4
maj
Seneste opdatering: 10/5-10 kl. 2117
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

redeker-copenhagen-may-4-2009-110

Redeker foredrog en time for et stuvende fuldt Vartov. Talen vil komme oversat til dansk og som video pĂ„ fransk. Redeker gav et livligt, lunt, lĂŠrd og sympatisk indtryk, sĂ„ langt fra en kuet mand som overhovedet muligt. Men det er ikke – som for eksempel hos Wilders eller Wafa Sultan – det trodsige, der falder fĂžrst i Ăžjnene ved ham. Han er det La France Profonde , man ser for sig ved et godt dĂŠkket bord og en karaffel kĂžlig landvin. Hans stĂžtter har vĂŠret i undertal, men udsĂžgte. Franske filosoffer, jĂžder, Sarkozy og den tidligere spanske premierminister JosĂ© MarĂ­a Aznar,”og befolkningen”, som han sagde, for at sĂŠtte Frankrigs store, dominerende venstreintelligentsia, der har skyet ham som en pestsyg i relief. Den vĂŠlger at overse den detalje, at det der har ramt Redeker, kan ramme enhver. (fotos ©  Snaphanen)

NĂŠsten alle kĂžbte et eksemplar af “Man mĂ„ prĂžve at leve” (der hidtil kun er oversat til spansk og italiensk), og da Redeker generĂžst skrev hele titelbladet fuldt med sin fyldepen i hver bog han signerede, tog det den tid det nu tager. Redeker giver interviews til danske aviser idag, inden han forlader  KĂžbenhavn igen til sit ukendte opholdssted.

redeker-copenhagen-may-4-2009-096-1
redeker-copenhagen-may-4-2009-152
redeker-copenhagen-may-4-2009-125
redeker-copenhagen-may-4-2009-039

Niels Lillelund skriver bla. i sin anmeldelse Den lille mand og islam i Jyllands Posten d. 4.5.2009

Ødelagt liv

Det foreliggende er hans dagbog siden hin septemberdag, og den er i sagens natur en ret privat historie.

Og dog er den god at fÄ forstand af. Livet som jaget vildt er en lille og afsondret verden, og hvis den skal gÞres stÞrre, krÊver det i virkeligheden, at omgivelserne insisterer pÄ det. At alle rettÊnkende mennesker bakker op, husker ham, forsvarer han og fordÞmmer truslerne etc.

SÄdan gÄr det forudsigeligt nok ikke. Det er den uendeligt store historie i den uendeligt lille. Robert Redeker er et enkelt lille menneske, som tilfÊldigvis fik sit liv mere eller mindre Þdelagt, fordi han tillod sig et islamkritisk pip i Le Figaro, og det er primÊrt, hvad bogen handler om.Om truslerne, om kollegernes svigt, deres bortvendte rygge og deres adrÊtte snakken uden om det egentlige, altid med underteksten: Han er selv ude om det.

Diskret charme

SĂ„dan reagerer pĂŠne mennesker.

SÄdan reagerede pÊne berlinere, nÄr deres jÞdiske nabo pludselig var forsvundet. Man spurgte ikke, rÄbte ikke op, men forsatte med at tale pÊnt ved bordet. Det er borgerskabets diskrete charme.Denne retoriske gang Þvelser pÄ gulv fulgt af spring over lave gÊrder kender vi ogsÄ herhjemme. I den forstand er der intet nyt under solen, men i mellemtiden skal jo altsÄ Redeker prÞve at leve. Det er svÊrt. Han skriver dagbog om hadet, frygten og sÄmÊnd ogsÄ om de Þkonomiske fortrÊdeligheder, der ligger i at vÊre truet pÄ livet.

redeker-copenhagen-may-4-2009-029

Monica Papazu anmelder bogen pÄ Sappho.dk:
Robert Redeker og frihedens pris

Robert Redeker: Man mÄ prÞve at leve. 148 sider, 159,00 kr. Oversat af Geoffrey Cain. Udkommer 4. maj

3. maj 2009 – Monica Papazu, mag. art.

Den franske filosof Robert Redeker, hvis bog Man mÄ prÞve at leve i morgen udkommer pÄ  Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, i Geoffrey Cains elegante oversÊttelse, er endnu et navn pÄ islamisternes dÞdsliste. En liste, som omfatter de allerede drÊbte Pym Fortuyn og Theo van Gogh sÄvel som mennesker, der stadig er live, sÄsom Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Geert Wilders og Kurt Westergaard.

Man mÄ prÞve at leve er en dagbog: Den dagbog, Redeker skrev i begyndelsen af sit indre eksil, som tog sit udgangspunkt i september 2006 og formentlig vil vare hele hans liv.

