13
aug
Seneste opdatering: 3/10-13 kl. 1215
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

…er den mest udbredte tro i verden. Det opdagede jeg for mange, mange¬†√•r siden. Folk kan kalde sig alt muligt, men de er fulde af varsler, reinkarnationer, d√¶moner, hekse,¬†trolde¬†og m√łrkets magter. Eller¬†bes√łg et traditionelt¬† kinesisk apotek. ¬†– Jeg benyttede¬† regnbuen til at komme med et √łnske, men bagefter fortr√łd jeg. Nu¬† ved¬† jeg ikke, hvor jeg¬†skal henvende mig for at f√• det omst√łdt. P√• den anden side – tibetanerne¬† siger : “Hvis et problem kan l√łses, er der ingen grund¬† til at bekymre¬† sig. Hvis det ikke kan l√łses, er det spild af kostbar¬†tid at bekymre sig.” Jeg finder nok¬†ud af noget. (foto ¬© Snaphanen, klik!)

The EU’s 170,000-strong army of bureaucrats
A study released by Open Europe today finds that the EU now employs an “army” of bureaucrats.

170,000 people now work for the EU institutions. As well as those who work for the EU directly, the study finds that there are many more officials working for the EU indirectly. For example: working for the EU agencies; working for the EU overseas; sitting on EU policy committees; or working in the member states’ representations to the EU. In total there are far more people working for the EU (170,000) than in the UK army (107,000). The Commission claims that the EU’s bureaucratic employees are “fewer than the number of staff employed by a typical medium-sized city council in Europe.” But when the full picture is revealed, in fact, the EU employs the equivalent of the entire population of a medium-sized European city. T√¶nketanken Open Europe

Paris : “J√łder har ingen adgang til parken”

Der bor nordafrikanske¬† j√łder i Belleville, men det¬† er¬† nok ikke lige dem, artiklen sigter til. Det 19. arondissement er ogs√•¬†der, hvor en ung¬† j√łde fornylig blev jaget og banket i coma. Det er¬†desuden¬†centrum¬†for den franske islamisme, hvorfra¬†unge muslimer¬† er¬†rejst til Irak for at k√¶mpe. Tr√łjerne¬† s√¶lges for 18 euro.

‘J√łder forbudt adgang til parken’. S√•dan stod der p√• skilte ved den polske by Lodz i 1940. Og nu er det gamle nazistiske slogan blevet vakt til live igen p√• t-shirts, der s√¶lges i Paris, skriver BBC News. Omkring 95 procent af Lodz’ 200.000 j√łder d√łde under Anden Verdenskrig. De anti-semtiske t-shirts bliver solgt med teksten skrevet p√• tysk og polsk i bydelen Belleville, hvor der har v√¶ret flere sammenst√łd mellem unge j√łder og unge med nordafrikanske r√łdder.¬† Kristeligt¬† Dagblad

Paris anti-Semitic T-shirt probe , Antis√©mitisme – Des d√©bardeurs “Interdit aux Juifs” saisis √† Belleville.¬† Belleville er ingen forstad (som TV -Avisen netop har sagt.) Det ligger¬† indenfor ringvejen, knap 3 km. fra Norte Dame og kun 600 meter fra den ber√łmte P√©re Lachaise kirkeg√•rd. I England ser det ikke meget lysere ud for j√łderne : Anti-Semitic incidents ‘rise 9%’

TV2 om millior√łveriet¬†: Sporene¬† peger mod¬† Sverige

At¬† t√¶nke sig. Overraskelsen er total. ¬†Kontrollerer politiet pr. automatik √ėresundsbroen og¬† alle¬† f√¶rger til Sverige, n√•r¬† s√•dan noget er sket ?¬† Ved politiet hvordan situationen er mht. penger√łverier og tilvandret, tungt bev√¶bnet¬†maffia i Sverige ? Ellers m√• man h√•be de¬† hurtigst muligt s√¶tter sig ind¬†i det, anskaffer en helikopter og nogle¬† tungere v√•ben. Det er ikke tilr√•deligt at v√¶re¬† bagud i det kapl√łb der nu er igang.¬†¬† Sverige i toppen af Europ√¶isk r√łveristatistik,¬† Faktabanken: V√§rdetransportr√•n ,¬†¬†¬† R√łvere slap afsted med 60 millioner
Korstog og jihad

Torben S. Hansen, historiker

To faser i jihad mod Europa – fra det 7. til det 11. √Örhundrede

Den islamiske tidsregning begynder med √•r 622, da profeten Muhammed if√łlge traditionen flyttede til Yathrib (senere Medina), hvor han blev politisk og milit√¶r leder. Tidspunktet for den f√łrste ‚Äú√•benbaring‚ÄĚ, han mente at modtage i Mekka, ligger adskillige √•r tilbage, men denne begivenhed blev anset som sekund√¶r i forhold til magtud√łvelse og krig. Islam – ‚Äúunderkastelse‚ÄĚ – var i udgangspunktet erobring og dominans. Kun en snes √•r efter Muhammeds d√łd i 632 havde arabiske rytterh√¶re udslettet det persiske Sassanide-rige og halveret det byzantinske (√łstromerske) imperium. √Ör 649 og 698 erobrede islam henholdsvis Kypern og Karthago, og i 711 blev Spanien invaderet.

