against Islamism, immediately someone on the left leaps to his feet and claims that because the majority of Muslims are dark-skinned, he who criticises it is racist.”

“This is logically absurd and morally unacceptable. Martin is not a racist. And I myself despise Islamism, because it wants to create a society that I detest, based on religious belief, on a text, on lack of freedom for women, intolerance towards homosexuality and so on – we know it well.”
“The Muslim community will have to suffer until it gets its house in order”, and told The Independent’s columnist Yasmin Alibhai-Brown, a Muslim, in an open letter: “Islamism, in most of its manifestations, not only wants to kill me – it wants to kill you.” Independent

Nederlagets helte : “Ytringsdumhed”

I Norge står intelligentsiaen i kø for at blive af dyrt erhvervede rettigheder som led i den pågående bortgivelse af landet, ( næppe nogen overdrivelse at kalde mellem 1,1 og 2,6 millioner tilvandrede i 2060.) Herregud, et frit åndsliv, det billige skidt, det er alligevel ikke noget man bemærker, før det er væk. Som om det drejede sig om at påtvinge Pakistan vores diskurs – som det hedder når man har gået lidt på undervisitetet. Det må de da fuldstændig selv om, det går jo så fint dernede. Men vi skal overtage deres. Og hvor langt skal vi så det ? Skal det også gælde kunsten, videnskaben, undervisningen – eller kun avistegnere ? De må ha´spist søm, for at få de professortitler. Det er udmærket at være civilliseret, men går det ud over en vis grænse, lader folk til at implodere intellektuelt. Hvis dagens Norge har en Nordahl Grieg, en Jan Høeg, en Max Manus, en Peter Moen, så er det ikke i pressen vi møder dem. Det er på nettets Hege Storhaug, Hans Rustad, Nina Hjerpset, Fjordman og brødrene Anfindsen:

“VI TRENGER debatt om dumme ytringer som også er farlige ytringer. Når Adresseavisens redaktør mener at en tegning av en avkledt mann med ammunisjonsbelte og som bærer navnet Muhammed må forstås ironisk og at lesere av avisen helt sikkert vil forstå den slik fordi de kjenner Adresseavisen, er det bevis på at man ikke har forstått at verden er større enn Trøndelag. Kan en som ytrer seg i dag tillate seg et så provinsielt perspektiv? Likevel må den som ytrer seg slik, spørre om hensikten. Er det noen annen enn å såre de andre? Hvis ikke, er ytringen ikke særlig etisk eller berettiget. Det er på linje med et barns perfide lyst til å plage andre for å se på reaksjonen. Professor i Statskundskab” : JANNE HAALAND MATLARY, Professor i statsvitenskap, Universitetet i Oslo:” Ytringsdumhed”

“Jeg har tidligere sagt at Vebjørn Selbekk burde reist til urolige områder selv for å forsvare sin rett til å trykke karikaturtegningene. Det bør tegner Henriksen og redaktør Blix også gjøre. Mens de sitter trygt bak sine tegnebord og redaktørpulter hjemme i Norge, er vi altså andre som befinner oss i fare på grunn av deres handlinger. Fine ord fra redaktører og presseorganisasjoner om ytringsfrihet og rett til å tegne og skrive hva man vil, er vel og bra. Men det er lett å forsvare ytringsfriheten hjemme i Norge. Jeg lurerpå om de har mot til å stå ansikt til ansikt med en rasende mobb i Peshawar å forsvare sine handlinger. Neppe. Den jobben overlater de til oss som reiser ut i disse områdene. Min sikkerhet bryr iallefall ikke disse redaktørene seg om.”Forsøker norske redaktører å få meg drept? og Kapitulasjon på våre vegne

Monokultur, tak !

A 20-year-old, who is fighting for his life in hospital, was torched as he sat in his car in Forest Gate.It is believed the Hindi victim, who suffered 65 per cent burns in the attack, was targeted because he was dating a Muslim girlfriend.

Hindu man set on fire in East London ‘for dating Muslim girl’

Bruce Bawer: Vexillofobi (flag-fobi)

This year, the May 17 traditions faced a challenge. In March, the Norwegian Immigrant Forum proposed that kids with foreign backgrounds be allowed to carry their ancestral homelands’ flags in the Children’s Parade. “We want to signal that Norway has become a multicultural society,” explained the group’s head, Athar Ali; other countries’ flags, he said, would render the day “inclusive”. In response, the official May 17 committee ruled that only Norwegian, Sami, and UN flags would be allowed – only to be overruled by Oslo mayor Fabian Stang, who declared all flags welcome

Put out More Flags

Terrorbalance mod en ikke-statslig fjende – må fjendens landsmænd så være målet?

Via GoV er jeg blevet opmærksom på denne diskussion af perspektiverne som spredning af atom- og andre masseødelæggelsesvåben vil konfrontere os med – hvordan kan man afskrække en fjende som ikke er en stat, men en gruppe eller et amorft netværk, fra at angribe et vestligt eller andet ikke-muslimsk land? Det ‘utænkelige’ er i denne forbindelse tanken om at holde civilbefolkningerne i de muslimske lande ansvarlige for handlinger begået af landsmænd eller grupper indenfor eget territorium, eller ødelæggelse (eller trussel om ødelæggelse) af Mekka.

