Er Malmøs borgmester demokrat ? Spørgsmålet er rent retorisk. Som man kan se i svenske medier, fik Sverigedemokraterne groft saboteret deres torvmøder i Landskrona og Malmø af truende  “moddemonstranter”, kasteskyts, fløjtehylen. Malmøs borgmester Ilmar Reepalu (midt i billedet, ironisk nok med tre  bodyguards synlige) deltog i noget lignende i slutningen af september   Se alle fotos her. Iflg. denne kilde demonstrerede han også med igår. Sverigedemokraterne beskriver selv igår  her. (m fotos)

Svenske aviser rapporterer: “Det är inte populism. Det är arga Malmöbor” ,  Hotfull stämning vid sd-möte i Malmö, Motdemonstranter till attack mot SD-möte.  Det der synes at bekymre aviserne mest, er som Sydsvenskan skriver: “Vem tjänar på att sd-möten urartar?” – altså om SD skulle vinde folkelig sympati. En Vänsterpartist, Ann-Sofie Jakobsson udtrykker sig sådan her om sit partis stormtropper:

Är det okej att kasta pappmuggar och frukt på sd:arna? Ann-Sofie Jakobsson funderar en kort stund.

–” Ingen kommentar”, säger hon sedan, men tillägger: – “Jag varken fördömer eller… Nej, så här: jag fördömer det inte. Det är vad jag har att säga om det.”

Læg mærke til vendingen “SD-møder som udarter”. Aha, hvilken skyld har SD i “udartningen” ? En mand stiller sig op med en mikrofon – og bliver angrebet.  Der er mange  journalister og politikere, der har lovlig svært ved at skjule, at de synes dette er helt  i sin orden.Historien om Vänsterpartiet, – der med noget af en tilsnigelse kalder sig SF´s søsterparti –  Ung Vänsters og AFA´s politiske vold, er så mørk og kompromitterende, at intet demokratisk, dansk parti burde kunne  associeres med dets repræsentanter. – En dybere gennemgang af den europæiske “antifascisme”, som ikke er  til at skelne fra den fascisme, den foregiver at bekæmpe, giver  El Inglés idag på Gatres of Vienna: The Blackhoods of Antifa . Det forlyder, den også kommer i dansk oversættelse.

Hvad får H. J. Bonnichsen til at tikke?

Jeg skal gerne indrømme at jeg har mere end vanskeligt ved at forholde mig distanceret og køligt analyserende til markante stemmer i debatten som Jørgen Bæk Simonsen og H. J. Bonnichsen. Meget svært, endda. To stemmer der minder om hinanden i deres måde at benægte alt hvad enhver kan se virker urovækkende i den eskalerende nyhedsstrøm relateret til ideologien islam, og vende bekymringen til harmfulde angreb på de bekymrede selv. Havde de været privatpersoner der havde ytret sig som privatpersoner, kunne man have tillagt dem samme betydning som de trolls og venstreloonier der hærger i nettets debatter. Men det der først og fremmest gør mig vred er deres personlige forbindelser til problematikken som forbliver så uldent uafklarede, og som en mainstreampresse der har glemt at stille det der engang hed ‘kritiske spørgsmål’, ikke kan nosse sig sammen til at stille her.

Hvilke personlige interesser – politisk i form af marxisme og/eller det multikulturalistiske projekt, indfedtning i et miljø med nære personlige og ideologiske forbindelser til Mellemøsten, evt. hans instituts økonomiske interesser – er medbestemmende for Bæk Simonsens luftigheder og benægtelser? Og har De, kære læser, en klar idé om pensionisten Bonnichsen taler på vegne af sin gamle arbejdsgiver PET, eller udelukkende som privatperson? Så vil jeg gerne høre begrundelsen. For en ting er sikker: Bonnichsens ord vil, uanset hvad de er tiltænkt, blive opfattet vidt og bredt som udmeldinger fra PET selv, så meget desto mere fordi hans ord aldrig er ledsaget af disclaimeren “H. J. Bonnichsen understreger, at han udtaler sig som privatperson”. Det kræver ingen konkret indsigt at sige sig selv, at en mand der straks efter sin pensionering begynder at lufte vås og luftigheder til logrende medier, ikke vil gøre det uden nøje aftale med PET. Så der må som minimum være en accept af at hans ord bliver opfattet som røgsignaler fra det hemmelige politi, i yderste fald at hans ord er tiltænkt en funktion i det offentlige rum. Røgsignaler eller røgslør?

Bonnichsen bekræfter mig blot i at det lægmandsarbejde og kritiske fokus som blogosfæren prøver at bidrage med, er et nødvendigt korrektiv til udenomssnakken. Subversive elementer over det ganske land, forener eder i trods mod fortielsen af den grimme virkelighed (LFPC).

