Man skal være intellektuel, for at tro på sådan noget ævl.

Forleden kunne vi konstatere, at der kun er omkring 70.000 homoseksuelle i Danmark, når man ser bort fra de involverede interessegruppers overdrevne skøn, og noget færre biseksuelle. De transseksuelle, som de Radikale har scoret nogle overskrifter på de senere dage, synes der at være imellem 200 og 500 i Danmark. For dem, som ikke har udtrykt krænkethed, skal vi lave hele pas- og personnumersystemet om. Det var ikke de Radikales behagelige spøg, de er i branchen i ramme alvor.

Vi tilhører jo alle en minoritet, og hvis vi kigger godt efter er vi måske så heldige at tilhøre flere. Jeg tilhører bla. de kejthåndedes, der skal leve med at bilernes gearstænger sidder til den forkerte hånd, samt at dårligt håndværk kaldes ‘venstrehåndsarbejde.’ Vi er godt 500.000 i Danmark, og så vidt jeg ved, har vi endnu ikke fået vores egne Olympiske Lege, men blandt amerikanske præsidenter efter 1945 udgør vi kejthåndede dog 50 %. Det trøster mig at jeg har en karrieremulighed i det erhverv, når jeg ikke har de Radikales bevågenhed. De har ikke min, så det kan gå lige op.

Havde jeg i sin tid takket ja til det smigrende tilbud at blive jøde (det ville kun koste mig fire års studier og en prøve), ville jeg have tilhørt endnu en minoritet. Hvis jeg fik kørt mit ene ben af eller blev døv, ville jeg tilhøre tre minoriteter. Man kan samle på dem, forstår jeg. At blive bøsse, det løb anser jeg for kørt omkring min undfangelse, selvom queer-akademikerne siger, jeg kan vælge selv. Jeg var 120 % hetero i fem-årsalderen, selvom jeg ikke vidste hvad den erotiske vuggegave nærmere gik ud på. En jævnlaldrende ven var lige så homo, lige lidt vidste han det, og senere skulle han blive læge og et af Danmarks første AIDS-ofre. Vi havde ikke valgt det, så meget er sikkert. Man skal være intellektuel, for at tro på sådan noget ævl.

Da der er så få homoseksuelle, og de desuden har det ret godt i Danmark, ja faktisk er dyrkede af enhver, der er noget ved musikken, er det måske ikke så underligt at de blandt deltagerne i dagens Pride Parade knapt udgjorde halvdelen. Dette baserer jeg på mit kliniske skøn, som man kan stole på eller lade være. Flertallet – de politiske partier, Microsoft, Den Danske Bank, Novo – deltager for at hægte sig på en ‘folkesag’, der har sejret for længst, bortset fra at homoseksuelle stadig lemlæstes af folk med en religion, som ingen ordentlige homoseksuelle nævner.

I udlandet er det værre, men jeg så siger og skriver ét banner blandt hundreder, der tog homoseksuelles vilkår i verden op. Populære sager er som regel ufarlige, vi har endnu ikke set den årlige Kurt Westergaard-parade. Jeg spejdede forgæves efter den ikke ufarlige paradegruppe “Muslimske homoseksuelle,” der skal efter lommeregneren være godt 3000 af dem i Danmark, og jeg fik heller ikke rede på, om statsministeren mon paraderede med en påspændt plastikdildo eller englevinger.

Der er langt mellem bøssebarerne på Bakken

Marcherer de, som Manu Sareen siger, fordi der stadig er meget at kæmpe for? Det tror jeg ikke, men der er ingen klubber med så universel succes, der nedlægger sig selv efter at have opnået alt. De træder troligt op på scenen ‘i Las Vegas’ år efter år og længe efter sidste salgsdato. De marcherer for at dyrke en konvention, som ingen har indvendt noget imod i flere menneskealdre, og for at spare en S-togbillet til Dyrehavsbakken, hvor der er langt imellem bøssebarerne. Partierne marcherer med, fordi de ligesom de Radikale er løbet fortvivlende tør for virkelige sager at kæmpe for, når de nu snart får lavet cigaretpakkerne om, men måske først og fremmest fordi de ikke tør sige nej. Det er altsammen tomhed og jag efter vind, men det ses åbenbart kun fra tilhørerpladserne. Lad os mindes den savnede Lars Otto Kristensen fra Århus, der inden sin død i maj nåede at skrive om paradefænomenet: (Alle fotos © Snaphanen.dk, klik f. helskærm)

Jeg har kendt homoseksuelle af begge køn i hele mit liv. Men da det ikke er det, jeg har skullet bruge dem til, har jeg været ligeglad, akkurat som jeg ofte har snakket med kvinder om andet end deres seksuelle orientering gående ud fra, at de også havde andre interesser. Når nogen stikker en bar rumpe op i hovedet på mig og spørger, om ikke jeg synes, at det er dristigt og grænseoverskridende, vil jeg have lov til at sige, at jeg synes, at han (m/k) er ulækker……Jeg er revnende ligeglad med, om nogen er “på det forkerte hold”. Til gengæld vil jeg have lov at sige med en anmelder i Århus Stiftstidende for mange år siden, da han anmeldte en plade med bøssemusik: »Jeg er ligeglad, jeg kan ikke fordrage missionerende bøsser.«