Ekspansionen fortsatte. Konstantinopel (Byzans) blev – ganske vist forg√¶ves – belejret to gange af en arabisk fl√•de. Kaukasus (med det kristne, armenske kongerige) plus dele af Sydfrankrig blev indlemmet i islams verdensrige. F√łrst i 732 slog frankerne under Charles Martel en muslimsk invasion tilbage mellem Poitiers og Tours – et halvt hundrede kilometer fra Loire-floden. I 759 blev muslimerne fordrevet fra Narbonne, og p√• samme tid oprettedes mindre kristne statsdannelser i det bjergrige Norspanien.

√Ör 823 besatte spanske muslimer Kreta. I 827 begyndte den islamiske invasion af Sicilien, som blev komplet erobret fra Byzans i 865. Derefter var den f√łrste – arabiske – fase af jihad ved at ebbe ud. Men muslimske r√łvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands. Fraxinetum – i den bjergrige egn Massif des Maures n√¶r St. Tropez p√• den franske Riviera – var deres uindtagelige bastion fra 889 til 975. Herfra h√¶rgede de Norditalien og det syd√łstlige Frankrig. √Ör 846 plyndrede og nedbr√¶ndte disse ‚Äúsaracenere‚ÄĚ Rom udenfor den aurelianske mur – d.v.s. Vatikanstaden med den dav√¶rende Peterskirke. Fra 882 til 915 bed de sig fast i endnu en base i Tra√ętto, n√¶r Gaeta (syd for Rom). Herfra h√¶rgede de baglandet – blandt andet det kendte benediktinerkloster Montecassino. Muslimer fra Nordafrika erobrede ogs√• de byzantinske besiddelser Bari og Taranto ved Adriaterhavet. Fra disse havne udskibedes gennem √•rtier et betydeligt antal slaver, hentet i det t√¶tbefolkede landbrugsdistrikt Terra del lavoro omkring Capua, nord for Napoli. √Ör 943 plyndrede og nedbr√¶ndte muslimer Genova, hvis overlevende beboere ogs√• blev f√łrt bort som slaver.

Om magtforholdene i det 9. og 10. √•rhundrede kunne sociologen og historikeren Ibn Khaldun senere skrive, at ‚Äúikke en planke fl√łd uden islams tilladelse‚ÄĚ p√• Middelhavet.
Det meste af det katolske Vest- og Centraleuropa var i denne epoke kendetegnet af sult, snavs, uvidenhed, fattigdom og usikkerhed. Foruden islams konstante angreb og plyndringstogter truede vikinger fra nord og madjarer – ungarere – fra √łst. En kombination af tekniske, politiske og religi√łse tiltag √¶ndrede imidlertid disse forhold i l√łbet af relativt kort tid.
F√łrst og fremmest l√¶rte befolkningerne at forsvare sig og snart efter ogs√• at g√• til angreb. I Frankrig opstod omkring √•r 900 det feudale system, der sammenknyttede myndighed over b√łnder og landbrugsjord med milit√¶rtjeneste. I Spanien blev en effektiv slagstyrke organiseret af kongemagten, aristokratiet, kirken og borgerne i selvstyrende kommuner, og 939 tilf√łjede de den arabiske khalif Abdurrahman et forsm√¶deligt nederlag ved Simancas i Gammel Kastilien. I de italienske byer opstod borgermilitser, der k√¶mpede til lands, og tilsvarende gjorde fire uafh√¶ngige kommuner sig til formidable s√łmagter, der fordrev araberne fra havet: Genova, Venezia, Pisa og Amalfi. Et √•rhundrede efter katastrofen i 943 var genueserne s√•ledes i stand til at angribe Sicilien og Nordafrika. Ydermere optr√•dte pavemagten som en betydningsfuld politisk og milit√¶r faktor. √Ör 915 lykkedes det kirkens √łverste leder at forene lokale fyrster og byzantinske tropper i et angreb p√• Tra√ętto-muslimerne, som blev knust i slaget ved floden Garigliano.

Ogs√• p√• Kristenhedens ‚Äú√łstfront‚ÄĚ mistede islam terr√¶n. Anf√łrt af en r√¶kke kejsere fra det makedonske dynasti gik de byzantinske h√¶re til modangreb i det 10. √•rhundrede. Kreta og Kypern generobredes i henholdsvis 961 og 965. Ogs√• dele af Kaukasien samt Syrien – inklusive det nordlige Pal√¶stina – blev atter indlemmet i imperiet. Byzans benyttede b√•de lejetropper og – is√¶r til forsvar af Anatolien – et solidt beredskab af v√¶rneb√łnder, som fik jord for til geng√¶ld at k√¶mpe mod arabisk aggression.

Omkring √•r 1000 var den arabiske dominans g√•et til grunde. Tyrkiske h√¶rf√łrere overtog styret i √łst og berbere i vest. 1009 imploderede islams magt i Spanien, og kristne lejetropper konkurrerede med berberkrigere om at udplyndre hovedstaden C√≥rdoba. Berberne og tyrkerne var kampvante stammefolk, der hovedsageligt levede som hyrder. De var nyomvendte til islam og st√¶rkt motiverede af jihad. Deres energi og tapperhed standsede de kristne h√¶res fremmarch over en bred front. I sidste tredjedel af det 11. √•rhundrede invaderede marokkanske stammekrigere det islamiske Spanien – al Andalus – og tr√¶ngte Le√≥n-Kastiliens rytterh√¶re p√• tilbagetog. √Ör 1048 invaderede de seljukiske tyrkere Armenien, som var blevet reduceret til det byzantinske riges vasalstat og gr√¶nseprovins. H√¶rf√łreren Toghrul Bey beordrede en stribe massakrer p√• den fastboende kristne befolkning. Store og velst√•ende byer som Ani, Sivas og Melitene blev lagt i aske, forsvarsl√łse civile – inklusive kvinder og b√łrn – blev myrdet i titusindvis, og de overlevende solgt som slaver.

