Børn med udenlandske mødre dukker sjældnere op på skadestuen end børn af danskere. Men de bliver langt oftere skoldede eller forbrændte. »På mange områder har indvandrere og deres børn et større forbrug af sundhedsydelser, men når det gælder skader, er forbruget lavere,« fortæller Hanne Møller til videnskab.dk. Til gengæld brænder børn af indvandrere sig langt oftere på strygejern end børn med danske forældre. Forbrændinger på strygejern er faktisk fire gange hyppigere blandt indvandrerbørn. Skoldninger og fyrværkeriulykker er tre gange så hyppige blandt børn af udenlandske mødre som blandt børn af danske mødre, og forbrændingerne er oftere alvorligere.Det kan skyldes, at indvandrere mangler viden om førstehjælp. Indvandrerbørn brænder sig oftere:

Vi kan godt lede forskningen på Syddansk Universitet lidt på sporet, så er de penge sparet. Sidst dette var på tapetet i sommeren 2007 sendte en erfaren læge,  vi kender udmærket os  følgende  beretning fra praksis:

Hvor længe endnu skal vi blive ved med at høre på alt det pladder om “etniske minoriteter” i tilfælde, hvor det ikke er dét, sagen drejer sig om? Vi har netop set denne endnu en artikel der omhandler om, “de etniske minoriteters massive overrepræsentation i retspsykiatrien“. Mere end 40 procent af patienterne har anden etnisk baggrund.“

Det er det sædvanlige mummespil, som kun har det ene formål at bortforklare og forplumre visse ubehagelige detaljer. Skulle man falde for den slags sludder, kunne man komme til den konklusion, at så måtte der jo også være en hel del hinduer og buddhister og mange andre i den omtalte gruppe.

– Men nej. Det faktiske forhold er det, at der næsten udelukkende er tale om muslimer. Desuden er der primært tale om muslimske drenge og yngre muslimske mænd. En stor del af dem er endda født og opvokset her i det lille naive Danmark. En iransk læge satte mig for en del år siden på sporet af sagen, idet han påpegede, at en stor del af de ekstremt farlige indsatte på de lukkede afdelinger havde en farlighedsgrad, som langt overgik de danske patienters farlighedsgrad.

– Den iranske læge fortalte om en 12-årig dreng, der med en ufattelig voldsomhed angreb alt og alle, og som de kun kunne gå ind til, når de var fire mandlige plejere samlet. Den iranske læge fortalte mig, at flertallet af disse ekstremt farlige patienter havde ét meget vigtigt fællestræk: nemlig omfattende ar efter dybtgående skoldninger. Arrene var typisk placeret på forsiden af kroppen og var ofte beliggende skråt ned over overkroppen. De var tydeligvis forårsaget af kogende vand eller olie.

– Efterfølgende har jeg gravet i sagen og fundet frem til, at det er karakteristisk for de muslimske miljøer, at de ofte fortolker vrangvillighed eller protest fra deres børn som et udslag af besættelse. Her er vi så fremme ved et meget uhyggeligt udslag af den religiøse overtro: I Koranen står der, at hvis en person er besat af en ond ånd, skal den onde ånd uddrives med kogende vand eller olie. Gad vide, om det i grunden kan undre nogen, at et lille barn, som ofte ikke bare én men flere gange bliver udsat for, at dets egne forældre overhælder det med kogende vand eller kogende fritureolie, kan gå fra forstanden? Burde det ikke være indlysende, at sådanne principper for børneopdragelse kan påføre børne varige skader?

– Generelt er den muslimske børneopdragelse udelukkende baseret på vold eller trusler om vold. Men der er ikke bare tale om vold som et gråt og udefineret begreb, der kan dække over et lille dask over fingrene i ny og næ. Der er tale om vedvarende og systematisk anvendelse af vold af særlig farlig karakter. En iransk bekendt, som anser sig selv for at være meget progressiv, pralede overfor mig af, at han var i stand til at styre sine kvinder og børn “helt uden vold”. Han forklarede mig hele emnet sådan her: “Normalt skal man jo statuere et eksempel i ny og næ, så kvinder og børn kan se, at man er mand nok til at slå ihjel, hvis det er påkrævet”.

