Indslaget her handler ikke om Malmø, det handler om “billedet af Malmø”. Det er klart man er nervøs for “billedet” i en by, der allerede er på milliardbistandshjælp fra den svenske stat, nemlig hvis “billedet” skulle skræmme studerende, arrangementer (tennis med Isreal, rige jødiske investorer, indspilningen af Hollywoodfilm osv.) og virksomheder fra Malmø. Turister er af mindre betydning, for hvem tager til Malmø uden et konkret ærinde? Men “billedet” af Malmø interesserer os ikke, opinion heller ikke – alle mener så meget hele tiden – tørre tal og statistik desto meget mere. Dem kan man se i vores indlæg om Malmø fra de forudgående dage, og de er skræmmende.

Jeg genså forleden noget ved et tilfælde Thomas Manns-Viscontis “Døden i Venedig“, den der med ét slag gjorde Adagiettoen fra Mahlers 5 symfoni berømt i 1971. Jeg blev hængende, som det sker. Det er stadig en flot film, men var er først da jeg læste Mann’s tynde bog, at historiens mere højtsvunge kulturelle temaer delvist gik op for mig. I filmen medvirker forresten en svensker, Bjørn Andrésen, der spiller den purunge polske Adonis og adelsmand Tadzio, som forfatteren Aschenbach (modelleret over Mahlers udseende) er tiltagende besat af. (Björn Andrésen ser iøvrigt sådan her ud idag 40 år efter.)

At bogens historie også bygger på Thomas Manns eget ophold på Grand Hôtel des Bains på Lidoen i Venedig i 1911, hans sorg over Mahlers død, der indtraf mens han var der, og hans egen betagelse af en ung “gudeskøn” polsk adelsmand, Wladyslaw Moes, skal med for fuldstændigheden skyld. Der er de, der hæfter sig ved at Thomas Mann var i al fald delvist homoseksuel – ligesom iøvrigt den udsøgte skuespiller Sir Dirk Bogarde, der spiller Aschenbach i filmen, men det er uvæsentligt i denne forbindelse.

Der sker nemlig det i Manns bog, at en svær koleraepedemi kommer til Venedig sydfra og østfra, først ganske umærkeligt, men snart aner Aschenbach uråd. Han spørger den ene og den anden, men nej “det er sciroccoen, der gør folk syge, den går over om ti dage, turister skal bare blive og slappe af.” Ingen vil sige sandheden, men Aschenbach bliver dårligere og dårligere. Tilsidst dør han i en stol på Lidoen, men ligbålene brænder i Venedigs gader, og det er her bortforklareren og snakkegøjen Per Svensson kommer ind i billedet,…… “billedet.”

“Billedet af Malmø er en dystopi, det er slet ikke virkeligheden, det kan skræmme folk, og det er helt uretfærdigt,” siger Svensson der bor i den pæne Rörsjöstaden. Læg mærke til minut 2:25, hvor Svensson kunne bide tungen af sig selv i et millisekund: “Billedet kan bidrage til, at byen falder yderligere fra hinanden.” “Yderligere”, en mikroskopisk krakellering i “billedets” fernis. Det er den samme remse man kan læse i Politiken i dag i Kristina Olssons “Det er så nemt at få fat i en pistol i Malmø” (ikke online). “Vi har dårlige sociale forhold, dårlige skoler, “rockerbander”, intet udover det vanlige.” Det er nok bare sciroccoen der blæser ind fra Danmark. Det bliver ikke Politiken, der tager broen over og ridser i Svenssons lak.

Den senest myrdede 48-rige på Kantatgatan Charles Limerius (tidligere Cezary Przybyla) boede forresten også i Rörsjöstaden, og var efter alt hvad der endnu kan dømmes en forebilledlig samfundsborger, “der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,” som klichéen har lydt om de døde i nu årtier. Når han sådan blev henrettet, holder det nok ikke for en nærmere prøvning. At dømme efter nogle af hans sidste ord, var han også ved at få et helt forkert billede af Malmø: ”Är du orolig över Malmös brottsstatistik? Är denna stad på väg att bli ett Nordens Juárez? ” skrev han på sin Facebook den 26 december med otte dage tilbage i dette liv. Malmø er i angst og uro uanset: Familjer tvingas fly av rädsla. Og Svensson mener ditten og datten, det er han ansat til. “Political speech and writing are largely the defense of the indefensible,” skrev Geroge Orwell om hans slags i essayet “Politics and the English Language,” (1946), som jeg har henvist til mere end en gang. Er Svensonnerne ved at være lidt makabre at høre på, mens Malmøboer flygter og ligbålene brænder i form af fakler og fyrfadslys?

