20
jun
Seneste opdatering: 21/6-11 kl. 1035
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Gadebønner med op til 60.000 bedende. Af Moskvas 10.5 mio mennesker, er 1.5 mio muslimer. Videoen er klippet sammen og kommenteret (på fransk) af det kendte pseudonym Maxime Lépante for Riposte Laïque.New mosque project highlights Moscow’s ethnic tensions.

»Tøgerkulten«

Jeg er lige ved at tro, at anmeldelserne er det mest underholdende ved Tøger Seidenfadens posthume “selvbiografi”, det er da også en vigtig kvalitet ved journalistik, at man ikke falder i søvn. Jeg kunne bidrage med lidt, for min kone gik i klasse med ham på Ingrid Jespersens Højere Pigeskole (nu Helle Thornings,) dengang den lige var blevet tokønnet. Min søster gik der også, så jeg mente derfor ikke, det var et sted en rigtig dreng kunne tillade sig at gå i skole. Iøvrigt kom min ældste ven i hans barndomshjem og Politiken var min barndoms avis, det er den nu ikke mere. Jeg har alligevel ikke følt mig kaldet. Siden hin dag i Bella Centret i maj 2006, hvor jeg oplevede ham bagtale Jyllands Posten og flertallet af sine landsmænd foran en forsamling på 1200 islamister, har jeg i vid udstrækning undgået ham. Vrede kan være et udmærket brændstof at skrive på, foragt, – så hellere lade være. Men så mange andre er kaldet i dag. Vi plukker fra de to mest underholdende anmeldelser, og af en eller anden grund dukkede dette foto fra 2007 frem af hukommelsen. Fra venstre Seidenfaden, den stærkt højreorienterede kunstner Uwe Max Jensen og den knapt så højreorienterede bladtegner Kurt Westergaard. Tøger gik kort efter uden at sige farvel. Nu har han sagt farvel på 556 sider, det er 100 sider mere end Thomas Manns “Troldfjeldet”, der nu for tiden hedder “Trolddomsbjerget”, og kun 50 færre end Winston Churchills erindringer.

Bogen er mere end noget andet et symptom på den sære aura, der opstod omkring Tøger Seidenfaden i de sidste år. Med hans alt for tidlige død fik den kreative klasse sit Diana-øjeblik. »Da Tøger Seidenfaden døde den 27. januar 2011, reagerede tusindvis af mennesker med spontan, ægte sorg,« som det hedder i pressemeddelelsen.

Ægte følelser kan man jo ikke få for mange af, men der var nu noget nordkoreansk over forløbet. Nogle var kede af det, andre syntes allermest bange for ikke at være tilstrækkeligt sørgende, hvorfor de græd med samme hektiske intensitet, som politbureauets medlemmer klappede ad Stalins taler.

Hvad foregik der egentlig?Tøger-kulten kan slet ikke forstås uden VKO-flertallet på tinge, og det er også på den baggrund, man må forstå både denne bog og de myriader af mindestuer og fakkeltog, der opstod både før og efter Seidenfadens død. Han kaldte sig selv oppositionens leder og blev en samlende skikkelse for de mange, der blev forenet i had til det nye regime, og som langt hen ad vejen fandt det aldeles illegitimt, at de forkerte var ved magten.

I en vis forstand bekræftede han de folkeligt nedstemte i deres moralske ret til riget, og hans udprægede arrogance (som han selv benægter på det kraftigste i bogen) og almindelige overklassediktion blev til et aktiv i mediemøllen, fordi det stod i så skærende kontrast til Dansk Folkepartis almindelige hjemmehjælpergrimhed. Eksemplerne er legio også i denne bog, der til overflod beskriver Seidenfaden som uerstattelig, enestående, humanistisk, demokratisk, retfærdig, kærlig, lyttende, tolerant, frihedselskende, klog, anstændig… fortsæt selv, for der er virkelig ingen ende på det. [..]

Som Sartre (uden sammenligning i øvrigt) endte med at stå på en ølkasse og bekendtgøre for alle, der gad lytte, at han nu stod principielt til rådighed for enhver retfærdig sag, der måtte byde sig til, endte Tøger Seidenfaden med at sige undskyld til en tvivlsom saudiarabisk herre, der påstod at repræsentere profeten Muhammeds efterkommere.Vel at mærke undskyld for sin brug af pressefriheden. I pressemeddelelsen skriver man om samme Seidenfaden, at han »brugte den frie presse til lige præcis det allervigtigste, man kan bruge den til«. Og der er ingen, der ler. Niels Lillelund: Stig Andersen: Tøger

Bogen er absolut underholdende, læst med sund skepsis som en begavet mands enøjede fremstilling af sit liv. Ikke mindst første halvdel om hans kaotiske familiebaggrund med seksuelle forviklinger, far Eriks gevaldige økonomiske trængsler og hele opbygningen af Tøgers megalomaniske personlighed skal nok finde mange læsere blandt Politikens abonniner.Jeg morer mig over hans ungdommelige betagelse af Connie Hedegaard, som ikke gengældte hans hede følelser. Det var heldigt for Tøger, at han ikke fik besnæret hende. For i så fald havde han kun været den næstklogeste i sin familie. Bent Falbert: Massakre fra skyttegraven

“Måtte de brenne i helvete”

Karikaturkrisen blusser op i Norge med udgivelsen af Flemming Roses bog. Han har vist selv sagt, at Muhammedkrisen ikke var et afgrænset tidsrum, men har varet ved med variationer siden dengang, at den er kronisk i al fald så langt øjet rækker. Hvis Seidenfaden havde levet, var han nok kommet med endnu et forslag, til at formilde “de krænkedes kor.” Forlaget sender sine ansatte hjem. I Norge kalder de det Forebyggende underkastelse.