Det, som slĂ„r Ă©n under lĂŠsningen, er, at Redekers bog er en fĂŠngselsdagbog: ”Jeg er lĂ„st inde, og jeg begynder at fĂžle mig som en fange”, skriver han (44) 1. Fra en litteraturhistorisk synsvinkel ligger Redekers rystende vidnesbyrd tĂŠt pĂ„ Dostojevskijs optegnelser fra tugthuset eller Alexander Solsjenitsyns og Vladimir Bukovskijs skildringer af deres fĂŠngselsophold. Det er dog ikke et spĂžrgsmĂ„l om litterĂŠr genre, men om eksistentiel erfaring. Som fĂžlge af dĂždstruslerne har Redeker mistet sin bevĂŠgelsesfrihed: den ”mest basale rettighed, retten til at komme og gĂ„, nĂ„r det passer mig” (44). Som beskyttelse er han blevet tvunget til at leve i en form for ”husarrest”, bag lĂ„s og slĂ„, bag lukkede dĂžre og skodder: ”Jeg er ofret, men det er mig, der bliver straffet med husarrest. 
 Jeg er det tiltĂŠnkte offer for en forbrydelse, men det er mig, der skal affinde mig med politiopsyn, som om det var mig, der var forbryderen!” (47-48).

SĂ„ledes kom Robert Redeker til pĂ„ paradoksal vis at opleve, hvad det betyder ”at sidde inde”. For alt er der: Han har ingen fysisk frihed; han er afskĂ„ret fra sit tidligere liv, fra familie og venner og fra sit arbejde (han kan ikke undervise og holde foredrag mere); han fĂžler sig som lukket inde i graven (99); han har ikke nogen kontakt med de levende, og han forstĂ„r ogsĂ„, at han allerede bliver betragtet som Ă©n, der har forladt denne verden: kollegerne taler om dig, ”som om du var dĂžd” (65). Selv den usikre fremtid, som pinte fangerne, er til stede, for denne ”fĂŠngselsstraf” kan sagtens ende en dag med en henrettelse.

Redekers vigtige bog

Straffen er endda en kollektiv straf. Den rammer hele familien, prĂŠcist som i kommunistsamfundet: Redekers hustru, som deler sin mands status som paria og fange, de tre bĂžrn, som er afskĂ„ret fra at vĂŠre sammen med forĂŠldrene og mĂ„ skjule sig pĂ„ forskellig vis, og selv Redekers forĂŠldre: Redekers far, som dĂžde i 2007, blev begravet ”i det dulgte som tyveknĂŠgte eller pestbefĂŠngte”, for at begravelsen ikke skulle pĂ„drage sig de islamiske terroristers opmĂŠrksomhed (8).

Hvordan kan dette vÊre muligt? Hvordan kan sÄdan noget ske andre steder i verden end i et totalitÊrt samfund? Er den totalitarisme, som truer Vesten, allerede ved at smitte af pÄ vor verden? Her er det kun spÞrgsmÄl om beskyttelse, og beskyttelsen har hidtil vÊret effektiv. Men beskyttelsen i form af indespÊrring er ogsÄ et tegn pÄ, at den fare, som truer et enkelt menneskes liv, samtidig er stÊrk nok til at Êndre det vestlige samfunds normale livsvilkÄr.

Et alarmsignal

Men hvad handler det hele om? Alt, hvad Robert Redeker har gjort, er, at han som reaktion pĂ„ pave Benedikt XVI’s islamkritiske tale i Regensburg offentliggjorde et debatindlĂŠg med titlen ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?” (19-23). Artiklen, som blev bragt i september 2006 i dagbladet Le Figaro, gĂžr opmĂŠrksom pĂ„ den kilde til ”had og vold”, der ligger i Koranen og i Muhammeds forbillede. Redeker underkaster Koranen den samme kritiske analyse, man i Europa ville anvende i behandlingen af en hvilken som helst tekst og i sĂŠrdeleshed af et vĂŠrk, der ligger til grund for en samfundsomstyrtende og ”morderisk ideologi”, Marx’s Kapitalen f.eks. (108). Han sammenligner de to totalitĂŠre ideologier, kommunisme og islam, med hinanden og bemĂŠrker, at islams nuvĂŠrende indflydelse pĂ„ den frie verden ligner den indflydelse, som den kommunistiske ideologi tidligere ydede. Det, som Redeker insisterer pĂ„, er nemlig det ”krybende islamiske pres pĂ„ folks bevidsthed” i Vesten (20). ”Islam Ăžnsker 
 at pĂ„tvinge Europa sine egne regler” (”svĂžmmehaller med specielle tider for muslimske kvinder, forbud mod uĂŠrbĂždige karikaturtegninger” osv.) sĂ„vel som ”sit menneskesyn”, og ligesom under den Kolde Krig er det ”de intellektuelle”, der er mest rede til at bĂžje sig (19-20).

