7
dec
Seneste opdatering: 7/10-18 kl. 2044
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Tim Pallis

(Tim Pallis is a Zen-Buddhist and one of the first danes to go abroad to study – in 1969 in the Daitoku temple in Kyoto, Japan.*)

Virkeligheden er ikke, hvad den plejer at v√¶re, for “plejer” er d√łd. De gamle religionsforskere brugte ordet muhamedanisme, n√•r de talte om islam. Det er i dag blevet politisk ukorrekt. De nye religionsforskere bruger nu kun ordet islam, n√•r de mener den religi√łse tro eller den islamiske kultur. Der er skabt et nyt begreb, som hedder islamisme, som man bruger, n√•r der er tale om islams politiske dimension. Man bruger derfor ordet islamister, n√•r der l√¶gges v√¶gt p√•, at det drejer sig om muslimer, som er politisk aktive og f√łlger shariaen.

Men for at undg√• enhver misforst√•else er det vigtigt at v√¶re klar over, at den religi√łse tro islam samtidig ogs√• er en politisk bev√¶gelse. Islam er tro og politik i √©n sk√łn forening. Islam er en stram lov religion og shariaen omfatter b√•de tros√¶tningerne og reglerne for familiepolitik og storpolitik. Derfor er det fuldst√¶ndig forrykt, at skelne mellem islam og islamisme.

Der er ikke forskel på islam og islamisme. Islam er og bliver islam, og det har altid været det samme som islamisme. Hvis man adskiller mellem islam og islamisme betyder det at islam kan betragtes som godartet eller som en fredens religion, der er forenelig med Vestens juridiske systemer og sociale normer, og det er shariaen ikke.

Da man i midten af 1700-tallet i Frankrig begyndte at skrive om muhammedanismen, brugte man ordet islamisme og muhammeddanisme i flæng. Man var på det tidspunkt endnu ikke begyndt at anvende den korte form islam. Ordet islamisme findes i Oxford English Dictionary fra 1748. Senere erstattede man det med islam, og i Encyclopaedia of Islam fra 1938 er det helt forsvundet. I 1970erne og 80erne begyndte akademikerne igen at bruge ordet islamisme, men denne gang i betydningen fundamentalisme.

Det kommer muligvis af, at 1800-tallet og 1900-tallets islamiske modernisme, som i virkeligheden var en tilbagevenden til fundamentalismen i profeten s√¶dvane (sunna), bruger ordet “al-Islamiyya”, som navn i deres politisk-religi√łse bev√¶gelser f.eks. Al-Jamaah al-Islamiyya, grundlagt i Indien i 1941 og al-Gama’a al Islamiyya, grundlagt i Egypten.

Disse bev√¶gelse l√¶gger v√¶gt p√• at vende tilbage til r√łdderne i deres religion og forene sig politisk. Det drejer sig kort og godt om at f√łlge Koranen og ahadith til punkt og prikke, pan-Islamisk enhed, genoprettelse af kalifatet, oph√¶velse af ikke-muslimers indflydelse i de muslimske lande, is√¶r Vestens milit√¶re, √łkonomiske, politiske, sociale og kulturelle indflydelse i den muslimske verden. Den politiske suverenitet tilh√łrer nemlig Allah, og derfor b√łr shariaen v√¶re statens grundlov og ikke de menneskeskabte love.

Er det at v√¶re islamist s√• noget andet end at v√¶re muslim? Muslimer er alle med en muslimsk far. At skifte denne tro ud med en anden tro er der d√łdsstraf for. At v√¶re muslim g√¶lder alle, som enten er f√łdt til det eller er konverteret. Der er imidlertid forskellige m√•der at v√¶re muslim p√• – √©n af dem er at v√¶re islamist. Jeg tror man kan karakterisere en islamist som en ortodoks eller en “mainstream” muslim, om man vil. Man skelner jo ogs√• mellem j√łder, som er ortodokse og j√łder, som ikke er ortodokse.

Man kan v√¶re muslim p√• mange m√•der. Der har altid v√¶ret hundredevis af forskellige muslimske grupper, ordner, selskaber, samfund eller sekter med hver deres traditioner, grundl√¶ggere, krigere og mystikere. Man kan s√•ledes v√¶re sufi muslim eller ortodoks sharia traditionalist p√• flere m√•der, alt efter hvor i Islams enormt udstrakte verden man lever. Men hvor i verden man s√• end befinder sig, tilh√łrer man, i og med at man er muslim, ummahen – det muslimske verdensf√¶llesskab.

I Vesten har man indenfor de sidste √•rtier opfundet nogle nye betegnelser for muslimer, efter at man er st√łdt ind i konflikter ved den tankel√łse immigration af muslimer. Det er f.eks. moderate muslimer, kultur muslimer, liberale muslimer og demokratiske muslimer. Man kan som muslim ogs√• v√¶re islamist, fundamentalist, radikaliseret, ekstremist eller terrorist.

De fleste muslimer i verden er kultur muslimer, ligesom man kan tale om kultur kristne, kultur buddhister osv. 80% af den danske befolkning er f.eks. kristne, fordi de er d√łbt, men langt de fleste har ingen anelse om, hvad kristendom egentlig er – de er kultur kristne. Det samme g√¶lder muslimer og alle andre med et eller andet givet forhold til deres kulturs religi√łse tilbud, som de er f√łdt ind i. I den Islamiske verden er det meget almindeligt at v√¶re kultur muslim, blandt andet fordi det kun er et meget lille antal personer, som faktisk kan l√¶se standard arabisk, som er n√łdvendigt for at kunne l√¶se Koranen.

Den m√•de, man bruger ordet “islamist” i kulturdebatten, skelner mellem fundamentalister og almindelige muslimer. Derfor bliver udtrykket ofte ikke godkendt af moskeernes sheiker og imamer. Stormuftierne i de muslimske lande afviser enhver tale om, at der findes moderate muslimer, radikaliserede muslimer og andre vesterlandske betegnelser. Islam er nemlig Islam og den troende er muslim, s√• enkelt er det set fra moskeen.

Ibn Warraq, som skrev v√¶rket Derfor er jeg ikke muslim, har skabt udtrykket: “Det kan godt v√¶re der findes moderate muslimer, men islam er ikke moderat”. Det kan ogs√• godt v√¶re, at moderate muslimer kan radikaliseres, men da islam i sig selv er radikal, betyder det blot, at disse muslimer er forblevet ortodokse muslimer. Og det er de med indflydelse af de karismatiske sheiker i moskeerne, fra den dag et st√¶rkt religi√łst behov v√•gner i dem.

Det kan naturligvis f√łre til, at de bliver ekstremister eller terrorister, fordi den korteste vej til det islamiske paradis er at dr√¶be ikke-muslimer og selv d√ł i denne jihad. Den kendte islam kritiker Michelle Malkin har sagt: “Islam er problemet, der findes ingen “radikal version”. Muhammed skrev den oprindelige opslags bog i terrorisme. Det er Koranen. Jeg √łnsker held og lykke til de, der pr√łver p√• at skabe en moderat version”.

Det er meget f√• her i landet, som erkender, at islam er en ganske veldefineret st√łrrelse, hvis inderste v√¶sen er formuleret i Koranen, Muhammed biografierne, og det man kalder ahadith eller profetens s√¶dvane (sunna). Der findes naturligvis b√•de autoriserede eller st√¶rke ahadith og uautoriserede eller svage ahadith.