Den byzantinske kejser pr√łvede forg√¶ves at forsvare sit rige. Men milit√¶ret var blevet sv√¶kket p√• grund af aristokratiets dominans, der havde medf√łrt afskaffelse af v√¶rneb√łndernes dybdeforsvar. √Ör 1071 udk√¶mpedes et dommedagsslag ved Mantzikert p√• h√łjsletten, n√¶r Van-s√łen. En gigantisk byzantinsk rytterh√¶r blev indesluttet og tilintetgjort af seljukerne. Derefter blev det meste af Anatolien ramt af jihad.

Berbernes og tyrkernes fanatisme gik h√•rdt ud over de ikke-muslimske befolkninger – j√łder og kristne. Over hele linjen foregik blodige forf√łlgelser. S√•ledes blev Europas f√łrste pogrom foretaget i Granada √•r 1066 af en muslimsk p√łbel, anf√łrt af nordafrikanske fanatikere, da tusinder af byens j√łder blev udslettet. Ogs√• syd for Gibraltarstr√¶det, i det marokkanske Fez, blev et stort antal j√łder fordrevet og myrdet i 1033. I 1058 foretog tyrkerne – med trusler om tortur og d√łd – massive tvangsomvendelser af de kristne i den syriske by Antiokia. 1135 afbr√¶ndtes j√łdekvarteret – og dermed en m√¶ngde af beboerne – i C√≥rdoba. 1159 blev ogs√• de kristne i Tunis tvangsomvendt til islam.

I forhold til arabernes f√łrste jihad-storml√łb adskiller denne anden fase sig ved en langt h√•rdere modstand i det vestlige Middelhavsomr√•de. Italienerne beholdt den dominerende stilling til s√łs, mens de kristne i Spanien – eksempelvis den legendariske feltherre el Cid – og normannerne i Syditalien rettede det ene angreb p√• islam efter det andet. De normanniske krigere kom fra de frugtbare str√¶kninger i Normandiet. De var syvende-generations-indvandrere af dansk herkomst, og i stigende antal s√łgte de yngre s√łnner fra de mange familiebrug (med calvados og camembert) krigslykken i Italien. I 1063 p√•begyndtes – med nogle f√• hundrede m√¶nd – en normannisk erobring af Sicilien, og efter tre √•rtiers kamp kapitulerede den sidste muslimske emir. Ogs√• den sydlige halvdel af det italienske fastland blev underlagt normannerne, som hermed udgjorde en formidabel slagstyrke, der gik til angreb p√• b√•de pavelige lejetropper og snart efter det byzantinske rige.

Pave Urban proklamerer korstog 1095

Ved kejser Theodosius‚Äô d√łd i √•r 395 var Romerriget blevet spaltet i en vestlig og √łstlig del. Den vestlige del faldt sammen i 476, hvorefter stridende germanske h√¶rf√łrere (goter, vandaler, franker og andre) overtog den politiske magt. Men gradvist lykkedes det Roms biskopper – paverne – at opbygge en overnational autoritet i b√•de verdslige og religi√łse anliggender. Kirken var i forvejen nyttig – faktisk livsn√łdvendig – for konger og storm√¶nd, der benyttede kristendommen som legitimering af magtud√łvelse og munkenes skrive- og l√¶sef√¶rdigheder i den rudiment√¶re forvaltning og retspleje. Gennem omfattende mission og grundl√¶ggelse af en m√¶ngde klostre blev kirken desuden rodf√¶stet i den j√¶vne bondebefolkning. Munke og nonner levede efter grundregelen ‚Äúarbejd og bed!‚ÄĚ (ora et labora), og gennem klostrene blev teknik i landbrug og havebrug udbredt fra Italien til det √łvrige Europa. I senmiddelalderen oprettede kirken latinskoler og universiteter. Arkitektonisk, √łkonomisk og intellektuelt blev Vesten skabt af den katolske kirke (ordet katedral er afledt af ‚Äúcatedra‚ÄĚ = l√¶restol).

I √•rhundreder var kirken p√• lokalt niveau en afl√¶gger af stormandssl√¶gternes magt og ejendom. Tilsvarende var paven i Rom en blandt flere romerske aristokrater, der bestandigt intrigerede og sloges om indflydelse og penge. Men med oprettelsen af det ‚Äúhellige tysk-romerske kejserrige‚ÄĚ i 962 blev kongen af Tyskland kirkens √łverste leder – omend uden bef√łjelser i teologiske sager. Dette √¶ndredes drastisk i sidste halvdel af det 11. √•rhundrede. Kejser og pave kastede hele den katolske kristenhed ud i en heftig og langvarig magtkamp, der fik sk√¶bnesvangre virkninger – is√¶r ved at blokere for total centralisering af den politiske magt.

