I Norge og Sverige har der i modsætning til Danmark hersket den ubegrundede myte, at indvandringen fra 3 verdenslande var lønsom. Efter Finansavisens publicering forleden er fortalerne for denne teori ramt af granatchock og er gået i flyverskjul, og et dårligt valg for Stoltenberg til efteråret er med ét blevet endnu dårligere. Alle kan nu læse Finansavisen femsiders artikel i pdf i bedste kvalitet: FA 1, FA 2, FA 3, FA 4, FA 5.. Supplér med Hege Storhaug og Rita Karlsens «Å lykkes både med dagens innvandring de kommende tiårene og samtidig klare å videreføre en raus velferdsstat som i dag, er altså ikke en realistisk målsetting.»
30 ‘svenskere’ i hellig krig Syrien – næsten intet i svenske aviser
Säkerhetspolisens sensationella uppgift att “ett 30-tal” islamister från Sverige har rest till Syrien för att strida renderade inte en rad i landets två största morgontidningar. Inget i DN (förlåt, vid omläsning av papperstidningen ser jag en notis på 12 rader som dock mest handlar om spionage i Sverige), inget i SvD.
Samtidigt avslöjar Flashback-tråden “Tråden där vi kartlägger svensk islamism” att en svensk kosovoalban rapporteras död i strid i Syrien. Mannen, som kosovarisk pressbenämner Muhamet Koprova, sägs ha stupat första veckan i april, 22 år gammal. Enligt pressen ska mannen härstamma från Mitrovica men ha bott i Sverige och tillhört en extremreligiös grupp.Antalet namngivna döda från Sverige uppgår därmed till tre. Aldrig förr har så många från Sverige dragit ut i heligt krig, Svensk kosovoalban uppges död i strid i Syrien
Mistillid er blevet et underklassefænomen
Af KAI SØRLANDER, filosof
Sociologiske målinger viser, at niveauet for social kapital er højt i Norden.
Danmark, Norge og Sverige indtager de tre første pladser på ranglisten over lande med mest tillid. Vi har generel tillid til fremmede, og vi har tillid til vore samfundsmæssige institutioner – såsom folketing, domstole og politi. Denne tillid har været medvirkende til, at vi har kunnet opbygge vore relativt set velfungerende demokratier og vore forholdsvis generøse velfærdsstater. Hvis vi skal bevare denne arv, så skal vi altså bevare vort høje generelle tillidsniveau.
Og det er derfor vigtigt, at vi forstår, hvorfor netop vore lande er så rige på tillid, så vi ikke ved uklog politisk handlen undergraver de forudsætninger, som tilliden bygger på. Det er en opgave for samfundsvidenskaben at give os denne forståelse. Og for tiden udkommer den ene samfundsvidenskabelige bog efter den anden om den sociale tillid, hvorfra den kommer, og hvor vigtigt det er at bevare den. Dette er endnu en bog i strømmen.
Lars Torpe begynder med at analysere begrebet »social kapital« i dets grundkomponenter, hvoraf tillid er den centrale. Og han gennemgår nogle undersøgelser, der viser, hvorledes den almindelige tillid til fremmede har udviklet sig i forskellige lande i perioden fra 1981 til 2008. Man har ganske simpelt spurgt folk, om de mener, at andre mennesker i almindelighed er til at stole på, eller om man ikke kan være for forsigtig, når man har med fremmede at gøre. Dernæst har man sammenlignet svarene fra de forskellige lande og tidspunkter. Resultatet er, at tilliden er vokset i Skandinavien og Holland, mens den er stabil eller vigende i mange andre lande.
Efterfølgende sammenholder Torpe tillidsniveauet i de forskellige lande med henholdsvis demokratiets tilstand og den økonomiske udvikling. Og han kan konkludere, at et højt tillidsniveau er korreleret med et velfungerende demokrati og med økonomisk vækst og velstand. Tilliden gør den demokratiske proces bedre, og den gør de økonomiske transaktioner lettere.
Så langt cementerer Torpe blot, hvad der er naturligt og relativt velkendt. Men så når han til spørgsmålet om, hvorfor der er så store variationer i tillid landene imellem, og hvorfor tilliden specielt er så høj i Skandinavien.
Her gør han opmærksom på, at der er foretaget mange undersøgelser af, om etnisk forskellighed har betydning for tilliden i samfundet, og at de til dels modsiger hinanden og derfor ikke viser noget entydigt resultat.
Derfor vælger han – med behørige videnskabelige forbehold – at tilslutte sig den side, som mener, at etnicitet og religion ikke spiller nogen afgørende rolle.
I stedet finder han årsagerne til den oprindelige akkumulation af tillid i Skandinavien i tre forhold. For det første udviklingen af en demokratisk retsstat uden nævneværdig korruption.
For det andet udviklingen af et stærkt civilsamfund med mange frivillige foreninger, hvor der blev samarbejdet om fælles opgaver.
Og for det tredje et veludviklet samarbejde mellem civilsamfund og statsapparat, som gjorde det lettere at afbøde sociale konflikter.
På dette punkt kan man selvfølgelig spørge, hvorfor netop de skandinaviske lande udviklede ukorrupte retsstater og et rigt civilsamfund. Det fornemmer Torpe også, for han tilføjer i hvert fald, at det kan have været af betydning for udviklingen, at de skandinaviske lande i den periode, hvor velfærdsstaten blev opbygget, ikke havde etniske konflikter og modsætninger.
Her kommer Torpe ud af takt med sin egen hidtidige benægtelse af betydningen af etniske faktorer; men samtidig giver han også basis for at drage en helt anden konklusion, end han selv gør.
For hans data viser ikke kun, at tilliden generelt er steget i Danmark. De viser også, at der er sket en forskydning mellem samfundets forskellige grupper. Hvor de tillidsfulde tidligere var de højtuddannede og venstreorienterede, så er tillid i 2008 blevet et kendetegn for »normaldanskeren«. De ikke-tillidsfulde finder vi nu især blandt de lavtuddannede, førtidspensionister, arbejdsløse og på den yderste højrefløj. Mistillid er blevet et underklassefænomen.
Denne forskel vil Torpe forklare alene ud fra en stigning i den økonomiske og sociale ulighed. Men inddrager man den etniske forandring, der har fundet sted i de seneste årtier, kan man også give en anden forklaring. De forskellige sociale grupper deler ikke byrderne ved den igangværende indvandring ligeligt.
Den tungeste byrde bæres af de svageste, fordi det er i deres boligområder, at de dårligst integrerbare fremmede bliver bosat, og hvor de mange steder bliver dominerende.
Det kan være medvirkende til at forklare underklassens større mistillid. At de velbjærgede ser anderledes på sagen, skyldes kun, at de omgås højtuddannede og velintegrerede fremmede på deres arbejdspladser og slet ikke dem, som søger at etablere parallelsamfund i de områder, hvor de svageste danskere er henvist til at bo.
Set i det lys viser Torpe manglende empati med de svages situation. Når folk fra underklassen føler mindre tillid til fremmede, kan det udmærket bero på, at de har andre erfaringer end overklassen. Omvendt kan de velbjærgedes højere grad af tillid godt tænkes at bero på en selvbedragerisk forestilling om, at de ville reagere anderledes end underklassen, hvis de kom i underklassens situation.
Så fra underklassens synsvinkel kan Torpes forskning let komme til at fremstå som overklassens selvbedrag klædt ud som videnskab.
Derfor ville det være bedre for den demokratiske debat, hvis vi lyttede mindre til den slags forskning og i stedet lyttede med større alvor til underklassens politiske stemme.