Khaders hemmelig broderskab af anti-islamister mener, at »det er snart for sent, hvis vi ikke gør noget for at bekæmpe islamismen«. Men ingen fornuftige mennesker anser »islamismen« for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier […]

Initiativet viser også, hvor lidt tillid og tiltro projektet har til de vestlige værdier og vor modstandskraft, og ikke mindst til de moderater muslimers egen evne til at hamle op med »islamisternes totalitære projekt«. Ingen fornuftige mennesker anser »islamismen« for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier. Det kan kun ske, hvis vi selv vil. Det vil den danske befolkning ganske enkelt ikke. Også fordi det ville være en holdning, der ville gøre os til medskyldige. […]

93 pct. af 1,3 milliarder muslimer er ifølge Gallups verdensundersøgelse interesseret i en tilværelse som vores. De har fået en stigende klar erkendelse af, at bin Ladens terrorister og ekstremister intet har at byde på udover død, ødelæggelse og lidelser for den muslimske befolkning. Det er lige præcis en sådan folkelig modstand, der til alle tider har knækket halsen på terror og fanatisme. Den er der mere brug for end en ukendt gruppe vestlige personer, der har kæmpet for ytringsfriheden. […]

Ud fra en sikkerhedsmæssig vurdering kan dette nye initiativ om en ytringsfrihedskonference medvirke til at fastholde en fornyet negativ opmærksomhed om Danmark i en række lande. Terrortruslen er i forvejen den alvorligst tænkelige, specielt i forhold til danskere og danske interesser i udlandet, så afhængig af, hvorledes projektet realiseres, kan det medvirke til at fastholde terroristernes sigtekorn mod målet Danmark.  H. J. Bonnichsen: Naser Khader skaber frygt

»SS Wartheland«

De jøder og kommunister, der blev deporteret til koncentrationslejre under 2. verdenskrig, har nu fået en mindesten på Langelinie i København.(foto til Snaphanen: E.H.B.-klik helbillede)

2. oktober blev en trist begivenhed i dansk historie mindet på Langelinie i København. Fra det sted sejlede skibet Wartheland for 65 år siden mod Swinemunde i Polen. Ombord var 198 jøder og 150 kommunister. Jødernes endestation var koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet. Kommunisternes var Stutthof i Polen. Klara Tixell, 77, trådte og frem og fortalte:

”I 1943 boede jeg og min familie på Islands Brygge. Vi var fire børn, og jeg var ældst. Om aftenen 1. oktober blev min søster og jeg vækket ved, at der stod to tyske SS folk i døren til vores soveværelse. De pegede på os med deres våben og befalede os at stå op med det samme og klæde os på. Til min mor sagde de, at hun skulle tage lidt mad med, for vi skulle ud på en lang rejse.
Da jeg havde klædt mig på, ville jeg hjælpe min mor med maden, men hun sagde, at jeg hellere skulle finde et stykke papir og skrive til min veninde, hvad der var sket. Jeg fandt ikke noget papir, men i stedet en gammel avis, som jeg rev hjørnet af og skrev på: Kære Kamma, vi er taget af det tyske politi, sig besked til skolen. Det lykkedes mig at folde papiret sammen og smide det ud gennem køkkendøren.
Så blev vi ført ned ad trappen og ud på gaden, hvor der stod en stor overdækket lastbil. Man kaldte det en prærievogn. Der sad allerede en familie, også med fire børn, men yngre end os. Bilen kørte rundt i det halve København, standsede en gang i mellem og vi mener, soldaterne gik op i lejlighederne for at hente flere jøder. Men der kom ikke flere ind i bilen. Til sidst havnede vi her i Langelinie.
Der var fyldt med soldater. De råbte og skreg. Nazisterne brølede altid. På kajen lå en gammel, syg kvinde på en madras. De havde hentet hende i hendes hjem, løftet hende ud på madrassen og kørt hende herned. Hun blev hejst op i skibet og skreg i vilden sky, mens hun hang der mellem himmel og jord.
Vi andre skulle klatre op ad en landgang. Min far klatrede åbenbart ikke hurtigt nok, for da han nåede op, blev han slået af soldaten, der stod der. Han slog ham med sin geværkolbe, og min far en tabte sin pakke med sine hellige bøger. Soldaten var vældig hurtig til at samle den op – og smide den over bord.
Vi klatrede ned i lasten, hvor der allerede var omkring 200 personer. Det var hele familier og gamle fra det jødiske alderdomshjem, de havde taget med. Om morgenen kom vores overrabbiner Friediger om bord. Han var sidste mand, før vi sejlede. Friediger samlede mad ind fra alle, der havde madpakker med og delte dem ud – først og fremmest til kvinder og børn. Mange havde knækbrød med, små stykker fra Wasa. Dem, der fik, fik ét stykke, men jeg fik to, for den dag var min 14 års fødselsdag.
Resten af historien kender I. Vi kom til Swinemunde og blev kørt til Theresienstadt,” sluttede Klara Tixell.  Undervisningsministeren : Fangers historier skal mindes (flere fotos) , se også: Persecution of the Danish Jews og The Fate of the Jews of Denmark