Middelalderens kristne trosliv var pr√¶get af ritualer, af frygt for dommedag og l√¶ngsel efter Paradis. Kun en lille del af befolkningen – adelige og gejstlige – kunne l√¶se, og de religi√łse skrifter, der havde st√łrst betydning var Det gamle Testamente, der fremh√¶ver Guds udvalgte folk, samt den dramatiske tekst Johannes‚Äô √Öbenbaring. Feudaliseringen af Frankrig og andre lande i Central- og Vesteuropa blev i h√łj grad udformet og ritualiseret af paven og biskopperne. Et menneskes status i forhold til samfundet blev blandet sammen med kirkens budskab om evighed og frelse. Loyalitet og lydighed var afg√łrende v√¶rdier og normer, og den kristne Gud blev opfattet som ‚Äúkongernes konge‚ÄĚ. I l√łbet af det 10. √•rhundrede havde denne katolsk-feudale kristendom gennemtr√¶ngt alle samfundslag fra Norge til Sicilien, og selve troens placering i livet og d√łden blev et spr√¶ngfarligt storpolitisk emne. Materielle interesser var naturligvis altid i spil, men ikke desto mindre blev religionen taget dybt alvorligt af h√łj og lav (hvilket mange af det 20. √•rhundredes historikere har v√¶ret tilb√łjelige til at afvise). Opfattelsen af det syndige var klart bygget p√• j√łdisk regeletik: At synde var at optr√¶de illoyalt og overtr√¶de et forbud.
En konsekvens af troens solide forankrig, syndsbevidstheden og den st√¶rke frygt for dom og straf efter d√łden var, at mange adelige og velhavende borgerlige pr√łvede at skaffe sig ‚Äúpoints‚ÄĚ i det himmelske ved at testamentere fast ejendom til kirker og klostre. Et ber√łmt eksempel fra det 11. √•rhundrede var den fromme enke, markgrevinde Mathilda, der sk√¶nkede vidtstrakte ejendomme i Toscana og Norditalien – med borge og vinmarker – til paven. Jordiske og himmelske anliggender blev sammenfiltrede, og striden mellem kejser og pave blev en voldsom rystelse i hele det katolske Europa.

Den omtalte militarisering – af eksempelvis spaniere, normanner og italienere – havde givet kraft til at afv√¶rge angreb fra islam, men internt var der aldrig fred. Grever og baroner sloges indbyrdes og opf√łrte sig som r√łvere og tyranner p√• bekostning af k√łbm√¶nd, b√łnder og byernes borgere. Under disse forhold fremsatte kirken krav om sikkerhed for alle i kraft af ‚ÄúGuds v√•benhvile‚ÄĚ p√• s√łn- og helligdage (gamle danske kirker har derfor et v√•benhus, hvor de mange slagsbr√łdre m√•tte stille sv√¶rd og spyd). Senere sk√¶rpedes kravet til at respektere en ‚ÄúGuds fred‚ÄĚ, og der blev udstedt forbud mod at kristne dr√¶bte andre kristne.

Appellen blev rettet til et samfund i rivende v√¶kst. √ėkonomien – landbrug og handel – var pr√¶get af dynamik over en bred front. Denne udvikling kom til at tredoble det katolske Europas befolkning fra √•r 1000 til √•r 1300 (fra ca. 25 til ca. 75 millioner indbyggere). Kirken blev nu dels selvst√¶ndig i forhold til det herskende aristokrati, dels √•ben for alle, hvilket stadig kan ses af senmiddelalderens m√¶gtige gotiske katedraler (Notre Dame de Paris, K√∂ln o.s.v.).
Det svage punkt for kirkens fredsbestr√¶belser var frav√¶ret af autoriteter med magtmidler til at hindre voldsanvendelse. Kirken str√¶bte derfor efter at sakralisere monarkiet. B√•de paver, kejsere og konger blev pr√¶senteret som Guds tjenere, og ulydighed – herunder r√łveri og opr√łr – blev religi√łse handlinger, der medf√łrte grusom og evig straf efter d√łden. I protestantisk kultur er det n√¶rmest blevet glemt, at Europas befolkning i mere end tusinde √•r ans√• kongen som hellig (derfor blev han ved kroningen ‚Äúsalvet‚ÄĚ af en √¶rkebiskop). Men denne omst√¶ndighed m√• n√łdvendigvis tages i betragtning i en unders√łgelse af middelalderens politik.

Dette var baggrunden for et kirkem√łde, pave Urban den 2. indkaldte i Clermont i 1095. Paven havde modtaget en b√łn fra den byzantinske kejser om milit√¶r bistand. Koncilet blev afsluttet med et massem√łde under √•ben himmel. Her opfordrede Urban hele kristenheden og frem for alt adelen og kongerne til at f√łre krig mod islam ‚Äď d.v.s. tyrkerne i Anatolien og Syrien (kildegrundlaget for begivenheden og pavens tale er desv√¶rre ikke optimalt, idet der foreligger fire delvist divergerende afskrifter fra en senere periode).

