26
jun
Seneste opdatering: 27/6-08 kl. 0156
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Her er en kamp England ikke kan vinde. Spørgsmålet er: hvor stort vil de tabe ? Om “fremmedgørelsens” renaissance:

Extremists are winning the battle for the hearts and minds of Britain’s young Muslims, a disturbing police report warns. Increasing numbers have become so alienated from mainstream society that they could even lend their support to jihadi terrorism, the study claims. They found that the radicalisation of young British Muslims was more widespread than previously feared, with “a disturbing proportion” expressing support for extremist elements. The report finds that:

Anger and disaffection are “widespread in sections of Muslim youth.There is tacit support for extremist violence within sections of the Muslim community. Many Muslims distrust police and are reluctant to inform on extremists, preferring to deal with problems inside their communities

A poll last year by Populus found that 13 per cent of Muslims aged 16 to 24 “admire organisations like al-Qa’eda that are prepared to fight the West”. “Increasing numbers of young Muslim people are becoming sufficiently disaffected with their lives in liberal-democratic-capitalist societies that they might be willing to support violent terrorism to articulate their disillusionment and disengagement.” Across Britain, the security services have said they are tracking 2,000 individuals suspected of having links to terrorism, investigating 200 networks and monitoring 30 plots. Young Muslims ‘are turning to extremism’

Terror chief warns of 9/11 style attacks on Britain by bombers in private jets

Private jets could be hijacked and used as ‘vehicle bombs’ to target the public, the Government’s anti-terror chief has warned.Due to current lax security at small airports, such attacks would be ‘relatively simple’ to orchestrate. The warning has sparked fears that Britain has been left open to a terrorist attack similar to the September 11 attacks in 2001 on New York and Washington DC. Mail onSunday

“Guerriere urbaine – Urban warfare”

Danske medier havde ikke mange linjer om optøjerne i Anderlecht for præcis en måned siden. Blogposten “Belgian Battleground” på Convenant Zone, giver et overblik på engelsk. Også for ikke fransktalende, giver videoen her et indtryk af omfanget og voldsomheden. Nørrebro er et rekonvalcenshjem sammenlignet:

se også : Brussels Journal – “Ethnic War in Brussels: Moroccans Attack “Whites”

Om integrationspolitik

Af Kasper Støvring

I den seneste udgave af det ambitiøse tidsskrift Ræson diskuterer jeg med Mehmet Necef om integrationspolitik. Den samlede debat kan kun læses i bladet, men den sidste del af debatduellen skulle gerne i tidens fylde komme på hjemmesiden. Her fra min indledning:

En af de største gåder i de sidste 20-30 års integrationsdebat herhjemme har været, hvorfor ingen har diskuteret kulturens betydning for en vellykket integration af indvandrere fra fremmede, dvs. ikke-vestlige kulturer.

Gåden ophører selvfølgelig med at være en gåde, når man forklarer uvilligheden til at diskutere kultur med politisk korrekthed. Kultur er tabu, fordi kultur er noget rigidt, noget statisk, noget der vanskeligt kan formes og ændres. Man kan ikke bare vælge at skifte kultur over night, ligesom man kan skifte politisk holdning. Kultur er selvfølgelig også tabu, fordi kultur virker ekskluderende og fremmer chauvinismen: vi foretrækker vores egen kultur og ser ned på andres kultur.

Uvilligheden kan også forklares med, at kultur er vanskeligt håndgribeligt. Det er svært at sætte ord på kulturen, fordi den har at gøre med uformelle normer for adfærd, uformulerede værdier og holdninger, uskrevne regler, ubevidste antagelser og kommer til udtryk i sådan noget som underforståede måder at kommunikere på som f.eks. ironi.

Alligevel er det helt afgørende at tale om kultur. For årsagen til dårlig eller fejlslagen integration har netop ikke kun at gøre med sociale forhold, f.eks. arbejdsløshed, dårlige boliger og dårlig uddannelse. Tilsvarende kan integrationen heller ikke løses blot ved, at der rettes på disse forhold gennem social ingeniørkunst eller flere velmenende politiske initiativer. Det er en historisk lektie, vi burde have lært: Problemerne stikker dybere. Og kultur er et sådant dybdeniveau, vi skal nå ned til, hvis vi overhovedet skal gøres os håb om at løse integrationen. Kultur har nemlig at gøre med menneskers livsform og med det, der betyder allermest for mennesker, som de er flest. Nemlig identitet.