Selv om Islams veje er mangfoldige, ligesom kristne veje og buddhistiske veje er meget varierede, er der en kerne af koranisk islam, som er en f√¶llesn√¶vner for alle muslimer. Koranen betragtes jo i islam som liges√• “uskabt”, evig og fuldkommen som den transcendente Allah, der kan gribe ind n√•r som helst og √¶ndre alt.

Koranen er perfekt, evig, universel og de sidste ord fra den eneste Gud der findes nemlig Allah. Det helt specielle ved Koranen er, at det er en trosartikel, fordi det er en √•benbaret bog og alts√• ikke et menneskev√¶rk som Biblen. Koranen er en trosartikel, fordi den opfattes som uskabt p√• samme m√•de, som Allah er uskabt. Det vil sige, at den er absolut sand fra evighed til evighed. Det er Allahs vejledning til sit sendebud Muhammed gennem englen Gabriel. Intet kan tilf√łjes, intet tr√¶kkes fra eller fortolkes.

Dette forhold g√łr det umuligt for al fremtid, at komme med reformer eller fornyelser i Islam. Ordet bida, som betyder fornyelse er et sk√¶ldsord i Islam. Hvis nogle i ummahen, det muslimske verdensf√¶llesskab, med tiden bev√¶ger sig for langt v√¶k fra traditionen, kan man derfor kun vende tilbage til profetens s√¶dvane (sunna) igen. Det kan man kalde for en omvendt reformation. Den mest udbredte omvendte reformation i dag er salafisterne, som betyder: De der g√•r tilbage til forg√¶ngerne. Salafisterne kaldes i Vesten for Islamister eller fundamentalister.

Det er vigtigt at understrege Islams uafbrudte sammenh√¶ng og kontinuitet, fra de f√łrste skrifter blev nedskrevet til vore dage. Vi m√• forst√• Islam ud fra Islams egne foruds√¶tninger. Det politisk religi√łse program hos dem, vi kalder radikale islamister, ja selv terroristernes handlinger, er motiverede af og bygger i alle henseender p√• islams hellige skrifter og ikke p√• en afvigende udl√¶gning. De har ikke hijacket islam og omfortolket islam til deres egen politiske fordel. Deres anti-demokratiske og totalit√¶re ideologi er udviklet p√• basis af de hellige skrifter.

Moderne islam forskere som J√łrgen B√¶k Simonsen og J√łrgen S. Nielsen er s√• politisk korrekte i kulturdebatten og overraskende ogs√• i deres forskning, at de ikke mener, der eksisterer noget bestemt, som kan kaldes islam. Islam har ingen essens, islam er ingenting, for islam er s√• mangfoldig, at man ikke kan sige, at den er det eller det. Islam kan alts√• fortolkes, som man vil. Det virker som b√•de en banal sandhed og en utrov√¶rdig flugt fra virkeligheden.

Det kan godt v√¶re at vesterlandske islam forskere kan fortolke Islam p√• mange forskellige m√•der, men jeg tror ikke, at en muslim bryder sig om at f√• et tilbud om selv at fortolke islam og sharia, s√•ledes som han nu synes er rigtigt for ham. Det gjorde Muhammed, og hans kone gjorde ham opm√¶rksom p√• det, men det g√łr en moderne muhammed bestemt ikke. De sp√łrger igen og igen de islamiske jurister fuqaha (ental: faqih, jura: fiqh) om, hvad der er forbudt og hvad der er tilladt her i livet – det er ikke nemt at f√łlge.

Det banale er, at alle mennesker er forskellige. Der er heller ikke to blade på et træ, som er ens. Det sikreste ståsted rent videnskabeligt er at sige, at alt er forskelligt. Dermed har man dræbt den farlige debat. Man skal nok være meget akademisk i hovedet for at påstå, at en religion ikke er noget, fordi der gives så mange udlægninger af den.

Forskere er b√•de arrogante og forsigtige p√• samme tid, for selv om de er temmelig skr√•sikre, m√• de indr√łmme, at der er meget de ikke forst√•r. De l√¶ser mange b√łger med mange forskellige opfattelser af det samme. S√• det er nemt at komme i tvivl. Samtidig kan de v√¶re meget dygtige til at forsvare et svagt standpunkt.

Siden etnograferne og antropologerne kom i vanskeligheder ved beskrivelsen af fremmede kulturer, er det blevet almindeligt, at man som moderne kultursociolog (opl√¶rt i Frankfurterskolen) g√•r ud blandt almindelige folk og optager deres uforbedrelige mening om deres religi√łse overbevisning. Man l√¶ser knabt nok skrifterne i overs√¶ttelse l√¶ngere. Man s√¶tter sig heller ikke ind i de historiske kilder. Nej man g√•r ud blandt folket, som gerne fort√¶ller, hvad de synes og f√łler. Det er som snydt ud af Frankfurterskolen.

Virkeligheden er en ganske anden og sandheden noget helt andet. Det ved kun de, der virkelig er aktivt troende og f√łlger profetens s√¶dvane. Det er dem vi nu kalder fundamentalister eller islamister. Lige siden “porten blev lukket” til enhver nyfortolkning, ijtihad, og enhver fornyelse, bida, engang i 900-tallet, har de l√¶rde ortodokse sharia muslimer, kaldet ulama, sat sig p√• den korrekte opfattelse af profetens s√¶dvane (sunna).

De l√¶rde styrer den r√•dgivning, som almindelige muslimer har brug for i deres daglige liv. De l√¶rde er ulama (ental: alim, en l√¶rd). Ulama er de sagkyndige i trosl√¶ren, som har seks trosartikler: At tro p√• Allah, hans engle, hans √•benbarede b√łger, hans sendebud, dommedag og sk√¶bnen. Islam er dybt fatalistisk.

Blandt ulamas l√¶rde findes ogs√• juristerne, fuqaha, som er specialister i sharia. De kender de hellige skrifter, hvorfra man udleder shariaens regler og love for, hvad der er forbudt eller haram, og hvad der er tilladt eller halal med hensyn til alle livets forhold fra forkert og korrekt opf√łrsel i privatlivet til, hvordan verden skal v√¶re indrettet i f√łlge Allah.

Der er to jurister, som har en s√¶rlig betydningsfuld stilling i det islamiske retssystem som h√łjeste autoriteter. Det er for det f√łrste muftien, som er den √łverste islamiske akademiker. Han fortolker og forklarer shariaens principper, og er i vor tid, hvor der ikke findes en khalifa, ogs√• bemyndiget til af udst√¶de en fatwa. Den anden er qadien, som er sharia domstolens dommer. Hans domsafsigelse skal v√¶re baseret p√• det, der hedder ijmah dvs. p√• ulamas konsensus. Liberale eller moderate muslimer har kritiseret, at det er ulamas konsensus, der tages hensyn til og ikke ummahens konsessus, som er mindre konservativ og fundamentalistisk.

Ordet sharia betyder ‚ÄĚvej‚ÄĚ eller ‚ÄĚvejen der f√łrer til kilden‚ÄĚ. Det drejer sig om et korpus af generelle principper for Islamisk lov, som er en normativ l√¶sning af Koranen og sunna, der bestemmer, hvordan man skal v√¶re som muslim. Det siges, at alt er tilladt i Islam p√• n√¶r det, der ikke er tilladt.