Kristendommen var oprindeligt en pacifistisk ideologi, men med udgangspunkt i kirkefaderen Augustin – og p√• baggrund af de efterf√łlgende barske begivenheder som f√łlge af de muslimske angreb – godkendte teologerne en hellig forsvarskrig I den romerske epoke havde stoiske filosoffer skrevet om den retf√¶rdige krig, som fik ny indpakning, og de k√¶mpende kristne blev betegnet som soldater for Jesus. I tilknytning havde pilgrimsf√¶rd f√•et central betydning i troslivet. Resultatet blev i h√łjmiddelalderen – fra 1095 til 1291 – en serie bev√¶bnede ‚Äúekspeditioner‚ÄĚ mod de islamisk besatte omr√•der √łst og syd for Middelhavet bl.a. – men ikke kun – for at sikre pilgrimsf√¶rd til Jerusalem. Den rituelle anstrengelse at vandre til Kristi gravkirke blev kombineret med den organiserede kamp mod hedninge. Bel√łnningen var i f√łrste r√¶kke frelse, fordi kirken udtrykkeligt lovede enhver korsfarer syndsforladelse. I anden r√¶kke godkendte paven, at de, der drog p√• korstog, retm√¶ssigt kunne tilegne sig krigsbytte ‚Äď herunder fast ejendom.

Her var der afg√łrende forskel mellem den katolske, ‚Äúvestlige‚ÄĚ, og den ortodokse, ‚Äú√łstlige‚ÄĚ kirke. Som omtalt havde en r√¶kke byzantinske kejsere form√•et at sl√• muslimerne tilbage og generobre nogle af rigets tabte provinser. I den h√•rde konfrontation oplevede de gr√¶ske (byzantinske) soldater gang p√• gang jihad-krigernes d√łdsforagt. I henhold til Koranen (eksempelvis kapitel 4, vers 74-76) var disse nemlig sikret en plads i Paradis, hvis de faldt for deres tro. Teologien fik alts√• afg√łrende taktisk betydning, og kejser Nikeforos Fokas √łnskede derfor i √•r 963 biskoppernes hj√¶lp til at forst√¶rke krigsindsatsen ved at love de kristne soldater samme bel√łnning, som den der ventede muslimerne. Men dette afviste de ledende gejstlige af b√•de teologiske og √łkonomiske grunde (de var vrede p√• grund af netop denne kejsers beslagl√¶ggelse af kirkegods).

Begivenhederne ‚Äď p√• ude- og p√• hjemmefronten

Med Jesus – d.v.s. hans stedfortr√¶der i Rom – i ryggen samledes i 1096 to korstog. Det ene blev anf√łrt af en eksalteret pr√¶dikant, Peter af Amiens. Han holdt flammende taler til folkemasserne i Nordfrankrig og Rhinlandet, og store skarer fulgte ham p√• et‚Äúfolkekorstog‚ÄĚ. Det andet blev organiseret af h√łjadelen i Frankrig og det normanniske Syditalien.

‚ÄúFolkekorstoget‚ÄĚ f√łrte i f√łrste omgang til massakrer p√• j√łderne i Mainz, Speyer og andre byer ved Rhinen, og kun med st√łrste besv√¶r lykkedes det lokale myndigheder – prim√¶rt biskopperne – at standse myrderierne. Pave Urbans opfordring til at bek√¶mpe troens fjender og hente jordisk gods som bel√łnning for indsatsen blev her udlagt som velsignelse af drab og udplyndring af det forhadte folk, der havde korsf√¶stet Jesus. Fra Rhinlandet drog h√¶rgende skarer af tiggere og tyvekn√¶gte derefter videre mod Jerusalem, og et stort antal ‚Äúkolleger‚ÄĚ fra Norditalien sluttede sig til dem. Med nogle dages forsinkelse fulgte yderligere en flok fra Frankrig. Gennem Ungarn n√•ede disse udisciplinerede masser til Balkan og Konstantinopel. Da den byzantinske kejser √łnskede at slippe for et n√¶rmere bekendtskab med de ubehagelige g√¶ster, fik han dem ekspederet over til tyrkerne, der snart gjorde det af med de fleste af dem.

De franske og normanniske aristokrater gik mere omhyggeligt til v√¶rks. De selv og deres m√¶nd var krigsvante og disciplinerede, men deres forehavende manglede en konge – og dermed det n√łdvendige kommandosystem – at stille i spidsen for de mange ryttere og fodfolk. Derfor rykkede de frem i flere h√¶re – normanner, proven√ßaler, flaml√¶ndere o.s.v. Sandsynligvis drog mindst 30.000 krigere og lige s√• mange ubev√¶bnede deltagere af sted mod Konstantinopel. Her blev deres ledere under delvist tumultariske forhold tvunget til at afl√¶gge troskabsed til kejseren, der foretrak at se dem forsvinde, n√•r de havde l√łst den opgave at fortr√¶nge tyrkerne. Kun den normanniske h√¶rf√łrer Bohemund fra Syditalien n√¶gtede kejseren loyalitet. Han var den eneste af de h√łje herrer, der selv havde v√¶ret i krig mod det byzantinske rige.

Disse politisk betingelser var ikke gunstige for det videre kristne samarbejde i krigen mod islam. Men i f√łrste omgang lykkedes det faktisk at sl√• tyrkerne i flere regul√¶re slag og i samarbejde med den byzantinske fl√•de generobre byen Nik√¶a, hvor kommandanten valgte at kapitulere, inden ‚Äúfrankerne‚ÄĚ – krigerne fra vest – stormede byen. Den gr√¶ske kejsers fane blev hejst, og byen undgik plyndring, hvorefter den blev genforenet med det byzantinske rige. Korsfarerne m√•tte drage videre – skuffede og bitre over deres underordnede rolle.

