Europarådet åbner op for nordafrikanske lande med tvivlsomme demokratiske traditioner, men til gengæld med en rigt dokumenteret kultur af herrefolksmentalitet, førmoderne æresbegreber, hysteriske temperamenter og arkaisk kvindesyn. En begrundelse: Disse lande har selv ønsket nærmere bånd med Europa. Imidlertid forlyder der intet om at det også sker efter de europæiske befolkningers ønsker, og jeg tror godt at vi kan være sikre på ikke at blive spurgt, samt at aftalerne vil få minimal, hvis nogen, opmærksomhed i medierne – det er jo også bare et spørgsmål om vores alle sammens fremtid. Via Gates of Vienna (LFPC):

The parliamentary Assembly of the Council of Europe has officially opened its doors to Maghreb countries. With the creation of a new “partners for democracy” statute, the Assembly’s members will institutionalise and strengthen the ongoing relationship between the Council of Europe and the countries on the southern shores of the Mediterranean Sea. This opening-up to Tunisia, Morocco and Algeria was set as a priority by the President of the Assembly, Lluis Maria de Puig, at the beginning of his term of office in January 2008. But de Puig himself stressed that the decision taken over the last few days is also a response to an explicit request made by these countries to have a closer relationship with the pan-European institution. […]

As part of the request to enter the “partnership for democracy” the Prime Minister of each country will have to commit to embracing the values of the Council of Europe: pluralist and representative democracy, the supremacy of law and respect towards human rights and basic freedom. […]

A formal agreement to guarantee free elections, in line with international standards, will also be necessary and an equal participation by men and women in public and political life will have to be encouraged. […] COUNCIL OF EUROPE OPENS ITS DOORS TO MAGHREB COUNTRIES

Muzsikás og Márta Sebestyén

Vær advaret, ungarnsk folkemusik er ikke for enhver. Man skal som jeg fascineres af den lidt skæve, nogle vil sige skingre, musik. På samme måde som bretonsk sækkepibe nok vil få gemytterne til at dele sig, er den østeuropæiske musik for mange anstrengende og dissonant, og i forhold til det bretonske er rytmerne her endnu mere ude af trit med vesteuropæiske ører. Jeg kan ikke få nok af det. Ensemblet Muzsikás og deres (vistnok forhenværende) sangerinde Márta Sebestyén er et af de bedst kendte indenfor genren. Sebestyén kender mange måske gennem hendes bidrag til filmen The English Patient, eller i den mere kitschede ende, med Deep Forests Marta’s Song, som faktisk er rigtig god. Begrebet world music blev måske lidt fortrampet i forrige årti, hvor alt skulle blandes og udsættes for maskinrytmer, men vi skulle jo heller ikke komme derhen at vi af denne grund forkaster etniske musikblandinger og inspirationer. Hør i denne forbindelse også Sebestyéns soloudgivelse Hindi Lullabye. Min favoritsang med Muzsikás er nok Teremtés, men da videoen er studieversionen blot med stillbilleder har jeg valgt et stykke ægte live (LFPC).

Gråzonen mellem det førmoderne og en vis religion

Uanset hvor man står i kulturkampen, læser man mediernes historier om multikulturens konsekvenser med en tillært kodenøgle, lidt ligesom sovjetborgere læste Pravda. Havde denne historie haft overskriften “Bror dømt for vold mod lillesøster” havde man kigget med nyfigen interesse – var dette nu en historie fra Taberdanmark, eller hvad. To brødre – så ringer klokken, og man ved straks hvad vi taler om. Sådan er det for alle, også for dem der ikke vil indrømme det. Når brødrene så bedyrer  “at de nok er muslimer, men langt fra er stærkt troende”, så giver dette på enfoldig vis mening for en journalist. Men sagen er mere speget end som så. Orienterer man sig via blogs i stedet for bovlamme papirmedier ved man, at til dette religiøse tilhørsforhold hører nogle stærke kulturelle markører – med legitimering i religionen – der er en del af Abdul Wahids “hele pakke”, og som i varierende grad er noget man flaskes op med – religiøs bevidsthed eller ej. Hvad der har været på spil her, om det bare er et par bondeknolde der beklageligvis har fået ophold i Danmark, og for den sags skyld kunne have været yezidier eller druzere eller andet, kan jeg ikke afgøre. Men artiklen her illustrerer utilsigtet hvordan medierne slet ikke er begyndt at kulegrave den slags (LFPC).