De ansatte i forlaget Cappelen Damm ble mandag evakuert fra lokalene sine i Akersgata og sendt hjem. Evakueringen skjedde i forbindelse med lanseringen av boken Taushetens tyranni av den danske journalisten Flemming Rose, som omhandler karikaturstriden i 2005.[..]

Ifølge VG Nett har Cappelen Damm det siste året styrket sikkerheten til forlaget.Det er iverksatt flere sikkerhetstiltak i bygården hvor forlaget har sine lokaler, blant annet hemmelige alarmer, rutiner for rask evakuering, ekstra videokameraer som overvåker bygningens utganger, og nye uknuselige og skuddsikre vinduer ut mot gaten. Alle Cappelen Damm-ansatte evakuert, Måtte de brenne i helvete. Det muslimske miljøet oppfordret til å avlyse demonstrasjonen mot Cappelen. Radikale muslimer truer norsk forlag.

Hommage à Lars Vilks

Billedkunstner søsætter portræt i Århus Å  (Fotos © Thomas Frovin Jensen) Hele fotoserien findes på Hommage til Lars Vilks. I anledning af den svenske kunstners 65 års fødselsdag.

I 2005 ville aktionskunstneren Uwe Max Jensen bidrage til Aros’ hyldestudstilling FAIRY TALES FOREVER, der markerede H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Aros’ direktør Jens Erik Sørensen nægtede imidlertid at lukke op, da Uwe Max Jensen forsøgte at trænge ind på kunstmuseets toilet i stueetagen for at udføre sit værk XXXhca, der bestod i, at kunstneren ville hylde og gå i dialog med Andersens evindelige onani ved at udføre en onaniperformance på toilettet. Værket blev dermed ikke til noget, og siden har Uwe Max Jensen søgt kunstneriske udfordringer udenfor bygrænsen. Blandt andet i Ørstedsparken og ved Søerne i København, i Birkerød, i Humlebæk og på toppen af Himmelbjerget. Desuden har han udstillet i Beijing, ved åbningen af Kalmar Kunstmuseum i Skåne, i Geneve med mere.

Men nu vender Uwe Max Jensen efter seks års pause tilbage til Århus med en happening. Det sker mandag 20. juni klokken 11.00, hvor han aktiverer Århus Å’s kunstneriske potentiale, når han opfører værket Hav-Hommage som en hyldest til sin svenske kollega Lars Vilks, der netop den 20. juni fylder 65 år.

Lars Vilks’ kunstneriske hovedværk er træskulpturen Nimis, der for nogen år siden blev udsmykket med et malet portræt af Vilks. I marts 2011 rev ukendte hærværksmænd imidlertid portrættet fri af Nimis, som maleriet var sømmet fast til, og kastede det i havet. Denne skændselsdåd vil Uwe Max Jensen gøre op med. Han har derfor de seneste måneder arbejdet på et vellignende portræt af Lars Vilks, som han søsætter på Århus Å.

Efter planen vil portrættet, der har fået spændt en tom plasticbeholder til sprinklervæske på bagsiden, så det ikke går til bunds, flyde ned af Århus Å for at ende i Århus Bugt og siden af havstrømmene blive ført over havet til Sverige og fiskerlejet Arild, hvor Nimis er lokaliseret.

Søsætningen af portrættet vil ske ved Ringgade-broen, og happeningen begynder ved Falck-bygningen, hvorfra portrættet bæres i procession til Århus Å.

Formål: hommage til billedkunstneren Lars Vilks og aktivering af Århus Å’s kunstneriske potentiale

Fulgte maleriet til Vadestedet, hvor jeg blev nødt til at forlade det, da jeg skulle hente børn. Det tog maleriet lidt over tre timer at flyde fra Ringgaden til Vadestedet. Det sad fast flere gange. Én gang var jeg nødt til at svømme ud i åen og befri det. To portugisiske turister var vældigt begejstrerede for det flydende maleri. De troede i første omgang, at nogen havde tabt maleriet i åen.

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

2 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Lasse Westy Bech
Lasse Westy Bech
12 years ago

GO MAX! 😀

Det er god stil det der!

Peer Pedersen
Peer Pedersen
12 years ago

Ständigt dessa “radikala muslimer”, nu i Norge…
Varför drar de inte bara hem och börjar utveckla, humanisera eller industrilasera sina egna länder?

2
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x