Jeg omtalte ovenfor et vigtigt begreb i den islamiske retsl√¶re, der hedder ijtihad, som betyder fornuftens anstrengelse. Ijtihad skal forst√•s som et juridisk redskab, der kan fortolke, hvad der er rigtigt eller forkert. Det er en juridisk bed√łmmelse, som benyttes, hvis der ikke foreligger et klart koranvers eller noget i s√¶danen (sunna), som kan bestemme, hvordan man skal forholde sig i en bestemt situation. Det er kun islams jurister (fuqaha) med deres indsigt i kilderne dvs. Koranen og sunna, som har retten til at udlede nye regler i de tilf√¶lde, hvor der ikke foreligger en klar tekst om sp√łrgsm√•let.

Man taler om 4 sunnitiske retsskoler og 4 shiitiske retsskoler, men der er flere andre mindre kendte. Der er naturligvis forskel på dem, men der er også en stor fundamentalistisk eller ortodoks lighed mellem dem. De står alle for mainstream elller traditionalistisk islam Рdet kommer ud på ét.

Arbejdet med at formulere den Islamiske retsl√¶re blev grundlagt af 4 klassiske retsskoler: Hanifa, Malik, Shafii og Hanbal, som er navnene p√• fire teologiske jurister, der levede i de to f√łrste √•rhundrede efter Muhammeds d√łd i 632. Efter etableringen af disse 4 retsskoler “lukkede man porten” til ijtihad dvs. nye fortolkninger af sharia i 900-tallet, og det har i det store og hele ikke v√¶ret muligt at √•bne porten igen.

Der er blevet gjort fors√łg p√• at √•bne porten til nye fortolkninger af sufi inspirerede teologer, men det er som regel blevet afvist af ulama som k√¶tteri. S√• snart man er inde p√• noget, som kunne v√¶re en fornyelse i islam, betegnes det af ulama med fy ordet bida, som betyder fornyelse. Der vil √łjeblikkeligt v√¶re medlemmer af ulama, som forlanger istifa. Istifa er en anmodning om en legal vurdering af et vanskeligt eller omstridt sp√łrgsm√•l.

Det er s√•dan i dag, at de politiske hardcore muslimer overalt opfordrer alle muslimer til at v√¶re religi√łst og politisk aktive ved at demonstrere deres tro udadtil, ved tydeligt at vise deres pietetsf√łlelse og give den social gyldighed gennem overholdelse af sharias regler for blandt andet kvinders p√•kl√¶dning og ved hele tiden at stille nye halal krav til det v√¶rtsland, hvortil de er emigreret. Dette kan g√łres p√• flere forskellige m√•der alt eftersom muslimerne kender profetens s√¶dvane og f√łlger ulamas opfordringer mere eller mindre bogstaveligt.

De grupper eller enkelt individer, som ud√łver terror langs islams blodige gr√¶nser eller som tilflyttere i Vesten, kalder vi for fanatiske eller radikaliserede muslimer. De begrunder alle deres handlinger med henvisninger til Koranen eller sunna, som er profetens s√¶dvane, og de st√łttes moralsk af ulama. Det er den islamiske ortodoksi og dermed jihad l√¶ren, som er kilden til disse handlinger.

Men der er mange almindelige muslimer, som er meget tro mod Koranen og profetens sædvane i en meget bogstavelig forstand. Det er dem vi betegner som enten ortodokse, mainstream eller traditionalister. Vi betegner dem ikke som ekstremister eller radikale muslimer, men dog som sharia muslimer eller fundamentalister.

S√•l√¶nge de i deres politiske handlinger ikke er voldelige jihadister, alts√• terrorister, har verdenssamfundet besluttet sig for at kalde dem “moderate” muslimer. Men det er en virkelighedsfjern eftergivenhed, som ikke holder i l√¶ngden. Islam er ikke moderat. Moderate muslimer er et fatamorgana, en vestlig √łnskedr√łm.

Begyndelsen til Islams aktive, konservative, politiske ideologier, som vi i dag kender som wahhabismen og salafismen, må tilskrives en vis Ibn Tamiyya (1263-1328). Han var en fundamentalistisk teolog og jurist, som stod på skuldrene af Ibn Hanbal (778-855), der var grundlægger af én af de 4 retslærde skoler, som implementerede profetens sædvane på en meget pietistisk (bigot) og streng måde.

Ibn Tamiyya blev f√łdt i det, der i dag er Iraq og flygtede som ung fra mongolernes h√¶rgen til Damaskus, hvor han fuldendte sine studier. Denne mand har haft enorm indflydelse p√• sharia islams historie. Han kom fra en sufi baggrund og blev flere gange i sit liv kastet i f√¶ngsel for sin kritik af nogle vigtige juridiske sp√łrgsm√•l og for ikke at adlyde Sultanen. Hans s√¶rlige opfattelse af shariaen bragte ham i eksil i Cairo et stykke tid.

Ibn Tamiyya stod fast p√• en meget stram fortolkning af sharia islam og regnes nu om dage for at v√¶re grundl√¶gger af mange sunnitiske bev√¶gelser som feks. den pakistanske journalist og sharia modernist Sayid Abdul Ala Maududis (1903-79) organisation al-Jamaah al-Islamiyya og den egyptiske l√¶rer og sharia modernist Hassan al-Bannas (1906-49) organisation Det muslimske Broderskab. Disse bev√¶gelser er forskellige former for salafisme (salaf betyder stamfader), som henviser til Muhammeds 3 n√¶rmeste efterf√łlgere, der var de f√łrste kaliffer. Salafismen har i dag enorm udbredelse i hele den muslimske verden – den er blevet mainstream.

M√•ske er det mest karateristiske ved Ibn Tamiyyas indflydelse p√• Islam hans teori om den n√łdvendige jihad imod ethvert land, som ikke slavisk f√łlger sharia, men derimod menneskeskabte love. Det kaldes kufr eller vantro. Denne revolution√¶re jihad l√¶re deles i dag ikke alene af radikale muslimer (l√¶s terrorister), men ogs√• af de fleste ortodokse, mainstream muslimer, fordi den er af central betydning for islams mission (dawa) og udbredelse i verden if√łlge Koranen og ahadith.

En interessant crackpot besynderlighed i Ibn Tamiyyas trossystem var, at han mente, at Allah også har en kropslig identitet. Selv om de fleste hævder, at Allah helt og holdent er transcendent, skrev Ibn Tamiyya om Guds hånd, fod og ansigt.

Ibn Tamiyya skrev ogs√• skarpt imod den mest betydningsfulde sufi metafysiker Ibn al-Arabi (1165-1240) og sagde, at hans l√¶re intet havde med Islam at g√łre. Da Ibn al-Arabi er den metafysiker, som de fleste sufier siden hen har opfattet som deres spirituelle stamfader, er det vigtigt at fremh√¶ve Ibn Tamiyyas ind√¶dte modstand mod ham. Tamiyya erkl√¶rede desuden total krig mod alle sufier, shia muslimer og studiet af gr√¶sk filosofi.

I dag pryder Ibn Tamiyyas b√łger boghandlernes vinduerne overalt i den muslimske verden ogs√• i byen Konya i Tyrkiet, som stadig er et centrum for den st√łrste sufi mystiker digteren Jalal ad-Din Muhammad Rumi (1207-1273), som ogs√• var jurist og teolog. I Konya boede ogs√• Ibn al-Arabis steds√łn Sadr al-Din al-Qunawi (d.1274), som var samtidig med Rumi og regnes for Ibn al-Arabi vigtigste elev.

I 1900-tallet samlede interessen sig om genopv√¶kkelsen af profetens s√¶dvane (sunna), som bestemt ikke var nogen renaissance eller reformation, men snarere en omvendt reformation, som filosoffen Kaj S√łrlander ben√¶vner den. Det var en venden tilbage til ortodoksien eller hardcore sharia islam, og den har pr√¶get den muslimske sunni verden i et lille √•rhundrede nu i og med dens politiske aktivisme og fundamentalisme. Det er meningsfuldt, at betragte hele denne moderne pakke af islamiske bev√¶gelser som salafisme.