Redekers artikel var altsĂ„ et alarmsignal fra et menneske, der erfarer, at den europĂŠiske ytrings- og tankefrihed er under trussel fra en totalitĂŠr fare. Det, han blev udsat for som fĂžlge af sin artikel, blev til et uomtvisteligt bevis pĂ„ rigtigheden af de tanker, han havde givet udtryk for i Le Figaro. I den islamiske verden blev han udpeget som den fjende, der skal udslettes. I det franske samfund blev han til en ”persona non grata”, en uĂžnsket, en udstĂždt.

At de militante muslimer, for hvem islam er en politisk ideologi, reagerer med vold og dÞd, er en almindelig kendsgerning, som ved Redeker-sagen blot har fÄet endnu en illustration. Det, som derimod er endnu mere rystende, er, at denne sag viser, i hvilket omfang det franske samfund er i gang med at forvandle sig under islams indflydelse. Det er ogsÄ det, der udgÞr kernen i Redekers bog.

Den nationale suverĂŠnitet

Hvad sker der med mit land? er det spÞrgsmÄl, den dybt chokerede Redeker mÄ stille sig selv. Hvor er mit lands suverÊnitet henne?

”Hvis man er kommet sĂ„ langt, at politiet skal beskytte mig, er det vel ikke helt umuligt, at beslutninger taget i MellemĂžsten kan fĂžres ud i livet her hos os? Jeg 
 prĂžver at klynge mig til min sejlivede tro pĂ„ national suverĂŠnitet. 
 Vores allesammens franske stat mĂ„ vĂŠre temmelig svĂŠkket, hvis fremmede grupperinger kan dĂžmme en af dens borgere til dĂžden og tvinge ham til at gĂ„ i skjul i hans eget land. Det strider jo mod samfundets basale vĂŠrdier og vor retsstats fundament” (41-42). ”[D]enne sag 
 er et angreb pĂ„ den nationale suverĂŠnitet: Fremmede love vedtaget af forbryderiske elementer straffer mig for at have brugt min forfatningsgaranterede ret” (51).

Redeker har uden tvivl ret i at rejse spĂžrgsmĂ„let om statssuverĂŠnitet, for situationen er den, at et menneske, som respekterer landets love og benytter sig af en almindelig borgerret (ytringsfreden), er i fare for at blive straffet som en forbryder i kraft af fremmede love, som er begyndt at gĂžre sig gĂŠldende pĂ„ fransk territorium. I et land, ”hvor man for lĂŠngst har afskaffet sĂ„vel blasfemi- som meningsforbrydelse”, er det blevet farligt i det 21. Ă„rhundrede ”at erklĂŠre sig som vantro” (”mĂ©crĂ©ant”), skriver Redeker (69-70) 2. Dette har vĂŠret, understreger han, en uventet opdagelse: At det er forbudt at vĂŠre ”vantro”. At man ikke har lov til at vĂŠre ”vantro” over for en religion, som ikke engang er ens egen, nej, som ikke engang er ens eget lands. At i et land med verdslige traditioner, og hvor mange bekender sig til kristendommen, er det forbudt at vĂŠre vantro over for islam.

Problemet er ikke, at islam forbyder vantro og straffer de ikke-troende. Problemet er, at det islamiske forbud har fÄet indpas i Frankrig, og at franskmÊndene selv accepterer det, ja, gÞr det nÊrmest til en personlig overbevisning. Islams magt over sindene i Frankrig er det mest foruroligende.