I det nordlige Syrien kom den n√¶ste store udfordring ved en langvarig kamp om Antiokia. Men ogs√• denne store by og en stribe f√¶stninger og mindre havnebyer i Libanon blev taget af korsfarerne, og i sommeren 1099 rykkede de videre frem mod syd. Deres uvidenhed og manglende diplomatiske evner kom nu til at koste dyrt, idet de afviste en alliance med det shia-muslimske regime i √Ügypten. Khaliffen i Cairo √łnskede frem for alt at bek√¶mpe sunni-muslimerne. Men dette tilbud blev fejet af bordet, og resultatet blev, at ‚Äúfrankerne‚ÄĚ m√•tte udk√¶mpe mange √•rs blodig krig med begge retninger i islam.

Korsfarerne indledte derfor belejringen af den √¶gyptiske garnison i Jerusalem. Med teknisk assistance fra genuesere og venezianere blev byen stormet og tusinder af muslimer og j√łder blev massakreret.

Kristi gravkirke var nu atter i kirkens h√•nd, men ellers var det uklart, hvad paven og kristenheden egentlig havde opn√•et. Hvordan skulle de erobrede landsdele ordnes? Hvem skulle ud√łve den √łverste autoritet? Paven? Den byzantinske kejser? Kongen af Frankrig? Hvilken stilling skulle de ortodokse kristne have – for ikke at tale om de overlevende j√łder og muslimer? Hvem skulle bekoste det milit√¶re beredskab, der naturligvis m√•tte oprettes som v√¶rn mod en fremtidig modoffensiv fra muslimerne? Disse og andre problemer var ikke blevet studeret p√• forh√•nd. Urban (som d√łde uden at modtage nyheden om Jerusalems erobring) havde form√•et at sende en betragtelig del af Europas adel af sted p√• et bekosteligt eventyr, men n√¶sten ingen tyske aristokrater deltog p√• grund af kejserens strid med pavestolen, og hverken den engelske eller franske konge deltog. Da de fleste grever og hertuger atter rejste hjem fra Pal√¶stina, begyndte hele projektet at ligne et luftkastel.

Det lykkedes imidlertid de resterende korsfarere at oprette en feudal statsdannelse med en konge i Jerusalem og et antal grevskaber – prim√¶rt Tripoli, Antiokia og Edessa. En del af ‚Äúfrankerne‚ÄĚ slog sig ned i de nye omgivelser. Det nye land kaldte de Outremer – ‚Äúp√• den anden side af havet‚ÄĚ. Som krigere og herskende klasse holdt de afstand til de andre befolkningsgrupper, og mentalt slap de aldrig deres hjemlande i Vesteuropa. Efterh√•nden opstod ogs√• kolonier af venezianske og genuesiske k√łbm√¶nd i havnebyerne. En noget st√łrre gruppe var ‚Äúpoulains‚ÄĚ, de ikke-katolske kristne i ortodokse, armenske og kald√¶iske menigheder. Endelig fandtes i b√•de byerne en del j√łder og p√• landet talrige landsbyer med shia- og sunni-muslimer. De frankiske herskere lod dem leve i fred med egen retspleje. Som alle f√łrmoderne samfund var kultur vertikalt struktureret. Tilh√¶ngerne af de forskellige religioner var √łkonomisk forbundne og understillet samme hersker, men de levede hver for sig.

Fred var der kun sj√¶ldent blandt frankerne og italienerne. Bestandig strid om gunstige handelsaftaler satte ofte genuesere op mod venezianere, og feudalherrerne f√łrte enten sm√•krige mod hinanden eller ogs√• konspirerede de mod kongen i Jerusalem. Dertil kom en alvorlig splittelse og af og til regul√¶r blodsudgydelse mellem to katolske ridderordener – Johanitterne og Tempelherrerne, som begge ophobede betragtelige rigdomme og begge havde egne ridderh√¶re. Pavens udsendinge og den byzantinske kejser fiskede konstant i disse r√łrte vande – helt p√• linje med sunni-muslimske tyrkiske herskere i nabostaterne og agenter fra det shia-muslimske √Ügypten. Som det fremg√•r, var islam endnu mere politisk fragmenteret end den kristne side, hvilket var en vigtig √•rsag til, at det lille katolsk beherskede Outremer overlevede frem til havnebyen Akkos fald i 1291. Da havde Jerusalem skiftet h√¶nder flere gange. I kritiske situationer var Outremer truet af udslettelse, n√•r en muslimsk hersker havde samlet tilstr√¶kkelige ressourcer. Derfor gennemf√łrtes adskillige korstog, n√•r kirken mobiliserede en redningsaktion fra aristokratiet og kongerne i Vesteuropa (mest kendt er m√•ske Richard L√łvehjertes bedrifter under det tredje korstog i 1191).