Selvf√łlgelig har ulama, muftierne, juristerne (fuqaha) og Al-Azhar Universitetet i Cairo hele tiden ligget bag denne salafi v√¶kkelse, fordi den er ensbetydende med en moderne udgave af profetens s√¶dvane (sunna), som st√•r p√• skuldrene af Ibn Tamiyya. Man m√• sige, at Ibn Tamiyyas arvtagere idag alle er de politisk-religi√łse fanatikere, som p√• en eller anden m√•de identificerer sig som salafister – og det er st√łrstedelen af alle sunni Islams ortodokse muslimer.

Den form for islam, som i dag pr√¶ger Saudiarabien og dermed hele den sunnitiske verden, er grundlagt af Ibn al-Wahhab (1703-1787). Han var d√©n fundamentalistiske kraft, som Saud familien allierede sig med under erobringen af den arabiske halv√ł for at legitimere et √•ndeligt st√•sted i profetens s√¶dvane (sunna). Ibn al-Wahhab var tro mod Ibn Tamiyyas l√¶re, og deres l√¶re bestemmer idag alt i Saudiarabien.

I Vesten kalder man denne form for Islam wahhabisme, og den har enorm indflydelse på hele den sunnitiske verden på grund af de uendelige mængder af petrodollars, som tilflyder koranskoler og moskeer overalt i den muslimske verden. Denne promovering af sharia islams mest bigotte side foregår ikke alene i de muslimske lande, men også i alle de lande, som har sunnitiske tilflyttere og emigranter.

Der er ingen grund til at skelne mellem wahhabisme og salafisme. Wahhabisme er som sagt en vesterlandsk betegnelse for islam i Saudiarabien, men opfattes af sauderne som nedsættende, fordi der ikke er forskel på islams sædvane (sunna) og Ibn al-Wahhabs lære. De foretrækker selv at kalde sig muwahidoon, som betyder unitarer.

En ubehagelig side af wahabismen er, at den g√łr alt, hvad den magter for at undertrykke og udrydde sufiernes esoteriske (batini) tro og praksis, som den betragter som en k√¶ttersk fornyelse (bida). Det var Ibn al-Wahhab, som i Saudiarabien f√łrst gennemf√łrte et forbud mod alle sufi selskaber og et forbud mod ikke-muslimers religionsud√łvelse p√• den arabiske halv√ł. Men det var ikke hans egen opfindelse, for Muhammed erkl√¶rede kort f√łr sin d√łd i 632, at det skulle v√¶re forbudt at dyrke en anden religion end islam p√• den arabiske halv√ł.

En ting er wahabismens umådelige indflydelse på hele den muslimske verden, en anden ting er, at Vesten er mindre opmærksom på den indisk/pakistanske indflydelse i den muslimske verden. Det drejer sig om en form for salafisme, som også står på skuldrene af Ibn Tamiyya. Man kunne fristes til at tale om et triumvirat, som omfatter Saudiarabien, de
palæstinensiske arabere og Pakistan. Al-Qaida er et godt eksempel på enheden af dette triumvirat.

Men vi m√• l√¶ngere tilbage i Indiens og Pakistans islamiske historie for at finde roden til den moderne form for sharia islam. Den finder vi bl.a. hos den indiske Naqshbandi sufi Shaykh Ahmad Sirhindi (1564-1624), der var et konservativt ekko af Ibn Tamiyya, som jo ogs√• havde sufi baggrund. Det havde grundl√¶ggeren af Det muslimske Broderskab Hasan al-Banna (1906‚Äď49) ogs√•.

Det er meget uhyggeligt, at s√• mange af historiens meste fanatiske sharia muslimer p√•ber√•ber sig en sufi baggrund. Jeg vil tillade mig at kalde dem alle lunkne sufi muslimer, fordi de i virkeligheden er politiske sharia muslimer med en tynd fernis sufisme over deres religi√łse identitet.

Sirhindi har haft enorm indflydelse p√• Indiens og Pakistans islamiske udvikling i fundamentalistisk retning som modv√¶gt til den √łkumeniske og multikulturelt indstillede periode under den Mughale krejser Akbar den Store (1542-1605). Sirhindi betragtes i dag af de indisk/pakistanske fundamentalister som “det andet √•rtusindes fornyer” dvs. som den, der genopfriskede islams s√¶dvane (sunna) efter en periode af forfald.

Sirhindi var l√¶rd i sufi metafysik, logik, filosofi og teologi. Men han havde ogs√• den overbevisning, at alt, hvad der ligger udenfor den vej, som profeten Muhammed havde vist (sharia), er forbudt (haram). Han provokerede hinduerne i Indien ved at sige, at “ko ofring er den √¶dleste praksis i islam.” Han var med andre ord en rigtig lunken sufi muslim.

Sirhindi beskæftigede sig indgående med Ibn al-Arabis metafysik for at gendrive den, og skabte i sit kritiske arbejde et alternativ til al-Arabi grundlæggende tese wahdat al-wujud (det værende eller virkelighedens enhed), som går ud på, at denne enhed netop er Gud (Allah).

Sirhindi erstattede denne tese med sin egen wahdat al-shuhud (det bevidnedes enhed), som g√•r ud p√•, at v√¶ren eller virkeligheden og Gud (Allah) egentlig talt er adskilte. Der er desv√¶rre ikke plads til at g√• dybere ind i disse forskelle her, da det ligger uden for denne redeg√łrelse, men de er meget vigtige i debatten omkring forholdet mellem sufisme og sharia islam. Det har jeg t√¶nkt at tage op i et andet essay om sufisme.

Sirhindi regnes for grundl√¶ggeren af sharia islam og den lunkne sufi islam i Indien og Pakistan p√• samme m√•de som Ibn Tamiyya regnes for at v√¶re grundl√¶ggeren af salafismen i den arabiske verden. Jeg vil nok mene, at Sirhindi ligger p√• et h√łjere plan med hensyn til metafysik og teologi end Ibn Tamiyya, men vi befinder os ogs√• i Indien, hvor interessen for gnosis og spiritualitet er betydelig mere almindelig end i den arabiske verden, som l√¶rte disse ting fra kristne og nyplatonistiske l√¶rde, der oversatte mysterierne og filosofien fra gr√¶sk til arabisk.

Darul Ulum Deoband er en islamistisk skole indenfor sunni islam i Indien. Bev√¶gelsen startede som et seminar ved navn Dar al-Ulum i 1866 ledet af nogle prominente l√¶rde fra den Nordindiske ulama. Bev√¶gelsen er meget respekteret i Indien, Pakistan, Bangladesh og Sydafrika. Deoband er navnet p√• en by i Uttar Pradesh, og bev√¶gelsens politiske parti hedder Jamiat Ulema-e-Islam, som i sin tid blev skabt for af st√łtte l√łsrivelsen af Pakistan fra Indien.

Deoband seminaret var i den islamiske jura et Hanafi seminar. Hanafi er den mindst bigotte retslærde tradition i islam, hvilket for så vidt ikke siger så meget. Deodandi skolens uddannelse i islam bestod af sharia, islamisk jura (fiqh) og islamisk spiritualitet kendt som tasawwuf eller sufisme. Dette viser at de står på skuldrene af Ahmed Sirhindi.