De ”progressive” kréfters tilslutning til islam

Idet han fortĂŠller om, hvad der sker med ham og omkring ham, bliver Redekers dagbogsnotater til en sociologisk analyse af det nuvĂŠrende Frankrig. LĂŠseren fĂ„r et indblik i, hvordan samfundet reagerer. Man ser, hvordan angsten spreder sig i det lille Escalquens med dets godt 5.000 indbyggere, 15 km uden for Toulouse, en rolig by, beboet af en velstĂ„ende, venstreorienteret middelklasse, som langt fra at stĂžtte den udsatte familie er ivrig efter at skille sig af med de forstyrrende. Familien Redeker bliver behandlet som pestbefĂŠngte og udstĂždes fra samfundet. Man ser den akademiske venstreflĂžj, gymnasielĂŠrerne, som i stedet for entydigt at fordĂžmme den dĂždstrussel, som Redeker er offer for, og forsvare de elementĂŠre borgerrettigheder foranstalter rene ”stalinistiske processer”, hvor den anklagede er Redeker selv: ”De anklagede mig – en kollega, der var blevet dĂždsdĂžmt af fanatikere – for en meningsforbrydelse!” (29). Efter lĂŠrerkollegernes angreb er det elevernes og forĂŠldres tur til at ”forstĂŠrke islamisternes dom” og ”overtage afstraffelsen”. De sparker den, der allerede ligger ned, og viser sĂ„ledes, at ”en vantro” som mig ”skal man ikke vise nĂ„de” (54) 3.

I disse folks Ăžjne, er det ”ikke sĂ„ meget de alvorlige dĂždstrusler, jeg har hĂŠngende over hovedet, der er skandalĂžse, nej, det er den artikel, jeg har skrevet, der er skandalĂžs” (52).

Dette minder i forblĂžffende grad om det mentale klima i Vesten i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, da den kritik af kommunismen, som bĂ„de hĂŠderlige Sovjethistorikere og vidner fra Østeuropa fremfĂžrte, blev imĂždegĂ„et med anklager om ”skandalĂžse” udtalelser, ”intolerance”, ”fjendebillede”, ”primitiv anti-kommunisme” og deslige. Og det interessante er jo, at det er de selv samme mennesker eller i hvert fald det samme miljĂž, som blot har erstattet det ene knĂŠfald for totalitarismen med et nyt knĂŠfald for en ny totalitarisme. De ideologiske instinkter er forblevet de samme. Det er de mennesker, som siger sandheden og vil forsvare friheden, som bliver udpeget som ”folkets fjende”.

Fra det lokale samfund til gymnasiets lĂŠrervĂŠrelse, fra det kommunistiske rĂ„dhus i det nĂŠrliggende Saint-Orens og foreningen Café’In, bestĂ„ende af ”kommunister, trotskister, GrĂžnne” (74), fra lĂŠrerfagforeningerne til de store organisationer MRAP (BevĂŠgelsen mod racisme og for venskab mellem folkene) og Menneskerettighedsorganisationen (LDH) udmĂŠrker aktivisterne sig, som Redeker fortĂŠller, ved at anklage ofret og erklĂŠre deres stĂžtte for det islamistiske standpunkt. BevĂŠgelsen mod racisme og for venskab mellem folkene (MRAP) gĂ„r endda sĂ„ vidt, at den truer med at indgive sagsanlĂŠg imod Redeker, altsĂ„ sagsĂžge den lovlydige borger og ikke dem, som ved deres dĂždstrusler overtrĂŠder Frankrigs love (respekten for borgernes liv og ytrings- og trosfriheden). At de to organisationer reagerede pĂ„ denne mĂ„de er dog ikke nogen overraskelse, for de havde gjort noget lignende fĂžr, i forbindelse med Louis Chagnon.

En historielĂŠrers trĂŠngsler: Louis Chagnon-sagen

Et par ord om Louis Chagnon-sagen, som har lighedspunkter med Robert Redekers situation. Chagnon er historie- og geografilĂŠrer. I 2003 holdt han et kursus om islam, hvor han nĂŠvnede ubestridelige fakta angĂ„ende Muhammeds liv (bl.a. massakren pĂ„ den jĂždiske stamme Banu Qurayzah i 627). Af hans 91 elever var der to muslimer, hvis forĂŠldre, sammen med fem andre, hvis bĂžrn ikke havde deltaget i Chagnons timer om islam, dannede en protestgruppe imod lĂŠreren. Den muslimske protestgruppe sendte pressemeddelelser og bragte forfalskede kursusnoter i Ă©n elevs hĂŠfte (absurde overdrivelser om Muhammeds misgerninger) for at underbygge deres anklager imod Chagnon. I stedet for at stĂžtte en lĂŠrer, som var blevet uretfĂŠrdigt anklaget, gav rektoratet Chagnon en reprimande, samtidig med at de korrekte kursusnoter, som forlangt af den muslimske pressionsgruppe, blev revet ud af elevernes hĂŠfter. Som Louis Chagnon bemĂŠrker: ”den socialistiske rektor 
 gjorde sig til redskab for den religiĂžse muslimske censur i den franske republiks verdslige skole” 4. Den historiske sandhed om islams profet blev bortcensureret i det europĂŠiske land, som bryster sig mest af sin ”laĂŻcitĂ©â€ (verdslighed). En af perlerne i denne sag findes i undervisningsinspektĂžrens rapport, hvor inspektĂžren bebrejdede Chagnon for at have betegnet Muhammeds myrderier som forbrydelser, nĂ„r disse kun var udtryk for ”helligkrig” – med andre ord var det Chagnons opgave at forsvare jihad i sin undervisning 5.