Dog er der ved at ske noget nyt i integrationsdebatten, heldigvis. Villy Søvndals berømte og berygtede retorik er blot et symptom på denne vending mod det kulturelle som forklaringsmønster. Selv på venstrefløjen er det altså ved at dæmre, at kultur betyder noget. Alligevel er det nødvendigt gang på gang at hamre denne pointe igennem; for Søvndal bliver jo stadig angrebet af både partifæller og af de radikale, der stadig mener, at de grundlæggende konflikter i vores samfund skyldes sociale problemer, og at opgaven er at ”komme i dialog med hinanden.” Man kan endda høre borgerlige politikere sige, at problemerne udelukkende er sociale.

Enhver kan dog – eller burde dog kunne – sige sig selv, at kultur er vigtig for integrationen. Vellykket integation afhænger jo i højeste grad af sådan noget som sekularisering; opdragelse; ligestilling; forhold til autoriteter; borgerlige dyder som høflighed, pålidelighed og ærlighed; gensidighed; loyalitet over for andre end de nærmeste; ytringsfrihed og så videre.

Dyrker man en fremmed kultur som f.eks. den muslimske i et vestligt land som Danmark, er det klart, at man står i fare for at blive fremmedgjort i forhold til dette lands kultur og bærende normer. Det kan give sig udslag i almindelig utilpassethed, mistillid og endda had til det omgivende samfund; praktiske konsekvenser kan blive tyveri, hærværk, overfald, bilafbrændinger eller, i skærpet form som hos de radikale bevægelser som Hizb-ut-Tahrir, en total forkastelse af demokratiet. Min pointe er, at der kun er gradvise forskelle mellem den anonyme, fremmedgjorte indvandrer og disse højrøstede bevægelser. Kulturen er den fælles forklaring på deres adfærd.

Villy Søvndal gør ret i at kritisere radikale muslimer hårdt. Men han har ikke ret i, at der kun foreligger et demokratisk problem, der kan løses gennem oplysning eller beskæftigelse. Medlemmer af radikale bevægelser er jo borgerligt set selvforsøgende og tilhører en veluddannet middelklasse. Desuden finder flere og flere indvandrere, også blandt de yngre generationer, deres identitet i islam. Igen: Kulturen giver identitet og en følelse af at høre hjemme. Men altså ikke hjemhørighed i værtslandets kultur.

Hermed også sagt noget om, hvor vanskelig en integrationsopgave, vi står over for, når det gælder om at vende udviklingen, der går den gale vej. I starten sagde man, at indvandrere med tiden af sig selv ville blive som os danskere. Da det ikke skete, begyndte man at lave danskerne om; danskerne skulle blive mere åbne, og man stigmatiserede de få kættere, der talte om kultur, og som ville give forrang til dansk kultur. I nyeste tid er man så nået der, hvor politikere vil gribe ind i kulturen for at gennemtvinge integrationen; man vil lave særbehandling af forskellig art, lige fra indførelsen af halalkød, badeforhæng og bederum i offentlige institutioner til at kræve, at der udvises særlig hensyntagen over for islamiske dogmer i spørgsmål om ytringsfrihed.

Efter min mening kommer det nationale ind som en mulig løsning. Nationale fællesskaber bliver netop ikke overflødiggjorte i globaliseringens tidsalder. Tværimod tror jeg, at de har fremtiden for sig, efterhånden som flere og flere besinder sig på deres kulturelle ophav, indser dens goder og føler behov for forankring. En national kultur tilbyder nemlig noget reelt: den giver loyalitet mellem medlemmerne og tillader en stærk tillidskultur at vokse frem. Danmark er et af de bedste eksempler i verden. Det er et kulturelt homogent land, hvor langt de fleste naturligt føler sig som danskere og har en meget høj grad af tillid til hinanden. Der er en væsentlig sammenhængskraft i landet.

Indvandrere kan naturligvis blive en del af denne nationale kultur, hvis de vel at mærke tilpasser sig den. Assimilation er derfor ordet, der bør erstatte ordet integration, for så vidt der med ordet integration menes, at to forskellige kulturer skal integreres i hinanden, smelte sammen, og ud af det skal så komme en helt anderledes, tredje kultur. Det er efter min mening en helt forfejlet tilgang og udtryk for en svækkelse i vores kulturelle selvfølelse. Det er udtryk for en slags forkastelsens kultur, hvor vi konstant rakker end på vores eget og ukritisk lefler for det eksotiske andet.