Det var en uddannelse i sharia islam, som var planlagt til et 8 års studie. Det er vigtigt at notere sig, at den såkaldte spirituelle dimension helt og aldeles var underlagt ulamas prioritering af profetens sædvane (sunna) og ikke sufismens esoteriske spiritualitet (batini).

Mange islamiske skoler i Indien, Bangladesh, Pakistan og nu ogs√• i Afganistan, Storbritanien og Sydafrika s√•vel som tall√łse andre steder i verden er n√¶rt tilknyttet til Darul Ulum Deoband bev√¶gelsen. En af de ubehagelige tr√¶k ved denne islamiske bev√¶gelse er deres agressivitet og bek√¶mpelse af den mildeste islamiske bev√¶gelse Ahmadiyya, som de forf√łlger og undertrykker med mord og brand.

Den mest betydningsfulde sharia fundamentalist, som var en slags stamfader til den islamiske modernisme og salafisme i hele den sunitiske verden er inderen Sayyid Abu A’ala-Maududi (1903-79). Han var journalist, teolog, v√¶kkelses pr√¶dikant, politisk filosof og en prominent politisk figur i Pakistan – grundl√¶gger af den rabiate bev√¶gelse Jamaat-e-Islami. Han blev flere gange i sit liv f√¶ngslet og d√łdsd√łmt og l√łsladt igen for sit politiske virke. Han d√łde p√• et hospital i USA under et bes√łg for at f√• den rette kirugiske behandling for sin hjerte og nyre sygdom.

Maududi havde en familiemæssig baggrund i dén indiske sufi bevægelse Chrishtiyya Tariqa, som regnes for at være den mest spirituelle sufi orden af alle. Men det viste sig altså endnu engang, at det var profetens sædvane (sunna) og sharia Islam, som greb hans interesse. Igen ser vi et tydeligt billede af en lunken sufi muslim. Han lærte som barn om Islam fra sin fader, dernæst kom han på koranskole, hvorefter han fik en grundlæggende islamisk uddannelse i Darul Ulum Рen uddannelse i Deobandi bevægelsens sharia fundamentalisme.

Efter sin faders d√łd begyndte han i 1918 en karriere som journalist og blev tidligt redakt√łr af nogle meget religi√łse aviser, som var fagblade for muslimske akademikere. I 1930 udgav han sin ber√łmte lille bog Al-Jihad fil Islam, som blev en bestseller. I 1941 grundlagde han den religi√łst-politiske bev√¶gelse Jamaat-e-Islami (JI) for at instituere islamiske v√¶rdier i Britisk Indien. JI var oprindelig imod skabelsen af Pakistan, men i 1947 blev det alligevel til en st√łtte. JI er nu det √¶ldste politiske parti i Pakistan, og der er i dag JI partier overalt i Syd og Syd√łst Asiens lande.

Maududi id√© var, at Pakistan ikke blot skulle v√¶re en stat for muslimer, men en islamisk stat. Han flyttede fra Indien til Pakistan i 1947 og arbejdede i mange √•r ih√¶rdigt p√• at g√łre Pakistan til en islamisk stat, hvilket f√łrte til flere arrestationer og f√¶ngslinger. I 1953 fik han en d√łdsdom i forbindelse med sin politiske ledelse af nogle opt√łjer i byen Lahore mod Ahmadiyya sekten, som JI betragtede som frafaldne muslimer. Denne d√łdsdom blev imidlertid √¶ndret til livsvarigt f√¶ngsel og senere annulleret.

Maududi skrev over 120 sm√• udgivelser og b√łger, holdt over 1000 foredrag og presse indl√¶g. Hans magnus opus er v√¶rket Tafhim al-Qur’an (Meningen med Koranen), som er en moderne, praktisk fortolkning af Koranen. Da islam er altinddragende arbejdede han p√•, at Islam ikke kun skulle begr√¶nses til hjemlandet, men til hele verden, og Jihad skulle bruges til at eliminere ikke-islamiske regeringer og etablere islamiske stater:

“Islam √łnsker at destruere alle stater og regeringer overalt p√• jordens overflade, som st√•r i mods√¶tning til islams ideologi og program uanset hvilket land eller Nation, der er tale om. Islam g√łr krav p√• jorden – ikke blot en del af jorden, men hele planeten, fordi hele menneskeheden skal have gavn af islams ideologiske velf√¶rds program. Til dette form√•l √łnsker islam at udnytte alle kr√¶fter, som kan bibringe denne revolution. Det sammensatte begreb som bruges i alle disse kr√¶fter er jihad. M√•let for islamisk jihad er at eliminere de ikke-islamiske magtsystemer og erstatte det med et islamisk magtsystem.”

For Maududi var alt i universet muslimsk, ikke kun de der f√łlger islam som religion, fordi alt i universet adlyder Allah ved at underkaste sig hans love. Den eneste undtagelse er de mennesker, som ikke f√łlger islam. Det menneske som ben√¶gter Allah kaldes en Kafir, som betyder “den der skjuler noget”, fordi han ved sin vantro skjuler sin egentlige natur og mindet om sin muslimske sj√¶l. Alle mennesker er nemlig f√łdt muslimer.

Uden sharia lovene er det muslimske samfund ikke rigtig islamisk. Hvis et islamisk samfund bevidst v√¶lger ikke at f√łlge shariaen og beslutter at etablere sin egen grundlov ved at l√•ne den fra andre kilder uden hensyn til sharia, bryder et s√•dant samfund med sin kontrakt med Allah og mister retten til at kalde sig et islamisk samfund.

Den islamiske stat er et “theo-demokrati”, som best√•r af tre ting: Tawhid, som er enhed med Allah – risala, som er “profetens s√¶dvane” – og khilafa, som er kalifatet. Staten skal naturlgvis f√łlge shariaens islamiske love, som omfatter familie relationer, sociale og √łkonomske anliggender, administration, borgernes rettigheder og pligter, det juridiske system, love der vedr√łrer krig, fred og internationale relationer.

Allahs suverenitet og folkets suverenitet udelukker gensidigt hinanden. Maududi ville et islamisk demokrati (hakimiya), der er en antithesis til Vestens sekul√¶re demokrati, som g√łr sig skyldig i at overf√łre Allahs suverenitet til folket. Ikke-muslimernes rettigheder er derfor begr√¶nset i den islamiske stat, for de bliver n√łdt til at acceptere muslimernes dominans.

De m√• derfor betale en s√¶rlig kopskat ved navn jizya, som er en beskyttelses skat til den islamiske stat for ikke-mulslimske m√¶nd, der ikke er forpligtede til milit√¶rtjeneste som alle muslimske m√¶nd er. Beskyttelsen kan naturligvis sammenlignes med den beskyttelse, som forretningshavere nyder, hvis de betaler “beskyttelsespenge” til mafiaen i Napoli eller Palermo.

Det er forbudt i islam at overtage ikke-muslimers kulturelle praksis, fordi det sv√¶kker islams indre vitalitet og sl√łrer dens vision og kritiske sans. Det skaber desuden mindrev√¶rdsf√łlelser, og langsomt og sikkert undergraver det dermed den islamiske kultur. Derfor forb√łd Muhammed muslimerne at antage ikke-muslimernes kultur og livsstil. Muslimer kan aldrig assimileres i en ikke-islamisk kultur endsige blot integrere sig i den.

Maududi blev alvorligt kritiseret og h√¶ngt ud som k√¶tter af visse dele af den pakistanske ulama. Det drejer sig om nogle detaljer omkring begrebet anti-krist, beskyldninger om at v√¶re CIA-agent og det, at han pr√¶dikede en islamisk revolution i stedet for, at islam b√łr spredes gennem kendskab, berettigelse og moral.