Til denne forfĂžlgelseskampagne sluttede sĂ„ de to fĂžrnĂŠvnte organisationer, Menneskerettighedsorganisationen (LDH) og BevĂŠgelsen mod racisme og for venskab mellem folkene (MRAP) sig og anmeldte Chagnon for at opmuntre til ”racehad”. ”Eftersom muslimerne, MRAP, Menneskerettighedsorganisationen og rektoratet i Versailles, dvs. den franske stat, forfulgte mig for at have videregivet historiske fakta, som har vĂŠret anerkendt som korrekte i 14 Ă„rhundreder, vurderede jeg, at Frankrig ikke lĂŠngere er et demokratisk land”, skriver Chagnon 6.

Alligevel viste det franske retssystem sig ikke sÄ fÞjeligt over for islam, som man kunne have frygtet. MRAP blev nÞdt til at trÊkke sin anklage tilbage, og efter en lang proces vandt Chagnon i marts 2008 sagen imod den franske stat: Rektoratets reprimande blev annulleret. Det parisiske administrative tribunals beslutning blev en sejr for ytringsfriheden i almindelighed og for undervisningsfriheden i sÊrdeleshed: Friheden til at give sine elever en saglig undervisning, hvor man videregiver dokumenterede historiske fakta.

Chagnon beskriver sine erfaringer i bogen L’école française et l’islam: L’histoire d’un professeur d’histoire victime du terrorisme intellectuel (Den franske skole og islam: Historien om en historielĂŠrer, offer for intellektuel terrorisme) og drager en rĂŠkke konklusioner, hvoraf jeg vil fremhĂŠve to. Den ene handler om den historiske bevidsthed og om den absurde forskelsbehandling, som muslimerne krĂŠver. Chagnon fremhĂŠver den censur og den historieforfalskning, som de islamiske krĂŠfter forsĂžger at pĂ„dutte undervisningen i Frankrig, en ren negationisme, hvor man fortier islams forbrydelser. At fortĂŠlle om islams faktiske historie bliver ensbetydende med ”blasfemi” og opmuntring til ”racehad”. ”Efter denne logik”, bemĂŠrker Chagnon, ”er det at betegne holocaust som en forbrydelse mod menneskeheden ensbetydende med anti-tysk racisme og det at gĂžre opmĂŠrksom pĂ„ Katyn-massakren ensbetydende med anti-russisk racisme” 7. Den anden er, at den sag, Chagnon har vĂŠret genstand for, har Ă„bnet hans Ăžjne for, at det er den venstreorienterede del af det franske samfund, som stĂžtter islam og er villig til at undertrykke de borgerlige frihedsrettigheder. Det er prĂŠcist samme konklusion, Redeker nĂ„r til.

En fuldbyrdet profeti

Robert Redeker opdager nemlig, som han beskriver i sin dagbog, at Frankrig virker som et besat land. Magtfulde, meningsdannende organisationer har kapituleret og slutter sig til islamisternes program. Han opdager deres inkonsekvens og deres hykleri. Har Menneskerettighedsorganisationen ikke kĂŠmpet for afskaffelse af dĂždsstraffen? spĂžrger han. Det har den, men i dette tilfĂŠlde anklager den den dĂždsdĂžmte (59). Har lĂŠrernes fagforeninger ikke ligeledes vĂŠret imod dĂždsstraf? Det har den, men dette har ikke forhindret dem i at stĂžtte terrorister med forbindelse til de RĂžde Brigader, ligesom de nu stĂžtter lignende terrorister (76).

Lige sĂ„ inkonsekvent viser disse organisationers holdning til ”laĂŻcitĂ©â€, til de verdslige principper, sig at vĂŠre. Det er ikke religionen i almindelighed, de bekĂŠmper, men kun Ă©n religion, nemlig kristendommen: ”sĂŠt nu jeg havde vĂŠret truet af den kristne kirke. Ja, sĂ„ ville mine kolleger have demonstreret i hundredtusindvis 
 Men her er de tavse, fordi truslen kommer fra tilhĂŠngere af islam, den eneste religion, som disse ellers ubĂžjelige sekularister viser forstĂ„else for” (87).