Men det vil v√¶re en grotesk fejlvurdering at skildre den frankiske bes√¶ttelse som fanatisme og ‚Äúimperialisme‚ÄĚ og reaktionerne fra muslimsk side som en f√¶lles indsats for‚Äúbefrielse‚ÄĚ fra europ√¶isk herred√łmme. Dertil var s√¶rinteresserne ofte for st√¶rke, og i √łvrigt afl√łstes kampene mellem kristne og muslimer af lange perioder med fred – og ikke mindst livlig handel. I f√łrste halvdel af det 13. √•rhundrede opn√•ede den tyske kejser Frederik den 2. (han var desuden konge af Sicilien og Syditalien) ved diplomatiske midler en v√•benhvile med den √¶gyptiske sultan (faktisk var der et venskabeligt forhold mellem de to herskere). Men efter aftalens udl√łb begyndte i 1244 en s√¶rdeles √łdel√¶ggende krig, hvor alliancerne gik p√• tv√¶rs af de religi√łse skel, idet syriske muslimer og de frankiske grever i Outremer forenede sig i en desperat overlevelseskamp mod √Ügyptens overmagt. Den √¶gyptiske h√¶r vandt overbevisende ved hj√¶lp af lejetropper fra Centralasien. Frankrigs konge, Ludvig den Hellige, fors√łgte ganske vist at erobre f√łrst √Ügypten, dern√¶st Tunis, men alt mislykkedes for ham og han d√łde af pest foran sidstn√¶vnte by.

I en vis forstand var korstogsepoken slut. Outremer fik ikke tilstrækkelig hjælp fra Vesteuropa, og 1291 faldt den sidste frankiske fæstning Рhavnebyen Akko (mellem Haifa og den nuværende israelsk-libanesiske grænse; den gamle bydel ved havnen har stadig et middelalderligt præg).
Afsluttende kan nævnes to faktorer, der svækkede kirkens korstogsprojekt:

1) Paverne bidrog selv til devaluering af de kristnes hellige krig ved at erkl√¶re adskillige korstog uden for Pal√¶stina og Anatolien. Eksempelvis proklamerede pave Innocens den 3. i 1208 det s√•kaldte Albigenserkorstog mod k√¶ttere i Sydfrankrig. Konsekvensen blev n√¶sten tyve √•rs massakrer og plyndringer samt v√¶bnet indblanding fra Spanien (kongeriget Aragonien-Katalonien). Senere f√łrte spansk-fransk rivalisering om magten over Sicilien og Napoli til endnu et ‚Äúkorstog‚ÄĚ, da paven st√łttede den franske konges broder, Charles. Et fransk erobringstogt over Pyren√¶erne blev officielt betegnet som Kristi felttog mod hedninge. Imidlertid blev krigen vundet af spanierne, som ingen pave ville g√łre sig uvenner med p√• l√¶ngere sigt.

2) Hermed ber√łres et grundvilk√•r, der afg√łrende sp√¶ndte ben for pavestolens politiske ambitioner: nationalstaterne. I senmiddelalderen opbyggede kongemagten i England, Frankrig og Spanien fundamentet til den moderne stat (Max Webers ‚ÄúMacht und Anstalt‚ÄĚ). En universel, f√¶lleskristelig m√•ls√¶tning lod sig ikke opstille i krig og politik p√• grund af de nationale interesser – ‚Äúrealpolitik‚ÄĚ. Indirekte medvirkede dette til Luthers og Calvins reformationer og senere til afslutningen p√• Tysklands Tredive√•rskrig med den westfalske fred i 1648, hvor de europ√¶iske magter afskaffede religi√łs tro som krigs√•rsag. Resultatet blev ogs√• en langvarig fransk-tyrkisk alliance mod Spanien i 1500-tallet.

Konger og ikke paver viste sig at v√¶re hovedakt√łrerne, og krig overgik omsider til afdelingen for rent verdslige anliggender – for de kristnes vedkommende.

(Denne tekst er en let revideret udgave af en artikelserie, der blev bragt på Den Danske Forenings hjemmeside d.27.03.2008)

(Torben Hansen, 2008 © Snaphanen)

litteraturhenvisninger:

Al Bel√Ędsor√ģ: ‚ÄúBogen om landenes erobring‚ÄĚ, 1946 (Gyldendal)
Bartlett, Robert: ‚ÄúThe Making of Europe‚ÄĚ, 1994 (Penguin).
Bostom, Andrew G.: ‚ÄúThe Legacy of Jihad‚ÄĚ, 2005 (Prometheus).
Bronisch, Alexander Pierre: ‚ÄúReconquista und heiliger Krieg, M√ľnster, 1998 (Aschendorff).
Cantor, Norman: ‚ÄúThe Civilization of The Middle Ages‚ÄĚ, 1994 (Harper).
Cook, David: ‚ÄúUnderstanding Jihad‚ÄĚ, 2005 (University of California Press).
Daniel, Norman: ‚ÄúGli arabi e l‚ÄôEuropa nel medio evo‚ÄĚ, 1981 (il Mulino).
Hillenbrand, Carole: ‚ÄúThe Crusades – Islamic Perspectives‚ÄĚ, 1999 (Edinburgh University Press).
Gabrieli, Francesco: ‚ÄúStorici arabi delle crociate‚ÄĚ, Torino, 1957 (Einaudi).
Jaspert, Nikolas: ‚ÄúDie Kreuzz√ľge‚ÄĚ, 2006 (WGB).
Jensen, Kurt Villads: ‚ÄúPolitikens bog om korstogene‚ÄĚ, 2005.
Karsch, Efraim: ‚ÄúIslamic Imperialism‚ÄĚ, 2006 (Yale University Press).
Le Goff, Jacques: ‚ÄúDas Hochmittelalter‚ÄĚ, Fischer Weltgeschichte, Bd. 11 (Frankfurt a. M., 1965).
Housley, Norman: “Crusading and Warfare In Medieval and Renaissance Europe, 2001 (Ashgate).
Housley, Norman: ‚ÄúContesting The Crusades‚ÄĚ, 2006 (Blackwell).
Madden, Thomas F.: ‚ÄúThe New Concise History of the Crusades‚ÄĚ, Oxford, 2006.
Mayer, Franz G.: ‚ÄúByzanz‚ÄĚ, Fischer Weltgeschichte, Bd. 13 (Frankfurt a. Main, 1983).
Miquel, Andr√©: ‚ÄúKriger og digter – Usama, en syrisk prins p√• korstogenes tid‚ÄĚ, 1986 (Forum).
Norman, Vesey: ‚ÄúThe Medieval Soldier‚ÄĚ, 2006 (Pen & Sword Military Classics).
Noth, Albrecht: ‚ÄúHeiliger Krieg und heiliger Kampf in Islam und Christentum‚ÄĚ,¬† Bonn, 1966 (R√∂hrscheid).
Peters, Rudolph: ‚ÄúJihad‚ÄĚ, K√łbenhavn, 2004 (Vandkunsten).
Quillet, Jeannine: ‚ÄúLes clefs du pouvoir au moyen √Ęge‚ÄĚ, 1972 (Flammarion).
Riley-Smith, Jonathan: ‚ÄúThe First Crusaders‚ÄĚ, 1997 (Cambridge University Press).
S√©nac, Philippe: ‚ÄúL‚ÄôOccident m√©di√©val face √† l‚ÄôIslam‚ÄĚ, 2000 (Flammarion).
Southern, R.W.: ‚ÄúWestern Society And the Church in the Middle Ages‚ÄĚ, 1970 (Penguin).
Spencer, Robert: ‚ÄúOnward Muslim Soldiers‚ÄĚ, 2003 (Regnery).
Tyerman, Christopher: ‚ÄúGod‚Äôs War‚ÄĚ, 2006 (Penguin).