Maududi havde enorm indflydelse f√łrst og fremmest p√• de √¶gyptiske sharia muslimer, som skabte og udviklede Det Muslimske Broderskab: Hassan al-Banna (1906-49) og Sayyid Qutb (1906-66). Qutb overtog Maududis tanker om, at islam m√•tte have en politisk revolution√¶r fortrop. Hans ideer inspirerede igen den pal√¶stinensiske islamist Abdullah Yusuf Azzam (1941-1989), som gav arven videre til Osama bin Laden.

M√¶rkeligt nok inspirerede Maududi ogs√• Ayatollah Khomeini, selv om han var Shia muslim. Det siges, at Khomeini m√łdte Maududi i 1963 og oversatte nogle af hans b√łger til farsi. Man kan roligt sige, at efter Ibn Tamiyya er Maududi den islamiske fundamentalist, som har p√•virket moderne muslimer mest i politisk retning.

P√•virkningen af Maududi p√• Det Muslimske Broderskab viser sig tydeligt i den udtalelse som en af br√łdrenes ledere i √Ügypten Mohamed Akram kom med i: “An Explanatory Memorandum on the General Strategic Goal for the Group in North America” i 1991:

“Det Muslimske Broderskab” m√• forst√•, at deres arbejde i Amerika er en slags storsl√•et jihad, som skal fjerne og udslette den vesterlandske civilisation indefra og sabotere dens elendige hus ved deres hj√¶lp og ved de troendes hj√¶lp, s√• huset lades ude af betragtning og Allahs religion bliver sejrherre over alle andre religioner.”

Hasan al-Banna, Tariq Ramadans bedstefar, var som sagt grundl√¶gger af Det Muslimske Broderskab i 1928. Det var muligvis en reaktion p√• afskaffelsen af Det Osmaniske Riges Khalifat i 1924. Broderskabet modtog √łkonomisk st√łtte fra nazityskland, og i slutningen af 1940erne havde amerikanske diplomater i Cairo regelm√¶ssige m√łder med al-Banna og fandt ham ‚Äúmeget indf√łlende (empathic)‚ÄĚ. De opfattede hans organization som moderat og en ‚Äúpositiv‚ÄĚ politisk kraft. Engl√¶nderne st√łttede ogs√• Broderskabet med penge. De vesterlandske regeringer har s√•ledes en historisk tradition for at se bort fra sharia muslimernes voldelige ideologi. De har hele vejen samarbejdet med dem og over i k√łbet styrket dem. Hassan al-Banna blev i 1949 myrdet af ukendte gerningsm√¶nd.

Den moderne islamiske Jihad bev√¶gelse blev sat i gang af terrorismes filosof inderen Sayyid Qutb (1906-66), som i 1948 blev medlem af Det Muslimske Broderskab i √Ügypten efter et 2 √•rs skuffende studieophold i USA. Sayyid Qutbs islamisme er st√¶rkt p√•virket af Maududi. √Čn af hans vigtigste b√łger er oversat til engelsk med titlen Milestones. Det er et hovedv√¶rk i forst√•elsen af, hvad der f√łrte til 9-11 og den moderne islamiske terrorisme. Det er et v√¶rk, som tegner et billede af islam, som den eneste sande kilde til samfundsm√¶ssig og personlig orden i mods√¶tning til b√•de kapitalisme og kommunisme.

Sayyid Qutb var tidligt klar over, at marxismen var d√łmt til at fejle, fordi dens teori var i konflikt med menneskets natur og dets behov. Han havde en anden forestilling om, hvad der var galt, som han kaldte jahiliyyah dvs. menneskets uvidenhed om en guddommelig vejledning. Jahiliyyah er en modstand mod Allahs suverenitet her p√• jorden, som medf√łrer, at Allahs suverenitet overf√łres til mennesket og g√łr nogle m√¶nd til herre over andre.

Sayyid Qutb mente, at det ikke kun var de ikke-muslimske lande, som var dybt forsumpede i jahiliyyah, men også store dele af den muslimske verden.
Oprindelig er ordet jahiliyya en betegnelse for den f√łr-islamiske periode af vantro, uvidenhed og m√łrke. Qutb afskyede demokratiet, fordi det skabte et samfund, er var baseret p√• menneskeskabte love. Alternativet er selvf√łlgelig sharia. Opgaven er derfor f√łrst at forandre sig selv, s√•ledes at vi senere kan forandre samfundet.

Den egyptiske President Gamel Abdel Nasser (1918-70) vidste udmærket godt, hvad der kunne blive konsekvensen af Sayyids Qutb teokratiske skriverier og satte ham i ti års fængsel, torturerede ham og gav i 1966 ordre til hans henrettelse.

For Qutb var det nemlig n√łdvendigt med en v√¶bnet kamp, jihad, mod b√•de ikke-muslimer og muslimer for at etablere Allahs herred√łmme p√• jorden og afskaffe menneskets bem√¶gtigelse af magten. M√•let var naturligvis at afskaffe de menneskeskabte love og genindf√łre sharia. Dette kan ikke gennemf√łres alene ved at pr√¶dike. N√•r jahiliyya endelig er udryddet etablerer islam et nyt socialt, √łkonomisk og politisk system, hvor “menneskets frihed” kan praktiseres.

Sayyid Qutb henviser i Milestones til den muslimske l√¶rde Ibn Qayyim (1292-1350), som skrev om de forskellige stadier af jihad, som Muhammed i l√łbet af sin karriere genneml√łb. Qutb opsummerer dem s√•ledes: “If√łlge Imam Ibn Qayyim blev muslimerne f√łrst holdt tilbage fra at k√¶mpe; dern√¶st fik de tilladelse til at k√¶mpe; s√• blev de beordret til at k√¶mpe mod aggressorerne; og endelig blev de beordret til at bek√¶mpe alle polyteister.”

Man skal v√¶re opm√¶rksom p√•, at if√łlge islam betragtes den, der afviser islams tilbud om at blive muslim, som en aggressor. Der er nogle delikate begrebsforvirringer i Vesten om, hvad islam docerer med hensyn til tilladelig kamp (jihad) som selvforsvar, og hvad der defineres som aggression. En afvisning af islam √©r en aggression, som modsvares med Jihad.

Qutb mente, at det er islams pligt, at bekæmpe de, der afviser islam, indtil de enten er dræbte eller har underkastet sig islam. Han talte skarpt mod alle moderne liberale og moderate muslimer, som opfatter jihad, som kun et middel til selvforsvar, og som henviser til de svage eller tolerante Mecca suraer uden at kende udviklingsstadierne i Koranens lære om jihad. Jihad er og bliver en kamp for at etablere Allahs suverenitet.

Qutb tillod dog gerne defensiv jihad, hvis det bet√łd at forsvare menneskeheden mod demokrati, kapitalisme, kommunisme og racisme osv. Hans ideer om offensiv og defensiv jihad var bestemt ikke noget nyt, han fulgte blot Shafi’i skolens retsl√¶rde tradition, som er i h√łjs√¶det p√• den meget prestige fyldte muslimske koranskole (universitet) al-Azhar i Cairo. Her siges det nemlig, at form√•let med jihad er at f√łre krig mod de vantro p√• grund af deres manglende tro og ikke blot, fordi de er kommet i konflikt med islam.