Islam har fĂ„et en privilegeret stilling i det franske samfund, den er i virkeligheden den eneste tilladte religion, den religion, som er beskyttet mod kritisk undersĂžgelse: ”Sangere som Georges Brassens og Jacques Brel har sagt temmelig knubbede ting om religion, der er tusind gange vĂŠrre, end jeg har gjort i denne artikel. 
 Kunne man synge de samme ting om muslimer, som Brel og Brassens har gjort om de troende kristne?” skriver Redeker (48).

Der er noget tilsyneladende paradoksalt i de venstreorienterede intellektuelles fascination af islam. Islam med dens arkaiske regler, med dens mangehĂ„nde forbud, med dĂždsstraf, med mangel pĂ„ religionskritik og ytringsfrihed og med kvindernes undertrykkelse indtager nu rollen som en ”progressiv” kraft, mens dens modstandere stemples, som det er tilfĂŠldet med Redeker, som ”reaktionĂŠre” (64). For Redeker blev dette til en chokerende opdagelse: fĂžrst nu indsĂ„ han, som han skriver, ”omfanget af venstreflĂžjens intellektuelle og moralske forfald” (74) 8.

Redekers erfaring med venstreflĂžjens knĂŠfald for islam bekrĂŠfter den engelske forfatter G.K. Chestertons klarsynede vurdering af islams fare i Vesten og hans advarsel i romanen Den flyvende kro fra 1914 om, at det er de ”progressive” krĂŠfter i Europa, som vil bakke islam op og ende med at erklĂŠre, at islam er den mest ”progressive” religion. Det er venstreflĂžjens sympati for totalitarismen og dens afvisning af Europas egentlige kultur og traditioner, som er forklaringen pĂ„ de venstreorienterede intellektuelles og de venstreorienterede politikeres tilslutning til islam.

Tro og vantro

Konfronteret med islams pĂ„bud og forbud, hvad angĂ„r troen, kommer Redeker ogsĂ„ til bedre at forstĂ„ det karakteristiske ved kristendommen og indse, at ytringsfriheden med alle dens yderligheder – afvisning, blasfemi, provokation – ikke blot er en fĂžlge af samfundets verdsliggĂžrelse, men har et fundament i selve kristendommen. Kristendommen indeholder bĂ„de blasfemi og provokation – for Kristi person, forkyndelse og gerning stĂ„r som en blasfemi over for den gamle religionsforstĂ„else og som en provokation over for menneskenes sikre viden om livet og dĂžden. Opstandelsen er, som Redeker skriver, den ”ultimative provokation” (110).

I kristendommen giver ”vantro”-begrebet ingen mening: ”Den sande tro 
 anerkender, at blasfemi ogsĂ„ er en del af troen”, skriver Redeker med rette (105), og det er et udsagn, som er karakteristisk for et kristent menneske. For en troende kristen beder ”hjĂŠlp min vantro!” og kender sin synd, idet han identificerer sig med den aggressive og forhĂ„nende mĂŠngde Langfredag.

Det andet Frankrig

Under sine trĂŠngsler opdager Robert Redeker omfanget af det franske samfunds kapitulation. Han ser menneskenes angst, som ogsĂ„ er en angst for friheden og for dem, som tĂžr hĂŠvde deres Ă„ndsfrihed (en typisk reaktion under et totalitĂŠrt pres), og han bliver ramt af deres ”nederdrĂŠgtighed” (ordet ”bassesse” virker som et ledemotiv i teksten). Samtidig opdager han noget andet: Han opdager det andet Frankrig, som slutter op om ham. (NĂžjagtig samme opdagelse beskriver Louis Chagnon ogsĂ„.) Redeker modtager tusinder af breve fra almindelige mennesker: ”Folk vil ikke acceptere, at skik og brug skal ĂŠndres, sĂ„ de bedre passer til det islam, Overfrankrig er tydeligt bange for” (126). Han fĂ„r stĂžtte fra forskellige organisationer (f.eks. CRIF, dvs. De jĂždiske institutioners rĂ„d; LICRA, dvs. Den internationale liga mod racisme og antisemitisme), fra forfattere, som har en betydningsfuld plads i det franske samfund (filosoffer som Alain Finkielkraut, AndrĂ© Glucksmann, Pierre-AndrĂ© Taguieff, Chantal Delsol eller journalisten Mohamed Sifaoui, af algerisk afstamning 9), sĂ„vel som fra en rĂŠkke politiske personligheder: F.eks. borgmesteren i Toulouse (Jean-Luc Moudenc, centrum-hĂžjre), Nicolas Sarkozy (indenrigsminister pĂ„ det tidspunkt) og den konsekvent modige Philippe de Villiers, formand for den vestfranske provins VendĂ©e’s RĂ„d. (Philippe de Villiers er et navn, som fortjener at blive husket: Det er takket vĂŠre Philippe de Villiers’ bestrĂŠbelser, at det er lykkedes VendĂ©e at hĂŠvde sin Ă„ndelige og kulturelle arv og mindes sine dĂžde. Solsjenitsyn holdt tale i VendĂ©e i 1993 ved Ă„bningen af museet for folkemordsofrene under den Franske Revolution; Philippe de Villiers og en af hans medarbejdere var de eneste franskmĂŠnd, som deltog i Solsjenitsyns begravelse i 2008; Philippe de Villiers er ogsĂ„ forfatter til en rĂŠkke bĂžger, bl.a. Les mosquĂ©es de Roissy [Moskeerne i Roissy] fra 2006, som handler om Frankrigs gradvise islamisering).