N√•r godheden er uendelig, men samfundskagen ikke er det …

… s√• bliver der nogle andre der skal betale i form af ventetider p√• operationer eller forringet √¶ldrepleje. Dette er virkelig en ‘triple whammy’ – overf√łrselsindkomster til uhyrets fors√łrgelse, astronomiske udgifter til behandling af krigstraumerne med uvist resultat, og ikke mindst de menneskelige lidelser for offeret (LFPC).

[…] Pigen truende med at anmelde den 18-√•rige mand og hans 26-√•rige kammerat for voldt√¶gt. For at understrege sin uskyld ringede han til politiet og forklarede, at han ikke havde forgrebet sig p√• hende. Pigen havde ikke selv meldt det til politiet, men opringningen gjorde, at politiet selv tog sagen op. […]

Retten i Odense d√łmte den 18-√•rige til behandling for psykiske lidelser p√• ubestemt tid p√• grund af krigstraumer, mens vennen fik seks m√•neders ubetinget f√¶ngsel.[…] Sms-trussel f√łrte til dom for voldt√¶gt

0 0 vote
Article Rating


Don√©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

5 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Anna Lyttiger
12 years ago

@Vivi: S√• skal vi l√¶re at v√¶re som tibetanerne i den √łstlige Kham-provins, som var ber√łmte for at overfalde kineserne og stj√¶le deres heste!

Jeg kender tibetanerne, jeg har boet 8 m√•neder i en landsby i Uttaranchal-provinsen i Nordindien, p√• det sted, hvor bl.a. Lama Govinda (forfatter af “Foundations of Tibetan Mysticism”) og Professor Evans-Wentz (f√łrste overs√¶tter af “Den tibetanske D√łdebog”) opholdt sig.

Det er sejge mennesker, disse tibetanere. Det kan man desv√¶rre ikke sige om os danskere – vi er mere til fl√łdeboller end til tsampa.

Janne
Janne
12 years ago

M.h.t. samfundskagen der bliver mindre og mindre uden at der sk√¶res i udgifter til f.eks. indvandring og integrationsprojekter, s√• g√•r det nu ud over √¶ldre kvinder i K√łbenhavnsomr√•det der m√• vente med forebyggende unders√łgelser for brystkr√¶ft. Det er ekstremt urimeligt at disse unders√łgelser m√• uds√¶ttes mens der bruges millioner p√• integration f.eks. moderm√•lsundervisning i K√łbenhavn. Det sk√¶res der ikke i.

trackback

[…] religioner og trossamfund til en dialog-konference i Madrid. Konferencen skulle holdes netop i Spanien, fordi dette land har en historisk arv med tradition for fredelig sameksistens mellem folk, religioner og kulturer. I sin velkomsttale […]

Vivi Andersen
Vivi Andersen
12 years ago

LFPC

Jeg s√• ogs√• ” 7 √•r i Tibet.”
En facinerende film og en eventyrlig historie !

Dengang var det Tibet – i dag er det os.

Og jeg ved ikke om vi skal lære af Tibetanerne og deres måde at forholde sig til overmagten på?

J
J
12 years ago

“[M]uslimske r√łvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands”. Jag har varit i norra Italien (s√§rskilt Ligurien och Piemonte) m√•nga g√•nger, och d√§r √§r historien verkligen levande. De s.k. saracenernas plundringar verkar ha varit v√§ldigt omfattande. Att de kunde ta sig upp fr√•n kusten, √∂ver de liguriska “bergen” och n√• l√•ngt in i Piemonte visar v√§l hur v√§lorganiserade och stora dessa expeditioner var.