“Malmø falder fra hinanden”, siger Svensson. Malmø er faldet fra hinanden i over 100 nationaliteter og grupper, der ikke føler noget som helst fællesskab. I over 20 år er det bare blevet værre. Alligevel er der en overtro på, at love og politistyrker kan være det kit, der kompenserer for fællesskabet og forhindrer et endeligt kollaps. Men love og politi er kun prikken over i’et, der skal være et stærkt fællesskab nedenunder, men det er skyllet væk af svensk indvandringspolitik. Måske tror politikere og journalister virkelig på det, skønt jeg tvivler: Resusltatet foreligger, ansvarsforflygtigelsens tid er kommet. De ved udmærket hvem der er skyld i ødelæggelsen af byen. De er kloge nok, til at være gode til at spille dumme.

Et samfund fungerer ligesom trafikken: Hvis ikke et flertal af sig selv opfører sig efter reglerne til det fælles bedste, kan intet tvinge dem til det. Derfor er også fredagens reportager først og fremmest et billede af afmagt, et ekko af reaktioner der har været ved mord allerede for 5, 10 og 15 år siden. Skaden er sket forlængst, indbygger har forladt Malmø i stort tal allerede for ti år siden. Det vil fortsætte. Der er intet nyt eller uventet i den aktuelle situation, alt er det samme bare lidt værre, men endnu ikke så slemt som det bliver. Vi der advarede for længe, længe siden, kan bare pakke sammen og se på at det sker, hvis vi ikke – hvad man er stærkt fristet til – blot vender ryggen mod øst. – Många har gett upp, Livesändning från manifestation, Reepalu: ”När kommer oskyldiga att skjutas?”

“Flamingo mellem ørerne”

Vi spår Røsle Dyre en fremtid i den pludrende del af arbejdsmarkedet, formentlig efter en længere afdannelse på humaniora. Klippet her er både ustyrligt komisk og skræmmende, det sidste fordi vores latter vil forstumme når vi, savlende og mætte af dage, skal sikres forsørgelse og sygepleje af Røsles generation. Jo, jo, jo, også vi har været naive da vi var unge, og jo, Røsle Dyre har stadig muligheden for ikke bare at blive ældre, men også klogere, men det der giver apokalyptiske anelser er at denne 17-årige ikke bare taler som unge idealister altid har gjort – hun er tværtimod et produkt af den voksne mainstreamkultur som kulturmarxismen og -radikalismen har skabt. Et produkt af en post-borgerlig konformismekultur hvor hele det nominelle politiske spektrum deler opfattelsen af politik som et redskab for godheden. Røsles forældre (navnet giver en idé om at det ikke just er oprør mod forældrene der motiverer her) og gymnasielærere kom trods alt fra en tid hvor der var forskelle og fløje – der var stadig borgerlighed som valgmulighed. Hun, derimod, er født ind i en taget-for-givet konsensuskultur. Via Gates of Vienna (“Røsle Dyre, the spokeswoman for Occupy Copenhagen, whose head seems to be filled with styrofoam pellets from ear to ear”) og Nicolai Sennels (LFPC).

Britisk anklager: Bestialsk heksekunst må administreres af kirken

Læs selv den ekstreme voldsberetning der i vores sammenhæng er relevant fordi den ikke foregår i en landsby i Congo, men i Storbritannien, hvor de involverede af uransagelige grunde opholder sig. Værdiskred og apologi drejer sig ikke kun om holdningen til islamisk barbari, men også om oprindelige afrikanske religioner: Anklageren er afskåret fra at betegne den importerede primitivisme som ond i sig selv, så lige her kan normaltilstanden defineres som den synkretistiske forening af kristendom og hedenskab. En lidet overbevisende sløring af den penible kendsgerning at udøverne af kindoki altså var brutale barbarer før de kristne missionærers ankomst (LFPC).

[…] Mr Altman told jurors that the couple were believers in ‘kindoki’ – a form of witchcraft that pervades almost all sections of their native Congolese society.

He said: ‘Kindoki usually denotes a negative, malicious force, by which people in conjunction with the spirits, or by spirits alone, deliberately inflict harm.

‘Kindoki pervades Congolese life, from high to low, rich to poor, and a believe in kindoki is not inconsistent with Christianity, because in the Congo it is practised in the churches with active support of the pastors.

‘Fasting allegedly possessed children for days, and cleansing or purifying with water, are known features of practice.

‘We actually say that was what was practised by these two on those children.

‘If the practice of kindoki is dislocated from the control of the churches and the supervisory influence of religious leaders, then it may take on a feral and, indeed, evil character – as the prosecution suggest it did here.

‘The defendants were seeking Kristy’s deliverance and exorcism through the dealing out of ever-increasingly violent punishments.’ […] Boy, 15, ‘tortured to death with hammer and chisels on Christmas Day because relative thought he was a witch’