De dÞdstrusler, som Redeker er blevet udsat for pÄ grund af sin islamkritiske holdning, er sÄledes endt med at vÊre en lakmusprÞve for det franske samfund. Det har bragt skillelinjerne i Frankrig op til overfladen. Der findes stadig et Frankrig, som sÊtter pris pÄ sin fortsatte eksistens og pÄ sin arv, og som er i stand til at tÊnke og handle moralsk. For det er et spÞrgsmÄl om elementÊr moral at forsvare ofret imod forbryderen. Men der findes ogsÄ et Frankrig, som allerede har tilpasset sig totalitÊre vilkÄr: Det hylder voldsideologien, anklager ofrene og udstÞder de modige.

PĂ„ livets bred

Redekers velskrevne bog er et personligt dokument: ”Jeg har skrevet denne dagbog som et vidnesbyrd om, hvordan mit liv har vĂŠret siden den famĂžse 19. september [2006]”, siger han (17). LĂŠseren fĂ„r et unikt indblik i, hvordan et menneskes normale tilvĂŠrelse blev Ăždelagt fra den ene dag til den anden, og kommer til at forstĂ„ frihedens pris, den pris, som et menneske har skullet betale for sin ret til at tĂŠnke anderledes, end det politisk korrekte forlanger, og offentliggĂžre sine tanker.

Gennem dagbogen lÊrer man mennesket Robert Redeker at kende. En borger som enhver anden i Vesten; en familiefar; en lÊrer pÄ et gymnasium; en filosof, som har noget pÄ hjerte (hovedtemaet i Redekers bÞger er umenneskeliggÞrelsen i den post-moderne, tekniske civilisation)10. Det, som er overgÄet ham, stÄr som et varsel om, hvor skrÞbelig vor tryghed er. Konfrontationen med islam er rykket tÊt ind pÄ os.

Redekers dagbog er et udtryk for viljen til ikke at kapitulere. Ved at skrive den hĂŠvder han sin Ă„ndelige frihed som modsĂŠtning til den fysiske frihed, han har mistet: ”Min dagbog er et helle i en verden, hvor jeg ellers ikke har nogen som helst frihed” (101). Ved at skrive den sĂŠtter han sig op imod den islamiske ideologi, i hvis navn fanatikerne forsĂžger at fĂ„ ham til at tie.

Skrivegerningen er identitetsbĂŠrende – den forhindrer hans identitet i ”at smuldre” (100) – og som tankens arbejde udgĂžr skrivegerningen ogsĂ„ en afklaringsproces. At skrive bliver for Redeker ensbetydende med ”at krydse et ocean”. Gennem ordene hĂ„ber han pĂ„ at finde en passage til den modsatte bred, en personlig befrielse, som han sammenligner med den bibelske udfrielse fra Egypten (88-89). Denne dimension af ”initiation” eller meningsfuld ”overgang” er typisk hos mennesker, som har vĂŠret tĂŠt pĂ„ dĂžden eller har erfaret den symbolske dĂžd i ”de dĂždes hus” (dvs. fĂŠngslet).