To bosniske brødre er dømt for vold og trusler mod deres egen søster. Østre Landsret valgte endda at skærpe dommen markant. Oprindeligt blev de to ved Retten i Glostrup straffet med 60 dages fængsel, men landsretten har sat straffen op til fire måneder til hver. […]

Den nu 20-årige kvinde har i retten forklaret, hvordan brødrene var familiens overhoveder. De brød sig ikke om hendes danske kæreste og satte strenge regler for, hvor hun måtte færdes. […]

I retten har de forklaret, at de nok er muslimer, men langt fra er stærkt troende. Da byretten afsagde dom i sagen, lagde dommeren da også vægt på, at sagen ikke bunder i æresbegreber, men alene i en “efter danske forhold forældet indstilling, som ikke tager højde for kønnenes ligestilling i det danske samfund”. Brødre dømt for vold mod lillesøster

Citater: Sveriges underglobaliserede politikorps

Expressen har 40 (!) lederskribenter og faste kommentatorer. Det ska ligne meningspluralisme, men det  er der i virkeligheden for at tage plads op for alternative, folkelige stemmer. Ann-Charlotte Marteus ved meget bedre end politiet, hvordan de skal håndtere en stadig umuligere virkelighed. De uartige skal fyres og resten skal lade være med at ytre sig:

Sverige är efterblivet. Ett land som inte kan hantera en modern, multikulturell verklighet. Moder Svea har klara drag av självgod, skumögd smygrasist.

2009, Malmö: En film avslöjar tre poliser i Malmö när de under kravallerna i Rosengård bland annat kallar invandrarungdomar för “apajäveln” och “blattajävlar”. De tre poliserna omplaceras. Åklagaren lägger omgående ned förundersökningen mot poliserna eftersom det de sade inte hördes av någon utanför bilen de färdades i.

2008, Stockholm: En polis åtalas för att ha kallat en taxichaufför för “blattejävel”.

2007, Stockholm: En anslagstavla med foton på polisaspiranter med utländska namn blir utsatt för rasistiskt klotter hos citypolisen.

2005, Malmö: Ett polisbefäl skriver om “kriminella Mohammed” i mejl till bland andra kommunalrådet Ilmar Reepalu. Polisen avskedas, men får 80 000 skadestånd i Arbetsdomstolen.

2005: Ett internt nätforum för poliser anmäls för rasistiska inlägg. Åklagare lägger ned ärendet och hänvisar till yttrandefriheten.

2005, Stockholm: Ett stationsbefäl på Södermalm kallar en anhållen person för “jävla blatte”. Polisen döms till dagsböter, men får behålla jobbet.

2003, Stockholm: En polis låter en polishund fortsätta bita två biltjuvar, och fäller samtidigt kommentarer om deras hudfärg. Han döms för misshandel och förolämpning.

2002, Stockholm: En polis döms till dagsböter för uttalanden som “De som bor i området brukar jag kalla för svartskallar, dig kallar jag för neger”. Polisen får dock behålla jobbet.

2001, Stockholm: Fyra manliga elever på polishögskolan i Solna uttalar sig nedsättande om kvinnor, homosexuella och invandrare inför sina kurskamrater. Alla fyra får en varning, men fortsätter utbildningen.

2000, Malmö: Vakthavande befäl på Malmöpolisen skickar ut ett pressmeddelande där rånarna kallas ”negrer” och ”araber”.

Ann-Charlotte Marteus: Sparka poliserna