Da islams budskab if√łlge Qutb handler om “menneskets frihed” ikke alene rent filosofisk, men med hensyn til de virkelige livsbetingelser og krav til en muslim, m√• dette budskab n√łdvendigvis give arbejde til jihad.
Det er en menneskeret at modtage islams budskab, og ingen autoritet kan hindre det budskab i at blive tilbudt.

I forbindelse med vigtigheden af dette budskab siger Qutb, at islam betragter religi√łs forf√łlgelse og enhver trussel mod religion (islam) som farligere for islams stabilitet og eksistens end krig (Koranen, Sura 2:191, forf√łlgelse er v√¶rre end mord).

If√łlge dette vigtige islamiske princip er troens overlevelse og fremgang vigtigere end enhver beskyttelse af menneskeligt liv. Dette er noget man skal v√¶re ganske klar over, n√•r talen drejer sig om “fredens religion”, at bevarelsen af islam er vigtigere end menneskers liv.

Der er if√łlge Ibn Qayyim kun to slags ikke-muslimer i verden: De, der er i krig med islam og de, der har underkastet sig islam. Islams kald er ikke alene universelt, det er ogs√• evigt. Denne kamp, siger Qutb, er ikke en midlertidig fase, men en evig tilstand for det sande og falske kan ikke eksistere sammen p√• denne jord.

En virkelig hardcore jihadist, som i bogstavelig forstand realiserede Qutb ideologi var Abdullah Yusuf Azzam (1941-89). Han var islamisk teolog, uddannet i sharia ved Al-Azhar i Cairo, knyttet til Det Muslimske Broderskab i Jordan, st√łttede Hamas bev√¶gelsen i Pal√¶stina og var fortaler for “defensiv” jihad for at hj√¶lpe mujahidinerne i Afghanistan mod den sovjettiske bes√¶ttelsesmagt.

Ved Al-Azhar m√łdte han to andre Qutb tilh√¶ngere: Omar Abdel-Rahman (f.1938), den blinde sheik, lederen af Al-Gama’a al-islamiyya, som stadig er f√¶ngslet i USA for det f√łrste World Trade Center angreb, og Ayman al Zawahiri (f. 1951), som blev medlem af Det Muslimske Broderskab som 16 √•rig og var med til at grundl√¶gge selskabet Islamisk Jihad i Egypten. Begge var svorende tilh√¶ngere af Sayyid Qutbs islamisme og Jihad filosofi.

Azzam fandt et ideologisk f√¶llesskab med dem begge, som var den revolution√¶re kamp mod alle sekul√¶re regeringer i verden. Han var desuden l√¶rer og mentor for Osama bin Laden (1957-2011), som han opfordrede til ogs√• at tage til Afghanistan for at hj√¶lpe med til jihad. Azzam blev dr√¶bt af en bombe i Pakistan i 1989 af ideologiske modstandere m√•ske fra Islamisk Jihad. Hans motto var: “Jihad og gev√¶ret alene: ingen forhandlinger, ingen konference og ingen dialog.”

Abdullah Azzam opbyggede en ideologisk og paramilit√¶r infrastruktur for at kunne globalisere den islamiske bev√¶gelse. Ligesom Sayyid Qutb √łnskede han at skabe en fortrop som en kerne i det islamiske fremtids samfund. Det skulle v√¶re en solid basis (qaeda) i et kommende islamisk samfund, som skulle str√¶kke sig fra Spanien til Philipinerne. “√ąn time p√• jihads vej er mere v√¶rd end 70 √•rs b√łn hjemme”.

Han kom derved i et mods√¶tningsforhold til Al-Zawahiris filosofi vedr√łrende Islamisk Jihad, som ikke i f√łrste omgang drejede sig om at bek√¶mpe israelske j√łder, europ√¶iske kristne og indiske hinduer. Zawahiri sigtede nemlig f√łrst og fremmest p√• at erkl√¶re de sekul√¶re muslimske regeringer i Mellem√łsten for skyldige i takfir (frafald) og f√łre Jihad mod dem. Men Azzam modsatte sig dette, fordi han var imod at beskylde muslimer for takfir, da det blot ville skabe splid i de muslimske samfund.

Det er en almindelig opfattelse blandt mange fundamentalister, at moderne mujahediner (jihad krigere) ikke har hijacket Islam, men derimod har genoprettet Islam.

Af Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hj√¶lp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par b√łger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 √•r var han ansat p√• Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone p√• verdensudstillingen i Osaka. Siden har han j√¶vnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og g√łr det stadig. Han er ikke en zen l√¶rer i traditionel forstand, men fors√łger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen √¶stetik og sammenlignende mystik.

0 0 vote
Article Rating


Don√©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

18 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid og Islam og den rationelle […]

trackback

[…] samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid og Islam og den rationelle […]

trackback

[…] Af samme forfatter: Ortodoks islam i vor tid […]

HH
HH
8 years ago

Jag kl√§mmer till med la Bruy√®re, och sen f√•r ni t√§nka och tycka som ni vill. Allts√•: “Om allt √§r materia och om tanken hos mig, liksom hos alla andra m√§nniskor endast √§r en f√∂ljd av materians delar, vad har d√• i v√§rlden givit upphov till varje annan tanke √§n tanken p√• materiella ting? – – – Hur kan materien vara ursprunget till vad som f√∂rnekar den och utesluter den ur sin egen varelse? Hur kan den i m√§nniskan vara det som t√§nker, det vill s√§ga det som f√∂r m√§nniskan just utg√∂r en √∂vertygelse om att hon icke √§r materia?”… Read more »

Tim Pallis
Tim Pallis
8 years ago

Tak for flere gode tilbagemeldinger. Det f√•r mig til at turde sende lidt mere til Steen, som jeg har t√¶nkt over og skrevet om. Is√¶r Morani ya Simba kommentar er interessant. Du har nogle sp√łrgsm√•l, som jeg vil pr√łve at besvare. Tak for din sproglige rettelse om “suver√¶nitet” (m√•ske er der flere). M√•ske skulle jeg k√łre mine skriverier gennem stavekontrollen i fremtiden. Jeg l√¶rte sent at stave i skolen, sk√łnt det var den “sorte skole”. Den tanke at islam m√•ske b√łr forbydes i Vesten har jeg tidligere v√¶ret inde p√• i forbindelse med en kommentar til Ulla N√łrtoft Thomsen’s fremstilling… Read more »

Morani ya Simba
Morani ya Simba
8 years ago
Reply to  Tim Pallis

Tak for dit svar. Jeg vil ikke gaa Steen i bedene som Snaphanens redaktoer men jeg ville personligt gerne laese flere af dine artikler. Jeg er ogsaa enig i at det ville vaere ekstremt at forbyde islam men min tanke er at der kan komme en fase hvor demokratiet og retsstaten er truet paa livet af den og hvor tiltag jeg ikke bryder mig om, kan vaere noedvaendige. Fx. var Storbritanien jo ogsaa til tider politi-statsagtig under anden verdenskrig, fx. med faengsling af fascist sympatisoerer, tyske statsborgere (inkl. anti-nazister) og lignende. Og maaske kan noget lignende blive noedvaendigt i en… Read more »

Morani ya Simba
Morani ya Simba
8 years ago
Reply to  steen

Steen, tak. Ioevrigt utroligt vigtig blog du koerer tror jeg. Sammen med Uriasposten er den blevet min hovedkilde til samfundets virkelige udfordninger.