I slutningen af sin dagbog vender Redeker tilbage til billedet af vand og jord. Han er kommet helskindet over pĂ„ den anden bred. Han stĂ„r pĂ„ bredden og mindes Paul ValĂ©rys digt fra 1922, ”Le cimetiĂšre marin” (KirkegĂ„rden ved havet), et af mestervĂŠrkerne i fransk litteratur. Det er det digt, som ValĂ©ry skrev om kirkegĂ„rden i sin fĂždeby SĂšte. PĂ„ denne kirkegĂ„rd hviler hans forĂŠldre, og ValĂ©ry selv blev begravet her, imellem sine forfĂŠdres grave, i 1945. Det er et sĂŠrligt sted: En af de smukkeste kirkegĂ„rde i Frankrig. Den ligger hĂžjt over Middelhavet, og synet af gravene med deres kors indrammes af havets og himlens blĂŠndende blĂ„ farve. Her kan man, som ValĂ©ry erfarede det, mĂŠrke dĂždens frygtelige magt og samtidig fortabe sig i uendeligheden og fristes til at lĂŠnges efter oplĂžsningen. Til denne nihilismens fristelse svarer ValĂ©ry i digtets sidste vers: ”Et vindpust rejser sig fra havet! 
 man skal prĂžve at leve!” (”Le vent se lĂšve! 
 il faut tenter de vivre!”).

Det er dette svar, som Redeker gĂžr til sit og bruger som titel til sin bog: ”Man mĂ„ prĂžve at leve”. Redeker vĂŠlger livet og glĂŠden for livet frem for oplĂžsningen, ja frem for den negative uendelighed, som islam ogsĂ„ er bĂŠrer af. Det er en personlig sejr. Det er ganske enkelt ”livets sejr”. Livets sejr ”over dem, der prĂŠdiker dĂžd” (136).

*

Robert Redekers fortÊlling om sit liv under jorden siden offentliggÞrelsen af sin islamkritiske artikel for tre Är siden siger mere end en lang og lÊrd afhandling om islam og islams skÊbnesvangre indflydelse pÄ Europa. Den er i sandhed en ÞjenÄbner. Her kan man se islam som en ideologisk stÞrrelse, der er totalt inkompatibel med Europas frihedstraditioner og respekt for menneskelivet. Her kan man se de dele af det europÊiske samfund, den politiske elite og de sÄkaldte intellektuelle, der allerede har kapituleret. Men her kan man ogsÄ se, hvad der udgÞr Europas storhed: Det enkelte menneske, som nÊgter at gÄ pÄ kompromis med sin samvittighed og er i stand til at forsvare sin Ändsfrihed. Ved at gÞre det forsvarer han alles frihed.

***

1 Sidetallene i parentes henviser til den danske oversÊttelse: Robert Redeker, Man mÄ prÞve at leve, oversat af Geoffrey Cain, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009.

2 Robert Redeker, Il faut tenter de vivre, Paris, Editions du Seuil, 2007, s. 63.

3 Redeker, Il faut tenter de vivre, s. 46.

4 Louis Chagnon, L’école française et l’islam: L’histoire d’un professeur d’histoire victime du terrorisme intellectuel, Paris, Ed. Godefroy de Bouillon, 2008, s. 27.

5 Chagnon, L’école française, ss. 35-36.

redeker-book-004

0 0 vote
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

6 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] i KĂžbenhavn, Robert Spencer i KĂžbenhavn. Mark Steyn i KĂžbenhavn, Melanie Phillips i KĂžbenhavn , Robert Redeker i KĂžbenhavn og sĂ„ videre. Hvad man sidder og synes i Ă©nrum, er noget andet og det rager ofte andre en papand. […]

trackback

[…] “. Robert Redeker publie “Egobody : la fabrique de l’homme nouveau”, (Robert Redeker in Copenhagen, I, Robert Redeker in Copenhagen, […]

trackback

[…] “MĂ„ Gud sende os en lĂžve til at halshugge manden, og opgaven er ikke umulig, hvis lĂžven bor i Frankrig, og hvis han er hengiven til Allah.” Den jordanske lĂŠge Humam Khalil al-Balawi der sidste uge drĂŠbte 7 CIA agenter i Afghanistan ved en selvmordsktion, var en tredobbelt agent. Han var clearet som CIA agent og blev derfor ikke kropsregistreret. Det er den sammen mand der pĂ„ en krypteret hjemmside opfordrede andre terrorister til at myrde Robert Redeker i 2006 efter dennes islam kritiske artikel i le Figaro i september samme Ă„r. Al Balawis anvisninger for drabet var yderst… Read more »

trackback

[…] – som er Ă„ finne pĂ„ grasrota i muslimske forsteder i Frankrike. pĂ„ norsk og pĂ„ engelsk. (se Redeker in Copenhagen I og Redeker in Copenhagen […]

trackback

[…] Robert Redeker in Copenhagen I,  Robert Redeker in Copenhagen II. […]

trackback

[…] Videoen er-bortset fra indledningen- pĂ„ fransk. Der forventes en version med engelske undertekster pĂ„ et tidspunkt. Se ogsÄ Robert Redeker in Copenhagen, I […]