I sidste instans fordrer assimilationen nok, at man gifter sig på kryds og tværs. Altså at indvandrere bliver dele af de danske familier, af det, man kunne kalde det danske folk. At man deler blod, for nu at sige det skarpt.

Det afgørende er dog, for nu at tage en oplagt indvending i opkøbet, at der sker frivilligt; man kan netop ønske sig at blive del af den danske kultur, man kan vælge den til. Det nationale er netop ikke noget komplet statisk, for så vidt som det er kulturelt bestemt. Men det er klart, at det er svært at blive en del af nationen, og det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden – om det vil lykkes. Det kræver dog, at vi forstår, at kultur betyder noget, og at kultur ikke blot er noget, vi har tilfælles, men også noget, der adskiller.

Hvad jeg plæderer for er altså, at vi bevarer og understøtter en national kernekultur og kræver, at fremmede tilpasser sig den. Samtidig må vi afvise multikulturalismen, for det skaber blot polarisering, had og fjendtlighed grupper imellem. Sålænge danskerne udviser stolthed over deres kultur og forlanger, at indvandrere skal tilpasse sig den, fordi vi har noget godt at tilbyde, er vi nået langt.

Så vil vi nok heller ikke blive mødt af den foragt, der kommer af, at vi ikke tør stå ved det, der er vores, herunder vores protetantiske religion. Muslimer kan således respektere os som andet end ugudelige, æreløse og dekadente mennesker fyldt med apati, dårlig samvittighed og selvforagt. Og på den anden side møder vi heller ikke muslimer som ofre, der skal ydmyges med medlidenhed. Nomos blog

 

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

6 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
JensH
JensH
15 years ago

@steen “En muslimsk indv. har mange loyaliteter, der kommer før DK. Troen, familien, hjemlandet, klanen – osv.” Før Loyaliteten til DK??? Du forudsætter altså, at de et eller andet sted langt nede på listen har en smule loyalitet overfor DK. Det er jeg absolut ikke sikker på. Mange hader jo ligefrem det ugudelige Danske samfund og de vantro Danskere, og der findes ingen taknemmelighed over at blive forsørget af den Danske stat, da mange af dem er overbeviste om, at FN eller de Arbaiske olie-stater i sidste ende betaler gildet. Indtil jeg ser, at unge muslimske mænd i forhold til… Read more »

Tobias
Tobias
15 years ago

Kasper Støvring er en vigtig stemme. Gid han ikke i så udpræget grad var nødt til at synge solo i det akademiske miljø.

Johansen
Johansen
15 years ago

“Hvad jeg plæderer for er altså, at vi bevarer og understøtter en national kernekultur og kræver, at fremmede tilpasser sig den.” Selvfølgelig havde jeg nær sagt. Det turde være selvindlysende, at det er de mennesker der vælger at slå sig ned her, som indordner sig under de gældende normer og skikke. Det er de tilkomne, som skal tilpasse sig og ikke omvendt. Kan man ikke forliges med den danske kultur, er man velkommen til at rejse videre og finde et andet land, som man føler sig bedre tilpas i. Der er mange danskere, som udvandrer og emigrerer hvert år –… Read more »

J, Olsen
15 years ago

An. England og Kasper Støvrings artikel. ‘Omkring 60 – 70 procent af de indsatte i landets, Frankrig, fængsler er muslimer ifølge de muslimske ledere, sociologer og analytikere, skønt muslimer blot udgør omkring 12 procent af landets befolkning.I Storbritannien er 11 procent af de fængslede muslimer, ud af et befolkningstal der udgør 3 procent, i følge Justitsministeriet. En undersøgelse af Open Society Institute, en rådgivende organisation, afslører at i Nederlandene er 20 procent af de voksne indsatte og 26 procent af de unge lovbrydere muslimer; ud af en befolkning hvor muslimer udgør 5,5 procent. I Belgien udgør muslimer fra Marokko og… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

“I starten sagde man, at indvandrere med tiden af sig selv ville blive som os danskere. Da det ikke skete, begyndte man at lave danskerne om; danskerne skulle blive mere åbne, og man stigmatiserede de få kættere, der talte om kultur, og som ville give forrang til dansk kultur.”

Det er lige netop her Dansk Folkeparti kommer ind i billedet som en yderst tiltrængt og langtidsholdbar “Klods Hans” og rigtig mange tak for det.

6
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x