Morani ya Simba
Morani ya Simba
8 years ago

Det er fantastisk arbejde Tim Pallis. Og dybt, dybt foruroligende. Det leder mig til at tro at Islam maaske boer forbydes i vesten. Det er jo netop ikke en “religion” i den forstand religionsfriheden hentyder til; retten til at tro hvad man vil som privatperson. Alternativt ser det ud til at det tolerante, liberale demokrati, selv i Vesten og ihvertfald i Europa, saa langt fra endestationen, var en epoke i verdenshistorien der havde sin storhedstid i 1990erne efter at have trivedes i Vesteuropa fra nazismens fald til “islams genkomst som magtfaktor” eller hvordan man nu vil udtrykke det. Jeg tror… Read more »

Poul H√łjlund
Poul H√łjlund
8 years ago

Tak til Tim Pallis for en fremragende artikel

Og hvad g√łr s√• den ikke-islamiske verden herfra? Hvorn√•r begynder vi i f√¶llesskab at sl√•s for vores frihed? Hvordan bek√¶mper vi islam?

PS: Skam f√• den, der stadig intet fatter, som illustreret i kommentarerne fra Bergfast, der end ikke evner at forholde sig til indholdet i Pallis’ artikel.

Bergfast
Bergfast
8 years ago

Om man upplever en kommentar till en artikel som man har l√§st med beh√•llning, vandra iv√§g lite fr√•n sj√§lva √§mnet i artikeln, (men som √§nd√• h√•ller sig inom samma √§mnesomr√•de; religioner och historia), s√• beh√∂ver man som l√§sare inte alls intressera sig f√∂r en s√•dan kommentar. Det finns ju absolut inget som helst tv√•ng att l√§sa just den…. Det √§r bara att helt enkelt hoppa √∂ver den eller de kommentarer i kommentarsf√§ltet som man sj√§lv finner ointressanta och ovidkommande. Kanske inte andra upplever likadant som man sj√§lv g√∂r, (men f√∂r de som g√∂r det √§r det ju enkelt att helt… Read more »

Bergfast
Bergfast
8 years ago

Tack f√∂r en intressant genomg√•ng av Ortodoks islam i vor tid‚Ķ. N√§r kristendom beskriver Jesus Kristus som ‚ÄĚGud‚ÄĚ, s√• verkar det vara en teologi som inte godk√§nns av judisk teologi, och det verkar d√§rmed som om judendom och islam har vissa teologiska likheter i synen p√• Jesus, och p√• Kristendom? Att islam ocks√• praktiserar omsk√§relse, och heller inte √§ter grisk√∂tt, samt praktiserar b√∂n dagligen, som ocks√• judendom g√∂r, medf√∂r att man kanske kan se fler likheter mellan judendom och islam, √§n mellan kristendom och islam? (Fast√§n islam praktiserar b√∂n fem ggr/dag och judendom 3 ggr.) (Kanske ville islam genom det… Read more »

J√łrgen Evald
J√łrgen Evald
8 years ago
Reply to  Bergfast

Det er utroligt, men ikke overraskende, at der i Bergfast kommentar kan samles s√• mange s√•kaldte facts om “de 3 abramitiske religioner ” der sidestilles og parallelliseres og stort set findes ligev√¶rdige. I historiens lys er det nok ikke forkert, hvad Bergfast skriver, n√•r man ser bort fra detaljer som referencen til “det stockholmske blodbad” som et resultat af religi√łs magtmisbrug – men Bartholum√¶umsnatten, inkvisitionen og andre blodige h√¶ndelser samt “b√łrne√¶gteskaber” er pr√¶cis hvad Kristendommen har udviklet sig bort fra at acceptere i l√łbet af de seneste 500 √•r. J√łdedommens “abramitiske arv” er koncentreret hos en sekt (betydelig) med sorte… Read more »

Bergfast
Bergfast
8 years ago

J√∂rgen Evald s√§ger:‚Ķ.‚ÄĚ ikke overraskende,at der i Bergfast kommentar kan samles s√• mange s√•kaldte facts om ‚Äúde 3 abramitiske religioner ‚ÄĚ der sidestilles og parallelliseres og stort set findes ligev√¶rdige.‚Ä̂Ķ ‚Ķ‚ÄĚog stort set findes ligev√§rdige‚Ä̂Ķ.? Nej, inte n√∂dv√§ndigtvis likv√§rdiga. Endast ett p√•pekande kring de p√•tagliga likheter som kan registreras. Som med omsk√§relse, att ej √§ta grisk√∂tt, att be ett antal g√•nger per dag, r√§ntornas vara eller icke-vara, en viss krigiskhet, (Kung Herodes f√∂rf√∂ljelse av gossebarn i samband med Jesus f√∂delse) osv. Ocks√• Kristendomens krav p√• att medborgare i kristna nationer skulle h√•lla sig till – den r√§tta och sanna l√§ran… Read more »

Bergfast
Bergfast
8 years ago
Reply to  Bergfast

Ps. Komplettering; Om protestantismens b√∂rjan: ….”Efter Leipzigdisputationen 1519 mellan Luther och dominikaner-teologen Johan Eck, d√• Luther h√§vdade att Skriften ensam skall vara normerande i trosfr√•gor, och att p√•ven kan ta miste, utf√§rdade p√•ven Leo X 1520 en bannbulla mot Luther, och kr√§vde att Martin Luther √•terkallade 41 av sina 95 teser. Det Tysk-romerska riket var under b√∂rjan av 1500-talet uppdelat i omkring 300 stater och st√§der, var och en med n√•gon grad av sj√§lvstyrelse under en statschef. Vid F√∂rdraget i Worms, som var ett f√∂rs√∂k att ena alla det Tysk-romerska rikets st√•nd som fanns samlade i Worms inledde man m√∂tet… Read more »

Bergfast
Bergfast
8 years ago

J√∂rgen Evald kommenterade att mina j√§mf√∂relser mellan de tre Abramitiska religionerna: ….” der sidestilles og parallelliseres og stort set findes ligev√¶rdige.”….

Jag beskrev endast vissa likheter mellan de olika l√§rorna, utan att egentligen vilja g√∂ra n√•gon v√§rdering…

Men, samtidigt kan man ju s√§ga att f√∂r troende kristna, anses troligtvis kristendom vara det allra b√§sta…..

Samt att f√∂r troende judar, anses f√∂rmodligen judendom vara det allra b√§sta….

Och att ocks√• f√∂r troende muslimer, s√• anses antagligen islam vara det allra b√§sta…..

………

Morani ya Simba
Morani ya Simba
8 years ago

Tak for en meget udfoerlig artikel, Tim. Vil naerlaese og vende tilbage hvis jeg har kommentarer. Men det er praecis velinformeret arbejde som dette vi har brug for for at faa et overblik over hvem det er Danmark og Europa er flyttet ind med. Super!

Prudentius
8 years ago

God artikel Tim Pallis! Betegnelsen “islamisme” er selvf√łlgelig et pinligt gennemskueligt kunstgreb og bruges af et fejt l√łgnagtigt Vesten som affaldsspand for alt det dets multikulturalistiske magteliter ikke bryder sig om ved islam. Islamisme-betegnelsen bruges s√•ledes b√•de som et instrument overfor indf√łdte dissidenter der p√•peger faren ved islamisk kolonisering af vores samfund og som tj√¶rekost overfor de muslimer der i ord og handling bryder med den multikulturelle ide om utopisk harmoni imellem muslimer og ikke-muslimer. Det har altid bragt mit pis i kog n√•r multikulturalister, med den s√¶dvanlige arrogance og selverkl√¶rede moralske overlegenhed, tramper rundt p√• nationen og folket (begge… Read more »