Tanken vil givetvis blive mødt med forargelse og vrede af de fleste, og som jeg plejer at skrive, det bliver først på den anden side af Ragnarok – et atomvåbenangreb på en vestlig by uden klar afsender – at vores befolkninger vil kunne overbevises til at tænke i realpolitiske overlevelsestermer, når nu ‘dialogen’ tydeligvis ikke rakte til her. Nogle nye vendinger her man nok bør skrive sig bag ørerne: “Expanded deterrence” – “marks of prestige” (dvs. Mekka) – “deniable nuclear weapons”.

The problem is arises from the fact that we cannot deter terrorists directly. Colby writes, “as many have pointed out, terrorists are hard – and sometimes impossible – to deter directly. Clearly, people willing to kill themselves in order to conduct terrorist attacks are unlikely to be deterred by direct threats.”

Consequently he argues that there is no alternative but to hold terrorism’s parent societies or cultures responsible for any acts they may fail to prevent. “This posture would strongly incentivize those with the capability to act to do so, since gross negligence or complicity would incur retaliation (not necessarily, it should be emphasized, violent in nature). And our demands would be reasonable, because all we would be asking for is active assistance in preventing catastrophic attacks from those who, despite their own involvement – active or passive – in such attacks, benefit from the restraint of our current, excessively narrow posture.” […]

The Hoover paper categorically rejects this policy as the threat of collective punishment, describing it instead as “a policy that carefully and reasonably expands the definition of guilt – it is not a policy that targets the innocent.” […]

I don’t think expanded deterrence will actually be seriously considered until after an actual nuclear attack on some country. However, Elbridge A. Colby’s discussion at Hoover is a useful first step in escaping from the prison of obsolete strategic concepts and thinking through the problems of maintaining the peace in the 21st century. Even if the clarity comes after the fact, a well considered framework developed now will be useful in restraining the panicked survivors of the Washington policy establishment as they peel the charred skin from their limbs and pick the glass shards from their eyes. Maybe the act of thinking about the unthinkable now will motivate them into conventional action now rather than wait for the very uncertain later. Thinking the unthinkable

Det er klart, at ekstreme modtræk som disse ville fratage os den moralske overlegenhed i forhold til terroristerne hvis de blev ført ud i livet – men hvis vores overlevelse afhang af det, ville en troværdig afskrækkelse så være acceptabel, frem for kollektivt selvmord med rene hænder? Men som sagt, dén diskussion får vi først hvis f. eks. City of London eller New York – eller Muhammedtegningernes ophavsland – blev ramt af atomar terror (LFPC).


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

4
Deltag i debatten...

avatar
4 Comment threads
0 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
4 Comment authors
PBVivi AndersenLFPCEH Recent comment authors
  Subscribe  
newest oldest most voted
Notify of
PB
Guest
PB

Selvom Israel, som det demokratiske land det er, også er plaget af “lalleglade” venstreorienterede, tror jeg ikke vi skal være i tvivl om at det sandsynligvis bliver derfra den nødvendige bombning af Irans atomanlæg kommer.
Hvis Obama bliver USA’S næste præsident ,bliver det jo nok ikke derfra der bliver sat en stopper for Irans atomprogram.

Vivi Andersen
Guest
Vivi Andersen

Ingen af den Islamiske verdens Topdogs, i hvert fald ikke blandt de veluddannede, kender IKKE til Europas, og det øvrige Vestens evner for at stille op i kamp – når elastikken er strukket til bristepunktet. Vi har gjort det før og kan gøre det igen. Men det er på en måde meget sympatisk, at vi først skal gennem en længere proces med forsøg på forståelse af den potentielle fjende, empati, diskussioner indbyrdes i Vesten og forhandlinger med fjenden FØR vi sadler op for alvor. Men når først et angreb eet og andet sted i Vesten er en realitet er jeg… Read more »

LFPC
Guest

Det optimale ville selvfølgelig være at forhindre (yderligere) angreb gennem en troværdig trussel om massiv gengældelse mod fjendens bagland. Om der så skal ‘statueres et eksempel’ ligesom USA gjorde mod Hiroshima og Nagasaki ved jeg ikke, men her virkede det jo. Japanerne kapitulerede betingelsesløst. Hvordan jihadisterne så vil tackle en sådan trussel er imidlertid vanskeligere, i og med at martyriet her har så fremtrædende en rolle, og apokalyptiske fantasier endda kan få dem til at tro at et vestligt modangreb vil fremskynde mahdiens genkomst. Noget helt andet end de japanske ideer om selvmordsangreb, og selvfølgelig også noget helt andet end… Read more »

EH
Guest
EH

Thinking the unthinkable. Nye chokerende tanker? Slet ikke. Masser af mennesker har med gru tænkt disse længe før denne artikel blev nedfældet, inklusiv undertegnede. Kun få betvivler sandsynligheden for et vanvittigt og ødelæggende angreb på den vestlige verden når tiden er moden. Det vil den være, når fjenden har midlerne dertil. Organisationen har allerede vist sin duelighed mens efterretningstjenesten til gengæld glimrede ved sin mangel på samme. Rigtigt, jeg tænker på et uhyrligt angreb, hvor nogle civile fly blev anvendt til massemord. Hvad bliver det næste? Kernevåben, kemi eller biologi? Ved det ikke. Får vi tids nok at se. Nå,… Read more »