– Som han sagde: “Det nytter jo ikke meget at true, hvis ikke de tror på, at man både kan og vil udføre sin trussel”. Men han selv var utrolig stolt af, at han kunne opnå 100% lydighed alene ved sin stemmes kraft og sit truende ansigt. Hans to (serielle) koner og deraf affødte børn var tydeligvis bange for ham, – og det bringer os forøvrigt også et smut hen forbi den muslimske opfattelse af begrebet “respekt”. Respekt på muslimsk betyder kun én ting: rædsel.

– Efter denne belæring gik jeg ud og så mig om og forhørte mig hos andre muslimer, og det blev klart, at normalbilledet stemmer overens med den lektie, jeg havde fået. Det var de samme formuleringer og de samme idealer, andre muslimske mænd blotlagde for mig. Som mand skal man altså hele tiden bevise, at man både kan og vil slå ihjel for at fastholde kvinders og børns lydighed. Så kan man jo godt forstå, at så mange indvandrerkvinder, – ja altså helt specifikt kvinder gift med muslimske mænd – må søge tilflugt på kvindehjem, hvor de ofte møder op med alvorligt traumatiserede børn. Mange af børnene viser sig at have gamle, ubehandlede og ofte uheldigt sammenvoksede knoglebrud efter mandens vold og hindring af kontakt med skadestuen.

– Og så var der jo også lige det dér med den stigende vold mod børn i Danmark… Den udeladte oplysning var, at det er de muslimske familier, der har fået statistikken til at gå i vejret i en så skarp kurve, som det er tilfældet. Kan det virkelig være så vigtigt at være frelst og politisk korrekt, at man må ty til forvrængning af alle relevante data bare for at hindre sandheden i at komme frem i al sin gru? ( Ugeskrift for Læger: Retspsykiatriske patienter – udvikling 2000-2004, og Retspsykiatriske patienter i Danmark.)

Et studie fra Malmø Universitetssygehus år 2000 bekræfter yderligere formodningerne: Scandinavian Journal of Plastic and Reconstructive Surgery and Hand Surgery, SCALDING INJURIES IN IMMIGRANT FAMILIES,Of the 186 scalded children, 94 (51 %) were immigrants, and they also had a tendency to have more severe injuries. Explanations might be that they were more likely to cook with water and oil, selvom UMAS antager at børnene må være  flittigere ved komfuret i skolekøkkenet.

Uriasposten havde et år senere  en fuldstændig parallel beretning fra danske læger i Afghanistan:

“Brændte børn er hyppige patienter her. For det er let at snuble over en kedel kogende vand eller træde i gløder, når man er et lille menneske i en stor familie og der ikke er nogen til at holde øje. Men ulykkerne er slet ikke den eneste årsag til, at børn bliver brændt her i Helmand provinsen. Ifølge den danske overlæge i Camp Price, Nina Rummel og sygepasser Dirch Riber, bliver nogle børn forbrændt som straf. Deres far tager dem i arm og ben og dypper dem i hedt vand. Man kan se, hvad der er sket, fordi børnene er forbrændt på kroppens ene side og på et ben og arm, og Dirch Riber har billeder af skaderne.

»Vi anmelder ikke mistankerne, for det vil ikke nytte noget,« siger Nina Rummel. Politiet, ANP, er ilde berygtet for dets korruption og ineffektivitet. Der er ikke noget formelt retssystem. Et forsøg på anmeldelse ville snarere føre til, at forældrene ikke bringer børnene til behandling.…

Den større af drengene lader sig ikke berolige af legetøj eller en flaske med saft, som sygepasserne giver ham. Nina Rummel puster en gummihandske op som en ballon, og tegner et ansigt på den med sin tusch. Men drengen skriger og rækker ud efter sin storebror. Større søskende er ofte dem, der passer de små. Eller mødrene. Sjældent fædrene.

»Flertallet af fædre er fuldstændig ligeglade med deres børn,« siger Nina Rummel.“